Verden åbner op, og vi kommer gradvist ud af vores huler for at indhente det tabte. Hvad kunne være mere passende i denne tid end at genoptage læsningen af På sporet af den tabte tid?

Tilmed falder det sådan, at jeg nu er nået til romanværkets femte del (bind 9 og 10 i den danske udgave fra Multivers) med den yderligere coronaaktuelle titel, Fangen.

Fangen er fortællerens kæreste, Albertine, som igennem hele denne del af romanen holdes de facto indespærret i fortællerens lejlighed i Paris henover omtrent et års tid. Ikke for at beskytte hende mod at blive udsat for virus, ganske vist, men mod at blive udsat for en helt anden fare: begæret efter andre unge piger i blomst.

Det homoseksuelle begær, blandt mænd og kvinder, var et temaerne i de foregående bind, og Fangen fortsætter, hvor Sodoma og Gomorra slap.

Fortælleren Marcel har nu langt om længe fået sin Albertine, men ak, i samme øjeblik, han har vundet hende for sig, mister han interessen og kærligheden fordufter. Kun jalousien kan holde den i live – eller rettere sagt, hans kærlighed er ikke meget andet end netop jalousiens lidelse.

[Albertine] forekom mig mindre smuk for hver dag. Kun det begær hun vakte hos andre, forherligede hende i mine øjne når jeg efter at have opdaget det, igen begyndte at lide og ville kæmpe med dem om hende. Hun var i stand til at volde mig ondt, på ingen måde glæde
[…]
Vi havde slået os til tåls med lidelsen i den tro at vi elskede nogen uden for os selv, og så går det op for os at vores kærlighed er en funktion af vores tristesse, at vores kærlighed måske er vores tristesse, og at dens genstand kun i ringe grad er den sorthårede unge pige.

Fangen kan læses som ét langt studium af jalousiens grønne monster, set inde fra den jalousimartredes sjæl. Marcel er bevidst om sin jalousi og dens mekanismer, alligevel er han ikke i stand til at frigøre sig fra den. I den forstand er også han en fange – omend på en ganske anden og langt mindre begrænsende måde end Albertine.

Igennem begge bind er Marcel bevidst om, at han “bestemt ikke elskede Albertine på nogen måde.” Dét, han ind i mellem forveksler med kærlighed, er kun den jaloux, tyranniske besiddertrang og angsten for at miste.

[L]igesom kærlighed i begyndelsen dannes af begær, holdes den senere kun i live af pinefuld angst.

Han gør selv diverse sidespring undervejs (“Vi synes det er harmløst at begære, og rædselsfuldt at ens partner gør det”), og spørgsmålet om, hvorvidt han skal forlade Albertine, er kun et spørgsmål om at finde det (for ham selv) optimale tidspunkt. Som læser er det på den baggrund svært ikke at føle en vis skadefryd, da andet bind af Fangen ender med, at det omvendt er Albertine, der forlader Marcel – og derved efterlader ham i chok og en dyb følelsesmæssig krise.

Det er efterhånden længe siden, at jeg sidst opholdt mig i Marcel Prousts univers. Og egentlig er det jo en frygtelig mishandling af Prousts kæmpeværk at læse den opbrudt og afbrudt af så lange perioder, som jeg har gjort det. For selv om de enkelte dele til en vis grad skiller sig fra hinanden ved at have fokus på forskellige temaer, så er der tale om én lang, sammenhængende roman.

Omvendt er romanen jo ikke ligefrem handlingsmættet, og selv om persongalleriet er forholdsvist stort, så har jeg egentlig ikke oplevet det som besværligt at komme tilbage, uagtet at der er forløbet mere end fire år, siden jeg sidst opholdt mig i værket.

Jeg husker ikke helt, hvordan jeg mistede forbindelsen til Prousts tabte tid, men det havde nok at gøre med, at jeg blev optaget af mit projekt om at rejse verden rundt i litteraturen.

Til gengæld har forbindelsen været let at genoptage – og en sand fornøjelse. Jeg har i mine omtaler af de foregående bind opholdt mig en del ved Prousts sprog, den hypnotiske rytme i de sidelange sætninger, hans forfinede ironiske udstilling af snobberiet i de parisiske saloner og de indsigtsfulde reflektioner over sjælelivet, erindringens natur, søvnen, kunsten og kærligheden.

Det er altsammen og i rigt mål til stede i Fangen, og jeg vil ikke gentage mig selv yderligere. Til gengæld vil jeg forsøge at holde fast i Proust lidt længere denne gang, og jeg er derfor allerede i gang med næste bind, Albertine forsvundet.

K's vurdering: