“Livets glæder består i at tage en lur, når og hvor man har lyst, og det eneste, jeg ønsker her i livet, er at se landskabernes skønhed på de forskellige årstider.”
Hvis jeg ikke vidste bedre, så var det lige før, at jeg kunne have fundet på at tilskrive ovenstående citat Benny Andersen. Men så viser det sig, at det stammer fra en japansk eneboer i 1200-tallet. >> Læs videre
En mørk, meget mørk, og syret, meget syret, roman fra tuaregernes Sahara. Om en formørket mand, der sætter sig over loven og moralen, søger at afæske ørkenen dens hemmeligheder gennem hallucinerende urter, men ender med at depravere sig selv og alle omkring sig gennem brutal vold, mord og incest i flere generationer.
Måske skal man kende mere til tuaregisk kultur og selv have mærket ørkenen i sig for at sætte fuld pris på Ibrahim al-Konis roman Natteurt. Jeg følte mig ærlig talt lidt lost-in-translation. >> Læs videre
Céline rabler derudad og giver sit monstrøse (forsmåede) ego og sin almindelige misantropi fuld skrue i dette fiktive interview med sig selv og den inkontinente professor Y.
Samtaler med professor Y er en lille parentes i Célines forfatterskab. Den er for så vidt helt sjov at læse for Célines sproglige overskud og frådende udfald mod alt og alle omkring ham, men jeg fandt den for navlepillende og for fjollet til, at den egentlig kunne fange min interesse. >> Læs videre
Læseren skal spænde sikkerhedsbæltet og holde godt fast, når Ljudmila Petrusjevskaja giver los for sin rablende og fabulerende fantasi i en bizar vision fra det postkommunistiske Rusland, hvor virkelighed og computerspil blandes sammen i en cocktail af mafiosoer og andre kynikere, sibiriske urfolk, afskyelige snemænd, shamanisme, sjælevandring og kannibalisme – og meget mere.
Russiske Ljudmila Petrusjevskaja (f. 1938) er nok mest kendt for sine noveller, men hun har også skrevet flere romaner. En af dem er Nummer Et eller I andre muligheders haver, som oprindeligt udkom på russisk i 2004, og siden er oversat til adskillige sprog, herunder dansk (ved Helle Dalgaard, Forlaget Vandkunsten, 2015). >> Læs videre
Den tysk-romerske ambassadørs rejseberetninger fra sit ophold ved den osmanniske sultan Süleyman den Prægtiges hof i midten af 1500-tallet er særdeles interessant og overraskende underholdende læsning.
Ogier Ghislan de Busbecq (1522-1592) var i perioden 1555-1562 udsendt som tysk-romersk kejserlig ambassadør til Konstantinopel, hvor han opholdt sig ved Süleyman den Prægtiges hof som diplomat.
Det Osmanniske Rige var på den tid på sit højdepunkt. Tyrkerne havde blandt andet underlagt sig det meste af Balkan, Grækenland og Ungarn og bankede også på Wiens byporte. Der var derfor gode grunde for den tysk-romerske kejser og hans bror, ærkehertug Ferdinand, som Busbecq refererede til, til at opdyrke diplomatiske forbindelserne med tyrkerne. >> Læs videre
Den aserbajdsjanske ‘nationalroman’ er egentlig ikke så interessant som kærlighedshistorie, men til gengæld spændende som fortælling om det kulturelle skisma mellem Asien og Europa i den transkaukasiske region. Og så er den et – ufrivilligt – interessant vidnesbyrd om orientalistiske stereotyper i det europæiske litterære miljø i begyndelsen af det tyvende århundrede.
Romanen udspiller sig i Aserbajdsjan, primært i hovedstaden Baku, med afstikkere til Karabakh, Georgien og den persiske/iranske ørken. Tiden er perioden fra lige før udbruddet af første verdenskrig, henover den russiske revolution og frem til bolsjevikkernes annektering af Aserbajdsjan efter afslutningen af krigen. >> Læs videre
Denne samling af noveller fra krigen i Afghanistan i 1980’erne er samlet set en smule ujævn, men de bedste historier er fremragende og hele bogen værd.
Desertøren fra 2015 er dansk-afghanske Asef Soltanzadehs første udgivelse på dansk. Soltanzadeh (f. 1964) er født og opvokset i Afghanistan, men flygtede efter Sovjetunionens besættelse af landet til Iran i 1986 og fik i 2002 opholdstilladelse i Danmark, hvor han har levet til i dag.
Bogen består af otte noveller, som alle udspiller sig i Afghanistan i 1980’erne under den sovjetiske besættelse og under indtryk af de mudjahedinske oprøreres krig mod det sovjetisk understøttede marionetstyre. Alle novellerne er dog samtidig skrevet i en tidløs stil, som gør, at de kan læses som beretninger om mennesker og samfund i krig i almindelighed. >> Læs videre
Magisk, makaber og munter. Realistisk, rystende og rørende. Satirisk, sardonisk og sørgmodig. Hassan Blasim kan det hele og viser det hele i sine stærke og aparte noveller fra Irak og grænselandet.
Tossen fra Frihedspladsen er Hassan Blasims (f. 1973) første novellesamling, men den anden, der udkommer på dansk. Den første på dansk var Den irakiske Kristus (opr. 2013, da. 2015), som jeg tidligere har læst i engelsk oversættelse (se anmeldelsen her).
Hassan Blasim skriver i sætninger, der er i sig selv er ligetil og uden pynt eller dikkedarer. Men sætningerne udgør historier, der er magiske, mystiske og for manges vedkommende ganske svært forståelige. Jeg vil således ikke påtage mig at udlægge en entydig mening med alle historierne i denne samling. Men det er ikke, fordi historierne er uden mening – de flyder snarere over af så meget mening, at den er svær at fastholde. >> Læs videre
“Godaften, godaften, godafffften Caesareeea!!!” lyder indgangsråbet fra den noget sølle og afdankede standupkomiker Dovaleh, der står på scenen gennem hele David Grossmans (f. 1954) nye, originale og ganske vellykkede roman fra det moderne Israel.
Dovaleh er så godt nok ikke i Caesarea, men i Netanya, men det bruger han kun som anledning til at svine byen til: “… for at sige det ligeud, jeg kan ikke fordrage jeres lorteby, jeg er dødbange for at være her i Netanya, hvert andet menneske på gaden ligner en, der er under vidnebeskyttelse, og hvert tredje menneske opbevarer det første menneske i bagagerummet, rullet ind i sort plastik.” >> Læs videre
Før Joseph Roth (1894-1939) skrev sine nu klassiske romaner i løbet af 1930’erne, arbejdede han i 1920’erne som journalist i Berlin, hvor han skrev en stor mængde reportager fra byens liv.
Kong Salomons tempel i Berlin er et udvalg af Roths små reportager fra denne periode, flot oversat til dansk og med efterord og kommentarerer af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.
Artiklerne er hver især små selvstændige stemningsrapporter fra byens liv. Joseph Roth skriver ligeså fremragende, på én gang poetisk og kritisk-ironisk, i disse journalistiske artikler som i de senere skønlitterære romaner og noveller. Man kan læse dem med stor fornøjelse bare for at nyde Roths skarpe og følsomme pen. >> Læs videre
“… man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en.” Tolv år før, Camus stillede sit berømte spørgsmål om selvmordet som det eneste egentlige filosofiske problem, udforskede den iranske forfatter Sadeq Hedayat (1903-1951) det samme spørgsmål i novellen Levende begravet (1930).
Novellen kan læses som et studium i selvmorderens psykologi. Den er skrevet i jeg-form som et slags selvmordsbrev eller rettere noter fra et mislykket selvmord.
Stilen er lettere manisk. Fortællerens sindsstemning svinger fra den ene sætning til den næste mellem selvynk, lede ved resten af menneskeheden, trods mod verden, stolthed over eget mod til at forsage livet, næsten begejstret forventning om den kommende udfrielse og en tilbagevendende frustration over at mislykkes med selvmordet. >> Læs videre
Russiske Vladimir Sorokin (f.1955) er et vildt og provokerende forfatterbekendtskab. I En opritjniks dag slår vildskaben imidlertid over i det overdrevent manierede, og provokationen virker for villet.
Romanen udspiller sig i Moskva i fremtidens Rusland, som i 2027 eller deromkring har udviklet sig til et totalitært diktatur under den enevældige ‘Hersker.’ Rusland er fra øst under pres fra Kina, som er den nye stormagt, og har mod vest bygget en stor mur for at holde indflydelse ude fra det degenererede Vesteuropa. Herskeren holder Rusland i et fascistoidt jerngreb ved hjælp af sin sikkerhedstjeneste, opritjnikkerne. >> Læs videre
Originalt og sjovt bud på en litterær bearbejdning fra biologilokalet af det østtyske traume efter DDR’s sammenbrud og den tyske genforening. Værd at læse, om end ikke helt igennem vellykket.
Den 55-årige Inge Lohmark er biologi- og idrætslærer på den lille Darwin-skole i en mindre by i Forpommern i det tidligere DDR. Hun er lærer af den gamle skole og holder på orden og disciplin. Hun siger De til eleverne på gymnasieniveau og er ikke er til fals for blødsøden rundkredspædagogik, langmodighed med de dovne og uduelige elever eller utidig indblanding i elevernes sociale relationer. >> Læs videre
Tolstoj på syre – tilsat sci-fi og zombier. Lyder det sært? Det er det også. Det er en vild slædetur, Vladimir Sorokin (f.1955) tager os med på i sin roman Snestormen fra 2010.
Mønsteret i handlingen er for så vidt ret enkelt: Lægen Platon Ilitj Garin hyrer den fattige brødkusk Perkhusja til at transportere sig til landsbyen Dolgoje. I landsbyen hærger en mystisk pestepidemi, og lægen har vaccinen med (man forstår dog efterhånden, at lægen ikke kun er drevet af altruistiske motiver, men også af forfængelig konkurrence med en lægekollega, der allerede er i landsbyen og i gang med at vaccinere).
Men i den russiske isvinter blæser en forfærdelig snestorm. Det, der skulle have været en kort tur på sytten russiske verst, kommer til at tage flere døgn. Og ligesom i den klassiske, russisk-litterære tradition aner man fra starten, at det næppe kommer til at gå godt. >> Læs videre
Kafka på stranden kunne Michael Kumpfmüllers roman også have heddet. Hvis altså ikke Murakami havde snuppet den titel til en helt anden slags bog.
I Kumpfmüllers roman handler det imidlertid om “den rigtige” Kafka, Franz K. ham selv. Og om hans store kærlighed i sit sidste leveår i 1923-24, Dora Diamant.
I 1923 møder den 40-årige, tuberkuløse Kafka den 25-årige polske Dora på stranden under et kurophold ved Østersøen. De to forelsker sig lidenskabeligt – om end på en høflig og ordentlig måde – i hinanden. De flytter sammen i Berlin, og da tuberkulosen strammer grebet om Kafka, følger Dora ham også under hans sanatorieophold. Indtil sommeren 1924, hvor han dør i hendes arme. >> Læs videre
Joseph Roths (1894-1939) sidste roman fra 1939, som først i 2014 er oversat til dansk, er en ironisk-satirisk sædeskildring fra Wien i slutningen af 1800-tallet.
Handlingen tager sin begyndelse i Persien, hvor den almægtige shah keder sig og derfor beslutter at tage på visit hos den østrig-ungarnske kejser i Wien.
Shahens besøg er for Roth en anledning til at ironisere over datidens Europas romantiserende – og reduktionistiske – ‘orientalisme’, hvilket titlen naturligvis også hentyder til. Roth spidder for eksempel orientalismen i beskrivelsen af de adelige damers fascination af shahen under kejserens store velkomstbal for ham og hans følge: >> Læs videre
Skrevet ud af en stor og autentisk, personlig smerte, ingen tvivl om det, men for patetisk, for kunstfærdig og for finlitterært fortænkt til for alvor at gribe mig om hjertet.
Israelske David Grossman er ham med den fremragende og stærke Kvinde på flugt fra meddelelse (2008, da. 2011) om en israelsk kvinde, som besættes af den tanke, at hvis hun forlader sin hjem og bliver ved at vandre i det israelske landskab, så kan hun holde sin søn, der er indkaldt som soldat, i live – baseret på den logik, at hun derved forhindrer myndighederne i at overbringe hende meddelelsen om sønnens død.
Ved et ubarmhjertigt skæbnetilfælde mistede David Grossman selv sin søn i Israels krig mod Libanon, mens han var ved at skrive Kvinde på flugt. Hans følgende bog, At falde ud af tiden fra 2011, som nu er oversat til dansk, fremstår som et forsøg fra Grossmans side på en videre litterær bearbejdning af sorgen over tabet af sønnen. >> Læs videre
Litterær kartografi eller kartografisk litteratur? Jeg ved ikke, hvad der er den bedste betegnelse for Judith Schalanskys smågeniale påhit og velgennemførte atlasudgivelse. Men den fungerer supergodt og kan anbefales til alle, der nogensinde har følt et strejf af romantisk udlængsel ved at kigge i et atlas.
Tyske Judith Schalansky (som nogle vil kende for Giraffens Hals, som jeg endnu selv har til gode) har udgivet et atlas, som faktisk er et rigtigt atlas og et meget smukt et af slagsen – med nøjagtige kortillustrationer af 50 små, afsidesliggende øer fra alle verdenshavene, alle gengivet i samme kartografiske målestok og fuldendt med et omfattende indeks over alle stednavne på kortene.
Samtidig er bogen et stykke skønlitteratur: Til hver ø hører en lille fortælling: beretninger om øernes ‘opdagelse’ af europæiske søfarende; pudseløjerlige anekdoter om enkelte mennesker, der har været på øen; historier om efterladte slaver og om matroserne fra mytteriet på Bounty; antropologiske iagttagelser af øboernes riter og myter; dramatiske beskrivelser af geologiske eller zoologiske fænomener på øerne og mere endnu. >> Læs videre
“Eventyr og grotesker” står der forsiden af denne udgivelse. Det er en meget passende overskrift til denne samling af sært dragende, underfundigt eventyragtige, magisk-realistiske historier og fabler, fra en smågenial russisk forfatter, som har format til at kunne blive regnet blandt de bedste russiske forfattere i det 20. århundrede.
Jeg må tilstå, at jeg end aldrig havde hørt navnet Ljudmila Petrusjevskaja, før jeg i en boghandel forleden blev fanget af titlen på denne nyoversatte novellesamling, udgivet her i august 2014 i Forlaget Vandkunstens fine serie Store fortællere i lommeformat.
Petrusjevskaja er født i Moskva i 1938 og har skrevet en stor mængde skuespil, noveller og eventyr. Under det sovjetiske regime var hendes kunstneriske stemme dog uønsket – hendes groteske universer og satire over elendighed og fattigdom var ikke egnet til opbyggelse af det sovjetiske menneske og faldt for censuren. Først efter Glasnostperioden sidst i 1980’erne kunne hendes værker begynde at udkomme i hjemlandet. >> Læs videre
Østrigske Joseph Roth er høj, høj klasse. Det er ikke til at forstå, at disse meget, meget fine historier har 75-95 år på bagen. Stor lykke for os danske læsere, at Roth har fået en revival i de seneste år og er blevet (gen)oversat i stor stil.
Denne lille samling præsenterer fire af Roths noveller (heraf en ultrakort på kun to sider), og de er alle i dén grad læseværdige. >> Læs videre
Lessings klassiske skuespil Nathan den vise – et dramatisk digt i fem akter fra 1779 kan stadig læses, men mest for dets idéhistoriske interesse. Det er trods alt noget gammelt stads, og det fornægter sig ikke.
Gotthold Ephraim Lessing (1729-1781) var i sin tid en fremtrædende tysk oplysningsfilosof, humanist, digter, dramatiker og religionskritiker. Litteraturhistorisk fik han enorm betydning for tysk dramatik og digtning, bl.a. ved at bryde med de hidtidige formkrav i tysk dramatik og digtning. >> Læs videre
På mange måder en rigtig, rigtig flot roman. Et meget gribende og næsten ubærligt portræt af en kvinde – som pige, hustru, elsker, ven, men især og helt overvejende og overvældende som mor i dyb angst for at miste sin søn, bogstaveligt-fysisk som soldat i krigen og i overført betydning følelsesmæssigt. Det er meget flot. >> Læs videre
