Zoran Živković: Biblioteket

At folk, der ikke læser bøger, ender i Helvede, har mange af os længe anet. Men måske var du ikke klar over, at i det moderne, reformerede Helvede, hvor straf er erstattet af terapi, bliver disse syndere dømt til i al evighed… at læse. En passende, opbyggelig straf.

Det kan man lære i Helvedes bibliotek, som er en af de seks skæve noveller i Biblioteket af den serbiske forfatter Zoran Živković (f. 1948).

Også de fem øvrige noveller i samlingen handler på hver deres måde om forunderlige biblioteker i forskellig afskygning.

I Det virtuelle bibliotek, som har det provokerende motto “Vi har alt,” opdager en forfatter til sin foruroligelse, at ikke alene alle de bøger, han skrevet, men ikke udgivet, kan findes i fuld tekst på bibliotekets hjemmeside, men også de bøger, han vil skrive i fremtiden, samt hans personlige biografi, inklusive hans mulige dødsår.

På Natbiblioteket kan man i samme boldgade låne “livsbøger”, som er komplette biografiske optegnelser over bogstavelig talt alt i ethvert menneskes liv. Mens Det mindste bibliotek er en bog, der i sig indeholder alle de bøger, der ikke er skrevet.

I andre af novellerne døjer hovedpersonen med mere fysiske udfordringer med bøger: I “Hjemmebiblioteket” modtager en mand i sin postkasse et uendeligt antal bind af et encyklopædisk værk ét ad gangen, som han stabler op i sin lejlighed, indtil han end ikke selv kan være i den. I øvrigt uden at undre sig synderligt undervejs, for han “havde for længst indset, at verden er fuld af uforklarlige ting, som man ikke burde beskæftige sig med. De, der alligevel gør det, ender som regel med at blive ulykkelige.”

En anden mand forsøger i stigende desperation at tage livet af en tarvelig paperback, som bliver ved med at dukke op på en hylde i hans private bibliotek, som ellers til hans hovne stolthed kun indeholder eksklusive, fint indbundne bøger. Han smider den i skraldespanden, river den i småstumper og støvsuger den op, drukner den ved at kaste den i floden bundet til en sten, kaster den ud fra et højt sted og ender til sidst med at spise den med kniv og gaffel. Hård kost for en bogelsker …

Lyder det lidt sært? Ja, det er det også. Genren er vel det, man kalder fantastik, og hvis du allerede har associeret til genrens mester, argentinske Jorge Luis Borges og ikke mindst hans mesterlige historie om Biblioteket i Babel, så har du en god en fornemmelse af, hvad der er i spil i Živković’ noveller.

Ligesom Borges er Živković optaget af begreberne om skæbnen, spejlinger, uendeligheden og selvfølgelig biblioteket som billedet på det sidste.

Zoran Živković er dog ikke Borges. Hans historier mangler forbilledets evne til for alvor at forurolige læseren. De indeholder ganske vist fantastiske elementer, og mange af personerne i novellerne bliver i højeste grad foruroligede. Men fortællestrukturen er for simpel og pointerne for åbenlyse til, at de kryber ind under huden på mig som læser på samme måde som Borges’ bedste historier formår det.

Nu er en sammenligning med Borges selvfølgelig en meget høj barre at sætte op, men Živković er selv ude om det, fordi han så tydeligt spiller op ad den gamle argentiner.

Ikke at være Borges er til gengæld ikke det så samme som at være dårlig. Jeg var ganske godt underholdt og fornøjet over at læse Živković. I modsætning til argentineren er han let og ligetil at læse. Man flyver igennem novellerne i Biblioteket, og de kan sagtens anbefales som små finurlige pauser, hvis du ikke lige har overskud til Borges eller lignende af større tyngde.

Og så har en bog om biblioteker og læsning jo også altid en tiltrækningskraft i sig selv for os bibliofile.

Biblioteket er det serbiske indslag i min litterære verdensrundrejse – og hvad kunne være mere passende for en sådan udfordring end en bog med en sådan titel?

K's vurdering: