Sherwood Anderson: Winesburg, Ohio

Sherwood Anderson maler i sine noveller om indbyggerne i den fiktive by Winesburg levende og indlevede billeder af mennesker. Der sker ikke meget i historierne, men de er fyldt med liv. Og så er Andersons enkle sprog en ren fornøjelse.

Sherwood Anderson (1876-1941) er i amerikansk sammenhæng klassiker med stort K. Han er måske nok ikke så meget læst i dag, men som en af de tidligste modernistiske forfattere i amerikansk litteratur har han sat sit præg på eftertiden. Blandt de forfattere, der ofte nævnes som stående i gæld til Anderson for så vidt angår skrivestil, kan for eksempel tælles William Faulkner, John Steinbeck og Ernest Hemingway.

Winesburg, Ohio fra 1919 er Sherwood Andersons ubestridte hovedværk. Og den er stadig værd at læse.

Bogen består af enogtyve løst sammenhængende fortællinger plus en fortale. En af dem er delt op i fire dele, der hver især kan stå alene, hvilket samlet bringer det op på femogtyve korte noveller.

Sherwood Andersons noveller er knap nok historier. De er ikke bygget op om et traditionelt plot med pointe eller en afrundet slutning. Snarere maler Anderson billeder af situationer og først og fremmest af mennesker. Hver af novellerne er et levende og indlevet portræt af en person i den fiktive by Winesburg, omgivet af en række bipersoner.

Hver enkelt af de korte fortællinger i bogen kan stå alene. Og som sådan er de hver især fine historier. Men læst i sammenhæng løfter de sig op til noget mere. For de hænger faktisk sammen. Mest åbenlyst er de selvfølgelig bundet sammen af lokationen, byen Winesburg (ifølge litteraturhistorikerne inspireret af Andersons egen hjemby Clyde, Ohio – og ikke at forveksle med den virkelige Winesburg i Ohio).

Men derudover er der en tydelig tematisk sammenhæng i menneskeskeskildringerne. Så forskellige Andersons personer end er, så er de bundet sammen af en følelse af ensomhed. Af en famlen efter af erkende sig sig selv. En manglende evne til at udtrykke det vigtigste over for sig selv og andre og til at udleve det potentiale, der gemmer sig i dem alle.

Karakteristikken af Tom Foster i novellen “Drink” kunne gælde for mange af karaktererne i novellerne:

[…] in Winesburg among its citizens he had always the power to be a part of and yet distinctly apart from the life about him.

De fleste af historierne er bygget op om et rids af hovedpersonens fortid, som leder frem til det egentlige: En situation, der set udefra oftest er ganske banal, men for den enkelte karakter udgør et øjeblik af indsigt, en øjeblik af sandhed, hvor mennesket viser sig for sig selv – og i nogle tilfælde også for andre i et kort, flygtigt møde mellem to bevidstheder. Og øjeblikket efter er det væk, typisk uden at føre til noget – og historien er slut.

Det lyder måske en kende højstemt og abstrakt, men Andersons mesterskab består i, at disse “åbenbaringer” er forankret i det hverdagslige, i det meget konkrete, meget menneskelige. Selv om der ikke sker meget i historierne i form af ydre handling, er de fyldt med menneskeligt liv.

Og det er menneskenes indre liv, der optager Anderson, ikke deres ydre handlinger. Som skolelæreren Kate Swift i novellen “The Teacher” siger til den mest gennemgående figur i samlingen, den unge journalistspire George Willard:

“You must not become a mere peddler of words. The thing to learn is to know what people are thinking about, not what they say.”

Et citat, der meget vel kunne stå for Sherwood Andersons egen ambition som forfatter.

Der er ikke kun en tematisk sammenhæng mellem novellerne, men også en udvikling i bogen. Flere personer optræder, de bliver ældre og udvikler sig personlighedsmæssigt. Fokuserer man på den mest gennemgående figur, den unge George Willard, ser man en udvikling fra dreng over forvirret ung til i de sidste historier (næsten) voksen.

Det er lige før, man på det grundlag fristes til at betragte bogen som en roman. En novellecyklus er dog nok den mest passende betegnelse.

Det er ikke gået sporløst hen over novellerne, at der er forløbet mere end et århundrede, siden deres første udgivelse. Det aflæses blandt andet i tidens kønsstereotyper og de typer af drømme, personerne har for fremtiden.

Men Andersons grundlæggende interesse i at indfange det enkelte menneskes ensomme famlen efter erkendelse af sig selv i verden, dets forsøg på at udtrykke noget egentligt og skabe forbindelse til andre mennesker – ja, den er ganske tidløs og lige så relevant for læsere i dag som i 1919.

K's vurdering: