Mihail Sebastian: Women

Seks skønne kvindeportrætter. På én gang lette og alvorlige, livsglade og melankolske. Fordelt over fire noveller løseligt bundet sammen til en roman. Skrevet i begyndelsen af 1930’erne af den noget oversete rumænske forfatter, Mihail Sebastian. Ham skal man bare skynde sig at få læst noget mere af.

At kalde en forfatter for “overset” er lidt af en kliché og tjener ikke så sjældent først og fremmest som forsøg på at fremhæve udsagnets afsender som en særlig litterær connaisseur, der kender de kvalitetsforfattere, som andre overser. I tilfældet Mihail Sebastian (1907-1945) kan jeg for mit eget vedkommende dog ikke påberåbe mig det sidste, for jeg er vitterligt først inden for de sidste par uger blevet opmærksom på eksistensen af Mihail Sebastians værk – på trods af, at hans første udgivelser snart har 100 år på bagen.

Jeg konstaterer dog, at det ikke kun er mig, der indtil nu har overset ham. I hvert fald er ingen af hans bøger endnu oversat til dansk, og det er i det hele taget svært at opstøve omtaler af Sebastian på dansk (Karsten Sand Iversen har dedikeret et kapitel til Sebastian i bogen Lacrimae Rerum (2021), men den har jeg ikke fået læst endnu). Så min forsmåede litterære stolthed søger ly deri, at jeg nok ikke er den eneste, der ikke lige kendte Mihail Sebastian. Under alle omstændigheder er det jo altid herligt at “opdage” et nyt forfatterskab.

Women (opr. 1933) betragtes som Mihail Sebastians første roman, selv om den med god ret også kunne kaldes en novellesamling. Women består således af fire selvstændige fortællinger, som kun er lige akkurat så forbundne, at bogen til nød kan kaldes en roman.

De fire fortællinger tematiserer romantisk kærlighed i dens forskellige former i mellemkrigstidens Europa. De er løst forbundne via den gennemgående person, den i begyndelsen medicinstuderende, siden uddannede læge, Stefan Valeriu. Han er rumæner, men alle fire fortællinger foregår uden for Rumænien.

Som bogens titel antyder, er det imidlertid ikke Stefan Valeriu, der er hovedpersonen – han er i varierende grader nærmest bare statist i de fire fortællinger. Hovedrollerne spilles i stedet af i alt seks ganske forskellige kvinder, og bogen som helhed kan i høj grad læses som psykologiske portrætter af disse kvinder.

I den første og længste af fortællingerne, Renée, Martha, Odette, opholder den unge Stefan sig på en feriested i Alperne. Stemningen er let og sommerlig, kvinderne er skønne, og den unge Stefan forelsker sig mere eller mindre i dem alle. I løbet af denne sommer når han at have forskellige slags forhold til alle tre kvinder fra novellens titel. Stemningen er lidt som at være med Proust på det fiktive feriested, Balbec, blandt unge piger i blomst – bortset fra, at Mihail Sebastian hverken skriver langt eller tungt, men let og lyst.

I bogens anden fortælling, Émelie, er Stefan i Paris, hvor han via sin parisiske kæreste stifter bekendtskab med den unge kvinde, Émelie. Hun beskrives som træg og sløv af sind, grim, fysisk kraftig og kejtet i alle sine bevægelser, men alligevel med en speciel, melankolsk aura omkring sig, der hos fortælleren genererer “a certain sad sympathy.” Fortællingen udgør den besynderlige og overraskende historie om, hvordan hun alligevel blev gift, og om hendes tragiske endeligt.

Den tredje historie, Maria, er som den eneste fortalt fra en kvindes perspektiv i form af et brev til vores gennemgående person, Stefan Valeriu, fra en (efter tidens standarder) “moden” kvinde. Selv om brevet er foranlediget af en tydeligvis uoverlagt kærlighedserklæring fra Stefans side, så handler det ikke om ham, men om brevskriverens forhold til en anden mand. Et ganske fint og subtilt portræt af en kvindeskikkelse med større styrke, end hendes omgivelser umiddelbart tillægger hende. Samtidig en psykologisk analyse af de mange lag af magtrelationer, der kan gemme sig i et kompliceret parforhold.

Endelig får vi i den sidste fortælling om Arabela endnu et fascinerende kvindeportræt af en kvinde, som har spektakulær succes som både cirkusartist, cabaretdanser og sanger, mens  hendes egne drømme tilsyneladende er at leve et småborgerligt liv som hjemmegående husmor – samtidig med, at hun – på sin egen på overfladen uinteresserede og nonchalante måde – med sikker hånd styrer sin verden og især mændene omkring hende. I sidste ende er hendes største styrke måske, at hun ikke lade sig reducere til eller indfange af omgivelsernes forventninger til hende, slet ikke af mændene på hendes vej.

Og dette sidste er måske i virkeligheden dét, der binder de fire historier sammen. For det bliver tydeligt, at den gennemgående figur og postulerede hovedperson, Stefan, som på overfladen kunne tage sig ud som en klassisk, løsagtig kvindebedårer, i virkeligheden ikke er særlig meget i kontrol, men snarere er en lidt vag karakter, som de kvindelige hovedpersoner på forskellig vis drager ind i deres liv for en periode, fordi han tilfældigvis kom forbi.

Man skal som læser naturligvis lige være indstillet på, at man læser en bog, der er skrevet i 1933 med det almindelige syn på mænd og kvinder, som nu engang prægede den tid. Kan man komme sig over dét (og det kan man, hvis man kan læse), så byder Mihail Sebastians Women på en charmerende og letfodet, nærmest slentrende udforskning af kærlighedens former.

Især den første fortælling har en herlig, sommerlig lethed over sig. Men også en vis melankoli, som bliver endnu tydeligere i de tre andre fortællinger. I dem alle gemmer der sig dog både en god portion humor og en psykologisk alvor.

Bogen er letlæst og tilgængelig, men den er ikke forsimplet, og man skal ikke lade sig snyde: Sebastians sprogligt lette anslag genererer masser af komplekse efterklange.

Tak til Mads Peder Lau Pedersen for anbefalingen. Jeg vil straks følge den tilknyttede anbefaling af Mihail Sebastians anden roman, For Two Thousand Years (1934), som er den næste bog på min læseliste.

K's vurdering: