Travels in Mauretania er en traditionel rejseberetning fra et utraditionelt rejsemål. En overraskende god læseoplevelse – for den, der er i stand til at opgive kravet om ydre handling og i stedet læne sig tilbage og nyde Peter Hudsons rolige tempo, mens han rejser gennem ørkenlandet Mauretanien og beretter levende om de mennesker, han møder på vejen. Peter Hudson rejser og skriver så langsomt, at det er en sand inspiration.

Jeg faldt over denne bog, mens jeg søgte efter litteratur fra Mauretanien. Peter Hudson er ikke mauretanier, så den opfylder ikke mine kriterier for en bog fra landet i regi af min læseudfordring, Verden rundt i bøger (her måtte jeg i stedet tage til takke med Mohamed Bouya Bambas Angels of Mauritania and the Curse of the Language. Peter Hudsons rejseberetning fangede ikke desto mindre min interesse, og jeg var glad for, at jeg forfulgte den.

Den britiske forfatter Peter Hudson (f. 1960) har gennem mere end 30 år rejst det afrikanske kontinent tyndt. Han har fattet en særlig kærlighed for menneskene i den store, fattige ørkenstat Mauretanien, som han er vendt tilbage til igen og igen.

Travels in Mauritania (1990) er Hudsons rejseberetning fra hans første rejse til landet i 1988, hvor han som 28-årige rejste rundt på egen hånd i et halvt års tid – i første omgang ikke draget af andet end selve det, at han ikke kendte noget til landet på forhånd:

I had been to Africa many times before. I was always drawn back there, as if by some hidden force. I do not know how it is but people rarely visit Africa only once; one is drawn back in the same way as one is drawn back to one’s family. At the moment I was interested in the big blank space on the far left-hand side of the map of Africa, called Mauritania. I wanted to open the window in that corner of the house and see what the view was like.

Hudson rejser til fods, på kamel, på et meget stædigt æsel og i trange deletaxier proppet med mennesker, får og geder.

Peter Hudsons rejserute. Illustration fra bogen.

Der sker ikke meget for læseren hen over de 250 sider i Hudsons rejseberetning. Men når man har indstillet sig på dét, er det en overraskende god læseoplevelse. Hudson skriver glimrende, han er en opmærksom rejsende og forstår at formidle de små detaljer, der gør beretningen levende.

Mauretanien består først og fremmest af ørken, herunder sandørken. Landskabet kan være trøstesløst og ugæstfrit, men Hudson formår også at formidle indtrykket af en stor egen naturskønhed, ikke mindst fra hans ture til fods og til kamel gennem Saharas sandklitter. Og på trods af beskrivelserne af tørst, dårlig mad og andre strabadser er det svært ikke også at ønske sig selv til ørkenen med en beskrivelse som denne fra en nat langt ude i ingenting i Sahara, hvor stort set intet liv ellers kan spores:

That night I lay there for a while, too tired to sleep. There was a half moon and the sand dunes around me were still and silent in its cool light. But as I lay there I realised that in fact they were not silent. The night was silent – utterly and completely silent – but coming from the dunes I could just sense a barely perceptible hissing. Billions of particles of sand were sliding and settling: the secret talk of the desert.

Det er imidlertid ikke naturen, der fylder mest i Hudsons beretning, det er de mennesker, han møder. Hudson tager sig god tid på sin rejse – og i sin beretning. Han har ikke en liste af seværdigheder, han skal hakke af. Han rejser mere eller mindre på må og få, og i de fleste af de landsbyer, han kommer igennem, opholder han sig i flere dage, ofte flere uger, længe nok til at knytte venskaber blandt de mange forskellige mennesker, han støder på.

Noget af det mest slående for Hudson som rejsende – og for læseren – er den overvældende gæstfrihed, han støder på overalt. Fattigdommen i Mauretanien er nogle steder forfærdende, men ingen familie er så fattig, at de ikke byder en fremmed velkommen og deler gavmildt af den smule, de har. Om det så bare er en humpel brød eller en slurk råddent vand, så bydes gæsten altid det bedste, familien formår, og inviteres til at bo hos dem, så længe han ønsker det.

Illustration fra bogen: Peter Hudsons guide Ahmed laver te undervejs på vandreturen fra Chinguetti til Rachid. Foto: Peter Hudson

Undervejs får vi nogle få, korte rids af Mauretaniens historie, men det er ikke det, der fylder. Bogen fremstår derimod som en serie billeder – taget med langsom udløser – af scener med mange forskellige mennesker i landets byer og landskaber.

Hvis du er til denne type af rejseberetninger, der i langsomt tempo åbner op for forståelse af mennesker, levekår og kultur i et land, de færreste af os kender meget til, så kan Travels in Mauritania i høj grad anbefales. Også selv om du ikke nødvendigvis selv er i gang med at pakke rygsækken med destination mod Vestafrika.

Bogen er en eksemplarisk rejseberetning i den forstand, at den ikke kun tilbyder læseren en viden om et land og dets indbyggere, men samtidig demonstrerer og inspirerer til denne langsomme og opmærksomme måde at rejse på, hvor fokus er på at være der, hvor man er, og ikke bare på at komme hen til den næste fotomulighed i guidebogen.

Bogen er illustreret med nogle af Peter Hudsons egne sort-hvide fotos og en hel del tegninger af scener fra rejsen. Fotografierne er flotte, mens tegningerne af Veronica Hudson (forfatterens kone eller søster, måske?) er ret pauvre og kunne have været undværet.

• Lignende indlæg

Ishmael Beah: Radiance of Tomorrow

William Travis: Beyond the Reefs

Mehluli Nxumalo: The Fabulist’s Bindle

Dayo Forster: Reading the Ceiling