Verdens vigtigste bog. Kristendommen, Bibelen og vores verden

Kristian Leth er en formidabel formidler, både som radiovært og som forfatter. Hans læsning af Bibelen og hans formidling af bogens tilblivelseshistorie såvel som dens virkningshistorie er både oplysende, fagligt lødig og baseret på en enorm viden og samtidig – og det er det forunderlige – lettilgængelig, letlæst og underholdende.

Jeg kan anbefale Verdens vigtigste bog (2024) til alle, der er interesseret i de idéhistoriske rødder for vores verden og baggrunden for mange af de værdier, begreber og grundforestillinger, som mange af os tager for givne. Her er noget at blive klog af for både de frådende ateister, de mere afdæmpede ikke-religiøse, de hyggekristne og de overbeviste, troende kristne – og også for praktiserende udi andre religioner og livsanskuelser.

Forfatteren, musikeren og radioværten Kristian Leth (f. 1980) har siden 2022 sammen med journalist Lauge Hendriksen været vært på det ugentlige radioprogram Bibelen Leth fortalt på DRs P1. Jeg har selv først for nylig “opdaget” radioprogrammet, men jeg har ikke desto mindre nået at lyttet til temmelig mange afsnit som podcast.

Jeg kan ubetinget anbefale podcast-serien til alle, der er interesseret i kristendommens historie, bibelhistorien og de idéhistoriske forudsætninger for mange af de grundforestillinger om verden, som de fleste af os tager for givne i dag – formidlet fra en ikke-kirkelig og udogmatisk vinkel. Det er god og oplysende formidling, fagligt lødigt, og så er det samtidig faktisk humoristisk og underholdende. Jeg er simpelthen ikke stødt på nogen podcasts om noget emne, jeg hellere vil lytte til et afsnit mere af end Bibelen Leth fortalt.

Ud af radioprogrammerne er vokset bogen Verdens vigtigste bog, som udkom sidste år. Bogformatet giver Kristian Leth mulighed for at behandle nogle temaer lidt mere systematisk og sammenhængende end radioformatet. Men jeg synes faktisk, at det er en formidlingsmæssig styrke ved bogen, at Leth har formået at fastholde den let slentrende og uformelle stil fra radioprogrammerne, selv om han i bogen ikke har et modspil i form af journalist Lauge Hendriksen, der i radioprogrammerne indtager rollen som den “almindelige” førstegangslæser af Bibelen, der skal behørigt belæres og oplyses.

Kristian Leth er ikke en moderne kristen apologet, der med nye tricks forsøger at proppe kristne dogmer ned i halsen på dig. Han deklarerer i bogen sig selv som “kulturelt kristen,” men ikke i den forstand, at han “nødvendigvis er enig i klassiske ‘kristne’ principper eller sympatiserer med ‘kristne’ budskaber:”

Det betyder snarere, at det kulturelle sprog, som jeg begriber verden med, er vokset ud af kristendommens historiske bevidsthed. Uagtet hvor mine sympatier ligger, så er mit sprog, mine forestillinger, den filosofi, der ligger under min forståelse af alt det, jeg tager for givet, kommet ud af en protestantisk kristen ramme.

Mange af os kan formentlig checke ind her (idet jeg på baggrund af dialogen i kommentarsporet til min omtalte af Tom Hollands Herredømmet er opmærksom på og anerkender, at “mange af os” ikke er alle).

Leth har organiseret bogen i tolv kapitler (og jeg kan ikke tro andet end, at kapitelantallet i sig selv er en drilsk, implicit bibelreference til det vigtige tolvtal: Jakobs tolv sønner, Israels tolv stammer, Jesu tolv disciple mv.).

Kapitlerne behandler hvert et tema (omkranset af to bredere kapitler om kristendommen førhen og nu): Hvad er Bibelen? Hvem er Gud? Hvem er Djævelen? Hvem var Jesus? Hvem var Paulus? Hvad er tro? Hvad er  individet, flokken (menigheden) og missionen? Hvad er frelse? Hvad er det sekulære? Hvad er Dommedag?

Jeg kunne tilføje temaet: Hvad er mysteriet? For det er et af de temaer, som Leth bringer frem undervejs, uden at det har sit eget kapitel. Miraklerne og det mystiske betragtet som en uomgængelig kerne i kristendommen, som mange kristne i dag ikke desto mindre nødigt taler om. Det gælder ikke mindst Folkekirken – måske, foreslår Leth, “af frygt for at miste den respekt, der hører til at være en etisk og spirituel institution:”

Kristendommen, der er en åbenbaringsreligion, grundlagt af mennesker, der talte med Gud og udførte mirakler, har simpelthen opnået en så total sejr, at den nu ikke behøver at retfærdiggøre sine principper med guddommelige beviser. Faktisk er de guddommelige beviser i vores sekulære samfund blevet en hæmsko. I samtalen med den enkelte dansker er det nemmere at få ham eller hende til at lytte til, hvad kristendommen har at sige, hvis man undgår at komme ind på alt det med eksorcisme, magi og mirakler.

Leth behandler hvert af temaerne med udgangspunkt i læsninger af Bibelens tekster, informeret af moderne kildekritik og med udsyn til, hvordan ideerne i Bibelen er blevet fortolket og anvendt historisk op igennem tiden, og hvordan de er tilstede i vores samfund i dag.

Kristian Leth er ikke en klassisk akademisk forsker, men for enhver, der har læst, hvad Leth skriver, eller har lyttet til hans radioprogrammer, er det tydeligt, at han er exceptionelt godt begavet og ekstremt vidende. Og han formår at bruge sin begavelse til at formidle virkelig indsigtsfulde perspektiver.

Verdens vigtigste bog er heller ikke et traditionelt akademisk værk, fyldt med fodnoter og litteraturhenvisninger. Det er både en styrke og en svaghed. Som en læser, der er skolet i den akademiske tradition havde jeg gerne set både flere præcise henvisninger til bibelsteder og især flere henvisninger til de mange andre værker, som tydeligvis har bidraget til Leths forståelse og perspektiver.

På den anden side gør fraværet af netop de akademiske noter bogen dejligt let at læse, og Leth deklarer fuldt ud i bogens litteraturafsnittet, at hans tilgang netop ikke er rundet af universitetstraditionen – men af passion og livslang personlig interesse. Og det er i formidlingsmæssig henseende slet ikke det værste.

Til gengæld har Leth forsynet bogen med et appendiks, hvor han anbefaler nogle enkelte bøger, han selv har haft glæde af at læse, og det er måske i virkeligheden mere inspirerende end den klassiske litteraturliste (selv om han for min skyld gerne have måttet anbefale flere). En af disse bøger er i øvrigt Tom Hollands Herredømmet (eng. Dominion), som Leth er begejstret for, ligesom jeg er – hvilket gav mig anledning til at genbesøge min læsning af den, jf. min anmeldelse her.

Nogle af Leths læsninger og pointer vil givetvis kunne anfægtes af tungere teologiske og religionshistoriske autoriteter, men med min egen (omend beskedne) religionshistoriske skoling i bagagen tør jeg godt stå inde for, at Leths pointer er både lødige, kloge og virkelig kvikke. At nogle af hans læsninger måske rammer skævt i forhold til den nyeste og mest anerkendte bibelforskning adskiller ham ikke fra de fleste “autoriserede” teologer og religionsforskere.

Verdens vigtigste bog får fem store stjerner fra mig. Ikke fordi, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved nogle af Leths bibellæsninger, fortolkninger og perspektiveringer, for det kan der givetvis – og jeg vil tro, at Leth selv vil byde dem velkomne. Heller ikke fordi, der ikke er temaer, som man kunne have ønsket sig en lidt grundigere behandling af. Men slet og ret fordi bogen er aldeles fremragende, ja, forbilledlig formidling.

Bogen åbner op for nye perspektiver og tankevækkende indsigter og er samtidig underholdende og let at læse. Jeg kan anbefale den til både “lægmandslæseren,” der måske aldrig selv har åbnet en bibel, men ikke desto mindre har en interesse for de idéhistoriske rødder for vores verden i dag – men såmænd også til den i forvejen religionshistorisk interesserede og måske endda relativt belæste for hvem, bogen kan have karakter af et frisk pust.

For mit eget vedkommende har både bogen og podcastserien givet inspiration til at genbesøge hylderne i mit eget religionshistoriske bibliotek – hvorfra jeg har pillet en lille stak bøger ud med henblik på læsning eller genlæsning i den kommende tid. Nogle af disse titler vil måske også finde vej til en omtale på disse sider. Det får vi at se.

K's vurdering: