Joanna Walsh: Worlds from the Word’s End

Joanna Walsh kan skrive. For pokker, hvor kan hun skrive. Hun skriver i et let og enkelt og nærværende sprog, fra skæve vinkler og med finurlig humor, med et passende skvæt sarkasme og stor menneskelig indlevelse. Jeg blev suget ind i hver eneste af de atten korte noveller i denne samling fra stort set første sætning i hver af dem.

Ind i mellem er Walsh’ pointer lidt for fiffigt letkøbte. Nogle af historierne er lidt for mærkelige, selv for min smag. Men tilstrækkeligt mange af dem er så fremragende, at det gør det nemt at anbefale denne samling. Og hele vejen igennem er Walsh’ sprog bare en fornøjelse at læse.

De fleste af hendes historier er knapt nok historier, bare små, sære indblik i skæve menneskers (og i et enkelt tilfælde: en skødehunds) liv, ofte uden egentlig hverken start eller slutning. Men når Walsh er bedst, rammer hun lige ind i nerven af disse små, store, hele liv. I den henseende ikke ulig franske Emmanuelle Pagano, som dog har dyrket den korte prosaform i mere ekstrem grad (og til tæt på perfektion).

Nogle af Walsh’ noveller har et sært sci-fi-twist, som kan minde om George Saunders (note til mig selv: Skal læse mere Saunders). Titelhistorien, for eksempel, er en rapport fra et land, hvor man er holdt op med at bruge ord, en slags radikaliseret udgave af Ray Bradburys Fahrenheit 451, hvor ikke bare uønskede bøger bliver brændt, men alle ord, skrevne såvel som talte, bandlyses fra brug – og til sidst holder menneskene helt op med at bruge ord, selv i deres egne tanker, selv om nogle holder fast i dem et stykke tid:

Being able to name our own things to ourselves gave us comfort. I suspect some people still silently practice this, though of course I cannot tell. I have a feeling their numbers are declining. Even I have stopped. It proved difficult to keep a bag of words in my head for personal use and to have to reach down into its corners for terms that didn’t come out very often. They grew musty. Frankly it was unhygienic.

Novellen kan læses som en ironisk kommentar til den degenerering af sproget, som sociale medier bidrager til – men i sidste ende er det først og fremmest en historie om et parforhold, der gik i stykker på grund af manglende talen og lytten.

I novellen Enzo Ponza vender Walsh børnelokkerbilledet på hovedet og lader en lille pige ‘kidnappe’ en voksen mand, en hjemløsagtig type i lang sort frakke, overskæg og nikotingule tænder. Hun ser ham på gaden, bestemmer sig for at kidnappe ham og tager ham med hjem. Han følger ordløst med som efter fælles overenskomst. Hendes forældre lader sig ikke mærke med noget, og gradvist og umærkeligt flytter han ind i deres lejlighed, uden at nogen i familien lader sig mærke af det – som var han et møbel eller et af pigens kæledyr (“Enzo Ponza was mine, after all; my parents didn’t interfere any more than they had with the goldfish, or the guinea pig”).

Pigen beholder Enzo Ponza, også da hun bliver voksen og gift og selv får børn (efterhånden finder hun nytte for ham og lader ham babysitte). Han stiller aldrig spørgsmål, og hun spørger ham ikke om noget. Og så er der sådan set ikke mere til den historie, andet end denne fine udgangsreplik:

Perhaps only I understood his value. How many people offer themselves so simply? At our age? At any age? Not many.
Kidnapping Enzo Ponza was my one act of love, and maybe it was his too.

Walsh’ historier er frem for alt befolket af ensomme kvinder, der længes efter noget – noget tabt, noget glemt, noget endnu ikke indtruffet, noget uvist.

En af de mest rørende historier er Femme Maison om den forvirrede kvinde, der bor alene i sit hus efter en skilsmisse. Den skulle sætte hende fri, give hende et nyt liv, give hende tid til at skrive, møde en ny mand. Men hun kommer aldrig ud og får ikke gjort noget, for hun glemmer hele tiden, hvad det var, hun var i gang med. Som når hun rejser sig fra sin skrivning for at finde en støvkost, fordi tastaturet er beskidt – og næsten mister sine ord, tabt mellem cut og paste (en paniksituation, som vi, der skriver, alt for godt kan genkende):

You turn, you remember – the laptop. You had forgotten. You remember. You had got up. You had wanted to clean the keyboard. You had gone to find a duster.
Something was altered? What was it?
Wait. You remember.
You had cut but you had not pasted.
Your words hover in vacant space. You turn. You run. You will save them. You paste. They are still there.
How could you have left them? How could you have forgotten? How did you manage to leave your thought at its waist to search for the duster? How did you fail to get the duster but return to the laptop?

Hauptbahnhof er endnu en skæv historie om en ensom kvinde. Hun skulle møde sin kæreste, manden i sit liv, på hovedbanegården i Berlin, men han var der ikke. Så nu venter hun på Hauptbahnhof, har ventet i måneder, måske i år, og har skabt sig et liv der. Kunsten er at bevæge sig rundt, ikke at ligne en hjemløs, men en helt almindelig kvinde, der venter på én, der kommer med næste tog:

After all, even if I am no longer sure whether I am waiting, or whether I only wish to appear to be waiting, it is my responsibility not to cause a ‘situation’, an incident. It is my responsibility to protect the people who pass through the station from the sight of a woman alone who is not waiting for anyone. Although, of course, I am.

Ikke alle novellerne rammer lige i plet, nogle af dem er lidt for mærkelige og kan virke som formeksperimenter. Men som sagt indledningsvist: Joanna Walsh kan skrive, og hun er en fornøjelse at læse. Så gør det.

Worlds from the Word’s End udkommer officielt i september 2017, men som (hermed debuterende) abonnent på nye udgivelser fra forlaget And Other Stories (det britiske forlag, der bare ikke kan udgive andet end højkvalitetslitteratur) har jeg modtaget den et par måneder tidligere.

K's vurdering: