Céline rabler derudad og giver sit monstrøse (forsmåede) ego og sin almindelige misantropi fuld skrue i dette fiktive interview med sig selv og den inkontinente professor Y.
Samtaler med professor Y er en lille parentes i Célines forfatterskab. Den er for så vidt helt sjov at læse for Célines sproglige overskud og frådende udfald mod alt og alle omkring ham, men jeg fandt den for navlepillende og for fjollet til, at den egentlig kunne fange min interesse. >> Læs videre
Litterært eksperimenterende armensk-fransk roman om fremmedgørelse og rodløshed blandt armenske studerende i Paris i 1920’erne. Særdeles velskrevet, tematisk og formmæssigt interessant. Men også lidt mere udfordrende komponeret end den måske havde behøvet at være.
I april læste jeg en række modernistiske tyrkiske forfattere (alle virkelig gode eller aldeles fremragende – tjek mine anmeldelser af Atılgan, Tanpınar, Karasu og Pamuk, hvis du ikke allerede har været der).
The Candidate (opr. 1967) af den fransk-armensk-tyrkiske forfatter Zareh Vorpouni (1902-1980) ligger i fin forlængelse heraf både stilistisk og tematisk. Stilmæssigt er der således tale om et i allerhøjeste grad modernistisk og litterært eksperimenterende værk ikke ulig de nævnte tyrkiske forfattere. >> Læs videre
Hvem sagde, at tegneserieformatet ikke kan levere store politiske samtidsfortællinger med nerve og indlevelse? Det kan ihvertfald ikke have været nogen, der har læst Riad Sattoufs Fremtidens araber.
Den franske tegneserieskaber Riad Sattouf er født i 1978 i Paris og er vokset op i Libyen og Syrien. Hans tegneserieværker har blandt andet været bragt i Charlie Hebdo og Fluide Glacial. Trebindsværket Fremtidens araber har været en enorm salgssucces i Frankrig, har indbragt adskillige priser og er oversat til mindst 15 sprog, herunder altså til dansk (ved Francois-Eric Grodin). >> Læs videre
Charmerende, sjov, underfundig og velskrevet ‘rejsebeskrivelse’ fra argentinsk-franske Julio Cortázar og canadiske Carol Dunlop – men også en udgivelse, der mest fremstår som et lidt parentetisk ‘sideprojekt’ i Cortázars store produktion.
Autonauterne på kosmostradaen. Allerede titlen giver jo én lyst til at læse denne denne bog – ligesom det smukke og sjove omslagslayout af Mille Gøttsch Jacobsen baseret på Juan Pablo Cambarieres illustrationer. Og når den ene af forfatterne så tilmed hedder Julio Cortázar, og der er tale om en spritny udgivelse fra Skjødt Forlag, oversat til dansk af Ane-Grethe Østergaard, så føles det jo næsten som en nødvendighed for denne læser at kaste sig over bogen. >> Læs videre
Alexandre Dumas’ klassiker holder! Det er en knaldroman, den er kulørt, den er melodramatisk, den er for lang. Men det er og bliver en af verdenslitteraturens allerbedste historier.
Greven af Monte Cristo behøver ingen introduktion. Hvem kender ikke historien om den unge lovende sømand Edmond Dantes fra Marseille, som på sin forlovelsesdag med den skønne Mercedes forrådes så forsmædeligt af sine skjulte fjender og kastes i hullet på fangeøen If i fjorten år – for senere at vende tilbage fra de døde og glemte som den mystiske, stenrige greve af Monte Cristo og tage en udspekuleret hævn? >> Læs videre
Bozambo’s Revenge af fransk-guyanesiske Bertène Juminer er en på flere måder skæg – og litteraturhistorisk heller ikke uinteressant – satire over den europæiske kolonialisme og racisme, som Juminer udstiller ved at vende den på vrangen. Som roman er den dog ikke sluppet helt godt fra tidens tand.
Hvad nu, hvis det ikke var europæerne, der havde koloniseret Afrika og store dele af resten af verden, men afrikanerne, der havde koloniseret Europa? I en verden, hvor begreberne “sort” og “neger” konnoterede civilisation, magt og herredømme, mens “hvid” og “lyserød” var nedladende, racistiske kategorier som betegnelse for de “indfødte” i de tilbagestående, europæiske kolonier? >> Læs videre
Rørende, sjove, sørgelige, glade, triste, romantiske, tragiske, håbefulde, hadefulde, skuffede, bitre, foruroligende, trofaste, svigefulde historier … Emmanuelle Pagano kommer hele vejen rundt i det menneskelige følelsesregister i denne samling af små stykker kortprosa, hvor hver tekststump udgør et blik ind i et helt og fuldt menneskeligt univers. Og hun gør det for det meste vedkommende og troværdigt.
Franske Emmanuelle Pagano er født i Aveyron i Sydfrankrig i 1969. Hun har studeret kunst og filmæstetik, og som forfatter har hun 6-7 romaner bag sig. Pagano har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab, herunder EUs litteraturpris i 2009, og er oversat til adskillige sprog, dog endnu ikke dansk, så vidt jeg har kunnet opspore.
Trysting består af 289 kortprosatekster (ja, jeg har talt dem!) fordelt på kun på 143 (korte) sider. De længste tekster er på 1-2 sider, de korteste er kun en enkelt sætning. >> Læs videre
Célia Houbarts lille roman fra 2015 er en bog om om stemmer og stemninger, om klassisk musik, om at opdage sit talent og om at leve det ud.
Hovedpersonen er den unge mand Gil, der har dedikeret sin barndom og ungdom til klaveret. Han er en dygtig pianist og bliver optaget på det klassiske musikonservatorium. Men en dag opdager den spagfærdige yngling til sin egen store forbløffelse, at hans største talent ikke er klaverspillet, men hans sangstemme. Han skifter bane og bliver en succesfuld operasanger.
Vi følger Gil i hans op- og nedture, i forholdet til hans nye og gamle venner, til hans far og psykisk syge mor og ikke mindst til hans forskellige musiklærere, som ser hans talent og arbejder med det på hver deres vis.
Ifølge forlagets pressemeddelelse har bogen høstet stor anerkendelse i Frankrig fra ikke mindst musikalske kredse, som har været imponerede over Houdarts viden om og evne til at formidle klassiske musikeres arbejde i romanform. Det tror jeg gerne, for selv om jeg ikke selv er synderligt belastet af indsigt i den retning, så virker Houdarts indlevede beskrivelse af Gils studier, træning og koncertoplevelser særdeles troværdige. >> Læs videre
Jeg overgiver mig. Helt og holdent og storsmilende. Ingen, der nogensinde har nydt at læse en bog, må kunne undgå at blive glad i låget af denne lille, fine, franske finurlighed af en feel good-roman. Og kender du én, der aldrig har læst en bog, så få ham eller hende til at begynde med denne her.
Guylain Vignolles har verdens værste job. Han er en ord- og bogelsker, der arbejder som operatør af en monstrøs maskine, der æder bøger og laver dem om til dampende papirmasse. Tingen kalder Guylain for sig selv kalder maskinen, der ellers lyder navnet Zerstor 500 (efter det tyske zerstören). >> Læs videre
Sylvie Bocquis debut fra 2002 er en om ikke uendelig fin, så dog meget, meget fin lille roman om erindringer fra en barndom.
Det er måske for meget at kalde Uendelig muslinger for en roman. Den er snarere en kollage af flimrende erindringsglimt fra den lille pige Stéphanies barndom.
Der er således ikke en egentlig handlingstråd i bogen. I stedet får vi en samling små prosastykker, de korteste på kun et par linjer, de længste på et par sider, som hver især består af handlingsbidder, dialogstumper, sanseindtryk og tanker knyttet til situationen i erindringen. >> Læs videre
Særegen kollage over et almindeligt liv inspirerer til selvreflektion.
Franske Édouard Levé (1965-2007) havde jeg aldrig hørt om, før forlaget Basilisk for godt en måned siden udgav hans Selvportræt fra 2005 i dansk oversættelse.
Den korte bog er skrevet som én lang tekst uden kapitler eller afsnitsinddelinger til at bryde den op. Det inspirerer til, at man læser bogen i ét stræk, og det vil jeg også anbefale. Selv fik jeg brudt læsningen op over flere dage, og det havde den ikke nødvendigvis så godt af. For det er ikke ligefrem en medrivende tekst med en fortælling, der trækker læseren tilbage til sig, hvis man først har forladt den. >> Læs videre
Lavmælt, men intens og rørende fransk kortroman om en ung, traumatiseret japansk soldat på vej hjem fra krigen.
Det lille, relativt nye forlag Etcetera har siden 2013 markeret sig stilfærdigt og seriøst med en prisværdig ambition om gøre udvalgte titler blandt den nyere, franske kvalitetslitteratur tilgængelige på dansk. Seneste udgivelse er Hubert Mingarellis Manden som var tørstig (oprindeligt fra 2014).
Hubert Mingarelli (f.1956) er forholdvis ukendt herhjemme. Udover Manden som var tørstig er kun yderligere én af hans bøger oversat til dansk (Fire soldater (2013), også fra Forlaget Etcetera). Men faktisk har han et stort forfatterskab bag sig – mere end 20 romaner, ungdomsromaner og novellesamlinger er det blevet til i hjemlandet Frankrig. >> Læs videre
Renæssanceridderen Michel de Montaigne (1533-1592) er berømt for mange ting, herunder for at have opfundet essayet som genre, og ikke mindst for at introducere undersøgelsen af forfatterens egen person som tema for en bog.
Essai har flere betydninger på fransk, herunder at afprøve eller forsøge noget, og Montaignes Les Essai er ifølge Compagnon netop dét, en serie aldrig helt afsluttede afprøvninger af Montaignes egne tanker om en stor mængde af emner – moral, venskab, sex, aldring og død, religion, politik, krig og fred, læsning, samtale og ikke mindst dette at blive og være sig selv, hele tiden i forandring.
Montaignes form, essayet, er den løse, causerende, usystematiske prosa, ofte inspireret af og i dialog med antikkens filosoffer, men bevidst udogmatisk, altid med afsæt i hans egen person og egne reflektioner.
>> Læs videre
Ny fransk roman vil gerne være både familiedrama og thriller. Det lykkes i et vist omfang, og historien er sikkert fortalt, men rigtig medrivende bliver det ikke.
Sommer med familien er Arnaud Delrues (f. 1981) debutroman. Historien fortælles i to vekslende spor: Dels et nutidsspor i korte kapitler, hvor vi følger jeg-fortælleren, den unge mand Philippe, der er på vej alene i bil fra det nordlige Frankring sydpå mod Spanien. Dels får vi i tilbageblik historien om de måneder, der er gået umiddelbart forud for bilturen, kombineret med jeg-fortællerens flashbacks endnu længere tilbage i tiden. >> Læs videre
Sjæle-botanikeren Proust samler nye arter og udforsker flere aspekter af nogle af de kendte.
Alle de begejstrede superlativer, jeg tidligere har anvendt om de første bind af Prousts store værk, På sporet af den tabte tid, gælder også denne fjerde del af værket (bind 7-8 i den nye danske oversættelse). Jeg var for nogle måneder siden ganske vist tæt på at gå kold undervejs i tredje del af værket, Guermantes’ verden, men med Sodoma og Gomorra er jeg tilbage på sporet. Proust er igen en renlivet fornøjelse at læse.
Sodoma og Gomorra (1-2) udgør samtidig den hidtil mest underholdende del af værket. Bind 1 åbner sågar med et kort kapitel, som efter de søvndyssende middagsselskaber i Guermantes’ verden virker næsten action-præget: >> Læs videre
Fransk nobelprismodtager er nok mest for de frankofile feinschmeckere.
Som de fleste andre måtte jeg lige hen og slå efter for at identificere denne Patrick Modiano, som for nylig blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 2014. Ham havde jeg aldrig hørt om, erkender jeg.
Forlag og boghandlere gik i panik, for Modianos værker var ikke ligefrem hyldevarer i Danmark. Lindhart og Ringhof var hurtigst ude med en genudgivelse af den vist nok eneste roman af Modiano, der har været oversat til dansk, Askeblomster fra 1991 (udgivet første gang på dansk af Forlaget Per Kofoed i 1992).
I Askeblomster vandrer fortælleren rundt i Paris og lader sin erindring få frit løb, udløst af de gader og kvarterer han kommer igennem. Det bliver til et flimrende, drømmeagtigt patchwork af stemningsbilleder og historier om skæve og i dag glemte mennesketyper fra gadebilledet i Paris i især 1930’erne, 1940’erne og 1960’erne (forfatterens egen ungdom). >> Læs videre
“Livet er for kort, og Proust er for lang”, skrev Anatole France i 1913. Er K også ved at gå kold?
Anatole France fældede sin berømte dom over Proust allerede efter udgivelsen af kun første del af På sporet af den tabte tid, Swanns verden. Så langt i værket var jeg bestemt ikke enig, som læsere af disse noter vil vide. Og jeg var stadig begejstret efter anden del, I skyggen af unge piger i blomst (bind 3-4 i den nye danske oversættelse).
Men jeg må bringe den tilståelse, at der var tider under læsningen af mammutværkets tredje del, Guermantes’ verden (bind 5-6), hvor Anatole Frances diktum bevægede sig længere og længere frem i pandelappen.
For pokker da, hvor går det bare langsomt for Proust, hvor er han omstændelig, og hvor kan han dog bare ikke gøre sig færdig med sine temaer! >> Læs videre
Imponerende flot tegnet og lige så imponerende ringe skrevet tegneserie om skyttegravskrigen 1914-1918.
Vi er stadig i 100-året for udbruddet af 1. verdenskrig, og der bliver ved med at komme udgivelser i den anledning. I sidste måned udgav Faraos Cigarer en flot, dansk udgave af Jacques Tardi og Jean Verneys Putain de Guerre! (oprindeligt udgivet på fransk i to bind i 2009 og 2010, men samlet i ét bind her i den danske udgave).
Det er en blandet fornøjelse på flere måder. Tardis tegninger er fantastisk flotte i både streg og farvelægning. Næsten hver eneste tegning er et lille kunstværk i sig selv, som man kunne hænge på væggen i stort format. Hvis det ellers ikke lige var fordi, de er så grumme og deprimerende at se på. >> Læs videre
“Alle dem, der mente, at krigen snart fik ende, var for længst døde. I krigen, naurligvis.”
Således indleder Pierre Lemaitre (f.1951) sin stærkt underholdende roman Vi ses deroppe, som tager sin begyndelse ved den fransk-tyske front i 1. Verdenskrigs allersidste dage.
Her møder vi romanens tre hovedpersoner, hvis skæbnetråde knyttes sammen under deres sidste slag i krigen og forbliver forbundne i de første efterkrigsår under genopbygningen af Frankrig:
Der er den nervøse, ikke specielt kvikke, men på sin egen vis retskafne og samvittighedfulde Albert Maillard, hvis skæbne besejles, da han ved et tilfælde opdager, at hans befalingsmand, romanens skurk, den skruppelløse løjtnant Henri d’Aulnay-Pradelle har myrdet to af sine egne mænd for at opildne de krigstrætte, franske soldater til et sidste stormløb mod tyskerne.
Og så er der Édouard Péricourt, som redder Alberts liv under slaget, men under redningsaktionen selv såres livstruende og kommer ud af krigen med de mest forfærdelige og bizarre vansiringer. >> Læs videre
At læse Proust er stadig en lise for sjælen, med virkning af en slags mental renselsesproces, også i dette fjerde af de i alt tretten bind, som udgør Prousts kæmpeværk På sporet af den tabte tid i den nye danske oversættelse.
Jeg har lige holdt en lille pause (på en 7-8 måneder….) fra Proust. For trods min usvækkede begejstring må jeg alligevel medgive, at det lige kræver en særlig mobilisering af klassikerinteressen at tage sig sammen til at kaste sig ind i endnu 400 siders handlingsløse refleksioner over tid, identitet og relationer i sidelange sætninger. >> Læs videre
At læse Boris Vians gakkede, satiriske roman fra 1947 er som at træde ind i et levende surrealistisk maleri af Salvador Dali – tilsat en gang respektløs Monty Pythonsk humor og en knivspids Kafkask paranoia.
Trods mange spøjse og nogle endda ret sjove billeder, så er det meste dog for fjollet for min smag til at blive rigtigt vedkommende. Bogen nyder en vis klassikerstatus, men på mig virkede den noget bedaget og midt i al sin sproglige hittepåsomhed ikke desto mindre noget kedelig og trættende at læse. >> Læs videre
Hadet til demokratiet er et skarpt, provokerende og tankevækkende indslag i en aktuel debat om demokratiets og det politiskes vilkår. Et meget fransk indslag, som ikke desto mindre indeholder et kerneargument, der er tilpas generaliserbart til også at være relevant i f.eks. en dansk sammenhæng.
Rancière udvikler i den lille bog et radikalt, egalitært begreb om demokrati. Det bruger han som afsæt for en kritisk analyse af det, han betegner som den vestlige intellektuelle, politiske, økonomiske og kulturelle elites had til demokratiet – et regulært had, han identificerer som den underliggende og egentlige motivation bag eliternes kritik af “populisme”, “forbrugerisme”, “individualisering” mv. >> Læs videre
Georges Perec’ W er en af den slags bøger, som man først for alvor kan dømme om, når man når til sidste side. Her mødes enderne og giver mening til hele bogen. Bogen er på én gang en selvbiografisk reflektion over erindringens natur og en kvalmende litterær analyse af nazismens og koncentrationslejrens vilkårlige logik.
Bogen veksler hele vejen mellem to distinkte spor, to distinkte stemmer, som afløser hinanden for hvert korte kapitel. Det ene spor er Perec’ (fiktive?) selvbiografiske forsøg på at sammenstykke en erindring om sin barndom – baseret på flygtige erindringsstumper og biografiske data, han har søgt at opstøve i sit voksenliv.
Det er en pointe, at forsøget forbliver uforløst:
Sluk for mobilen, slå emailopdateringen fra og lad dig synke ned i Prousts meditationer over følelsernes dynamik, den æstetiske erfaring og snobberiet som bedsteborgerlig kunstform.
Det forrige bind af Prousts opus magnum På sporet af den tabte tid, Swanns verden, 2. del, kredsede om Charles Swanns ulyksalige, skinsyge forelskelse i glædespigen Odette, som han først kunne gifte sig med, da han var holdt med at elske hende. I I skyggen af unge piger i blomst 1 får vi nu indblikket i den unge, endnu navnløse, fortællers egen forelskelse i ægteparret Swanns datter Gilberte >> Læs videre
Meditation under aktiv læsning: Proust holder! Men kun for den tålmodige og langsomme læser.
Der har været lidt stille her på bloggen et stykke tid. Det skyldes især, at redaktionen her på K’s bognoter dels har været optaget af et flytteprojekt i privaten, dels har været på ferie. Men så skyldes det faktisk også, at det seneste værk på listen har taget mig lidt længere tid at arbejde mig igennem end de fleste andre bøger.
Marcel Prousts kanoniserede kæmpeværk På sporet af den tabte tid har i den tidligere og noget bedagede danske oversættelse tronet og truet på min bogreol i efterhånden mange år, uden at jeg har fundet modet til at give mig i kast med det. Men den nye danske oversættelse, >> Læs videre
Stendhals Klosteret i Parma hører sammen med hans Rødt og Sort (som jeg ikke har læst) til blandt de kanoniserede klassikere. Jeg vil ikke betvivle, at romanen sikkert har haft væsentlig betydning for udviklingen af romankunsten, og for den litteraturhistorisk interesserede kan den for så vidt være værd at stifte bekendtskab med. Om man behøver at udstrække bekendtskabet til at læse romanen fra ende til anden, er mere tvivlsomt. >> Læs videre
Klassiker. Lille stram roman, der i litterær form afleverer den eksistentialistiske grundpointe, at intet menneske kan undslå sig for ansvaret ved at være en del af verden. Den holder stadig.
Titel: Den fremmedeK's vurdering:
Fra den eksperimenterende afdeling. Bestemt litterære kvaliteter – men nok mest for de litteraturstuderende….. Det var godt, at den ikke var så lang – ellers kunne jeg godt været blevet den mand, der sover…
Titel: En mand der soverK's vurdering:
