Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
“Saa maa jeg vel præsentere mig. Jeg er Gud bedre mig stadig skolelærer paa Sandø, som er et Muldvarpeskud i Havet. Pebersvend og snart lidt tyndhåret. Mit Navn er Johannes Vig. Sig ikke det Navn for hurtigt, Natanael. Johannes Vig.”
Der er for det meste en god grund til, at en roman får klassikerstatus. I tilfældet Martin A. Hansens hovedværk, Løgneren, er der adskillige gode grunde. Det er dæleme en god bog. >> Læs videre
I et arkaisk landskab rider et utilpasset tvillingepar med familietraumer i bagagen ud på dusørjagt efter en lige så utilpasset, menneskedræbende puma i denne tasmanske western med Cormac McCarthy-agtige aspirationer. Især værd at læse for de fængslende landskabsbeskrivelser.
Dusk er den fjerde roman fra den australske forfatter Robbie Arnott (f. 1988). Den udspiller sig i en ikke præcist angivet tid, som kunne være det 19. århundrede, på et ikke præcist angivet sted, som kunne være et sted i det indre Tasmanien, hvor Arnott selv stammer fra. >> Læs videre
“Det var bedre, at den såkaldte sandhed for et enkelt menneske, en uanseelig organisme, kuldkastedes, end at der på grund af denne ene blev sået tvivl om de højere interesser og principper.”
En grav til Boris Davidovic (opr. 1976, dansk 1983) af Danilo Kiš (1935-1989) kan læses som forskellige udforskninger, afsløringer og eksemplificeringer af, hvordan magten opererer i et totalitært regime. Hvordan magten skaber sine egne sandheder netop gennem magtudøvelse. Meget direkte og brutal udøvelse af magt over menneskelige kroppe i form af fysisk og psykisk vold, indespærring, tortur og drab. >> Læs videre
“It’s not easy being a decent communist these days.”
Sådan siger en stenhugger, der arbejder på restaureringen af en helgenstatue på en katolsk kirke et sted i Tjekkoslovakiet, mens lastbiler aflæsser nedrevne statuer og relieffer af “the generalissimo” (læs: Josef Stalin) i skrotcontainere, som efterfølgende fyldes yderligere op med slagteraffald for at fuldende billedet. >> Læs videre
“History is written by the victors. Legends are woven by the people. Writers fantasize. Only death is certain.”
Serbiske Danilo Kiš (1935-1989) er blevet mig anbefalet af en af de mest inspirerende læsere, jeg er stødt på i mit læseliv, nemlig den fiktive 72-årige Aaliya i Rabih Alameddines roman Den overflødige kvinde (2014, da. 2015). Det er snart ti år siden, jeg læste dén anbefaling, men jeg husker og samler op efterhånden … (og ja, de anbefalinger, nogle af jer derude har været så venlige at give mig over årene, også endnu længere tilbage i tiden, står stadig på listen, men det er jo en lang liste, som hele tiden forstyrres af skvulp udefra …). >> Læs videre
Original økokritik fortalt i lyrisk prosa i eventyrets og fablens form – med en ond konge, en talende ræv og en plaget trold, som straffer menneskene brutalt for deres rovdrift på naturen.
Læsere som undertegnede kan som udgangspunkt godt blive lidt skeptiske og trætte, når en roman omtales som et stykke “økokritik” eller “klimakrise-gyser,” som tilfældet er for Rasmus Daugbjerg anden roman, Trold (2022). >> Læs videre
Ungarnsk krimi i klassisk noir-stil. Ikke dårlig, om end noget skabelonagtig, men mildt underholdende på genrens præmisser. Hvilket dog også vil sige: ret forglemmelig. Kan til nød anbefales som let ferielæsning for turisten i Budapest.
Budapest Noir holder dét, titlen lover: Det er en krimi fortalt i klassisk noir-stil, og den foregår i Budapest. Romanen er den første bog i en serie om kriminalreporteren Zsygmond Gordon af den ungarnske forfatter Vilmos Kondor (f. 1954). Det er nu vist kun denne første bog i serien, der er oversat til engelsk. >> Læs videre
Mihail Sebastians dagbogsroman er velskrevet, men også en noget tung omgang. Interessant som et portræt af Rumænien i mellemkrigstiden, interessant som et historisk dokument i sig selv og interessant som en kompleks og nuanceret reflektion over antisemitisme som historisk, sociologisk og psykologisk fænomen. Som roman betragtet er For Two Thousand Years imidlertid temmelig ujævn og i nogle stræk regulært kedelig.
Mihail Sebastians posthumt udgivne dagbøger (Journal 1935-1944: The Fascist Years) omtales typisk som hans hovedværk. Dem har jeg til gode. Blandt hans skønlitterære værker er det til gengæld især romanen For Two Thousand Years (opr. 1934, eng. 2016), der nyder klassikerstatus. >> Læs videre
Seks skønne kvindeportrætter. På én gang lette og alvorlige, livsglade og melankolske. Fordelt over fire noveller løseligt bundet sammen til en roman. Skrevet i begyndelsen af 1930’erne af den noget oversete rumænske forfatter, Mihail Sebastian. Ham skal man bare skynde sig at få læst noget mere af.
At kalde en forfatter for “overset” er lidt af en kliché og tjener ikke så sjældent først og fremmest som forsøg på at fremhæve udsagnets afsender som en særlig litterær connaisseur, der kender de kvalitetsforfattere, som andre overser. I tilfældet Mihail Sebastian (1907-1945) kan jeg for mit eget vedkommende dog ikke påberåbe mig det sidste, for jeg er vitterligt først inden for de sidste par uger blevet opmærksom på eksistensen af Mihail Sebastians værk – på trods af, at hans første udgivelser snart har 100 år på bagen. >> Læs videre
Mystiske sammensværgelser, dunkle familiehemmeligheder, klatretyve, mord og mordforsøg. Hemmelige manuskripter, alkymisme og hermetisme knyttet til den sagnomspundne Rosenkreutzerorden og den ikke mindre sagnomspundne Pendragonslægt. Et gotisk, walisisk slot, underjordiske, labyrintiske gravsteder, ukristelige videnskabelige eksperimenter og muterede kæmpeaxolotler. En dyster landsbyprofet, en uhyggelig midnatsrytter i en røgsky med en flammende fakkel, der bortfører børn. En skræmmende smuk femme fatale og en uskyldsren borgjomfru. Og mere til i samme og beslægtede genrer.
Jeg kører igennem med ungarnske Antal Szerb (1901-1945) for tiden. Efter hans to sidste romaner, Rejsende i måneskin (opr. 1937) og Oliver VII (opr. 1942), som jeg læste med stor glæde og begejstring, er turen nu kommet til debutromanen, The Pendragon Legend (opr, 1934, eng. 2006). Den er langt fra på samme litterære niveau som de to førstnævnte, men den er ikke desto mindre helt sjov at læse. Omend måske mere sjov i betydningen spøjs og pudsig end i betydningen egentligt underholdende og medrivende. >> Læs videre
En herligt gakket, løs og løsagtig, på én gang mørk og lys, modernistisk ungarnsk romanklassiker. En roman om at rejse, om at flygte fra sig selv og finde sig selv – og derefter flygte videre fra det, man måske fandt. Om dødsfascination og erotik og det frie fald ned i modernitetens nihilisme (med konformitetens sikkerhedsnet). For sjov og for alvor og vidunderligt velskrevet.
Med andre ord: Sikke en herlig gave, forlaget Sisyfos og oversætter Morten Østergaard Rasmussen forærede os danske boglæsere tilbage i november 2025. Jeg har med nogle måneders forsinkelse først nu overhovedet opdaget den – men det bliver glæden ikke mindre af! >> Læs videre
“You know, at first I thought he was a little bit stupid. But now I realise, he was always just a king.”
Ungarnske Antal Szerb (1901-1945) er vi tidligere stødt på her på bloggen i form af hans charmerende essay A Martian’s Guide to Budapest (opr. 1935, eng. 2015). Den samme humoristiske, mildt ironiske, men samtidig kærligt velmenende tone, som kendetegner A Martian’s Guide gennemsyrer også Szerbs sidste roman, Oliver VII (opr. 1942, eng. 2007). >> Læs videre
“Der er noget i mennesket, plejede min farmor at sige, der modstår alle krænkelser, overgreb eller ydmygelser – hvilket dyr ikke er i stand til, fordi de ikke kan tænke ud over deres umiddelbare eksistens. Vi kalder det værdighed.”
Den albansk fødte forfatter Lea Ypi (f. 1979) er uddannet i filosofi og litteratur og arbejder i dag som professor i politisk teori ved London School of Economics med speciale i marxisme og kritisk teori. Ud over en række faglige udgivelser om migration, globalisering, kolonialisme og kantiansk filosofi har hun også haft succes med det personlige erindringsværk Fri – at blive voksen ved historiens afslutning (2021).
Uværdig – forestillingen om et liv (opr. 2025, da. 2026) er også et slags erindringsværk, men det handler ikke om Lea Ypi selv, men om hendes farmor Leman Ypi. >> Læs videre
Albanske Ismail Kadaré er en mester i litterær dissektion af magtens anatomi og psykologi såvel som dens filosofi og strategi. Hans værker er på én gang isnende skræmmende og humoristisk afvæbnende.
Albanien? Er det ikke bare en mørk, kulturel udørk i udkanten af Balkan? Kommer der litteratur derfra? Ja, derfra kommer for eksempel nogle af de skarpeste analyser af den totalitære magt, som er produceret inden for moderne skønlitteratur. Forfatternavnet er Ismail Kadaré (1936-2024), og det er formentlig mest af alt tilfældigheder, der gør, at han ikke nåede at få Nobelprisen i litteratur, inden han forlod denne verden forrige år. >> Læs videre
“Friheden begynder den dag, man holder op med at tælle sine sammenbrud. Og giver los. For faldet, det er uundgåeligt.”
Den opmærksomme følger af disse noter vil have bemærket, at jeg har fundet frem til hylden med østeuropæere i min reol med ulæste bøger. Der er mange spændende titler på den hylde, både nogle lidt nyere og især nogle, der har stået der i en del år. Jeg bliver nok hængende i dét nabolag lidt endnu. >> Læs videre
Ikke et uinteressant forsøg. I sidste ende dog for fortænkt og uforløst. Den ene af de tre fortællinger, der udgør romanen, er en velfortalt og hjerteskærende grum historie. Men samlet set er bosniske Muharem Bazduljs Transit Comet Eclipse båret af for meget idé og for lidt fortælling.
Jeg bliver i Bosnien lidt endnu (i forlængelse af Selvedin Avdićs Syv rædsler), og det er med endnu en bog i den eksperimenterende og litterært ambitiøse genre. Og igen: lidt for ambitiøs i forhold til, hvad de litterære bukser kan holde. Selv om det går noget bedre for Muharem Bazdulj (f. 1977) end for landsmanden Selvedin Avdić. >> Læs videre
Bosniske Selvedin Avdić vil gerne en hel masse med sin roman om Sarajevo ti år efter den bosniske krig – men han lykkes ikke rigtigt med noget af det.
Syv rædsler (opr. 2010, da. 2018) udspiller sig i 2005 i Sarajevo, Bosnien-Hercegovina. Jeg-fortælleren, en navnløs og arbejdsløs journalist, har holdt sig i isoleret i sin lejlighed i ni måneder, hvor han har koncentreret sig om at gå i hundene, efter at hans kone har forladt ham. >> Læs videre
Velskrevet, underholdende og i det hele taget læseværdig bog om det moderne Venstres nedtur gennem de sidste tyve år – for den, der interesserer sig for aktuel dansk politik.
Politisk kommentator og tidligere politisk rådgiver, Søs Marie Serup (f. 1974) har med denne bog om partiet Venstres udvikling siden begyndelsen af 2000’erne begået et lille stykke moderne danmarkshistorie. >> Læs videre
Solenoide er en vanvittigt velskrevet roman. En poetisk og intellektuel tour de force. En udforskning af de yderste grænser for den menneskelige tankes formåen og en svimlende nedstigning til de mørkeste kælderrum i menneskets mentale underverden med Dante, Borges og Kafka som guider. Alt er fra øverste litterære skuffe. Havde den dog bare kun været en fjerdedel i omfang …
Det er nemt at forstå, at rumænske Mircea Cărtărescu (f. 1956) flere gange har været nævnt som kandidat til nobelprisen i litteratur. Solenoide er skrevet i et blændende smukt sprog – oversat til forbilledligt smukt dansk af Jacob Jonia. Cărtărescu levendegør de vildeste, mest fabelagtige og hypnotisk fascinerende visioner. Groteske, sygelige, mareridtsagtige, ikke bare uhyggelige, men dybt ind i sjælen skræmmende scenerier, som han ikke desto mindre samtidig formår at gøre poetisk smukke.
I efterfølgeren til Eurobacillen fortsætter Yvan Goll sin hudfletning af tidsånden i Europa i slutningen af 1920’erne. Det gør han med perlende vid og skarp satire, og kortromanen er fyldt med små spidse, citatværdige formuleringer. Men jeg var alligevel ikke helt så begejstret for Ned med Europa som for forgængeren.
Jeg var ret fornøjet over tysk-franske Yvan Golls humoristisk-ironiserende, filosofiske kulturkritik, som han udfoldede den i sin kortroman fra 1927, Eurobacillen, som Forlaget Wunderbuch vækkede til live i 2021 med Adam Paulsens oversættelse til dansk, knap 100 år efter førsteudgivelsen. >> Læs videre
“Han vidste, at drengenes blikke iagttog ham fra alle sider, at enhver blottelse, han viste, kunne blive hans fordærv. I år var han stillet over for atten drenge. De sad to og to foran ham på bænkene og så på ham. Han vidste, at det ville betyde hans fordærv. Han måtte affinde sig med at virke grusom. Han vidste, at han ikke var det. Han forsvarede sit levebrød, hver eneste dag kæmpede han for udsættelse. Hans strenghed var et led i et system, der skulle forsinke afslutningen.”
Tjekkiske Herman Ungar (1893-1929) mødte jeg med begejstring for første gang for snart ti år siden i form af den danske udgave af hans debutroman, De lemlæstede (opr. 1922, da. 2016). Da forlaget Sidste Århundrede fulgte op med udgivelsen af hans anden roman, Klassen (opr. 1929, da. 2019), skyndte jeg mig derfor også at erhverve den. >> Læs videre
Jon Fosses Låst guitar (opr. 1985) har nogle af de kvaliteter, vi kender hans senere værk for, men bogen skiller sig også ud. Både i kraft af den lidt anderledes sproglige klædedragt og dens noget mørke og ret brutale tematikker. Ubetvivleligt en bog med mange litterære kvaliteter, men den var ikke rigtig noget for mig.
Det er næppe gået faste følgere af disse noter forbi, at jeg er en stor fan af norske Jon Fosse (f. 1959), og du kan her på bloggen finde anmeldelser af de fleste af hans til dansk oversatte værker. Med Låst guitar, oversat til dansk af Madame Nielsen‚ griber Baltzer & co. langt tilbage i Jon Fosses bagkatalog, helt tilbage til hans anden roman fra 1985. >> Læs videre
Den seneste kortroman af den norske nobelpristager Jon Fosse er på én gang ubestrideligt fossesk med alle de uimodsigelige kvaliteter, det indebærer, og samtidig viser den alligevel en lidt anderledes side af Fosse, end vi er vante til at se, en lidt mere humoristisk og legende side, og det klæder ham faktisk godt.
Følgere af disse bognoter vil vide, at jeg er en efterhånden inkarneret Fossefan. Og hans seneste udgivelse ændrer ikke på dette, tværtimod. >> Læs videre
En slet ikke ueffen amerikansk roman om at skrive sin egen historie som svar på eksistentiel tomhed og identitetsmæssig vildrede. Og om hvad det i virkeligheden vil sige at være martyr – i modsætning til f.eks. ayatollahernes falske martyrer. Original, vittig, smart, sarkastisk og samfundskritisk, men også følsom og vedkommende. Og virkelig godt skrevet.
Den iranskfødte, amerikanske forfatter Kaveh Akbar (f. 1989) har udgivet et par digtsamlinger, mens Martyr! (2024) er hans romandebut. Og Akbar er et ganske interessant bekendtskab, som nok kan være værd at følge. >> Læs videre
John Fantes første bog om alter egoet Arturo Bandini er en stærk roman om at vokse op som italiensk-amerikansk dreng i Colorado i spændingsfeltet mellem den dominerende fars stolthed over at være italiener og drengens eget ønske om at være ægte amerikaner. En stærk og følsom historie – flot fortalt i Fantes kraftfulde sprog.
Wait Until Spring, Bandini (opr. 1938) er én af de fire romaner om John Fantes litterære alter ego, Arturo Bandini, der i retrospekt er blevet kendt som Bandini-kvartetten,. Jeg har for snart mange år siden læst kvartetten i dansk oversættelse og husker bøgerne som eminent gode. I forlængelse af, at jeg her i sommer læste en anden Fante-roman (Brotherhood of the Grape), fik jeg lyst til at afprøve, om bøgerne i Bandini-kvartetten stadig holder, denne gang læst på originalsproget.
Og lad mig bare afsløre det med det samme: Ja, de holder.
Stilhed. Glemsel og erindring. Sitrende spænding i spillet mellem fravær og nærvær, mellem det sagte og det usagte. Mennesker, der har oplevet tab. Mennesker, der længes efter noget, måske hinanden, men synes dømt til for evigt at række forbi hinanden. Erotik som en magtrelation. Mere stilhed.
Man er på en tidlig juleferie og arbejder stille og roligt på at komme helt ned i gear. Det falder mig egentlig ikke så svært. Slet ikke, når jeg har en bog af Kawabata ved hånden. Den japanske nobelpristager har for længst indtaget en plads blandt mine absolutte favoritforfattere, og First Snow on Fuji (opr. 1958, eng. 1999) fra den sene del af hans forfatterskab rummer de fleste af de temaer og karakteristika, vi kender og elsker ham for. >> Læs videre
Sanselige raffinementer, litterære ekvilibrismer, æstetiske grænsesprængninger, eksemplariske bortgange og en til tider morbid humor … Gabrielle Wittkops noveller er ret vilde – og helt fantastisk smukke.
Fem ret forskellige noveller, bundet sammen af det ene, at de på den ene eller anden måde tematiserer og udfolder døden, som den kan ramme enhver, hvis tid er kommet. >> Læs videre
Et litterært stilleben fra en romersk markedsplads, hvor livets kødelighed og forgængelighed, dets liderlighed og dødelighed, klaskes op i ansigtet på den belurende beskuer i æstetisk lige så smukke som frastødende tableauer.
Østrigske Josef Winkler (f. 1959) kalder selv Natura Morta for en novelle, og det er nok også den mest passende genrebetegnelse, selv om den rent sideantalsmæssigt er en lidt lang én af slagsen. Det ville dog være mere forkert at kalde den en kortroman, for romanbetegnelsen giver konnotationer i retning af en slags fremadskridende fortælling, som Winklers lille bog ikke søger at indløse. >> Læs videre
”Der er mange måder at fortælle sit liv på, de fleste af os glemmer bare, at historien fortælles, mens vi lever det, og at de sekunder vi tilbagelægger, allerede er en del af fortællingen.“
Danske Iselin C. Hermann (f. 1959) er et nyt navn for mig på trods af, at hun faktisk debuterede tilbage i 1998. Jeg faldt tilfældigt over Tid finder sted (2025) i en boghandel forleden. Jeg blev tiltrukket af titlens filosofiske flertydighed: Tid som noget, der forløber (som når tiden går). Men også tiden som noget, der finder steder at aflejre sig, knytte sig til – erindringens steder. >> Læs videre
At læse ungarnske László Krasznahorkai kan være en både massiv, tung og krævende læseoplevelse – men også en enormt givende, inspirerende og virkelig vittig oplevelse. Både Beckett og Bibelen er med i bagagen. Og når man læser hans debutroman i Peter Eszterhás’ imponerende danske oversættelse, er det ikke svært at forstå, at Krasznahorkai forleden blev tildelt årets nobelpris i litteratur.
Jeg har tidligere med stor begejstring læst Krasznahorkais lange og tunge, men fremragende roman, Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015) samt den nyere og kortere, men næsten lige så gode Den sidste ulv (opr. 2009, da. 2024). Hans debutroman, Satantango (opr. 1985, da. 2019), har stået i min reol og ventet i nogle år, og den nylige nobelpristildeling syntes mig så god en anledning som nogen til at pille den ud af reolen og få den læst. Til min store fornøjelse. >> Læs videre
