Tom Holland: Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed

Hvordan gik det dog til, at en lille, obskur, apokalytisk, jødisk sekt bestående af en flok analfabetiske fiskere i Mellemøsten centreret omkring dyrkelse af en af den tids mange omvandrende dommedagsprofeter (som tilmed i første omgang fejlede big time ved at blive henrettet som en simpel forbryder på den mest ydmygende vis), voksede til at blive verdens største religion og nu i mange århundreder i det meste af verden har udøvet et idémæssigt overherredømme så grundigt, at det i praksis er umuligt at formulere en tanke, som ikke er præget af kristendommens tankefigurer?

Dét er det centrale spørgsmål, den britiske historiker Tom Holland (f. 1968) stiller i sit værk, Herredømmet (eng. Dominion), om kristendommens historiske betydning for udviklingen af verdenssamfundet og det moderne menneske. Det er et imponerende ambitiøst værk, flot formidlet, godt at blive klog af og tilmed underholdende. Værd at læse, også selv om Hollands perspektiv i nogle henseender bliver en tand for enøjet.

Af Tom Holland har jeg tidligere med fornøjelse læst hans velskrevne Rubicon (2003) om den romerske republiks sidste år, som jeg også kan anbefale, hvis man har interesse for den periode. Tom Holland er en god formidler, og den evne demonstrerer han også i Herredømmet, som gennemgående er vildt spændende læsning.

Herredømmet udkom i 2020, og jeg læste den sådan set dengang. Jeg påbegyndte i sin tid også en anmeldelse af den til brug for denne blog, men jeg fik den aldrig færdiggjort (sådan går det nogle gange). Inspireret af en læsning af Kristian Leths Verdens vigtigste bog (anmeldelse er på vej her på siden) pillede jeg imidlertid Hollands bog ned fra hylden igen for nylig og endte med at genlæse dele af den, og det kan den bestemt godt klare. Så her kommer mine – lettere opdaterede – noter om bogen. Det blev lidt langt, men du kan eventuelt springe min anmeldelse over, og så bare læse bogen.

Tom Holland har i Herredømmet, med den for hans projekt sigende undertitel Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed, sat sig for at fortælle kristendommens historie fra et primært idéhistorisk perspektiv.

Hollands styrende interesse er at vise, hvordan de kristne ideer og den kristne kirke som organisation på afgørende vis har formet og fortsat former verdenshistorien og den moderne (vestlige) verden, vi lever i, uagtet sekularisering og ateisme. Ja, faktisk, at også sekularisme og ateisme netop er ideer, som i idéhistorisk forstand er vokset ud af og nærmest er umulige at tænke uden for en kristen kontekst.

Tom Holland tager livtag med et svimlende stort stof over et næsten uoverskueligt langt historisk tidsspænd. Hans formidlingsmæssige ambition er at skrive til den bredt interesserede læser og samtidig hele vejen igennem sikre, at fremstillingen er forankret i en faghistorisk faglighed. Hvis et sådant projekt skal lykkes, kræves både en tydelig idé og en fænomenal god formidler. Tom Holland leverer begge dele.

Resultatet er en læseværdig bog, som i kraft af sin kompakte form dog nok især vil tale til de læsere, der i forvejen er nogenlunde godt bekendt med de store linjer i historien, herunder kristendommens teologiske historie, og dermed er i stand til at placere Hollands nedslag i den bredere kontekst.

Ambitionen om at formidle to tusind års historie på kun lidt mere end 500 sider indebærer selvfølgelig en lang række fravalg. Og alt efter interesse vil de fleste læsere kunne slå ned på personer, forhold og begivenheder, som man finder underbelyst. Sådan må det være. Alt i alt synes jeg dog, at Holland kommer imponerede godt fra sit forehavende.

Selv kunne jeg have ønsket, at han havde gjort lidt mere ud af de teologiske positioner i oldkirken og hos kirkefædre som Irenæus, Ignatius og Origines m.fl. – og for så vidt også Paulus. Jeg er med på, at der ikke er tale om en teologihistorisk afhandling, men Holland refererer op gennem fremstillingen ikke desto mindre ofte til de teologiske skillelinjer i den tidlige kirke, og de kan være svære at følge for den læser, der ikke i forvejen har et nogenlunde skarpt billede af dem. Men det er en lille indvending, som måske mest skyldes min egen, idiosynkratiske interesse for den antikke kirkes historie.

Rent fremstillingsmæssigt blev jeg derudover lidt irriteret over Hollands konsekvente brug af den velkendte teknik, hvor man begynder hvert kapitel med at hoppe ind i en konkret enkeltsituation tæt på enkelte, historiske personer og derefter bruger denne situation som afsæt for det pågældende kapitels tema. Når det fungerer godt, bidrager det til at levendegøre historien, men Holland er tæt på at gøre sig selv til slave af formen, og det fungerer ikke altid lige godt for ham.

Hvorom alting er: Hollands bog er gennemgående et eksempel på flot formidling, og rent fagligt fører han et overbevisende argument for sin hovedpointe, at kristendommen på afgørende vis har “formet den vestlige bevidsthed,” som det hedder i undertitlen.

Demokrati og menneskerettigheder

Tag for eksempel det moderne, liberale demokrati og de politiske menneskerettigheder. Det er på overfladen verdslige ideer og institutioner, men der kan føres et stærkt idéhistorisk argument for, at de basale ideer om frihed, lighed og solidaritet, som var idémæssige drivkræfter i den franske revolution (selv om den revolution også handlede om og var drevet af andre sociale og økonomiske faktorer) og indskrevet i menneskerettighedserklæringen, har historiske rødder i kristne grundtanker.

Det er blandt andet grundtankerne om, at alle mennesker er lige for Gud, at det enkelte menneskes frelse er et anliggende mellem individet og Gud (formidlet i troen på Jesu Kristi død og opstandelse), og ikke mindst udviklingen af Paulus’ begreb om den kristne, universelle menighed, som er solidarisk forbundet i troen.

Og dette gælder uagtet, at disse ideer i historiens forløb – herunder meget eksplicit under netop den franske revolution og i den senere udvikling af forskellige både socialistiske og liberale ideologier – har frigjort og selvstændiggjort sig fra deres kristne idémæssige ophav, og at det liberale demokrati i dag begrunder sig selv rationelt som en fornuftig styreform uden nogen religiøse referencer.

Det gælder uagtet, at det ikke er svært at finde præster, der vil kunne føre et teologisk argument for, at selve ideen om menneskerettigheder er decideret ukristelig (den danske præst og politiker Søren Krarup (1937-2023) var et eksempel).

Og det gælder også uagtet, at den kristne kirke historisk i sine forskellige konkrete manifestationer har bekæmpet og undertrykt ansatser til politisk demokrati og udviklingen af individuelle frihedsrettigheder og i det hele taget har bidraget til undertrykkelse, forfølgelse af anderledes tænkende, religionskrige, korstog og deciderede folkemord. Listen er uhyrligheder begået direkte af den kristne kirke eller indirekte i troens navn er næsten endeløs.

Argumentets valør er ikke afhængigt af de på tværs af historien og geografien forskellige kristne kirkesamfunds moralske habitus og den slags. Det handler i en langt mere fundamental forstand om, at uanset om man definerer sig selv som tilhørende en af kristendommens mange tusinde afarter, om man praktiserer en helt anden religion eller bekender sig som ateist, så kan ingen af os (ihvertfald i den såkaldt vestlige del af verden) undslippe det historiske faktum, at mange af de begreber, vi bevidst eller ubevidst anvender, når vi skal kunne forstå os selv i verden, har grund i eller fundet sin form i kristendommen.

Det handler om de grundlæggende ideer om verdens beskaffenhed, f.eks. ideen om det guddommelige/hinsides og det jordiske/dennesidige (det sekulære) som fundamentalt adskilte sfærer, begreber om krop og ånd/sjæl, om menneskets forhold til naturen og meget, meget mere.

Nogle ville kunne indvende mod Hollands fremstilling, at han overser, at det moderne demokrati også har rødder i det antikke Grækenland. Og jo, det er jo rigtig nok, at vi har nogle af vores politiske begreber fra antikken, og jo, vi kan spore diskussionen af politiske styreformer tilbage til Herodot og senere Aristoteles. Men antikkens atheniensiske “demokrati” var af en ganske anden karakter end det moderne demokrati, herunder grundlæggende også i langt højere grad bundet lokalt.

Jeg gætter på, at Tom Holland ville forsvare sig med, at det afgørende i denne sammenhæng imidlertid er, at det er svært at trække ubrudte idéhistoriske linjer fra styreformen i det antikke Athen til i dag. Sat lidt på spidsen, så døde demokratiet i den atheniensiske polis med det antikke Athen, også selv om nogle begreber blev ført videre i den romerske republik og siden genopdaget og overleveret til vore dage.

Hovedpointen her er, at det historisk er vanskeligt at påvise, at antikkens politiske ideer har spillet nogen særlig rolle som idémæssige forudsætninger for de samfundsomvæltende drivkræfter, der førte til udviklingen af de moderne demokratier (at ideer i græsk filosofi – f.eks. platoniske begreber om evige ideers forrang for fremtrædelsen i kødet, forholdet mellem krop og sjæl, sjælens udødelighed og den slags – havde en fuldstændig afgørende indflydelse på udformningen af den tidlige kristen teologi, er et andet spørgsmål).

Hollands idéhistoriske argument er som sådan ikke nyt, og mange før ham har fremført det i forskellige varianter (for eksempel Friedrich Nietzsche for bare at nævne ét af de prominente navne i det selskab). Men Hollands fremstilling er imponerende og anbefalelsesværdig i kraft af hans evne til at favne så stort et historisk stofområde og gøre det levende, samtidig med at han evner at fastholde den røde tråd i argumentationskæden.

På så lang en tur gennem historien er det naturligt, at Holland kommer til at træde lidt skævt enkelte steder. Jeg faldt over et par eksempler på, at Holland synes at blive så optaget af sit eget argument, at han kommer til at trække det lidt for langt:

Islam

Et af de steder, hvor det går lidt galt for Holland, er i hans behandling af islam, når han vil gøre det til endnu et udtryk for kristendommens herredømme, at islam har en tradition for fortolkning af Koranen og sunnaerne som grundideer, budskaber og leveregler, der med nødvendighed må nytolkes løbende i lyset af den aktuelle samfundsvirkelighed.

Hollands konkrete historiske nedslag i den forbindelse er det tidspunkt, hvor den osmanniske regering i det 19. århundrede af realpolitiske grunde presses af briterne til at forbyde slavehandel ved Sortehavet og ophæve den traditionelle skat på jøder og kristne. Den osmanniske regering begrunder dette politiske skifte ideologisk med, at den ellers klare sanktionering af både slavehandel og beskatning af jøder og kristne, som man kan visse steder i Koranen, modsiges af andre skriftsteder, som man i en moderne verden nu må lægge større vægt på.

For Tom Holland kan en sådan fortolkende tilgang til Koranen kun forklares ved at trække linjerne tilbage til Paulus’ fortolkende holdning til den jødiske lov. Tja, bom, bom, sådan en analogisk slutning kan man selvfølgelig godt drage, men giver det nogen historisk eller idéhistorisk mening?

Jeg er fristet til simpelthen at kalde det noget sludder. Islam har en lang tradition for fortolkning af Koranen og profetens sunna i forskellige skoler, som har udviklet sig historisk og fortsat udvikler sig, ligesom de kristne eksegetiske traditioner har gjort og gør. Og det at forholde sig fortolkende til jødisk lov var i øvrigt heller ikke noget nyt, der kom ind i verden med Paulus og kristendommen – fortolkning af skrifterne er en helt essentiel del af jødisk tradition, og det var det også før Paulus.

Hollands argument består reelt i, at profeten Muhammed og alle muslimer kommer efter Paulus i tid, og det er jo uomtvisteligt, men det samme kan man jo sige om Islam som sådan. I det hele taget kan man jo sige, at Koranen som religiøs tekst og islam som religion bygger ovenpå og på mange måder er vokset ud af jødedommen og kristendommen og ikke ville være religionshistorisk mulig at forestille sig uden.

Men giver det nogen mening at hævde, at fremvæksten og udbredelsen af Islam som religion dermed må betragtes som endnu et udtryk for kristendommens herredømme? Det er der nok ikke mange, der vil mene, og Tom Holland skriver det heller ikke direkte, men hans argumentationsfigurer peger i den retning.

#MeToo
Et andet eksempel på, hvordan det nogle steder kammer over for Holland, er hans fortolkning af #MeToo-bevægelsen (som ved bogens udgivelse i 2020 var på sit højdepunkt)  som “fast forankret i teologiske antagelser,” og grundlæggende et udtryk for, hvordan den kristne kirkes sanktionering af det monogame ægteskab sætter sig igennem som en fordømmelse af visse mænds forventning om og krav på sex, med hvem som helst og når som helst, de lyster:

Implicit i #MeToo var den samme opfordring til seksuel afholdenhed, som havde gjort sig gældende gennem hele kirkens historie […]. Den livsappetit, som af tilhængere af seksuel frigørelse var blevet hyldet som dionysisk, blev atter stemplet som vellysten og voldelig. Menneskelegemet var ikke en genstand, som de rige og magtfulde kunne bruge, når som helst det behagede dem. To tusinde års kristen seksualmoral havde medført, at både mænd og kvinder var enige heri. Hvis det ikke havde været tilfældet, ville #MeToo ikke have haft nogen gennemslagskraft.

Undskyld mig, men #MeToo handler sgu da ikke om opfordring til seksuel afholdenhed eller modstand mod seksuel frigørelse. Så har man da misforstået noget helt basalt. #MeToo handler om grundlæggende respekt mellem mennesker, og ikke bare i abstrakt solidaritet, men helt konkret i virkelige hverdagssituationer.

Dér, hvor jeg til gengæld godt kan få øje på kristne idéhistoriske rødder for #MeToo er i selve bekendelsesfiguren, som Holland imidlertid ikke er inde på i denne sammenhæng. Og her tænker jeg ikke så meget på de (primært) kvinder, der er stået frem med oplevelser af at være blevet krænket på forskellig vis, men på folkekravet om, at soning for krænkerne kun er mulig ved at gå til bekendelse i offentlighed, og at synden er usvækket, indtil den er bekendt (offentligt), uanset hvor langt tilbage i historien, den måtte være begået.

Havde den franske idéhistoriker Michel Foucault levet i dag, kunne han givetvis med fornøjelse have trukket linjer fra sine idéhistoriske analyser af seksualitetens historie fra syndsbekendelse og -forladelse i skriftestolen over det 20. århundredes krav om at bekende sine lyster på psykologens divan og frem til det tidlige 21. århundredes krav om offentlig bekendelse (og meget andet i seksualitetens idéhistorie, men nu er jeg på vej ud ad et sidespor …).

– – –

Ovenstående nedslag er små hår i suppen, som ikke skal stjæle billedet af et samlet set både uhyre velskrevet og godt argumenteret værk, som jeg kun kan anbefale.

K's vurdering: