Den tysk-romerske ambassadørs rejseberetninger fra sit ophold ved den osmanniske sultan Süleyman den Prægtiges hof i midten af 1500-tallet er særdeles interessant og overraskende underholdende læsning.
Ogier Ghislan de Busbecq (1522-1592) var i perioden 1555-1562 udsendt som tysk-romersk kejserlig ambassadør til Konstantinopel, hvor han opholdt sig ved Süleyman den Prægtiges hof som diplomat.
Det Osmanniske Rige var på den tid på sit højdepunkt. Tyrkerne havde blandt andet underlagt sig det meste af Balkan, Grækenland og Ungarn og bankede også på Wiens byporte. Der var derfor gode grunde for den tysk-romerske kejser og hans bror, ærkehertug Ferdinand, som Busbecq refererede til, til at opdyrke diplomatiske forbindelserne med tyrkerne.
Spændingsniveauet taget i betragtning var det en ikke helt ufarlig opgave, Busbecq påtog sig (og tidligere udsendinge var det gået ganske ilde). Men han havde tilsyneladende sans for diplomatiets kunst – ihvertfald i tilstrækkelig grad til at overleve og komme hjem igen, selv om store dele af hans ophold i Konstantinopel mest synes at have haft karakter af husarrest.
Ved hjemkomsten til Europa fik Busbecq over nogle år udgivet fire lange breve, han havde skrevet til en ven under sit ophold og umiddelbart efter hjemkomsten. Brevene har karakter af rejseskildringer fra Tyrkiet, og de er en sand guldgrube af detaljer.
Busbecq er en skarp iagttager med interesse for stort set alt, fra storpolitik til madlavning. Hans breve rummer således detaljerede beretninger om krigshandlinger og politiske intriger ved Süleymans hof i perioden, redegørelser for den administative organisering af osmannerriget, observationer om madkultur, om tyrkernes fornøjelse ved at drikke vin (“de bæller den i sig i store mængder, når som helst de kan komme i nærheden af den”), om tyrkernes forhold til dyr (hvor Busbecq overrasket noterer sig, hvordan tyrkerne i modsætning til europæerne tager skarpt afstand fra enhver form for unødvendigt pineri af f.eks. fugle), om våbenteknologi, klædedragter, arkitektur, renlighedskultur og om virkelig meget andet.
Busbecq synes at observere og og notere sig alt, og hele tiden foretager han sammenligninger mellem tyrkernes og europæernes levevis og vaner. Og som det jo ofte er med sådanne rejseskildringer siger hans beretninger ikke så lidt også om ham selv.
Busbecqs breve er af på grund af sin detaljerigdom en vigtig historisk kilde til viden om livet ved sultanens hof i 1500-tallet. Når de også er værd at stifte bekendtskab med for den almindeligt interesserede læser i dag, skyldes det, at Busbecq ikke bare iagttager, men også skriver vældig godt – og ikke mindst med en god portion underspillet humor. Brevene er således overraskende nemme og underholdende at læse her i Claus Asbjørn Andersens glimrende oversættelse til dansk fra det oprindelige latinske.
Træsnit af Melchior Lorck
Den danske udgivelse fra 2010, jeg har haft mellem hænderne, er en pragtudgave i Forlaget Vandkunstens udgivelsesserie Carsten Niebur Biblioteket, og den lever op til den høje standard, vi er vant til fra den kant. Bogen er i stort format (som en hilsen til det format, Busbecqs breve også oprindeligt er udgivet i) og rigt illustreret med træsnit af den danske kunstner Melchior Lorck (1526/27-1588).
Lorck opholdt sig ved den tysk-romerske ambassade på samme tid som Busbecq, og hans træsnit fra perioden giver detaljerede fremstillinger af ikke mindst militæruniformer og andre klædedragter. Træsnittene er flot gengivet i bogen og fremstår som passende illustrationer til Busbecqs breve. Min eneste anke er, at jeg savnede nogle billedtekster eller noter, der kunne have kommenteret på Lorcks motiver. Uden disse står mange illustrationer lidt vel løsrevne for sig selv.
Busbecqs breve er forsynet med en fyldig og oplysende indledning af Claus-Peter Haase og Mikkel Bøgh Rasmussen, som dels opridser den historiske ramme for Busbecqs mission og dels kommenterer på brevenes tilblivelses- og udgivelseshistorie.
Jeg har haft Busbecqs Tyrkiske breve stående ulæste i reolen et stykke tid, men blev inspireret til at finde den frem, da jeg i sidste måned læste tyrkiske Elif Shafaks historiske roman The Architect’s Apprentice, som jeg ganske vist ikke var ret begejstret for, men som foregår på Süleymans tid og indeholder en reference til både Busbecq og Melchior Lorck. Og således viser alt sig at tjene et formål, selv mindre vellykkede historiske ramasjangromaner.
Titel: Tyrkiske breve. Fire beretninger fra Süleyman den Prægtiges hofForfatter: Ogier Ghislan de Busbecq
Udgiver: Forlaget Vandkunsten
Udgivelsesdato: 13.12.2010
Sider: 280
Originalsprog: Latin
Oversætter: Claus Asbjørn Andersen
Originaltitel: Legationis Turcicae Epistolae quatuor : Quarum Priores Duae ante aliquot annos in lucem prodierunt sub nomine Itinerum Constantinopolitani & Amasiani ; Adiectae Sunt Duae Alterae. Eiusdem De re militari contra Turcam instituenda consilium
Opr. udgivelsesår: 1589
Læst: Oktober 2017
K's vurdering:
