Portræt af Leonardo med fokus på hans videnskabelige tanker og fund. Interessant nok som sådan, men man kan godt blive lidt træt af forfatterens næsegruse beundring for Leonardo – som f.eks. bringer ham ud i erklæringer om, at Leonardo må betragtes som “den sande grundlægger af moderne videnskab”, fordi han flere hundrede år før andre med anvendelse af empirisk metode opdagede en række videnskabelige sammenhænge inden for anatomi, biologi, optik og hydraulik med meget mere. Det er  i sig selv imponerende og fascinerende og gør ubestridt Leonardo til det paradigmatiske “renæssancemenneske”.

Men da hans mange videnskabelige noter forblev upublicerede og usamlede i flere hundrede år (som Capra også selv gør opmærksom på) – og dermed ukendte for de videnskabsmænd, der senere uafhængigt af Leonardo opdagede de samme sammenhænge – så blev Leonardo jo netop ikke “grundlægger” af nogen videnskab. Med fare for at virke arrogant overfor mesteren, så forekommer Leonardo mig derfor nærmest uinteressant i videnskabshistorisk sammenhæng – andet end som en fascinerede fodnote.

De mest interessante dele af bogen er efter min mening således de dele, der omtaler Leonardos virke inden maleri og skulptur, hvor han omvendt jo fik en uomtvistelig indflydelse – bl.a. hans studier af perspektivet i maleriet (men disse dele er ikke bogens egentlig ærinde, og kan sikkert findes bedre fremstillet andre steder). Men der er i bogen mange fine gengivelser af Leonardos fantastiske tegninger.

• Lignende indlæg

Diriye Osman: Fairytales for Lost Children

Helene Hanff: 84, Charing Cross Road

Jane Austen: Emma

Warsan Shire: Teaching My Mother How To Give Birth