At læse Proust er stadig en lise for sjælen, med virkning af en slags mental renselsesproces, også i dette fjerde af de i alt tretten bind, som udgør Prousts kæmpeværk På sporet af den tabte tid i den nye danske oversættelse.

Jeg har lige holdt en lille pause (på en 7-8 måneder….) fra Proust. For trods min usvækkede begejstring må jeg alligevel medgive, at det lige kræver en særlig mobilisering af klassikerinteressen at tage sig sammen til at kaste sig ind i endnu 400 siders handlingsløse refleksioner over tid, identitet og relationer i sidelange sætninger.

Og så er de sidste fem bind i den nye danske udgave jo heller ikke udkommet endnu, og man vil jo nødigt pludselig stå dér med et Proustbehov i en Proustløs situation, fordi man har indhentet oversætterne – så det giver mening at økonomisere lidt med bindene. Og der skal trods alt også være plads til at læse noget andet ind i mellem – hylden med ulæste bøger bliver af en eller anden grund ved med at bugne herhjemme, måske på grund af de bøger, der har det med altid lige at smutte ned i kurven, når jeg nu ikke kan gå forbi en boghandler uden også at gå ind.

Og så skyldes min lille Proustpause måske også, at dét at kaste sig ud i at læse Proust kræver, at man kan stemme sindet rigtigt og sørge for at skabe sig rum til at kunne fordybe sig uforstyrret i teksten i sammenhængende tidsrum af en vis længde. Og lige dér er jeg altså ikke altid.

For ligesom de første bind fordrer også anden del af I skyggen af unge piger i blomst, at læseren vier læsningen sin fulde opmærksomhed.

Det kan lyde tungt med en så opmærksomhedskrævende tekst, men den store gave fra Proust til os er, at teksten hjælper sin læser til fordybelsen. Jeg har ihvertfald i lange passager haft følelsen af at blive suget ind i teksten, som har en nærmest meditativ virkning. Men det har jeg vist skrevet før.

Der er heller ikke så meget nyt at sige om indholdet. Proust fortsætter sine meditationer over kunst og æstetik, kærlighedens, venskabets og forelskelsens natur og ironiserer over den snobbede bedsteborgerlighed, fortælleren selv er en del af.

Dette fjerde bind er rammet ind af et sommerophold på et eksklusivt badehotel ved feriestedet Balbec, hvor den unge fortæller tilbringer en sommer med sin mormor. Her knytter han nye venskaber og forelsker sig i den unge Albertine, som jeg har forstået skal blive hans store kærlighed igennem det meste af resten af værket. I dette bind når han dog kun lige akkurat til at erkende sin forelskelse.

Jeg er, som det fremgår, stadig benovet og begejstret og ser frem til de næste to bind, som står og venter i reolen. Men først er der nu alligevel et par andre bøger, der frister….

K's vurdering: