Deborah Levy: Fast ejendom

Tredje bind af Deborah Levys erindringstrilogi holder niveauet fra de forrige, Ting jeg ikke vil vide og Livets omkostninger. Levy skriver virkelig godt: Enkelt og letlæseligt med nærvær, nerve, humor og samtidig intellektuelt udsyn.

I Fast ejendom nærmer Levy sig de 60 år. Hendes yngste datter er som den sidste af de to døtre på vej til at flytte hjemmefra. Skilsmissen, der fyldte i Livets omkostninger, ligger godt bag hende.

Nye muligheder åbner sig, og Levy bevæger sig i bogen frem og tilbage mellem den lille, lurvede lejlighed i London og forskellige steder i verden: Oprydning i den afdøde stedmors lejlighed i New York, en litteraturfestival i Mumbai, et ni måneders stipendiat i Paris samt besøg i Berlin og Grækenland.

Bogen igennem fantaserer Levy om på et tidspunkt at erhverve sig et stort hus, fast ejendom, deraf titlen. Hun ved godt selv, at hun aldrig får råd til det, men i sine drømme udbygger hun ikke desto mindre huset med flere og flere detaljer. Samtidig reflekterer hun løbende over, herunder i dialog med gode venner, hvad denne higen efter et stort hus egentlig beryder, og hvorfor den forekommer vigtig.

Som i de to foregående bøger fylder reflektioner over den diskursive konstruktion af kvinden i et patriakalsk samfund en del, blandt andet i dialog med stemmer fra litteraturen, ikke mindst Simone de Beauvoir.

I for eksempel dialoger med kommercielle filmfolk, til hvem hun forsøger at sælge ideen til filmmanuskripter, konfronteres hun med den samfundsmæssige uvilje mod at portrættere kvinder “på den høje hest,” som forfølger egne ambitioner på bekostning af f.eks. familien. Den slags kvinderoller er der ikke efterspørgsel efter. En kvinderolle skal være “sympatisk:”

Er en kvinde, der styrer sin egen høje hest og følger sit eget begær, sine egne længsler, sympatisk?
     Kun hvis hun styrer sin høje hest ud over en klippeskrænt. Det er hende tilladt at være exceptionelt god til at dø.

Levys tanker herom er som sådan ikke originale, men de er rodfæstet i hendes konkrete hverdagserfaringer som knap tresårig, moderne kvinde, hvilket gør dem nærværende, relevante og også interessante.

Levy fremstår således som en markant og troværdig, feministisk-kritisk stemme. En af grundene hertil er, at hun i sin selvfremstilling formår at ramme den rigtige balance mellem styrke og skrøbelighed.

Hun er åbenlyst en stærk, begavet og intellektuel kvinde med egne ambitioner i sit virke som forfatter. Hun er samtidig mor med alle de drømme og bekymringer og selvbebrejdelser, den rolle kan indebære – herunder i kraft af den samfundsmæssige konstruktion af rollen som kvinde og mor, som hun ikke kan undslippe, uagtet at hun er bevidst om den som netop en historisk og kulturel konstruktion.

Hvad betyder moderlig overhovedet? Hvis det betyder at være trøstende, bekymrende, lærende, nærende, opmuntrende, løgnagtig og at være et anker i livets storme, altid at være til stede, så er det en temmelig hård opgave for en hvilken som helst karakter at leve op til den liste af egenskaber. Mange kvinder, jeg kendte, som ikke havde børn, var meget dygtigere til at leve op til alle disse umulige krav.

Levy forfalder hverken til en klynkende offerrolle eller til en sevlfremstiling som overdreven power-woman. Hun rammer derimod balancen troværdigt – som hun også selv er inde på i en omtale fra en af hendes optrædener ved diverse litterære arrangementer i England, hvor hun taler om netop forsøget på at finde denne balance i sine romaner.

Nogle steder i bogen reflekterer Levy også over oversættelsen som kunst – i forbindelse med glæden over, at flere af hendes egne bøger bliver oversat til andre sprog.

Juliane Wammen, der med Fast ejendom har overtaget oversætterrollen fra Birgitte Steffen Nielsen, der oversatte de to første bind i trilogien, løser efter min vurdering opgaven glimrende.

Oversættelsen har dog også sine udfordringer med at formidle (dét, jeg tror er) nogle af den originale teksts sproglige greb – og det skyldes ikke Wammens oversættelse, men forskellene mellem det danske og det engelske sprog:

For eksempel skriver Levy et sted om sine drømme om imaginære husbesiddelser, at hun i den forstand var “ejer af uvirkelig ejendom.” Her gætter jeg på, at der i originalteksten har stået “owner of unreal estate,” som selvfølgelig spiller på det engelske begreb for fast ejendom, “real estate” – et ordspil, vi imidlertid går glip af i den danske oversættelse.

Dette er ikke en kritik af oversættelsen (det kunne næppe gøres anderledes), men blot en observation af et eksempel på de transformationer, som en tekst nødvendigvis undergår i oversættelsen.

Det får mig på den ene side til at ærge mig lidt over, at jeg ikke har læst Levys trilogi på orginalsproget. På den anden side har jeg ikke desto mindre nydt at læse alle tre bøger i henholdsvis Birgitte Steffen Nielsens og Juliane Wammens oversættelser, som begge formår at formidle Deborah Levys stærke skrivekunst godt på dansk.

Samlet set skal herfra lyde en anbefaling af hele trilogien (idet jeg dog fandt bind 1, Ting jeg ikke vil vide, klart den bedste af bøgerne). Jeg vil gerne læse mere Deborah Levy.

K's vurdering: