James Baldwin: Giovanni’s Room

For pokker, hvor er Giovanni’s Room en god bog. Og langt bedre, end noget handlingsreferat kan give indtryk af. En dybt rørende, medrivende sanselig og grundlæggende eksistentiel roman om personlig frihed og de mulige personlige konsekvenser af at gribe den – eller ikke at gøre det.

Handlingen i James Baldwins (1924-1987) anden roman, Giovanni’s Room (opr. 1956) er ganske enkel, og i det nedenstående afslører jeg ikke mere, end man kan læse i bogens bagsidetekst – eller hvad der for så vidt allerede afsløres af romanens første par sider:

Fortælleren, David, er sidst i tyverne og opholder sig i Paris i 1950’erne, hvor han lever et bohemeagtigt liv. Hans kæreste, Hella, er på en længere ferierejse i Spanien, blandt andet for at reflektere over, om David er manden, hun skal giftes og have børn med.

Imens møder David den italienske bartender Giovanni, som han indleder en heftig og intens affære med over et halvt års tid. Da Hella vender tilbage fra Spanien, må David træffe et valg, og det får tragiske konsekvenser.

Mere af handlingen skal ikke røbes her, selv om det på overfladen får den korte roman til at lyde som blot endnu en banal kærlighedshistorie, omend med et biseksuelt tema. Men den er så meget mere end det.

Først og fremmest skriver Baldwin med en brændende intensitet, som er medrivende fra første side, og som han evner at fastholde til den sidste. Fra romanens allerførste linjer ved vi, at det er en tragedie, vi læser:

I stand at the window of this great house in the south of France as night falls, the night which is leading me to the most terrible morning of my life. I have a drink in my hand, there is a bottle at my elbow. My reflection is tall, perhaps rather like an arrow, my blond hair gleams. My face is like a face you have seen many times. My ancestors conquered a continent, pushing across death-laden plains, until they came to an ocean which faced away from Europe into a darker past.
I may be drunk by morning but that will not do any good. I shall take the train to Paris anyway.

Giovanni’s Room kan læses som en roman om frihed i flere betydninger. Den tematiserer åbenlyst fraværet af seksuel frihed for in casu homoseksuelle og biseksuelle mænd. I 1950’erne var homoseksualitet stadig ulovligt i mange vestlige lande og under alle omstændigheder stærkt tabuiseret og socialt stigmatiserende. Og vi er i dag som bekendt stadig langt fra reel frihed i denne henseende i det meste af verden.

Men også de traditionelle kønsrollers spændetrøje er et tema. Som når fortællerens kæreste, som tydeligvis er en intelligent og handlekraftig kvinde aktivt og reflekteret vælger “kvindens rolle,” som den, der skal sørge for manden og underlægge sig ham, når hun vælger ægteskabet.

Vigtigere handler romanen dog om eksistentiel frihed. Om de valg for vores eget liv, vi uanset sociale, økonomiske eller politiske omstændigheder eller seksuelle identiteter ikke kan undslå os for at træffe, uanset om vi selv mener at foretage noget aktivt valg eller ej. I Giovanni’s Room leder alle de involverede personers individuelle valg på forskellig vis til tragedie.

På den vis er det passende, at romanen udspiller sig i Sartres Paris.

Bogen er samtidig et levende portræt af Paris i 1950’erne. James Baldwin boede der selv, mens han skrev blandt andet Giovanni’s Room, og siderne emmer af et had/kærlighedsforhold til byen. Til dens gader, cafeer og mere eller mindre snuskede etablissementer og til byens brogede befolkning.

Baldwins sanselige portræt af pariserlivet gav mig mindelser om Hemingways senere A Moveable Feast (da. Der er ingen ende på Paris) fra 1960 – i Baldwins tilfælde dog blot fortalt med tragisk tyngde, frem for Hemingways sprudlende lethed. Livskraften og det sanselige nærvær i hver sætning har de to i øvrigt så forskellige forfattere tilfælles.

Baldwins roman står stærkt i egen ret og behøver sådan set ingen omsvøb. Dens reception i samtiden er ikke desto mindre interessant. Giovanni’s Room blev udgivet i 1956 på et tidspunkt, hvor den da 36-årige, sorte amerikanske forfatter selv havde boet i Paris i otte år. Ligesom andre sorte amerikanske forfattere på den tid, som f.eks. Richard Wright, var han flyttet til Paris for at undslippe racesegregationen i USA – og i det hele taget stemplingen af ham selv som en “sort forfatter.”

I Paris udgav Baldwin sin første roman, den semi-selvbiografiske Go Tell It On the Mountain (1953), som gav ham et navn som en lovende, ung “negro writer.” Baldwin havde på det tidspunkt allerede markeret sig med markante essays om race og seksualitet. Han var imidlertid opsat på at kaste kategorien “negro writer” af sig, og det var derfor helt bevidst, at Giovanni’s Room udelukkende var befolket af hvide romankarakterer.

Dét litterære greb udløste ikke så lidt kritik fra både hvide og sorte kritikere i USA. I 1956, længe før bøssebevægelsen på nogen måde havde fået fat, afviste mange hvide litteraturkritikere ham over en kam som “homoseksuel forfatter,” mens sorte kritikere yderligere afviste ham som at ligne med “en hvid kvinde,” fordi han åbenbart måtte være tiltrukket af hvide mænd, ligesom han generelt blev kritiseret for som sort forfatter overhovedet at skrive en roman om hvide karakterer.

For Baldwin understregede reaktionerne blot en af hans pointer, at racisme og seksuelle fordomme er forbundne. I et senere interview (gengivet fra Carol Phillips’ forord til den udgave, jeg har læst) siger han således:

“The sexual question and the racial question have always been entwined, you know. If Americans can mature on the level of racism, then they have to mature on the level of sexuality.”

Jeg kan ikke komme på noget dårligt sige om Giovanni’s Room. Det er en fremragende bog. Tak til Søren S. for anbefalingen – jeg burde have fulgt den før, men der er jo så meget, man skal læse. Heldigvis holder Giovanni’s Room stadig – og den kommer til at holde sig levende mange år endnu.

Jeg har læst romanen på engelsk, men den er også oversat til dansk som Giovannis værelse ved Pia Juul (Gyldendal, 2019).

K's vurdering: