K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Frankrig

Georges Perec: Livet en brugsanvisning

Af ,
Skriv en kommentar

Hovedværket af den vilde franske forfatter, Georges Perec, er en imponerende litterær bedrift. Et stort og kompliceret projekt i udførelsen, og også lidt af et projekt at læse. Det er et monstrøst værk. Men det er samtidig både fascinerende og underholdende. Med god grund en moderne klassiker. Men frygtelig lang.

Georges Perec (1936-1982) var et af de mere prominente medlemmer af det franske, eksperimenterende forfatterkollektiv, der går under navnet OuLiPo, en forkortelse for Ouvroir de littérature potentielle (Værksted for den mulige litteratur), grundlagt i 1960 af Raymond Queneau (1903-1976). >> Læs videre

Leïla Marouane: The Sexual Life of an Islamist in Paris

Af ,
Skriv en kommentar

Satirisk roman om at være splittet mellem forskellige kulturelle identiteter og loyaliteter. Og om et gakket kvindesyn (og mandesyn, for den sags skyld) i islamiske indvandrermiljøer i Frankrig.

Romanens hovedperson og jeg-fortæller er Mohamed Ben Mokhtar, en 40-årig parisisk bankmand. Han har succes i sit arbejde, er velhavende og ser godt ud (i hvert fald ifølge ham selv). Han er født i Frankrig af algierske forældre og bor stadig hjemme hos sin mor, som traditionen foreskriver for endnu ugifte algierske, muslimske mænd. Og så er han stadig jomfru. >> Læs videre

Joris-Karl Huysmans: Mod strømmen

Af ,
Skriv en kommentar

“I en periode, hvor literaturen næsten udelukkende begrundede livets pinefuldhed med gengældt kærlighed eller med jalousi afstedkommet af utroskab, havde han ignoreret disse infantile dårligdomme og udforsket de mere uhelbredelige, vedvarende og dybere sår opstået på grund af overmæthed, desillusionering, foragt, i ødelagte sjæle, der er plaget af nutiden, væmmes ved fortiden, og som skræmmes og fortvivles ved tanken om fremtiden.”

Citatet ovenfor er en karakteristik Charles Baudelaire ifølge aristokraten og æstetikeren des Esseintes, protagonist i Joris-Karl Huysmans’ roman Mod strømmen (opr. 1884). Og Huysmans roman kan selv betragtes som en udforskning af et muligt svar på, hvad man stiller op med symptomerne på sådanne ødelagte sjæle. I dette tilfælde et æstetisk svar, som fører ud i ekstravagant dekadence. >> Læs videre

Keiichiro Hirano: Eclipse

Af ,
Skriv en kommentar

En alkymistisk og filosofisk kortroman placeret i det sydlige Frankrig, tidsmæssigt på grænsen mellem middelalder og renæssance. Der er mange interessante elementer i bogen, som imidlertid knækker under vægten af sine egne ambitioner, unødigt overlæsset med historiske, filosofiske og religiøse referencer og name dropping.

Eclipse var den japanske forfatter Keiichiro Hiranos (f. 1975) ambitiøse romandebut fra 1998. Den indbragte ham i sin tid til prestigefyldte japanske litteraturpris, Akutagawa-prisen. Først nu foreligger den i engelsk oversættelse. Vi har endnu til gode at læse noget af Hirano på dansk. Men her på bloggen er vi stødt på ham tidligere i form af novellen The Transparent Labyrinth (opr. 2014, eng. 2017). >> Læs videre

Sarah Kofman: Rue Ordener, Rue Labat

Af ,
Skriv en kommentar

Et meget personligt erindringsværk fra nogle afgørende år som jødisk pige i Frankrig i 1940’erne i skyggen af Holocaust og i splittelse mellem to mødre og to religioner. Og måske noget andet. Slet ikke et dårligt værk, bare lidt … for lidt.

Den franske filosof Sarah Kofman (1934-1994) nåede i sin tid at udgive et stort antal filosofiske værker, angiveligt især inspireret af Freud og Nietzsche. Rue Ordener, Rue Labat er en anden slags tekst, et ganske kort selvbiografisk værk om Kofmans opvækst under nazisternes besættelse af Frankrig i 1940’erne. Det blev også hendes sidste værk – Sarah Kofman begik selvmord kort efter udgivelsen i 1994. >> Læs videre

Annie Ernaux: Årene

Af ,
Skriv en kommentar

Mesterligt erindringsværk. Annie Ernaux favner sin generations erindringer fra den umiddelbare efterkrigstid frem til begyndelsen af det nye årtusinde – med særligt fokus på kvindernes erfaring. Med udblik til de store verdensbegivenheder, men med særlig optagethed af de små dagligdags detaljer.

Franske Annie Ernaux (f. 1940) modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur for sit litterære værk, der i overvejende grad bygger på hendes egne, personlige erindringer. Årene (opr. 2008, da. 2021) betragtes gerne som hendes hovedværk og indtog da også en central placering i nobelpriskomiteens begrundelse. >> Læs videre

Albert Cossery: Mennesker glemt af Gud. Historier fra Kairo

Af ,
Skriv en kommentar

”Det er verdens ende; man kan ikke komme videre. Den menneskelige elendighed har fundet sin grav her.”

Albert Cosserys noveller udgør fremragende stemningsbilleder fra slumkvartererne i Kairo i de første årtier af det 20. århunderede. Samtidig er de en hyldest til dovenskaben og til de fattigste af de fattige. Fortalt med såvel indlevelse i elendigheden og med en humor, der gør det til at holde ud – og med en ikke ringe sans for det ækles æstetik. >> Læs videre

Gustave Flaubert: Madame Bovary

Af ,
1 kommentar

Læst i dag, 166 år efter førsteudgivelsen, er Flauberts klassiker om den romantisk længselsfulde madame Bovary stadig en god historie. Den er velskrevet, velfortalt og i det hele taget værd at læse – først og fremmest for Flauberts fine og nuancerede personportrætter.

Madame Bovary (opr. 1857) har en sikker top ti-placering på ikke så få lister over de største romaner gennem tiderne. Den er også en god roman. Og den kan snildt læses i dag uden omsvøb og med fornøjelse. Men skal jeg forsvare dens top ti-placering i kanon, så kræver det dog nok alligevel inddragelse af litteraturhistoriske kriterier såsom dens betydning for udviklingen af den realistiske romangenre og for kvindelige romanprotagonister. >> Læs videre

James Baldwin: Giovanni’s Room

Af ,
6 kommentarer

For pokker, hvor er Giovanni’s Room en god bog. Og langt bedre, end noget handlingsreferat kan give indtryk af. En dybt rørende, medrivende sanselig og grundlæggende eksistentiel roman om personlig frihed og de mulige personlige konsekvenser af at gribe den – eller ikke at gøre det.

Handlingen i James Baldwins (1924-1987) anden roman, Giovanni’s Room (opr. 1956) er ganske enkel, og i det nedenstående afslører jeg ikke mere, end man kan læse i bogens bagsidetekst – eller hvad der for så vidt allerede afsløres af romanens første par sider: >> Læs videre

Léonora Miano: Dark Heart of the Night

Af ,
Skriv en kommentar

Grumme-grum roman fra Cameroun. Om afrikansk nationalisme, når den udarter sig i depraveret, excessiv voldsudøvelse. Om overlevelsesmentalitet i en afrikansk landsbyklan, som går forud for alt andet. Og samtidig en udviklingshistorie om en ung kvinde, der forsøger at finde sin identitet. En roman med gode ideer, som desværre ikke er udført godt nok.

Det mørke hjerte i natten i Léonora Mianos (f. 1973) roman er sortere end sort, og fortællingen rummer nogle af de mest brutale, grænseoverskridende voldsscener, jeg er stødt på i litteraturen. Desværre nok ikke værre, end hvad den virkelige verden kan byde på, men nu er læseren advaret. >> Læs videre

Mohamed Mbougar Sarr: Menneskets dybeste erindring

Af ,
Skriv en kommentar

“Du ville kun skrive én bog. Du ved inderst inde, at der kun er én der tæller: den som alle andre bøger vokser ud af eller indvarsler. Du ville skrive bogmorderen, det værk der slår alle andre ihjel, udvisker de tidligere og tager modet fra de kommende som overvejer at blive til, så de ikke giver efter for denne galskab.”

Mohamed Mbougar Sarrs prisbelønnede roman, Menneskets dybeste erindring, er en ambitiøs dannelsesroman om litteraturens kraft, om postkolonial afrikansk litteratur, om eksilets rodløshed og om den evige søgen efter sig selv. Sarr kan skrive, og romanen har bestemt kvaliteter, men jeg deler nu ikke helt den begejstring, flertallet af anmeldere har modtaget bogen med. >> Læs videre

Véronique Ovaldé: Fugleliv

Af ,
Skriv en kommentar

Velskrevet, underholdende, rørende. Der er ikke noget at sige til, at Véronique Ovaldé hører til blandt Frankrigs mest læste, nutidige forfattere.

Véronique Ovaldé er fransk, men de to bøger, jeg indtil nu har læst af hende, udspiller sig begge primært i spansktalende lande. Hovedpersonerne i Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt, som jeg læste forleden, er således af baskisk oprindelse, og meget af romanen foregår forskellige steder i Spanien (og dertil i Frankrig, Brasilien og Congo). >> Læs videre

Véronique Ovaldé: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt

Af ,
Skriv en kommentar

Roman om at rejse sig fra mismod og forfølge sine passioner, om frigørelse fra egne og omverdenens tyngende forventninger, om kunstens kraft, om at drømme om idealsamfund, der slår om i deres egne modsætninger, og om i det hele taget at blive voksen. Fortalt delvist gennem en indlejret familiekrønike over 400 år. Romanen er velskrevet med ganske mange kvaliteter, men den er også lidt overlæsset.

Véronique Ovaldés (f. 1972) roman, Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt (opr. 2016, da. 2018) er fortalt af pigen Atanasia Bartolome. Hun er en stilfærdig enspændertype og bor med sine forældre i en søvnig forstad til Bilbao. >> Læs videre

Célia Houdart: Carrara

Af ,
Skriv en kommentar

Kortroman om tre parallelle liv inden for samme kernefamilie, fortalt glimtvis i små tableauer. Velskrevet og stemningsfuld, men for løst sammenhængende til at fænge hos mig.

Forlaget beskriver bogen som stykket sammen af “en mosaik af små tableauer,” og det er egentlig meget rammende. Historien er fortalt i korte kapitler, som springer mellem forskellige handlingsspor, der kun er løst bundet sammen, primært af hovedpersonernes familieskab: >> Læs videre

Hubert Mingarelli: Fire soldater

Af ,
Skriv en kommentar

En simpel historie om fire (eller fem) soldater fanget i krig. Om venskab og glæden ved simple ting. Flot fortalt i et enkelt og letflydende sprog. Den er hurtigt læst, men gør stort indtryk. En af mine bedste læseoplevelser i år.

Fire soldater foregår i vinteren 1919/foråret 1920 under Den Røde Hærs tilbagetog fra den rumænske front i krigene i kølvandet på den russiske revolution. >> Læs videre

Marie-Hélène Lafon: En søns historie

Af ,
Skriv en kommentar

En families historie gennem 100 år fortalt gennem tolv korte nedslag på tolv enkelte dage. Fornemt fortalt i præcis prosa med sans for både barnets og den voksnes perspektiv.

Marie-Hélène Lafons roman fra 2020 (da. 2022 ved François-Eric Grodin), En søns historie, lægger ud en søvnig morgen i 1908 i Chanterelle i det sydlige, centrale Frankrig. Den femårige Armand lister på bare fødder ned i køkkenet og overrasker familiens elskede barnepige med en omfavnelse om benene, akkurat som hun vender sig med en brandvarm gryde fra komfuret. Et skrig, der vækker drengens tvillingebror, Paul. Klip. >> Læs videre

Ivan Bunin: Herren fra San Francisco og andre fortællinger

Af ,
Skriv en kommentar

Den russiske nobelpristager Ivan Bunin byder på novellekunst af den fineste slags. I nogle stræk kan hans små melankolske fortællinger om døden og den flygtige, erotiske kærlighed måske nok forekomme en anelse bedagede, men han er en uovertruffen stilist og så absolut læseværdig også i dag.

Ivan Bunin (1870-1953) er formentlig ikke det navn, der først løber de fleste danske læsere i munden, hvis talen falder på store russiske forfattere. Men Bunin var ikke desto mindre den første russer, der fik Nobelprisen i litteratur (i 1933). På det tidspunkt var han emigreret fra Rusland, som han i forlængelse af Oktoberrevolutionen i 1917 forlod i 1920 for at slå sig ned i Frankrig. >> Læs videre

Yvan Goll: Eurobacillen

Af ,
3 kommentarer

“… denne morgen lå jeg allerede vågen klokken seks, plaget af den ubærlige tanke om at være til. Jeg fandt den så uhyrlig, at jeg blev liggende helt stille og ubevægelig i min seng og lod, som om jeg stadig sov, vel for at snyde min dæmon.”

Bare rolig, Eurobacillen er ikke coronalitteratur. Allerede af den grund, at den første version af romanen af kom fra trykken næsten et helt århundrede før, nogen havde hørt om Covid-19. Og så er “Eurobacillen” i Yvan Golls kortroman fra 1927 i øvrigt ikke en bakterie eller virus i medicinsk-fysiologisk forstand, men derimod et billede på den europæiske værdikrise i 1920’erne. >> Læs videre

Michel Houellebecq: Underkastelse

Af ,
Skriv en kommentar

Underkastelse er litterær satire af højeste kvalitet, og krænkelsessøgende vil finde masser af guf at blive forarget over i romanen. En slags dystopi om en nær fremtid, hvor en muslimsk præsidentkandidat kommer til magten i et Frankrig, der længe har været ved at gå under moralsk og menneskeligt, og gradvist indfører sharia-lovgivning i landet.

Michel Houellebecq (f. 1958) er på én gang en af Frankrigs mest anerkendte forfattere i dag (og har bl.a. modtaget den prestigefyldte Goncourtpris) og lidt af et enfant terrible på den franske litteraturscene. I den offentlige debat har han således været kritiseret for både sit kvindesyn og for at have kaldt Islam for “den dummeste religion.” >> Læs videre

David Diop: At Night All Blood is Black

Af ,
Skriv en kommentar

Dette års vinder af The Booker International Prize er først og fremmest en skræmmende kortroman om, hvordan krigens rædsler driver en ung mand ud i blodtørstigt vanvid. Samtidig en historisk roman om Frankrigs brug af senegalesiske soldater som foder for maskingeværkuglerne i skyttegravene under Første verdenskrig.

David Diops anden roman, At Night All Blood is Black (opr. 2018, oversat til engelsk af Anna Moschovakis i 2020), vandt i juni 2021 årets International Booker Prize – foran blandt andre shortlistede danske Olga Ravns The Employers (da. De ansatte) og Éric Vuillards The War of the Poor. >> Læs videre

Marcel Proust: Den genfundne tid 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 12-13)

Af ,
7 kommentarer

Halleluja! Hvilken finale! Sidste del af Prousts monstrøse magnum opus binder det hele sammen og er i sig selv en så udsøgt fornøjelse, at jeg føler mig fristet til bare at starte forfra med en genlæsning af hele værket med det samme.

Jeg har været på sporet af den tabte tid med Marcel Proust i samlet set mere end otte år. Jeg har læst mere end 600 andre bøger ind i mellem, og meget andet af langt større betydning er passeret i mit liv, fra jeg påbegyndte Swanns verden i 2015 til afslutningen af værket med Den genfundne tid. >> Læs videre

Éric Vuillard: The War of the Poor

Af ,
Skriv en kommentar

Hvad er egentlig meningen med Éric Vuillards The War of the Poor (opr. 2019, eng. 2021) om den radikale, tyske reformator, teolog og bondeoprørsleder Thomas Müntzer? Er det populærvidenskabelig historieformidling? Er det fiktion? Eller er det egentlig et pamfletagtigt essay primært drevet af et politisk budskab til vor egen tid?

Det er ikke så nemt at afgøre, og det er et af problemerne ved bogen. Ikke at jeg har noget imod eksperimenterende genreblandinger som sådan, men hvis man som forfatter ikke rigtig kan bestemme sig for et fokus, så risikerer resultatet at blive uskarpt set fra alle vinkler. Og det synes jeg desværre sker for Vuillard her. >> Læs videre

Marcel Proust: Albertine forsvundet (På sporet af den tabte tid, bind 11)

Af ,
4 kommentarer

I sjette del af Marcel Prousts udforskning af erindringens natur sættes fokus på glemslen som en uadskillelig del af erindringen og som en nødvendighed for, at vi kan bevæge os videre i livet.

Femte del af På sporet af den tabte tid, Fangen (bind 9-10 i den nye, danske udgave), sluttede med, at fortællerens “holdte” kvinde brød ud af sit fangenskab og forlod den sygeligt jaloux Marcel. Hovedparten af de 382 sider i sjette del, Albertine forsvundet, kredser, som titlen antyder, om fortællerens bearbejdning af tabet – som grundlæggende er en glemselsproces. >> Læs videre

Marcel Proust: Fangen 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 9-10)

Af ,
2 kommentarer

Verden åbner op, og vi kommer gradvist ud af vores huler for at indhente det tabte. Hvad kunne være mere passende i denne tid end at genoptage læsningen af På sporet af den tabte tid?

Tilmed falder det sådan, at jeg nu er nået til romanværkets femte del (bind 9 og 10 i den danske udgave fra Multivers) med den yderligere coronaaktuelle titel, Fangen. >> Læs videre

Marguerite Yourcenar: Kejser Hadrians erindringer

Af ,
1 kommentar

Kejser Hadrians erindringer holder, hvad bagsideteksten lover: Man glemmer ganske, “at ikke kejserens egen hånd har ført pennen”, men at der derimod er tale om den romerske kejsers fiktive erindringer skrevet af den franske forfatter Marguerite Yourcenar.

I 2021 har jeg sat mig for både at få gjort et indhug i de ulæste bøger i mine reoler og få læst nogle flere klassikere. Marguerite Yourcenars Kejser Hadrians erindringer (opr. 1951) opfylder begge kriterier. Romanen fremhæves ofte som et af den franske forfatters hovedværker. Min antikvariske danske udgave fra 1954 (oversat fra fransk af Karl Hornelund) har stået i kø herhjemme i mere end 25 år, kan jeg se af min datering i bogen. Men nu kom det altså over mig at pille den ud af reolen. >> Læs videre

Virginie Despentes: Vernon Subutex, bind 1

Af ,
Skriv en kommentar

Virginie Despentes’ roman om den tidligere så succesfulde pladespusher og dj, Vernon Subutex, og hans fald til det franske samfunds bund er rå, punket, fræk og humoristisk og særdeles velskrevet. Samtidig dog tynget af lige lovlig mange personer og sidehistorier, som gør dette første bind isoleret set til en lidt ufokuseret affære.

Franske Virginie Despentes (f. 1969) har et pænt stort forfatterskab bag sig, og en del af hendes bøger er også oversat til dansk. For mig er Vernon Subutex dog mit første bekendtskab med hende. Og lad mig bare afsløre fra begyndelsen, at det kalder på mere – selv om jeg i nogle henseender havde det lidt tungt med bogen. >> Læs videre

Louis-Ferdinand Céline: Samtaler med professor Y

Af ,
1 kommentar

Céline rabler derudad og giver sit monstrøse (forsmåede) ego og sin almindelige misantropi fuld skrue i dette fiktive interview med sig selv og den inkontinente professor Y.

Samtaler med professor Y er en lille parentes i Célines forfatterskab. Den er for så vidt helt sjovt at læse for Célines sproglige overskud og frådende udfald mod alt og alle omkring ham, men jeg fandt den for navlepillende og for fjollet til, at den egentlig kunne fange min interesse. >> Læs videre

Zareh Vorpouni: The Candidate

Af ,
Skriv en kommentar

Litterært eksperimenterende armensk-fransk roman om fremmedgørelse og rodløshed blandt armenske studerende i Paris i 1920’erne. Særdeles velskrevet, tematisk og formmæssigt interessant. Men også lidt mere udfordrende komponeret end den måske havde behøvet at være.

I april læste jeg en række modernistiske tyrkiske forfattere (alle virkelig gode eller aldeles fremragende – tjek mine anmeldelser af Atılgan, Tanpınar, Karasu og Pamuk, hvis du ikke allerede har været der).

The Candidate (opr. 1967) af den fransk-armensk-tyrkiske forfatter Zareh Vorpouni (1902-1980) ligger i fin forlængelse heraf både stilistisk og tematisk. Stilmæssigt er der således tale om et i allerhøjeste grad modernistisk og litterært eksperimenterende værk ikke ulig de nævnte tyrkiske forfattere. >> Læs videre

Riad Sattouf: Fremtidens araber. En barndom i Mellemøsten (1978-1984)

Af ,
Skriv en kommentar

Hvem sagde, at tegneserieformatet ikke kan levere store politiske samtidsfortællinger med nerve og indlevelse? Det kan ihvertfald ikke have været nogen, der har læst Riad Sattoufs Fremtidens araber.

Den franske tegneserieskaber Riad Sattouf er født i 1978 i Paris og er vokset op i Libyen og Syrien. Hans tegneserieværker har blandt andet været bragt i Charlie Hebdo og Fluide Glacial. Trebindsværket Fremtidens araber har været en enorm salgssucces i Frankrig, har indbragt adskillige priser og er oversat til mindst 15 sprog, herunder altså til dansk (ved Francois-Eric Grodin). >> Læs videre

Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen – eller En atemporal rejse fra Paris til Marseille

Af ,
Skriv en kommentar

Charmerende, sjov, underfundig og velskrevet ‘rejsebeskrivelse’ fra argentinsk-franske Julio Cortázar og canadiske Carol Dunlop – men også en udgivelse, der mest fremstår som et lidt parentetisk ‘sideprojekt’ i Cortázars store produktion.

Autonauterne på kosmostradaen. Allerede titlen giver jo én lyst til at læse denne denne bog – ligesom det smukke og sjove omslagslayout af Mille Gøttsch Jacobsen baseret på Juan Pablo Cambarieres illustrationer. Og når den ene af forfatterne så tilmed hedder Julio Cortázar, og der er tale om en spritny udgivelse fra Skjødt Forlag, oversat til dansk af Ane-Grethe Østergaard, så føles det jo næsten som en nødvendighed for denne læser at kaste sig over bogen. >> Læs videre