Sagn og myter fra Kiribati: Guder og halvguder i himmelen og underverdenen, dæmoner, ånder og talende ål, lumske kannibaler, kapløb til havs med hajer, marsvin og krabber, konkurrencer i brændende spydkast og myter om skabelsen af himmelhvælvingen.

Ja, der masser af kulørt stof i den kiribatiske mytologi og fortælletradition, som man kan få et indblik i via denne samling af traditionelle, mundtligt overleverede historier, indsamlet og genfortalt af Ten Tiroba og oversat fra kiribatisk til engelsk af Reid Cowell.

Titlen, Traditional Stories form the Northern Gilberts, afspejler, at Kiribati indtil uafhængigheden fra Storbritannien i 1979 gik under navnet Gilbert Islands (Kiribati svarer til udtalen af det engelske Gilbert på kiribatisk). Kiribati består udover Gilbertøerne også af tre andre mindre øgrupper, i alt 33 atoller og koraløer, dækkende et samlet landareal på 800 km² spredt over et havområde på omtrent 3,5 mio. km².

Traditional Stories from the Northern Gilberts har primært antropologisk og religionshistorisk interesse. Som skønlitteratur betragtet er de noget ujævne og kortfattede – sådan som stilen typisk er i mundtligt overleverede sagn og myter. Men mange af dem er nu alligevel helt sjove at læse i egen ret, hvis man har interesse for feltet.

Jeg har læst disse historier fra Kiribati i direkte forlængelse af Luelens Bernarts genfortællinger af myter fra Pohnpei (Ponape) i det nuværende Mikronesiens Forende Stater. Der er et åbenlyst slægtskab mellem den ponapeanske og den kiribatiske mytologi, ikke mindst i deres optagethed af forholdet til havet og fiskene, men også i form af ligheder mellem nogle af de centrale figurer.

Kiribati (hvis du lige skulle have glemt, hvor landet ligger)

Det er måske ikke så overraskende, da øgrupperne deler mange geografiske rammebetingelser, og da Kiribati har været overvejende beboet af mikronesiske folkeslag fra omkring 3000 f.v.t. til omkring 1300 e.v.t. Siden har øgrupperne i Kiribati imidlertid også via indvandring været under stærk påvirkning af melanesisk og polynesisk kultur og har udviklet sin egen distinkte folklore og mytologi.

I mange af historierne i denne samling er hovedpersonerne guder eller halvguder, som dog alle udmærker sig ved deres såre menneskelige træk, ligesom vi kender det fra for eksempel nordisk og græsk-romersk mytologi. Man genkender også universelle typer fra europæisk mytologi som for eksempel tricksteren, i de kiribatiske myter ofte kaldet Nareau, som har det med at narre både guder og mennesker i flere forskellige historier.

De kiribatiske historier deler også en del formmæssige træk med europæiske eventyr. For eksempel tallet tre, som synes at have en universel gennemslagskraft som strukturerende fortællemæssigt princip. I mange af fortællingerne skal protagonisten, hvad enten det er en gud eller et menneske, således igennem tre prøvelser, spørge tre mennesker eller guder til råds, gøre tre forsøg osv., før han eller hun lykkes (eller mislykkes).

Det er således på flere måder helt skægt at læse disse traditionelle fortællinger. Man får på én gang et indblik i et lille hjørne af en helt anderledes og – for mig ihvertfald – ukendt kultur og samtidig en værdifuld lektie i, at vi mennesker måske ikke er så forskellige endda.

Det hører dog med til billedet, at bogen ikke er helt nemt at læse. Der er naturligvis en kulturel barriere, og den forstærkes af, at bogen ikke er udgivet med europæerne som mig som målgruppe. Af den (australske) udgivers forord fremgår det tværtimod, at målet med udgivelsen er “to give back to the I-Kiribati the knowledge of the customs and the way of life of their ancestors.”

Målgruppen er således befolkningen på Kiribati, og det giver sig blandt andet udslag i, at historierne er fyldt med uoversatte kiribatiske ord og udtryk. Der er ganske vist en omfattende ordliste bagest i bogen, men den udgøres af en oversættelse af en mængde helt almindelige ord fra engelsk til kiribatisk til brug for lokale læsere, der ikke måtte være så stærke udi det engelske!

Som kulturhistorisk og antropologisk kildedokument er samlingen således interessant – men for udenforstående læsere som mig mangler den noget på formidlingssiden (hvilket man dog for så vidt ikke kan bebrejde den, henset til det erklærede formål). Som skønlitteratur betragtet har den også sine åbenlyse mangler (nej, det kan ikke anbefales til hængekøjen på strandferien – men det er den jo heller ikke udgivet for).

Hvordan skal jeg bedømme en sådan udgivelse? Ikke nemt – men stjernerne er som altid her på K’s bognoter udtryk for min helt idiosynkratiske læseoplevelse og vurdering af, i hvilken grad jeg fandt bogen værd at bruge tiden på.

K's vurdering: