Osten og ormene – med undertitlen Kosmos ifølge en 1500-tals møller – er en italiensk nyklassiker fra 1976 inden for den faghistoriske disciplin, man nogle gange kalder “mikrohistorie.”

Heri rekonstruerer historikeren Carlos Ginzburg historien om Mennocchio, der i slutningen af det 16. århundrede var møller i en en lille landsby i det nuværende Italien, men endte med at blive henrettet som kætter. I 1583 – på baggrund af reformationens og modreformationens rasen i Europa – indbringes Mennocchio for inkvisitionen med anklager om at have udbredt kætterske tanker om blandt andet Guds natur og skabelsen.

I Mennocchios skabelsesberetning, som den er dokumenteret i inkvisitionens protokoller, hedder det, at der oprindeligt var kaos, hvor “jord, luft, vand og ild var blandet sammen, og at der af den mængde efterhånden opstod en masse, netop ligesom ost bliver til i mælk, og i den opstod orme, og det blev til englene. […] I skaren af engle var tillige Gud, også han blev skabt af denne masse på samme tid” (s. 32).

Ginzburg udforsker Mennocchios verdensbillede, dels på grundlag af detaljerede referater fra inkvisitionens afhøringer, dels ved at undersøge, hvorfra Mennocchio muligvis kan have hentet inspiration i form af bøger, han oplyser at have læst, og andre tanker i tiden.

Ginzburgs fokus er som sagt mikrohistorien, dvs. han stiller mikroskopet helt tæt på sagen mod Mennocchio som en enkelt begivenhed i historien. Men undervejs får han også tegnet et billede af perioden og de tankesæt, der brydes i Europa slutningen 1500-tallet.

En af Ginzburgs hovedpointer er, at han via eksemplet Mennocchio mener at kunne påvise, at der i 1500-tallet i de europæiske landområder eksisterede en stærk kulturtradition med rødder tilbage til en førkristen bondereligion, som ganske vist er blevet fortrængt fra den nedskrevne officielle historie båret af den kristne kirke, men ikke desto mindre har overlevet i en primært mundtlig tradition.

Ginzburgs bog er en ganske fascinerende historie, som er velfortalt og flyder ubesværet, også i den danske oversættelse. Og fra et fagligt idéhistorisk perspektiv er hans metode interessant i den måde, hvorpå han kombinerer historisk kildekritik med hermeneutisk indlevelse i Mennocchio og inkvisitorernes verdensbilleder og motivationer – og med de rene spekulationer over sammenfald i tankekonstruktioner mellem Mennocchios verdensbillede og det, han kan genfinde i samtidens litteratur.

Om Ginzburgs metodiske tilgang kan bære hans noget bastante generaliseringer fra enkelteksemplet til hypoteserne om en mangehundredårig ikke-kristen europæisk landboreligion – det er så måske mere tvivlsomt. Men ligesom det typisk er tilfældet for andre og endnu mere kanoniserede idéhistoriske, historiske og sociologiske klassikere (vi nævner i flæng Durkheim, Marx, Weber, Nietzsche, Foucault….), så er det ikke så meget holdbarheden af værkets konkrete konklusioner, der kvalificerer til klassikerstatus, som det er arten af de spørgsmål, det stiller.

For en fritidslæser som undertegnede forekommer bogen mig nu ikke desto mindre noget lang i spyttet med mange gentagelser af de indholdsmæssige pointer. Jeg blev lidt træt undervejs. Hvis man er almindeligt (religions)historisk interesseret i perioden uden at være decideret historiefagnørd, vil jeg således nok anbefale andre mere generelle oversigtsværker før Osten og ormene.

K's vurdering: