Ny novelle af Hilary Mantel meldt til politiet af britisk Lord – for dårlig smag.

Hilary Mantel har som den eneste kvindelige forfatter nogensinde vundet den anerkendte britiske litteraturpris, The Man Booker Booker Prize, to gange for sine to historiske romaner om Thomas Cromwell fra Henrik den 8.’s tid: Wolf Hall fra 2009 (som vi ikke var så begejstrede for her på K’s bognoter) og Bring Up the Bodies fra 2012. En treer i serien er på vej.

Inden for den seneste måned har Hilary Mantel imidlertid bragt konservative britiske sind i kog – i en grad, så det sågar har bragt hende en politianmeldelse på halsen. Anledningen er Mantels seneste novellesamling (udgivet 30. september 2014), nærmere bestemt titelnovellen The Assassination of Margaret Thatcher, August 6th 1983 , som blev bragt i The Guardian den 19. september 2014 (læs den i sin helhed her).

I novellen kommer en kvinde den 6. august 1983 uforvarende til at lukke en IRA-terrorist ind i sin lejlighed i den tro, at han er blikkenslageren. Han har udset sig kvindens lejlighed, fordi en snigskytte herfra har godt udsyn til at myrde den britiske premierminister Margaret Thatcher, som forventes at passere forbi samme dag. Twistet i novellen er, at kvinden uden videre hjælper terroristen uden at stille spørgsmålstegn ved det fornuftige og moralsk rigtige i at myrde premierministeren.

Det, der for alvor har provokeret de britiske Tory’er ved novellen, er formentlig den uudtalte, underliggende præmis i novellen, at det ville have været en god ting for Storbritannien og resten af verden, hvis Thatcher rent faktisk var blevet myrdet den gang i 1983, kort efter hendes tiltræden.

Og så har Mantel pustet yderligere til ilden ved i et interview til The Guardian den 19. september 2014 i forbindelse med offentliggørelsen af novellen at bekende, at den faktisk tager udgangspunkt i en personlig fantasi om at myrde Thatcher, som Mantel selv kan genkalde sig fra præcis datoen den 6. august 1993, hvor Mantel iagttog Thathcer fra sin lejlighed under omstændigheder, der ligner dem fra novellen.

Det er ifølge Thatchers tidligere PR-chef og personlige ven Lord Timothy et udtryk for så dårlig smag, at det simpelthen skal politianmeldes: “Mantel needs to see a therapist,” fortalte han the Sunday Times. “If somebody admits they want to assassinate somebody, surely the police should investigate. This is in unquestionably bad taste.” (her citeret fra The Independent)

Maragaret Thatcher og Hilary Mantel

Mantel har erklæret, at hun den dag i dag stadig kan føle “det kogende had” til Thatcher fra dengang i 1980’erne (“I can still feel that boiling detestation”). En Thatcher, som Mantel i øvrigt betegner som anti-feminist og kalder en “psykologisk transvestit” på grund af Thatchers erklærede opfattelse af, at kvinder må blive som mænd, hvis de vil have del i magten (The Guardian, 19. september 2014).

Hmmm… den slags udtalelser skal nok bidrage til en konstruktiv debat i Old Britain… Vi lader den stå der og nøjes med som intermezzo at bringe et citat fra en kendt galler:

Titelnovellen er i øvrigt den eneste helt nye af samlingens i alt ti historier. De øvrige har alle været bragt andre steder tidligere over en periode, der spænder fra 1993 til 2012. Det er en pose blandede bolcher i både temaer og kvalitet.

I modsætning til Mantels prisvindende historiske romaner udspiller alle novellerne i denne samling sig i moderne tid. De er ganske forskellige, men dog forenet indenfor en genre, man lidt gammeldags kunne kalde Tales of the Unexpected. Det er historier, der alle indeholder et skævt twist, en overraskende slutning, en gotisk stemning og nogle af dem decideret overnaturlige elementer (der er sågar en ganske utraditionel vampyrhistorie).

Historierne har også det til fælles, at de er skrevet med Hilary Mantels sprog- og stilsikre pen: Mantel skriver et indiskutabelt smukt engelsk. Men det er ikke helt nok, og der var for få af disse historier, der for alvor kunne fange min interesse. Og i de tilfælde, hvor den blev fanget, var plottet eller det afsluttende twist alligevel ikke helt godt nok til at bære hele vejen igennem – og det gælder for så vidt også den omdiskuterede titelnovelle, som (indrømmet) også var min anledning til at anskaffe mig bogen.

K's vurdering: