Mikronesien. Der var engang, hvor jeg troede, at det var et fantasiland, som kun fandtes i Anders Ands univers, lidt ligesom Langtbortistan. Men det er naturligvis så langt fra tilfældet, selv om Mikronesien vitterligt er langt væk fra Danmark – og langt væk fra de litterære traditioner, vi kender.

Staten Mikronesien (officielt: Mikronesiens Forenede Stater) er en selvstændig østat, som imidlertid kun udgør en delmængde af det større område i Stillehavet, der også går under betegnelsen Mikronesien, og som udover Mikronesiens Forenede Stater omfatter blandt andet Nauru, Kiribati, Palau og Marshalløerne (og hvis du synes, at det er noget forvirrende kludder fra de varme lande, at Mikronesiens Forende Stater kun er en delmængde af Mikronesien, så brug lige et halvt minut på at reflektere over statsnavnet USA).

Det er kun lykkedes mig at opspore én eneste bogudgivelse fra Mikronesiens Forenede Stater på engelsk: The Book of Luelen af Luelen Bernart (1866-1946), oversat af tre amerikanske antropologer og udgivet i 1977. Luelen Bernart var den første mikroneser nogensinde, som udgav en bog, og den første lokalhistoriker fra Pohnpei (på Luelens tid kaldet Ponape), som er en større ø og delstat i Mikronesiens Forenede Stater.

Billedet af Luelen Bernart ham selv, der pryder omslaget på bogen, ligner et portræt af en amerikansk syrerocker fra starten af 1970’erne, der har indtaget alt for mange mikronesiske svampe eller gæret kokosmælk med søpølseekstrakt. Det er formentlig ikke tanken, det er givetvis bare mig, der overser en kulturel reference. Men det er nu egentlig meget passende, for så vidt en hel del af de ponapeanske myter, Luelen genfortæller, er pænt udsyrede (og indbefatter en hel del kokosnødder, muterende søpølser og ferskvandsålsdæmoner…).

Luelen var medlem af en prominent familie på Ponape og var i sin levetid kendt for sin encyklopædiske lokalhistoriske viden. The Book of Luelen er en oversættelse af Luelens manuskripter, hvor han har forsøgt at nedskrive sin samlede viden om Ponapes mytologi, religion, historie, geografi, flora og fauna og sågar madkultur.

Stilen i The Book of Luelen trækker tydelige veksler på en mundtlig fortælletradition og mytens form, men synes også påvirket af Bibelens formsprog (Luelen gik som ung i den lokale protestantiske missionsskole). De 85 kapitler i bogen er en nogenlunde kronologisk gennemgang af Ponapes historie – fra de allertidligste dannelsesmyter, over etableringen af organiserede samfund i krig og fred og frem til den første kontakt med europæerne og koloniseringen.

Luelen skelner i sin fremstilling ikke mellem myter og historie. Historiske begivenheder fra så sent som i Luelens egen levetid fremstilles på samme måde som de rene mytologiske overleveringer om guder og dæmoner.

Iblandet fortællingerne om Ponapes historie og mytologiske fortid er der også mange kapitler, som er de rene opremsninger i listeform med navne på guder, ånder, personer, landsbyer, øer, stjerner på himmelen, landskaber, typer af træer, græsser og frugter, måder at tilberede kokosnødder på, synoptiske lister over ord i forskellig dialekt og meget mere. Der indgår sågar også en række lange, traditionelle sange.

Søpølsen Likapijno: “… full of breasts like the breasts of women.”

Som samlet værk betragtet er The Book of Luelen med andre ord ikke skrevet i en form, der kendes fra den europæiske litterære tradition i hverken den ene eller anden henseende. Dertil kommer, at bogen udover de mange fremmedartede navne også rummer mange penapeanske ord og udtryk, hvoraf kun nogle er oversat i fodnoter eller parenteser. Det gør den i passager til en noget vanskelig og i længden ærlig talt også ret anstrengende læseoplevelse.

Det gør det ikke bedre, at selv de sammenhængende fortællinger er skrevet i en nummereret paragrafform, som gjorde, at jeg efter den første hurtige gennembladring af bogen fik det indtryk, at den mest bestod af fodnoter – men det gør den ikke, sådan er formen bare (derimod er der udgivet et helt selvstændigt bind med oversætternes mere fyldige, videnskabelige noter – det har jeg sprunget over).

Jeg må da også tilstå, at jeg har skrålæst en hel del af siderne. Jeg har for eksempel ikke dvælet meget længe ved listerne over navne på de forskellige herskere gennem tiderne eller over de ord henholdsvis herskerne, deres børn og almindelige mennesker bruger for det samme.

Til gengæld er der mange af især de genfortalte myter, som ikke alene er antropologisk interessante, men også i sig selv sjove og underholdende. Ponapeansk mytologi er fyldt med guder, halvguder og dæmoner, som ikke lade det klassiske græske panteon noget tilbage i interne kappestrider. Som i en stillehavsudgave af Ovids metamorfoser forvandler guder og dæmoner sig i ét væk for at kunne interagere med menneskene, drille dem, have sex med dem, få børn med dem eller dræbe og spise dem.

I det hele taget fylder kannibalisme også en del (og de idéhistorikere og antropologer, der abonnerer på ideen om forbuddet mod at spise hinanden som det grundlæggende kulturindstiftende tabu kan hente masser af skyts her). Kannibaler er hos Luelen en særlig art muterede mennesker, som engang i mellem fødes i nogle familier, og som det så gælder om at få aflivet. Og som i stort set alle kulturer i verden, er det pigerne, det går ud over, jf. følgende citat om kannibalernes genealogi, hvoraf man må forstå, at piger i familien, der er grimme med grimme tænder og grim hud og dårlig manicure, har bedst af at blive sat ud og slået ihjel, inden de bliver til kannibaler:

When some girls were born they were very frightful for their faces were bad, their skin was also bad, for in the front of their mouths they had two long teeth, and when they got big their nails were also long, for they did not trim their nails, their finger nails and their toe nails. They were also wild, unclean, crazy, lazy, did not like to work, would go about idly hunting for something to eat. These were the people that ate the flesh of animals and the flesh of people. They were very cruel. There was no love in them. One of them might kill her father or her mother, og her sibling or child and devour it. They were also thieves. This is why they were wandering about eating raw food all the time.

Raw food-bevægelsen slog aldrig an i Mikronesien, må man forstå…

Det mytologiske univers er ikke overraskende præget af, at Mikronesien er et ørige, så forholdet til havet, fiskene, fiskeri og navigation fylder en del. En stor ferskvandsål kan uden problemer være kæreste med en pige. Søpølser muterer til menneskebørn og bliver optaget i menneskenes samfund for at vokse op i blandt dem og blive stamfædre til nye folkeslag.

For så vidt angår søpølsen (i ponapeansk mytologi kendt som væsenet Likapijno): De fleste, der nogensinde på en strand under tropiske himmelstrøg har prøvet at få en søpølse op mellem tæerne, vil nok ligesom jeg studse en smule over følgende lyriske sammenligning af søpølsen med kvindekroppen: “The sea creature Likapijno is large and long and also full of breasts like the breasts of women”.

Luelens genfortællinger af de ponapeanske myter flyder over sådanne detaljer – som for et europæisk blik kan tage sig ud som pudseløjerligheder, men giver mening som dele af det komplekse sammenknyttede net af betydninger, som den lokale mytologi og tradition udgør.

Man kommer dog nok ikke udenom, at det kræver en ikke helt ubetydelig forhåndsinteresse for antropologi, hvis man som ikke-mikroneser skal lade sig fange af The Book of Luelen. En sådan interesse kan jeg så faktisk godt mobilisere i et vist omfang. Og jeg kunne ikke undgå at blive fascineret af værket som helhed i al dets vildtvoksende heterogenitet. Men dets værdi er først og fremmest som antropologisk kildemateriale, og ikke som (skøn)litteratur.

K's vurdering: