Det, der gør Judith Hermann til så god en forfatter, er alt det, hun ikke skriver. Det mellem linjerne. Det, vi som læsere selv skal tænke os til, forestille os, gætte på.

Det har jeg skrevet noget om i min anmeldelse af Hermanns Lettipark (opr. 2016, da. 2016), og det samme gør sig gældende i den lige så gode Alice (opr. 2009, da. 2011). Judith Hermann har sat sig fast helt i toppen af min liste over mine yndlingsforfattere.

Hermanns oprindeligt anden novellesamling, Spøgelser, overalt (opr. 2003, da. 2004, genudgivet i 2017), ændrer ikke på denne position, selv om bogen ikke er helt oppe på samme sublime niveau som de to førnævnte.

I modsætning til de endog meget korte noveller i den senere Lettipark består Spøgelser, overalt af syv lange noveller, den korteste på 32 sider, den længste på 64.

Alle novellerne er bygget op om et trekants-, firkants- eller endog sekskantsdrama. I nogle tilfælde er tredjeparten i et kærlighedsdrama kun til stede på fysisk distance, i andre kun i fortiden, i atter andre mere eller mindre kun i forestillingen.

I alle tilfælde henter novellerne deres spænding i det ufortalte. Ikke kun eller primært i form af noget, forfatteren holder skjult for læseren, men først og fremmest i det, novellernes fiktive fortællere ikke kan indse eller tør indrømme over for sig selv. Fortællerne i disse noveller kan i en vis forstand kaldes utroværdige, men kun af afmagt, fordi de lyver for sig selv eller måske nærmere bare stadig kæmper med at forstå sig selv.

Hermann mestrer denne fortællestil forbilledligt. I et enkelt og alligevel stærkt sprog, der på én gang er let at læse og fyldt med tvetydigheder.

I alle novellerne er hovedpersonen en kvinde i trediverne, præget af usikkerhed på sig selv og forholdet til sine nærmeste og plaget af mulige fortrydelser. I de fleste er hun på rejse. Vi kommer fra Berlin til andre dele af Tyskland, til Venedig, Prag, Nevada, Tromsø og Island (hvor fortælleren i det sidste tilfælde ganske vist er islænding, der ikke selv rejser, men hvor den afgørende begivenhed er et besøg fra Berlin).

Og ja, der er spøgelser overalt, ikke kun i titelnovellen. Spøgelser fra fortiden eller fantasien. Tidligere kærester. Uforløste kærlighedsforhold. Forhold, der aldrig blev til noget, måske kun var en antydning. En flygtig fascination, som alligevel har sat sig. Eller fortællerens uafklarede forhold til sine forældre.

Her en tekstprøve fra novellen Alfons, hvor fortælleren besøger Johannes i Karlovy Vary/Karlsbad. De har tidligere været forelskede hinanden, bare ikke på samme tid, og de har aldrig været kærester:

Jeg lå ved siden af ham, på siden og kiggede på ham og syntes stadig han var smuk, sådan som dengang, som altid, hans underligt dunede hår, hans lille hage, hans ru hud. Jeg kunne lige så godt have ligget ved siden af en død, ved siden af hvem som helst eller et helt andet sted, så ligeglad var han med mig, så ligeglad var jeg med ham, og så tæt var vi på hinanden, mig gjorde det ondt på, sikkert ikke på ham.

Judith Hermann skriver bare godt. Alle novellerne er læseværdige, og jeg lod mig rive med af hver af dem.

Havde Spøgelser, overalt været min første Hermann, havde jeg formentlig kvitteret med fem stjerner, men alt er relativt, og sammenlignet med Lettipark og Alice blegner den alligevel.

I de sidstnævnte demonstrerer Hermann, hvor meget hun kan sige med meget få ord. I Spøgelser, overalt bruger hun flere sider, og under læsningen af disse noveller kunne jeg ikke lade være med at tænke, at hun – hvis hun havde skrevet dem senere – kunne have fortalt de samme historier endnu skarpere og stærkere på færre sider.

Jeg oplevede således ikke helt det samme intenst sitrende nærvær i hver eneste sætning som i de to andre samlinger. Noget af grunden kan måske også ligge i oversættelsen, som her er af Niels Brunse, hvor de to andre er oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Men det har jeg helt ærligt ikke rigtig grundlag for at vurdere.

Derfor bliver det alt i alt kun til fire stjerner til Spøgelser, overalt. Men læs den nu alligevel. Der er stadig tale om stor novellekunst. Og jeg har heldigvis flere Judith Hermann-bøger på hylden.

K's vurdering: