K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s Top
    • K’s årlige anbefalinger
    • Med K verden rundt i bøger
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Verdens vigtigste bog. Kristendommen, Bibelen og vores verden

Verdens vigtigste bog. Kristendommen, Bibelen og vores verden

Af Kasper Håkansson, 9. december 2025
22 kommentarer

Kristian Leth er en formidabel formidler, både som radiovært og som forfatter. Hans læsning af Bibelen og hans formidling af bogens tilblivelseshistorie såvel som dens virkningshistorie er både oplysende, fagligt lødig og baseret på en enorm viden og samtidig – og det er det forunderlige – lettilgængelig, letlæst og underholdende.

Jeg kan anbefale Verdens vigtigste bog (2024) til alle, der er interesseret i de idéhistoriske rødder for vores verden og baggrunden for mange af de værdier, begreber og grundforestillinger, som mange af os tager for givne. Her er noget at blive klog af for både de frådende ateister, de mere afdæmpede ikke-religiøse, de hyggekristne og de overbeviste, troende kristne – og også for praktiserende udi andre religioner og livsanskuelser.

Forfatteren, musikeren og radioværten Kristian Leth (f. 1980) har siden 2022 sammen med journalist Lauge Hendriksen været vært på det ugentlige radioprogram Bibelen Leth fortalt på DRs P1. Jeg har selv først for nylig “opdaget” radioprogrammet, men jeg har ikke desto mindre nået at lyttet til temmelig mange afsnit som podcast.

Jeg kan ubetinget anbefale podcast-serien til alle, der er interesseret i kristendommens historie, bibelhistorien og de idéhistoriske forudsætninger for mange af de grundforestillinger om verden, som de fleste af os tager for givne i dag – formidlet fra en ikke-kirkelig og udogmatisk vinkel. Det er god og oplysende formidling, fagligt lødigt, og så er det samtidig faktisk humoristisk og underholdende. Jeg er simpelthen ikke stødt på nogen podcasts om noget emne, jeg hellere vil lytte til et afsnit mere af end Bibelen Leth fortalt.

Ud af radioprogrammerne er vokset bogen Verdens vigtigste bog, som udkom sidste år. Bogformatet giver Kristian Leth mulighed for at behandle nogle temaer lidt mere systematisk og sammenhængende end radioformatet. Men jeg synes faktisk, at det er en formidlingsmæssig styrke ved bogen, at Leth har formået at fastholde den let slentrende og uformelle stil fra radioprogrammerne, selv om han i bogen ikke har et modspil i form af journalist Lauge Hendriksen, der i radioprogrammerne indtager rollen som den “almindelige” førstegangslæser af Bibelen, der skal behørigt belæres og oplyses.

Kristian Leth er ikke en moderne kristen apologet, der med nye tricks forsøger at proppe kristne dogmer ned i halsen på dig. Han deklarerer i bogen sig selv som “kulturelt kristen,” men ikke i den forstand, at han “nødvendigvis er enig i klassiske ‘kristne’ principper eller sympatiserer med ‘kristne’ budskaber:”

Det betyder snarere, at det kulturelle sprog, som jeg begriber verden med, er vokset ud af kristendommens historiske bevidsthed. Uagtet hvor mine sympatier ligger, så er mit sprog, mine forestillinger, den filosofi, der ligger under min forståelse af alt det, jeg tager for givet, kommet ud af en protestantisk kristen ramme.

Mange af os kan formentlig checke ind her (idet jeg på baggrund af dialogen i kommentarsporet til min omtalte af Tom Hollands Herredømmet er opmærksom på og anerkender, at “mange af os” ikke er alle).

Leth har organiseret bogen i tolv kapitler (og jeg kan ikke tro andet end, at kapitelantallet i sig selv er en drilsk, implicit bibelreference til det vigtige tolvtal: Jakobs tolv sønner, Israels tolv stammer, Jesu tolv disciple mv.).

Kapitlerne behandler hvert et tema (omkranset af to bredere kapitler om kristendommen førhen og nu): Hvad er Bibelen? Hvem er Gud? Hvem er Djævelen? Hvem var Jesus? Hvem var Paulus? Hvad er tro? Hvad er  individet, flokken (menigheden) og missionen? Hvad er frelse? Hvad er det sekulære? Hvad er Dommedag?

Jeg kunne tilføje temaet: Hvad er mysteriet? For det er et af de temaer, som Leth bringer frem undervejs, uden at det har sit eget kapitel. Miraklerne og det mystiske betragtet som en uomgængelig kerne i kristendommen, som mange kristne i dag ikke desto mindre nødigt taler om. Det gælder ikke mindst Folkekirken – måske, foreslår Leth, “af frygt for at miste den respekt, der hører til at være en etisk og spirituel institution:”

Kristendommen, der er en åbenbaringsreligion, grundlagt af mennesker, der talte med Gud og udførte mirakler, har simpelthen opnået en så total sejr, at den nu ikke behøver at retfærdiggøre sine principper med guddommelige beviser. Faktisk er de guddommelige beviser i vores sekulære samfund blevet en hæmsko. I samtalen med den enkelte dansker er det nemmere at få ham eller hende til at lytte til, hvad kristendommen har at sige, hvis man undgår at komme ind på alt det med eksorcisme, magi og mirakler.

Leth behandler hvert af temaerne med udgangspunkt i læsninger af Bibelens tekster, informeret af moderne kildekritik og med udsyn til, hvordan ideerne i Bibelen er blevet fortolket og anvendt historisk op igennem tiden, og hvordan de er tilstede i vores samfund i dag.

Kristian Leth er ikke en klassisk akademisk forsker, men for enhver, der har læst, hvad Leth skriver, eller har lyttet til hans radioprogrammer, er det tydeligt, at han er exceptionelt godt begavet og ekstremt vidende. Og han formår at bruge sin begavelse til at formidle virkelig indsigtsfulde perspektiver.

Verdens vigtigste bog er heller ikke et traditionelt akademisk værk, fyldt med fodnoter og litteraturhenvisninger. Det er både en styrke og en svaghed. Som en læser, der er skolet i den akademiske tradition havde jeg gerne set både flere præcise henvisninger til bibelsteder og især flere henvisninger til de mange andre værker, som tydeligvis har bidraget til Leths forståelse og perspektiver.

På den anden side gør fraværet af netop de akademiske noter bogen dejligt let at læse, og Leth deklarer fuldt ud i bogens litteraturafsnittet, at hans tilgang netop ikke er rundet af universitetstraditionen – men af passion og livslang personlig interesse. Og det er i formidlingsmæssig henseende slet ikke det værste.

Til gengæld har Leth forsynet bogen med et appendiks, hvor han anbefaler nogle enkelte bøger, han selv har haft glæde af at læse, og det er måske i virkeligheden mere inspirerende end den klassiske litteraturliste (selv om han for min skyld gerne have måttet anbefale flere). En af disse bøger er i øvrigt Tom Hollands Herredømmet (eng. Dominion), som Leth er begejstret for, ligesom jeg er – hvilket gav mig anledning til at genbesøge min læsning af den, jf. min anmeldelse her.

Nogle af Leths læsninger og pointer vil givetvis kunne anfægtes af tungere teologiske og religionshistoriske autoriteter, men med min egen (omend beskedne) religionshistoriske skoling i bagagen tør jeg godt stå inde for, at Leths pointer er både lødige, kloge og virkelig kvikke. At nogle af hans læsninger måske rammer skævt i forhold til den nyeste og mest anerkendte bibelforskning adskiller ham ikke fra de fleste “autoriserede” teologer og religionsforskere.

Verdens vigtigste bog får fem store stjerner fra mig. Ikke fordi, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved nogle af Leths bibellæsninger, fortolkninger og perspektiveringer, for det kan der givetvis – og jeg vil tro, at Leth selv vil byde dem velkomne. Heller ikke fordi, der ikke er temaer, som man kunne have ønsket sig en lidt grundigere behandling af. Men slet og ret fordi bogen er aldeles fremragende, ja, forbilledlig formidling.

Bogen åbner op for nye perspektiver og tankevækkende indsigter og er samtidig underholdende og let at læse. Jeg kan anbefale den til både “lægmandslæseren,” der måske aldrig selv har åbnet en bibel, men ikke desto mindre har en interesse for de idéhistoriske rødder for vores verden i dag – men såmænd også til den i forvejen religionshistorisk interesserede og måske endda relativt belæste for hvem, bogen kan have karakter af et frisk pust.

For mit eget vedkommende har både bogen og podcastserien givet inspiration til at genbesøge hylderne i mit eget religionshistoriske bibliotek – hvorfra jeg har pillet en lille stak bøger ud med henblik på læsning eller genlæsning i den kommende tid. Nogle af disse titler vil måske også finde vej til en omtale på disse sider. Det får vi at se.

Titel: Verdens vigtigste bog. Kristendommen, Bibelen og vores verden
Forfatter: Kristian Leth
Udgiver: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesdato: 01.09.2024
Sider: 250
Originalsprog: Dansk
Læst: December 2025

K's vurdering:

Share this:

  • Click to print (Opens in new window) Print
  • Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
  • Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
  • Click to share on X (Opens in new window) X
  • Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Filosofi, religion og idéhistorie, Sagprosa
Tags: Historie, Idehistorie, Jesus, Kristendom, Paulus

Abonner
Giv mig besked om
guest

guest

22 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Rune Kjær Rasmussen
Rune Kjær Rasmussen
13. december 2025 15:54

Det er fascinerende, på sin egen groteske måde, at iagttage hvilke former kristne propagandister antager i de her år. At tale om “vores bevidsthed” som en eller anden fælles konsensusvirkelighed eller måske endog delt ånd, hvorfra enhver kun kan tale, tænke og handle og sammenkoble den med en idé om, at den er, og altid har været, eller i hvert fald siden år 0, kristen, må siges at være en af de mest groteske, jeg nogensinde har set. Det lyder lige så skørt som Descartes’ ideer om, at andre dyr er en slags automater, man snildt kan eksperimentere med og… Læs mere »

1
Svar
Peter Sørensen
Peter Sørensen
Reply to  Rune Kjær Rasmussen
13. december 2025 16:19

Du skriver: “Det lyder lige så skørt som Descartes´ ideer om, at andre dyr er en slags automater, man snildt kan eksperimentere med og skære i, da han ikke mente, at de havde nogen bevidsthed eller sjæl”. Fuldstændig enig. Da jeg for år tilbage under min læsning af Descartes stødte på kapitlet herom ramtes jeg af en så massiv åndelig og fysisk kvalme, at jeg sidenhen og på intet tidspunkt har været i stand til at læse om/beskæftige mig med Descartes´ tankegang og virke. – Jeg bringes mindelser om, hvorledes koloniseringen af Afrika i 1800-tallet gav anledning til udvikling og… Læs mere »

1
Svar
Rune Kjær Rasmussen
Rune Kjær Rasmussen
Reply to  Peter Sørensen
13. december 2025 16:29

Baseret på din anmeldelse tænker jeg, at du kun er enig i noget af udsagnet, altså Descartes’ ideer som skøre. Ideer som kristendommen må siges at basere sig selv på.

0
Svar
Peter Sørensen
Peter Sørensen
Reply to  Rune Kjær Rasmussen
13. december 2025 16:59

Fuldkommen enig. Hans ideer om at dyr blot er automater, er ikke bare skøre, men også forfærdende idet disse også havde som udkomme, som det berettes, at det blev til alm. morskab i offentligheden at udsætte dyr for de værst tænkelige grusomheder, og de der modsatte sig latterliggjordes. Og jo, desforuden lå det også i den kristne tro at ej heller kvinder havde nogen sjæl, hvorfor de formentes adgang til kirkerne. Vi kender fortællingen om Heloise og Peter Abelard og den tids forhold mellem mænd og kvinder. Jeg deler i vid udstrækning dine tanker om den kristne tro og virke.

1
Svar
Rune Kjær Rasmussen
Rune Kjær Rasmussen
Reply to  Peter Sørensen
13. december 2025 17:07

Okay. Apropos kvinder og kristendom så blev en af kvinderne i min familie, lidt tiilbage i tiden, brændt pga. anklager om at være heks. Jeg er sikker på, det samme ville ske med mig, hvis jeg havde levet dengang. Jeg er ikke just fan af den religion, hvilket jeg vist også har gjort helt klart her. Men jeg må videre nu. Hav en god aften.

1
Svar
Rune Kjær Rasmussen
Rune Kjær Rasmussen
Reply to  Rune Kjær Rasmussen
13. december 2025 17:26

P. S. Jeg kan se, at jeg tog fejl af dig og Kasper Håkansson her, beklager. Det gik lidt stærkt.

Last edited 1 måned siden by Rune Kjær Rasmussen
1
Svar
Peter Sørensen
Peter Sørensen
Reply to  Rune Kjær Rasmussen
13. december 2025 19:15

Intet at beklage. Jürgen Habermas ville kun, som jeg, glæde sig over en deliberativ dialog, som et klart eksempel på, at Kaspers blog vitterlig følges med en betydelig interesse.

Last edited 1 måned siden by Peter Sørensen
1
Svar
Rune Kjær Rasmussen
Rune Kjær Rasmussen
Reply to  Peter Sørensen
14. december 2025 19:38

Jeg følger forskellige blogs sporadisk. Dog er det ikke så tit, at jeg kommenterer. Vel at mærke de steder hvor man kan, eller de steder der har et kommentarfelt, hvor man så, finder man ud af, alligevel kan blive censureret, hvis ens kommentar ikke falder i modtagerens smag. Det er altid interessant at opdage, at mennesker der interesserer sig meget for litteratur samtidig prøver at bekæmpe ytringsfriheden for nogen i ægte Donald Trump-stil. Det er forsøg på magtmonopoler, der taler ind i det, vi har berørt lidt her.   Noget af det sørgeligste der findes i verden, efter min mening,… Læs mere »

-1
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Rune Kjær Rasmussen
17. december 2025 08:54

Min leverandørs spamfilter havde af en eller anden grund smidt denne kommentar i spam-postkassen (ironisk nok, givet din kommentar til indholdsmæssig filtrering på nogle bogblogs – men det var altså ikke intenderet her ;-)). For så vidt angår bemærkningen vedr. titlen på Kristian Leths bog, se min replik til tidligere kommentar nedenfor.

Last edited 1 måned siden by Kasper Håkansson
0
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Rune Kjær Rasmussen
17. december 2025 07:45

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt din kommentar skal læses som en kommentar til den her anmeldte bog, eller om anmeldelsen mere er en anledning til at lufte generelle synspunkter om kristendommen. Da rammen her er en litteraturblog, så holder jeg mig til et par kommentarer, der knytter sig til den anmeldte bog. Den bredere religionskritiske diskussion er svær at føre konstruktivt i dette format (jf. også kommentarsporet til Tom Hollands “Herredømmet”).   For så vidt angår Kristian Leths bog, så kan jeg ikke ved genlæsning af min egen anmeldelse – ligeså lidt som i selve bogen – finde… Læs mere »

1
Svar
Rune Kjær Rasmussen
Rune Kjær Rasmussen
Reply to  Kasper Håkansson
18. december 2025 11:39

Da jeg ikke har tænkt mig at læse bogen, har jeg ingen interesse i at debattere dens indhold. Jeg reagerede både på de to anmeldelser af to forskellige bøger om kristendommen, og jeg hæftede mig ved den totalt ukritiske tilgang til begge, der, for mig, minder mere om propaganda, eller promovering, af kristendommen end reelt ærlge anmeldelser fra et mere objektivt sted. Jeg tænker da også, at du tænker ud fra et kristent livssyn af samme grund Deraf mine kommentarer om kristendommen i det hele taget. Jeg reagerede også på beskrivelsen af bogen, hvor det synes, som om de mest… Læs mere »

0
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Rune Kjær Rasmussen
19. december 2025 07:11

Så har man oplevet dét med: at blive anklaget for at være kristen propagandist. Uagtet, at jeg selv opfatter mig som en temmelig indædt (om end ikke-missionerende …) ateist og pragmatisk social-konstruktivist (i en løs og bredt favnede forstand).

Men nej, det giver tydeligvis ikke mening at fortsætte dialogen her. Så selv tak.

0
Svar
Peter Sørensen
Peter Sørensen
12. december 2025 20:28

Jeg tror gerne, at jeg undervejs ville savne nogle præcise henvisninger til bibelsteder, siden det ofte er sådan man ender med som helhed at få læst det Nye Testamente – ikke ud i en køre, men kapitel for kapitel, evangelie for evangelie – hvert “afsnit” relateret til forfatterens skildring og fortolkning heraf. Jeg mangler stadig det fuldstændige overblik, der gør det muligt for mig at tænke bibelen i alle dens detaljer. Kristian Leth præsterer en næsten ufattelig energi. Når man tjekker ham op på Wikipedia, synes hans spredning over emner og interesser, som musik, radio podcasts (reportager med okkultister, magikere… Læs mere »

Last edited 1 måned siden by Peter Sørensen
1
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Peter Sørensen
13. december 2025 00:11

Ja, Kristian Leth favner imponerende meget. Jeg ville ønske, at jeg magtede det samme, Det gør jeg ikke, men jeg tør godt lægge ord ind for, at der ikke er tale om “et letkøbt materiale, hurtigt krammet sammen i en bog.” Lytter man til radioføljetonen “Bibelen Leth fortalt,” bliver det meget hurtigt tydeligt, at Leths viden på feltet har en vis tyngde. En viden, som tydeligvis bygger på både resultaterne af generationers akademisk forskning og egen læsning af Bibelens tekster. Faktisk synes jeg, at det stærke ved radioprogrammerne netop er, at Leth i sin tolkning insisterer på at tage afsæt… Læs mere »

3
Svar
Peter Sørensen
Peter Sørensen
Reply to  Kasper Håkansson
13. december 2025 15:57

Jo, det ville jeg også gerne kunne, altså at jeg kunne magte det samme. I fortsættelse af dine omtaler af “religionskritiske tekster, vil jeg gerne benytte lejligheden til at anbefale de læsere, der efterlyser en reflekteret og tekstnær introduktion til Bibelen, to danske værker som særligt velegnede: Finn Abrahamowitz´”Jesus” og Villy Sørensens “Jesus og Kristus”. Begge disse bøger anlægger en historisk-kritisk tilgang til de nytestamentlige skrifter og arbejder med eksplicitte henvisninger til kapitler og vers i de fire evangelier samt til de øvrige tekster og breve. Læseren gives her mulighed for løbende at efterprøve fortolkningerne. Der er ingenlunde tale om… Læs mere »

1
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Peter Sørensen
19. december 2025 07:53

Tak for anbefalingerne. Den omtalte bog af Villy Sørensen har jeg selv til gode, men jeg kan istemme anbefalingen af Finn Abrahamowitz´ ”Jesus-biografi,” som jeg læste for en del år siden, men husker som et netop redeligt forsøg på at uddestillere, hvad det Nye Testamente siger om den historiske Jesus. Også selv om Abrahamowitz (som jeg husker det – hvis der er tale om en erindringsforskydning, skal jeg på forhånd beklage) tillægger Det Nye Testamente væsentlig større værdi som historisk kilde til viden om den historiske Jesus af Nazareth, end de fleste religionshistorikere ville gøre i dag. Man gør i… Læs mere »

1
Svar
Peter Sørensen
Peter Sørensen
Reply to  Kasper Håkansson
20. december 2025 02:08

Udover de to nævnte titler begrænser min viden (når vi taler om moderne forskere ) sig stort set til E. P. Sanders (bl.a. “The Historical Figure of Jesus” udgivet i 1993) samt “Misquoting Jesus” af Bart Ehrman, (hvor vi er ovre i den lidt lettere tilgængelige genre). Disse skribenter er, såvidt jeg har forstået dem, enige om sandsynligheden for at Jesus ikke er opdigtet, men faktisk har levet – især Bart Ehrman, der indtrængende gentager dette en del gange. Så vidt, så langt. Abrahamowitz lægger i sin skildring af den jødiske Jesus megen vægt på at imødekomme og mane i… Læs mere »

1
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Peter Sørensen
20. december 2025 15:52

Ja, enig. På baggrund af mit (beskedne) kendskab til den religionshistoriske forskning, har jeg også det billede, at der er ret bred enighed blandt forskere om, at der faktisk har eksisteret en historisk person, der kaldte sig Jesus, som formentlig har været en jødisk prædikant af en slags, og som blev henrettet af romerne som oprører omkring år 30 efter vor tidsregning. De troværdige kilder er dog ganske få (min hukommelse fra de fag, jeg i sin tid har taget på religionsstudiet på Københavns Universitet, siger mig, at der måske er tale om flygtige passager i tre tekster eller så,… Læs mere »

1
Svar
Peter Sørensen
Peter Sørensen
Reply to  Kasper Håkansson
21. december 2025 02:30

Hvis jeg må vække din erindring om dit religionsstudie på Københavns Universitet (hvor jeg selv har tilbragt nogle ganske få timer i fordoms dage), tror jeg, at du sikkert tænker på senatoren Tacitus (der i “Annalerne” benævner Jesus “Christus”) samt Josefus og Lucian, der så vidt jeg husker, er tolket (tolkes) som troværdige ikke-kristne kilder til viden om “Christus´” henrettelse. Men som du netop helt rigtigt understreger – er der alene tale om flygtige henvisninger til henrettelsen, og at korsfæstelse ikke nævnes. Jo, man kan godt sige, at Tacitus havde ret i, at de kristne repræsenterede en skadelig overtro –… Læs mere »

1
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Peter Sørensen
21. december 2025 03:42

Tak for hjælp med at vække erindringen (nu hvor jeg ikke lige har mine gamle, gulnede noter ved hånden 😉) – det lyder ganske rigtigt.

1
Svar
Peter Sørensen
Peter Sørensen
Reply to  Kasper Håkansson
22. december 2025 11:05

K’s Bognoter ønskes en glædelig Jul og et godt Nytår 🎄🎉💥

1
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Peter Sørensen
22. december 2025 12:39

Mange tak og i lige måde 😎.

1
Svar
wpdiscuz   wpDiscuz

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Følg K's bognoter

  • 105 mailabonnenter
  • 73 venner
  • 338 følgere

Måske er du også interesseret i:

Carlo Ginzburg: Osten og ormene
Ove Korsgaard: Folk
Fritjof Capra: Leonardo da Vinci – videnskabsmand og tænker

Tom Holland: Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed
Thomas Reinertsen Berg: Verdenskort. En rejse gennem historien
Voltaire: Afhandling om tolerance

Mest læste seneste uge

  • Colson Whitehead: The Underground RailroadColson Whitehead: The Underground Railroad The Underground Railroad er båret af par gode litterære ideer og af gode intentioner, men…
  • IMG_0038Solvej Balle: Om udregning af rumfang VI ”En trang til ro og solskin. En trang til at blive til kompost. […] Det…
  • 2025 – top 10K’s bedste anbefalinger fra læseåret 2025 K’s bognoter ønsker alle følgere godt nytår - traditionen tro med nogle anbefalinger fra mit…
  • Jon Fosse: VaimJon Fosse: Vaim Den seneste kortroman af den norske nobelpristager Jon Fosse er på én gang ubestrideligt fossesk…
  • László Krasznahorkai: Den sidste ulvLászló Krasznahorkai: Den sidste ulv En falleret forfatter sidder på et tarveligt udskænkningssted i en centraleuropæisk by og fortæller om…

Seneste kommentarer

  • Kasper Håkansson on K’s bedste anbefalinger fra læseåret 2025: “Mange tak – og tak for den fortsatte interesse.” jan 4, 04:49
  • Peter Sørensen on K’s bedste anbefalinger fra læseåret 2025: “I lige måde tak for for året 2025 med mange boganmeldelser hvor du igen er gået foran som bogfinder. Drejer…” jan 4, 00:52
  • Kasper Håkansson on Karen Armstrong: Buddha: “Tak for opmærksomheden. Jeg skrev indlægget uden for EU, men kan nu hjemkommet godt se, at det ikke fungerer her.…” jan 3, 18:25
  • Peter Sørensen on Karen Armstrong: Buddha: “Man kan desværre ikke tilgå linket her i EU og må derfor søge Diane Biting/Karen Armstrong på anden vis 451:…” dec 30, 14:02
  • E. M. C. Andersen on Georgi Gospodinov: Gartneren og Døden: “For mig er den Årets Bog.” dec 29, 12:06

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.286)
    • Sagprosa (146)
      • Antropologi (4)
      • Biografier og erindringer (37)
        • Rejsebeskrivelser (2)
      • Essays (26)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (26)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (30)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (27)
      • Naturvidenskab (6)
      • Samfund og debat (34)
      • Sport og fritid (6)
    • Skønlitteratur (1.190)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (15)
      • Historiske romaner (113)
      • Klassikere (237)
      • Komedie (15)
      • Krimi, spænding og ramasjang (65)
      • Lyrik og drama (64)
      • Nyere udgivelser (313)
      • Romaner og noveller (1.045)
  • Boghandeler (33)
  • Øvrige indlæg (36)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 105 mailabonnenter
  • 73 venner
  • 338 følgere

Copyright © 2026 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz