Gyrðir Elíasson: Papirskibsregnen

Sansemættede islandske noveller, der på overfladen ikke handler om meget, men faktisk handler om det hele: Om fravær og nærvær, om livet og døden, om at være menneske i verden, om tingene og drømmene og alt det andet.

Islandske Gyrðir Elíasson (f. 1961) er endnu én af de fantastiske forfattere, det på besynderlig vis er lykkedes mig ikke at opdage igennem ellers mange år. Men hvor er det dog en stor glæde så at opdage ham nu.

Elíasson har et kæmpestort forfatterskab bag sig, hvoraf ihverfald en 12-13 bøger er oversat til dansk. Han har i lige grad gjort det i digt- og novellesamlinger og har også begået enkelte romaner. I 2011 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Mellem træerne (opr. 2009, da. 2011).

Papirskibsregnen (opr. 1988) er Elíassons første novellesamling. Den udkom første gang på dansk i 1991 på forlaget Rosinante, men er her i 2026 genudgivet af Jensen & Dalgaard, og tak for det. Erik Skyum-Nielsen har oversat fra islandsk, og det har han gjort godt.

Bogen rummer fire længere noveller, som er løseligt forbundne. Den første og længste novelle, Træfisken, er også den bedste. Den er isoleret set til fem stjerner og hele bogen værd. Her møder vi den niårige Heida, som tilbringer sommeren hos den ældre Axel, som kunne være hendes bedstefar, gætter jeg på, men vi får det ikke tydeligt forklaret (tydelige forklaringer er i det hele taget ikke et af Gyrðir Elíassons kendetegn).

Dialogen mellem Axel og pigen er sparsom og knap, på overfladen kan den virke lidt afkølet, nogle gange nærmest hård. Men gennem små tegn og bevægelser får Elíasson alligevel formidlet et tydeligt billede af gensidig kærlighed og ømhed mellem de to.

Samtidig ruger der noget uheldssvangert over eller under fortællingen. Som læser fornemmer man, at noget ikke kommer til at gå godt. Men mere skal jeg ikke røbe.

Det er ikke en historie, der er båret af sin handling. Det er stemningen, sansningerne af omgivelserne, de små og dagligdags iagttagelser, som giver historien dens fylde.

Og det er et vidnesbyrd om Gyrðir Elíassons mesterskab, at han kan få så meget og så righoldig fylde ud af på overfladen så lidt. Træfisken er en meget stærk historie.

Vingemanden er en ganske anden slags historie om en mand, der har bygget sig et sæt vinger, som han ifører sig hver nat for at flyve ud over byens tage og iagttage verden. Det er surrealistisk fortælling båret af en poetisk, drømmeagtig stemning, som ind i mellem brydes af meget jordnære udfordringer for vingemandens færden (som når han bliver beskudt fra et vindue af en geværbevæbnet kvinde).

Novellens første linjer:

I virkeligheden er jeg en ret jordbunden mand, men jeg har to årgange af Populær Mekanik, som jeg ofte studerer når jeg sidder alene om aftenen, og her stødte jeg på denne lysende geniale tegning af et par vinger fremstillet af sparsomme materialer. Det er nogen tid siden, arbejdet sluttede, men det var først i efteråret jeg begyndte at bruge dem for alvor.
     I mørket spænder jeg vingerne på, åbner et vindue på loftet. Glashimlen tager imod mig.

Koblingen til de øvrige historier er, at “Vingemanden” nogle aftener kigger ind af vinduet til drengen Frederik, som vi før er stødt på som en flygtig gæst hos Heida og Axel i Træfisken, og som er hovedperson i bogens to andre noveller.

Frederik, som er søn af en plasticfabrikant, møder vi som dreng i Antennerne, en historie, der såmænd er fin nok, men ikke gjorde helt så stort indtryk på mig.

Og så støder vi på ham igen i Sommerhuset, hvor han nu er blevet en ung mand, der med sin kæreste er på ferie i Danmark. Centralt i fortællingen er begivenhederne en vis aften, hvor Frederik bliver jaloux på en dansk mand, som er interesseret i kæresten.

For læseren er det imidlertid ikke så nemt at skelne mellem, hvad der egentlig er foregået den aften, og hvad der er Frederiks fantasiforestillinger om, hvordan den samme aften kunne eller burde have udfoldet sig. Der foreligger også den mulighed, at det, vi vi bliver præsenteret for, er forskellige mulige varianter af den lille hverdagshistories gang.

Om det er det ene, det andet eller det tredje synes dog ikke at være så vigtigt for Eliasson.

I det hele taget er det hos Elíasson i disse noveller ikke så let at afgøre, hvor grænsen går mellem virkelighed og fantasi, drømme og vågen tilstand. Det hænger sammen med, at Elíasson interesserer sig for menneskers relationer til hinanden og til tingene. Og disse relationer udfolder sig lige så meget i forestillingernes verden som i den hårde og håndgribelige, såkaldte virkelighed. Derfor er det heller ikke nødvendigvis så vigtigt at skelne imellem disse verdener.

Hvad der til gengæld er meget let at afgøre for mig, det er, at jeg skal læse mere Gyrðir Elíasson. Og det har jeg faktisk allerede gjort, så bliv endelig hængende i nærområdet – der er en anmeldelse på vej af Mellem træerne, som Elíasson som nævnt fik Nordisk Råds Litteraturpris for tilbage i 2011.

K's vurdering: