Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
En herlig lille pudseløjerlighed for yndere af sort humor, surrealistisk gakkethed og litterære pasticher.
Italienske Tommaso Landolfi (1908-1979) kender vi her på bloggen fra den hallucinatorisk-surrealistiske science fiction-roman Krebsedronning (opr. 1950, da. 2025). Landolfis novelle Gogols kone (opr. 1944, da. 2026) er ligesom Krebsedronning oversat til dansk af Rasmus L. Bojesen, og det er en lige så gakket affære, om end af en anden karakter. >> Læs videre
En stærk fortælling om kollektivt og individuelt moralsk forfald – fortalt inden for en ramme af rå realisme omkring de mistrøstige, tuberkuløse operationsstuer på et japansk hospital under Anden Verdenskrig.
Shūsaku Endō (1923-1996) var en af efterkrigstidens markante, japanske forfatterstemmer. Han var katolik og var i sit værk optaget af spørgsmål om tab af tro, skyld og lidelse. Der er gennem tiden oversat fem-seks af Shūsaku Endōs romaner til dansk, men Hav og gift (opr. 1957, da. 2026) er mit første møde med ham. >> Læs videre
Anbefaling: Efterlad kravene om intelligibel mening og forklarlig sammenhæng derhjemme, synk ind i Gyrðir Elíassons verden og lad dig stilfærdigt og frydefuldt forvirre, forundre og forurolige.
Jeg har til min store glæde netop opdaget Gyrðir Elíasson via Jensen & Dalgaards genudgivelse af hans første novellesamling, Papirskibsregnen. Fra den gik jeg direkte ombord i novellesamlingen Mellem træerne (opr. 2009, da. 2011), som Elíasson i sin tid fik Nordisk Råds Litteraturpris for. Den er udgivet på forlaget Thorgaard og ligesom Papirskibsregnen oversat til flydende dansk af Erik Skyum-Nielsen. >> Læs videre
Sansemættede islandske noveller, der på overfladen ikke handler om meget, men faktisk handler om det hele: Om fravær og nærvær, om livet og døden, om at være menneske i verden, om tingene og drømmene og alt det andet.
Islandske Gyrðir Elíasson (f. 1961) er endnu én af de fantastiske forfattere, det på besynderlig vis er lykkedes mig ikke at opdage igennem ellers mange år. Men hvor er det dog en stor glæde så at opdage ham nu. >> Læs videre
Lad mig indlede min anmeldelse af den anden bog i Dune-romanserien med at anbefale at læse den første. Dune har med god grund har klassikerstatus blandt de store, litterære rumoperaer. Profeten på Dune føles lidt som et appendiks for særligt nørdede tilhængere.
Den første bog i Dune-serien var en god historie, som hentede en stor del af sin fascinationskraft fra hele opbygningen af universet og fra den klassiske historie om en ung mand, der gradvist opdager, at han er udstyret med særlige evner og bestemt for noget stort, mens han bøvler med at tage denne sin skæbne på sig. >> Læs videre
Ray Bradbury har for længst optjent uvisnelig ære og respekt for sine romaner og ikke mindst mange, mange noveller i science fiction-genren, som han i 1950’erne i kraft af sit litterære niveau var med til at gøre til en anerkendt litterær genre. Læst her 75 år senere har de fleste noveller i Den illustrerede mand dog en smule svært ved at stå distancen.
Jeg er ikke helt færdig med min nostalgiske sci-fi-sommerlæsning endnu. I forlængelse af Fahrenheit 451 har jeg fundet en af Ray Bradburys klassiske novellesamlinger frem. >> Læs videre
Ritualiseret kannibalisme. Systematisk genanvendelse af menneskelige kropsdele til møbler, tøj og smykker. Et samfund baseret på reproduktion uden lidenskab. To skolepiger, der holder en undveget kontormand som kæledyr i et hundehus. En anden pige, der foretrækker en romance med et gardin frem for et forhold til et levende menneske.
Sayaka Muratas satiriske noveller udforsker det moderne bymenneskes fremmedgjorthed over for naturen og kroppen (både egen og andres) og i det hele taget oplevelsen af identitetsløshed i moderniteten. Og hun gør det med en sprudlende, provokerende humor og en let pen, der gør hendes noveller til en herlig og – på en mærkelig, selvmodsigende måde – frydefuldt kvalmende læseoplevelse. >> Læs videre
Interessant kinesisk science fiction fra 2006. Overraskende underholdende trods det nørdede afsæt i et klassisk, uløseligt matematisk-astronomisk problem. Men romanen har i sidste ende svært ved at binde sine egne fantasifulde ideer sammen på tilfredsstillende vis. Mest for dedikerede sci-fi-nørder med hang til kombinationen af hård science fiction, mystiske truende aliens og temmelig meget partikelfysik.
Cixin Liu (f. 1963) fremhæves af flere som Kinas mest betydelige science fiction-forfatter. Trelegemeproblemet (opr. 2006, da. 2024) er første bind i hans hovedværk, trilogien Erindring om Jordens fortid (hvoraf de to efterfølgende bind – endnu – ikke er oversat til dansk), og udråbes af nogle allerede som en nyklassiker inden for genren. >> Læs videre
Frank Herberts mursten om ørkenplaneten Klit er en episk science fiction-klassiker om økologi, magt, politik og religion – og samtidig en medrivende ramasjangfortælling om interplanetariske magtintriger og krigsførelse, parapsykologisk mystik, messiansk pseudoreligion og drabelige skikke blandt ørkenplanetens krigerfolk. Og ikke mindst gigantiske sandorme.
Jeg udnævnte for et par uger siden min læsesommer til nostalgisk sci-fi-sommer med fokus på genlæsning at nogle af science fiction-genrens klassikere, som jeg husker fra min barndom og tidligste ungdom. I den sammenhæng kommer vi ikke uden om Frank Herberts Dune (opr. 1965). >> Læs videre
Intet er, hvad det ser ud til, i denne vilde, parapsykologiske og samfundssatiriske sci-fi-klassiker, hvor grænserne mellem liv og død og krop og sind hele tiden udfordres i et uigennemskueligt spil af forskydninger mellem forskellige konstruerede virkeligheder.
Ubik er bestemt anbefalelsesværdig, hvis du har en interesse for filosofisk og psykologisk orienteret science fiction fra midten af det 20. århundrede. Læs den bare ikke i den trælse danske oversættelse, som trækker mindst én stjerne ned i min bedømmelse. >> Læs videre
”Fahrenheit 451 – Temperaturen, hvor bogsider fænger og begynder at brænde.”
Jeg fortsætter min genlæsning af sci-fi-klassikere, nu med Ray Bradburys Fahrenheit 451 (opr. 1953) i en helt ny dansk oversættelse ved Anders Kousholt, udgivet på forlaget Koloni tidligere i år. Et i alle henseender positivt genbesøg. >> Læs videre
Der er en lang kø foran porten til anerkendelse som en af litteraturhistoriens klassiske science fiction-forfattere. Isaac Asimov står ikke i køen. Han er en keruberne, der med flammende sværd vogter indgangen til porten. Og Foundation-serien (Stiftelsen på dansk) er Asimovs hovedværk.
Jeg har sommerferie – og inspireret af min genlæsning for nylig af Philip K. Dicks Øjet på himlen har jeg udnævnt denne sommer til sci-fi-sommer. Jeg genlæser sci-fi-klassikere, der har betydet noget for mig i mine formative læseår. Og så læser jeg andre markante sci-fi-værker fra listen over personlige undladelsessynder. >> Læs videre
Denne glemte, psykologiske science fiction-klassiker er ikke bare elementært underholdende, men også usvækket psykologisk, socialt og politisk relevant i dag.
Philip K. Dick (1928-1982) var ham, der skrev Drømmer androider om elektriske får? (opr. 1968), som dannede forlæg for Ridley Scotts film Blade Runner (1982). Men Philip K. Dick har skrevet meget andet, herunder adskillige andre sci-fi-klassikere.
Jeg fik en association til Øjet på himlen (opr. 1957), da jeg for ganske nylig læste Christian Krachts Air (opr. 2025. da. 2026). Ingen sammenligning i øvrigt. Men associationen foranledigede mig til at gennemsøge mine reoler efter mit gamle eksemplar af bogen. >> Læs videre
Absolut læseværdige, argentinske barndomserindringer fortalt i en stil, der veksler mellem realitet, fantasi og drømme. Fortalt i fejende flot, poetisk prosa, som vil appellere til de læsere, der holder af det lidt tungere, ornamenterede billedsprog. For denne læser blev metaforikken dog lidt for meget af det gode.
Argentinske Olga Orozco (1920-1999) var især kendt som digter, men hun udgav også to prosasamlinger, hvoraf den ene foreligger på dansk, udgivet på Forlaget Silkefyret i fornem oversættelse ved Kirsten A. Nielsen og Malene Thorborg. >> Læs videre
Schweiziske Christian Kracht (f. 1966) er en af de mest originale forfatterstemmer, jeg er stødt på blandt aktuelle europæiske forfattere. I hans seneste roman udfordrer han igen både vanlige litterære genrer og læserne. Air er som roman afgjort original, den emmer af vid og humor, den er stedvist underholdende – men i sidste ende alligevel ikke helt vellykket efter min vurdering.
Spoiler alert: Hvis du vil have hele fornøjelsen ved selv gradvist at afkode bogens plot, så skal du ikke læse videre. Jeg skal bestræbe mig på ikke at afsløre for meget, men det er ikke muligt at give bogen en begrundet vurdering eller i det hele taget skrive ret meget meningsfuldt om den, uden også at løfte sløret for nogle af de plotelementer, der ellers først afsløres hen ad vejen i bogen. Nu er du advaret. >> Læs videre
Herlige og djævelsk gruelige historier fortalt af en forfatter, der kan sit litterære håndværk og dertil er beriget med en diabolsk fantasi.
Christian Haun (f. 1974) er et helt nyt litterært bekendtskab for mig – på trods af, at han siden debuten i 1999 har udgivet otte romaner og tre novellesamlinger. Jeg må faktisk tilstå, at jeg aldrig havde bidt mærke i hans navn, før jeg så en overstrømmende anmeldelse af hans nyeste novellesamling, Næste helvede (2026), af Lars Bukdahl i Weekendavisen. >> Læs videre
Jeg har formentlig skrevet noget lignende før. Jeg har ihvertfald haft oplevelsen før, når jeg har læst Yasunari Kawabata: Oplevelsen af det totale velvære ved at lade sig synke ned i et perfekt tempereret litterært bad – hvor ord og sætninger smyger sig blødt omkring læseren i en perfekt blanding af varme og køligere strømme. Men hvor badet udover æteriske olier også rummer små fisk med skarpe kæber, som nipper stadigt mere insisterende i huden.
Og så kan den metafor vist heller ikke holde til mere … men det var et forsøg på at formidle denne særlige og tæt på sublime erfaring, det kan være at læse den japanske mester og nobelprismodtager, Yasunari Kawabata (1899-1972). Den erfaring har jeg efterhånden gjort mig en del gange. Og læsningen af klassikeren Kyoto – den gamle kejserby (opr. 1962) er endnu en anbefalelsesværdig én i rækken. >> Læs videre
Bolivianske Liliana Colanzis noveller flyder over af fantasifuld fortælleglæde i et genremæssigt konglomerat, der spænder fra faktuelt forankret historisk fiktion over øko- og kolonialismekritik til science fiction, cyberpunk og regulær horror.
Forlaget Silkefyret er et de små forlag, som har været med til at gøre litteraturen på dansk rigere de sidste ti år. Forlaget har i mine øjne især bemærket sig ved modet til at satse på nogle af de mere aparte og relativt ukendte forfattere fra mange forskellige dele af verden. Det er der kommet nogle virkelig spændende udgivelser ud af. Også nogle, der ikke er faldet så meget i lige præcis denne idiosynkratiske læsers smag, men sådan må det jo være, når der eksperimenteres. >> Læs videre
Jeg havde svært ved for alvor at engagere mig i historierne i japanske Taijun Takedas Lysende mos (opr. 1964), som for mig fremstod en smule bedagede. Dertil kommer, at den danske udgave er plaget af alt for mange grammatiske fejl, mangelfuld korrektur og dårligt (dansk) sprog, som ødelægger læseoplevelsen.
Bogen rummer fire ret forskelligartede fortællinger. Mit bedste bud på en samlende tråd er, at de – på ganske vist meget forskellig vis – alle handler om mennesker i eksistentielt pressede livssituationer. >> Læs videre
“Han levede sit liv i halvmørke fra dag til dag. Så at sige støttende sig op ad et tyndt sværd med en skåret æg.”
Den japanske forfatter Ryūnosuke Akutagawa (1892-1927) kender vi her på bloggen fra antologien I et krat, som rummer tre af hans mest kendte noveller, udgivet af forlaget Escho i 2023.
En tåbes liv er oprindeligt udgivet posthumt i 1927 i Japan, nu også på dansk i oversættelse ved Niels Peter Nørgaard på forlaget Silkefyret. Bogen indledes med et slags afskedsbrev, hvori Ryūnosuke Akutagawa overlader ansvaret for det følgende manuskript til vennen Masao Kume. Brevet er underskrevet den 20. juni 1927. Godt en måned efter tog Akutagawa sit eget liv og efterlod sig kone og tre børn. >> Læs videre
En nostalgisk tur ned ad Memory Lane med Kaptajn Marryat. Børnene i Nyskoven slår maksimalt ud på nostalgibarometeret hos denne læser. Nogen stor litterær oplevelse var det dog ikke at genlæse denne børne-/ungdomsklassiker.
Flere dagblade kører serier i deres bogtillæg, hvor mere eller mindre kendte personer bliver spurgt om, hvilken bog der har betydet mest for dem. Jeg tænker som regel, at det for mig ville være et helt umuligt spørgsmål at besvare. Der er så mange bøger, der har betydet noget i forskellige livssammenhænge og i forskellige dimensioner. Men hvis jeg blev aftvunget et svar, så kunne det godt være bogserien Gyldendals Udødelige Ungdomsbøger: >> Læs videre
“Blyanten er ved at slippe op, så jeg kan ikke skrive meget længere. I denne flaske forsegler jeg både vores gudfrygtige hengivenhed og den forbandelse og smerte, vi har lidt under indtil nu, og kaster den ud i havet.”
Yumenokyūsaku (夢野 久作)betyder på den japanske lokaldialekt i byen Fukuoka noget i retning af “en ubesindig dagdrømmer.” Det var angiveligt et udtryk, som faren til den japanske forfatter Sugiyama Yasumichi (senere: Taidō) (1889-1936) ofte brugte – nedsættende, må man forstå – om ham, man han valgte så sidenhen at omfavne skældsordet og påtage sig det som et af sine forfatterpseudonymer. >> Læs videre
“Engang for ikke så længe siden kom et barn, den stakkel, krybende ud af skoven. Ungen kravlede op ad grøftekanten og begyndte på må og få at lunte hen ad grusvejen. Det var et sørgeligt syn.”
Sådan begynder norske Matias Faldbakkens sjette roman, Stakkel (opr. 2022, da. 2024). Og så er læserens interesse i den grad vakt. En interesse, som Faldbakken formår at fastholde og forny igennem det meste af bogen via overraskende handlingsmæssige twists og især et kraftfuldt og sprudlende sprog, der er lige så originalt, skævbenet og vildtvoksende som det sørgeligt udseende barn fra romanens første linjer skal vise sig at være. >> Læs videre
“Saa maa jeg vel præsentere mig. Jeg er Gud bedre mig stadig skolelærer paa Sandø, som er et Muldvarpeskud i Havet. Pebersvend og snart lidt tyndhåret. Mit Navn er Johannes Vig. Sig ikke det Navn for hurtigt, Natanael. Johannes Vig.”
Der er for det meste en god grund til, at en roman får klassikerstatus. I tilfældet Martin A. Hansens hovedværk, Løgneren, er der adskillige gode grunde. Det er dæleme en god bog. >> Læs videre
I et arkaisk landskab rider et utilpasset tvillingepar med familietraumer i bagagen ud på dusørjagt efter en lige så utilpasset, menneskedræbende puma i denne tasmanske western med Cormac McCarthy-agtige aspirationer. Især værd at læse for de fængslende landskabsbeskrivelser.
Dusk er den fjerde roman fra den australske forfatter Robbie Arnott (f. 1988). Den udspiller sig i en ikke præcist angivet tid, som kunne være det 19. århundrede, på et ikke præcist angivet sted, som kunne være et sted i det indre Tasmanien, hvor Arnott selv stammer fra. >> Læs videre
“Det var bedre, at den såkaldte sandhed for et enkelt menneske, en uanseelig organisme, kuldkastedes, end at der på grund af denne ene blev sået tvivl om de højere interesser og principper.”
En grav til Boris Davidovic (opr. 1976, dansk 1983) af Danilo Kiš (1935-1989) kan læses som forskellige udforskninger, afsløringer og eksemplificeringer af, hvordan magten opererer i et totalitært regime. Hvordan magten skaber sine egne sandheder netop gennem magtudøvelse. Meget direkte og brutal udøvelse af magt over menneskelige kroppe i form af fysisk og psykisk vold, indespærring, tortur og drab. >> Læs videre
“It’s not easy being a decent communist these days.”
Sådan siger en stenhugger, der arbejder på restaureringen af en helgenstatue på en katolsk kirke et sted i Tjekkoslovakiet, mens lastbiler aflæsser nedrevne statuer og relieffer af “the generalissimo” (læs: Josef Stalin) i skrotcontainere, som efterfølgende fyldes yderligere op med slagteraffald for at fuldende billedet. >> Læs videre
“History is written by the victors. Legends are woven by the people. Writers fantasize. Only death is certain.”
Serbiske Danilo Kiš (1935-1989) er blevet mig anbefalet af en af de mest inspirerende læsere, jeg er stødt på i mit læseliv, nemlig den fiktive 72-årige Aaliya i Rabih Alameddines roman Den overflødige kvinde (2014, da. 2015). Det er snart ti år siden, jeg læste dén anbefaling, men jeg husker og samler op efterhånden … (og ja, de anbefalinger, nogle af jer derude har været så venlige at give mig over årene, også endnu længere tilbage i tiden, står stadig på listen, men det er jo en lang liste, som hele tiden forstyrres af skvulp udefra …). >> Læs videre
Original økokritik fortalt i lyrisk prosa i eventyrets og fablens form – med en ond konge, en talende ræv og en plaget trold, som straffer menneskene brutalt for deres rovdrift på naturen.
Læsere som undertegnede kan som udgangspunkt godt blive lidt skeptiske og trætte, når en roman omtales som et stykke “økokritik” eller “klimakrise-gyser,” som tilfældet er for Rasmus Daugbjerg anden roman, Trold (2022). >> Læs videre
Ungarnsk krimi i klassisk noir-stil. Ikke dårlig, om end noget skabelonagtig, men mildt underholdende på genrens præmisser. Hvilket dog også vil sige: ret forglemmelig. Kan til nød anbefales som let ferielæsning for turisten i Budapest.
Budapest Noir holder dét, titlen lover: Det er en krimi fortalt i klassisk noir-stil, og den foregår i Budapest. Romanen er den første bog i en serie om kriminalreporteren Zsygmond Gordon af den ungarnske forfatter Vilmos Kondor (f. 1954). Det er nu vist kun denne første bog i serien, der er oversat til engelsk. >> Læs videre
