Judith Hermann: Sommerhus, senere

Judith Hermann kender til mennesker. Hun kan skrive om dem i et enkelt sprog, der er lige til at gå til, og som samtidig rummer sprækker så dybe som livet, som man kan falde langt ned i og frygte for aldrig at komme op ad igen. Og alligevel kommer man fra læsningen med håbet i behold.

Jeg har på disse sider før prist Judith Hermanns noveller, og for at undgå for mange gentagelser om hendes sublime skrivestil skal jeg for så vidt nøjes med at henvise til mine tidligere omtaler af hendes værker her.

For dét, Hermann gør så godt i sine senere bøger, demonstrerer hun allerede i sin debut, novellesamlingen Sommerhus, senere (opr. 1998). Havde jeg læst den som min første bog af Judith Hermann, ville den have slået mig bagover i benovelse. Men nu var jeg forberedt, fordi jeg har læst nogle af hendes senere værker – og kun derfor udløser bogen ikke fulde fem stjerner som konklusion på denne anmeldelse.

Alt er relativt, og Judith Hermann er bare blevet bedre og bedre med årene. Men for sattan da, hvor er hun allerede god i Sommerhus, senere. Her i Niels Brunses oversættelse.

Judith Hermann skriver om mennesker. Nogle, der håber. Nogle, der er holdt op med at håbe. De fleste under alle omstændigheder nogle, der er tøvende for at tage det afgørende skridt for at ændre deres liv.

Jeg skal afstå fra at omtale alle novellerne i samlingen, men kun en enkelt som eksempel:

Den novelle, der gjorde stærkest indtryk på mig, var pudsigt nok også den, der skiller sig mest ud fra de andre. Det er den eneste, der ikke foregår i Berlin eller på anden måde er forbundet med Tyskland, men derimod udspiller sig over godt og vel et døgn i New York City med kun amerikanske karakterer.

Indledningsvist var jeg faktisk skeptisk over for novellen, allerede i kraft af titlen, “Hunter-Tompson-musik,” som med sin – næppe tilfældige – association til gonzo-journalisten Hunter S. Thompson (1937-2005) forekom mig underligt søgt. Hvad denne reference skulle gøre godt for, fangede jeg i øvrigt aldrig. Hvorfor novellen skal udspille sig i New York City er heller ikke åbenlyst – men måske kunne den ikke foregå andre steder.

Men alt dét er lige meget. Det vigtige er, at når man først abstraherer fra titlen og hovedpersonens navn, så udfolder novellen sig som en af Hermanns mest intense, hjerteskærende og nærværende historier.

Der er ganske vist ikke meget handling i “Hunter-Tompson-musik”: En ældre mand bor på et tarveligt newyorkerhotel for sølle langtidslejere. Han holder sig for sig selv, tuller lidt rundt i byen og lytter til sine musikkassettebånd, taler helst ikke med nogen. En aften står der pludselig en ung kvinde foran hans dør, det slår ham ud af kurs, eller tilbage på en slags kurs, liver ham ihvertfald lidt op.

Og det var dét, meget mere handling er der egentlig ikke, Men Hermanns evne til i ganske få strøg at portrættere denne gamle mand – uagtet, at vi aldrig lærer noget om hans fortid eller for så vidt om hans nutid – er eminent og inciterende. Som læser er jeg helt og fuldt til stede sammen med ham på hotelværelset, når han tager sin lurvede, slidte habit på i forventningen om at skulle mødes med den unge kvinde igen,

Og undervejs i den korte novelle når Hermann også at formidle et stemningsmættet portræt af gadelivet i New York – som er let genkendeligt, men får et særligt twist set gennem øjnene på hovedpersonen.

Det lyder alt sammen måske ikke særligt spændende. Men det er det, når det er Judith Hermann, der fortæller. Og det gælder også de fleste af de andre noveller i samlingen.

Nogle af novellerne har mere handling end som så, andre mindre, men de er alle karakteriseret ved at rumme en overflod af liv. Personerne i historierne formår ganske vist aldrig for alvor at udleve dette liv, men for læseren er det intenst til stede i hver sætning.

Og hvorfor citerer jeg ikke et par tekststykker fra novellerne, som jeg ellers har for vane? Det burde ellers være oplagt, fordi de fleste af Hermanns enkle sætninger er så exceptionelt stærke. Men de henter alle deres styrke fra konteksten, og jeg har ikke kunnet finde et citat, der revet ud af sammenhæng ville kunne yde Hermanns smukke prosa retfærdighed. Du er bare nødt til at tro mig på mit ord:

Judith Hermann kan skrive, og du vil virkelig gerne læse hendes noveller. Gør det!

K's vurdering: