“Det slog ham, at det mest karakteristiske ved det moderne liv ikke var dets grusomhed og usikkerhed, men simpelthen dets skrabethed, dets snuskethed og dets ligegyldighed.”
George Orwells ikoniske klassiker fra 1948 er glimrende nyoversat til dansk af Rasmus Hastrup. Og romanen holder stadig. I dén grad. >> Læs videre
Underkastelse er litterær satire af højeste kvalitet, og krænkelsessøgende vil finde masser af guf at blive forarget over i romanen. En slags dystopi om en nær fremtid, hvor en muslimsk præsidentkandidat kommer til magten i et Frankrig, der længe har været ved at gå under moralsk og menneskeligt, og gradvist indfører sharia-lovgivning i landet.
Michel Houellebecq (f. 1958) er på én gang en af Frankrigs mest anerkendte forfattere i dag (og har bl.a. modtaget den prestigefyldte Goncourtpris) og lidt af et enfant terrible på den franske litteraturscene. I den offentlige debat har han således været kritiseret for både sit kvindesyn og for at have kaldt Islam for “den dummeste religion.” >> Læs videre
Evigheden i et siv lægger ud med oprulningen af et dramatisk sceneri: Mystiske ryttere rider på bud fra den ægyptiske konge, Ptolemaios II, den kendte verden tynd i jagten på et meget specielt og eksklusivt bytte: Bøger, som skal fylde Biblioteket i Alexandria, et af den antikke verdens Syv Vidundere. Med det afsæt tager spanske Irene Vallejo (f. 1979) os på et spændende strejftog gennem bogens kulturhistorie.
Bogens titel refererer til den særlige art siv, Cyperus papyrus eller Nilgræs, der i Antikken voksede i Nildeltaet og som egypterne fandt ud af at anvende til fremstilling af papyrus som skrivemateriale. >> Læs videre
Gift er tredje erindringsroman i Tove Ditlevsens såkaldte Københavnertrilogi. Sproget er let og enkelt som i de to foregående bøger. Men Gift er en mørkere roman, og den er benhård, uagtet Ditlevsens humor. Det er også en virkelig god roman, som uden problemer står distancen her 50 år efter den første udgivelse.
Handlingsmæssigt fortsætter Gift (opr. 1971) præcis der, hvor Ungdom (opr. 1967) slap, det vil sige med Tove Ditlevsens forfatterdebut med digtsamlingen Pigesind i 1939 og med hendes giftermål med Viggo F. Møller, redaktøren af litteraturtidsskriftet Vild Hvede (en forløber for det eksisterende Hvedekorn). >> Læs videre
Tove Ditlevsen skriver enkelt, ligetil og stærkt. Hendes to små erindringsromaner Barndom og Ungdom er værd at læse for det prunkløse, men virkningsfulde sprog, den kradse socialrealisme fra baghusene i Istedgade og i det hele taget for tidsbillederne af Vesterbro i København i 1920’erne og 1930’erne.
Tilståelse: Jeg har faktisk aldrig før læst Tove Ditlevsen. Jo, javel, jeg er i gymnasiet givetvis blevet tvunget til at analysere nogle digte fra Pigeliv eller lignende, men dansktimerne i gymnasiet kan jo ødelægge enhver læseglæde og efterlod mig i dette tilfælde heller ikke med andet end en diffus forestilling om, at Tove Ditlevsen vist mest var noget med noget kedsommelig, socialrealistisk poesi for piger. Siden gik der Anne Linnet i Barndommens gade, og det var heller ikke ligefrem med til at rykke Ditlevsen frem i køen på min læseliste. >> Læs videre
Godt plot. Original komposition. Interessante temaer om postkoloniale identiteter og religiøse og kulturelle konfliktlinjer i Østafrika. Fine miljøbeskrivelser. Bare ærgerligt, at den tanzanianske nobelprisvinder skriver så kedeligt.
Jeg var ikke voldsomt begejstret for Abdulrazak Gurnahs Gravel Heart (2017), som jeg læste for tre år siden som repræsentant for Tanzania i læseudfordringen Verden rundt i bøger. Dommen dengang lød: Velformuleret, men også umådeligt kedelig. >> Læs videre
Karel Čapeks klassiker fremstår her 85 år efter sin første udgivelse stadig overraskende original og underholdende, og den er desværre også fortsat højaktuel, selv om den globale kontekst er en helt anden.
Krigen med salamandrene (opr. 1936) har jeg læst for mange år siden som dreng på et tidspunkt, hvor jeg helt sikkert ikke har forstået, hvad den egentlig handlede om (en af de bøger, jeg fandt i mine forældres bogreol, og hvis titel formentlig har virket tillokkende for en læsebegærlig, men meget ung teenager). >> Læs videre
Små, sære, sjove, surrealistiske fortællinger om magiske metamorfoser fra japanske Yukiko Motoya.
På dansk har vi af Yukiko Motoya (f. 1979) tidligere kunnet fornøje os med kortromanen Et eksotisk ægteskab (opr. 2016, da. 2020). Ligesom denne er novellesamlingen Den ensomme bodybuilder også oversat til læseværdigt dansk af Hanne Arnold og udgives på forlaget Korridor. >> Læs videre
En sjov, lille sag om en forfatters livslange besættelse af cigaretter. Ikke et stort værk, men ganske pudsig og fornøjelig læsning, som giver appetit på at læse mere Ribeyro.
Den peruanske forfatter Julio Ramón Ribeyro (1929-1994) er i særlig grad kendt for sine noveller. Én af dem er Kun for rygere (opr. 1987), som forlaget Editorial Aurora Boreal sidste år udgav som en selvstændig bog, oversat til dansk af Pia Sloth Poulsen. >> Læs videre
“The Congo has no reason to envy other rivers […]. It is a river. It will remain a river. A river without nationality. A free river. An independent river. An uppercase river. A RIVER-RIVER!”
Floden i congolesiske Fiston Mwanza Mujilas digtsamling The River in the Belly er Congo-floden, der med sine 4.6000 km er Afrikas næstlængste flod, efter Nilen, og verdens næststørste målt på vandgennemstrømning, efter Amazonas.
Den faktiske flod løber gennem Den Demokratiske Republik Congo, og den løber som tilstand og historie gennem Mujilas digte, som i en vis forstand kan læses som en hyldest til floden. >> Læs videre
“De fleste læsere bryder sig ikke om at læse kortere tekster, fordi de ikke har meget tid. De vil hellere gå en tur i en stor roman uden at ændre sig. De korte tekster går derimod tur i læsernes kroppe, hvilket læserne finder ret anstrengende.”
Citatet er fra En gæst af Yoko Tawada, og det slog mig personligt som en fin formulering af, hvorfor jeg selv som læser over de seneste år i stigende grad har vendt mig mod noveller og kortromaner frem for de lange, fortællende romaner. >> Læs videre
Det livsfarlige arbejde i Angolas og Zaires diamantminer. En kaotisk og blodig borgerkrig. Vilkårlig vold i hænderne på et diktatorisk regimes efterretningstjenester. Profeter, medicinmænd og kloge koner. Limsniffende gadebørn. Drømmen om et bedre liv degenereret til penge, penge, penge. Det hele leveret til rytmerne af inciterende, congolesisk rumba og blandet med masser af øl og sprut. Sådan går Stodderdansen i Fiston Mwanza Mujilas anden roman.
Fiston Mwanza Mujilas (f. 1981) debutroman, Tram 83 (opr. 2014, eng. 2015, da. 2017), slog mig helt bagover i begejstring, da jeg læste den i den engelske oversættelse for omtrent fem år siden. >> Læs videre
“For fremtiden vil ingen forbryder kunne skjule sandheden. Ikke engang vores egne inderste tanker er længere vores egne – sådan som vi med urette hidtil har troet.”
Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er fornyligt nyoversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen. >> Læs videre
Melancholia fremhæves ofte som et af Fosses hovedværker. Det er nu ikke det bedste, jeg har læst af ham. Personligt foretrækker jeg de senere Morgen og aften og Andvake-trilogien. Men det siger nu mest om de sidstnævntes mesterlighed, for Melancholia er også en fremragende bog.
Melancholia fremstår dog ikke ligeså helstøbt som de nævnte. Og for min smag løber Fosses karakteristiske stil med de mange besværgende gentagelser lidt af med ham i dele af værket. Andet bind er imidlertid det hele værd. >> Læs videre
Underlig. I nogle stræk fascinerende. I nogle samfundskritisk relevant. I nogle rørende. I andre stræk virkelig kedelig. Underlig.
Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal mene om Tokyo Ueno Station af japanskfødte og i Korea bosiddende Yū Miri (f. 1968). Det er en ganske ambitiøs roman. Den har mange eksperimenterende kvaliteter. Men jeg synes ikke helt, at den lykkes. Bortset fra, at jeg ikke er helt sikker på, hvad det er, den gerne vil lykkes med. >> Læs videre
Yōko Tawada har fået en spændende idé i form af en dystopisk fremtidsvision om et samfund, hvor det meste af verden er blevet giftig, hvor børnene fødes syge og skrøbelige, mens de gamle bare bliver ældre og ældre og må forsørge de unge. Desværre har hun ikke samtidig fået en idé til en god historie i denne fremtidsverden. Og det gør i sidste ende Udsendingen til en noget kedsommelig affære.
Japanske Yōko Tawada (f. 1960) kender vi her på bloggen fra hendes fine kortroman Brudgommen var en hund og novellen Time Differences. Udsendingen (opr. 2014) er den seneste udgivelse af Tawada på dansk – oversat til lydefrit dansk af Mette Holm. >> Læs videre
Dette års vinder af The Booker International Prize er først og fremmest en skræmmende kortroman om, hvordan krigens rædsler driver en ung mand ud i blodtørstigt vanvid. Samtidig en historisk roman om Frankrigs brug af senegalesiske soldater som foder for maskingeværkuglerne i skyttegravene under Første verdenskrig.
David Diops anden roman, At Night All Blood is Black (opr. 2018, oversat til engelsk af Anna Moschovakis i 2020), vandt i juni 2021 årets International Booker Prize – foran blandt andre shortlistede danske Olga Ravns The Employers (da. De ansatte) og Éric Vuillards The War of the Poor. >> Læs videre
“Min historie er ikke behagelig, den er ikke sød og harmonisk som de opfundne historier, den smager af meningsløshed og forvirring, af vanvid og drøm som alle menneskers liv, når de ikke længere vil lyve for sig selv.”
Herman Hesse (1877-1962) skrev Demian i 1917, og den blev udgivet som bog første gang i 1919 under forfatterpseudonymet Emil Sinclair, navnet på romanens jeg-fortæller. Først 16 oplag senere i 1920 trådte Hesse frem som forfatteren. >> Læs videre
“Hun hørte en knogle sprække et sted i kroppen, noget jamrede, som om et lille dyr sad indespærret der. En strejfende kat, en hamster, et eller andet.”
Den kinesiske forfatter Sun Pin (f. 1983) kender vi her på bloggen fra kortromanen Uendelig lidelse. De tusind bæsters nat er ligesom denne udgivet i Forlaget Korridors novellaserie og ligeledes oversat til smukt dansk af Sidse Laugesen, forlagets “hus-oversætter” fra kinesisk. Bogens design holder også den høje standard, vi er vante til fra Korridor. >> Læs videre
“Jeg har sunget Kameliadamen i fyrre år. Hvad synes du?”
“Jeg, jeg er lidt forvirret – nu her i teatret …”
“Præcist, unge ven! Det var dog en fantastisk respons, du værdsætter mit arbejde!”
Citatet ovenfor fra Kærlighed i et nyt årtusind af kinesiske Can Xue (f. 1953) indgyder mig en smule fortrøstning. Måske har jeg fanget noget rigtigt? I hvert fald var min forvirring stor både under og efter endt læsning af bogen, som udkommer på dansk i dag på Forlaget Korridor i Sidse Laugesens fine oversættelse. Men min fascination var næsten lige så stor. >> Læs videre
En herlig bog om Proust og På sporet af den tabte tid, som man kan blive klogere af, og som ikke mindst inspirerer til at (gen)læse Prousts kæmpeværk med nye øjne. På én gang akademisk lærd og legende let i sin tilgang og først og fremmest båret af en smittende begejstring for Proust.
Jeg har tidligere på sommeren omtalt Neal Ashley Conrads registerbind til den nye danske oversættelse af På sporet af den tabte tid, som jeg var lidt forbeholden overfor. Sandhed og intet andet end sandhed kan jeg til gengæld fuldt ud anbefale til Proustlæseren, både til den læser, der er i gang med værket, og den, der allerede har læst det. >> Læs videre
Halleluja! Hvilken finale! Sidste del af Prousts monstrøse magnum opus binder det hele sammen og er i sig selv en så udsøgt fornøjelse, at jeg føler mig fristet til bare at starte forfra med en genlæsning af hele værket med det samme.
Jeg har været på sporet af den tabte tid med Marcel Proust i samlet set mere end otte år. Jeg har læst mere end 600 andre bøger ind i mellem, og meget andet af langt større betydning er passeret i mit liv, fra jeg påbegyndte Swanns verden i 2015 til afslutningen af værket med Den genfundne tid. >> Læs videre
En finsk roman med den oversatte titel The Union of Synchronised Swimmers og tilmed et ualmindelig smukt og elegant designet omslag. Det var nok for mig til, at denne kortroman kom ned i indkøbskurven på et af sommerens boghandelbesøg.
Det er dog en tilsnigelse af kalde det en roman. Der er reelt tale om seks selvstændige noveller, som kun er bundet meget løseligt sammen af en rammehistorie. Rammehistorien udgør en syvende novelle i sig selv, der blot er fortalt brækket op i syv korte bidder som “mellemlægspapir” mellem de øvrige seks noveller. >> Læs videre
Da kakerlakken Jim Sams en morgen vågner fra urolige drømme, finder han sig i en seng forvandlet til en uhyre skabning, nærmere bestemt den engelske premierminister. Liggende på ryggen ville hans små brune ben normalt have sprællet glade i luften, men nu ser han kun fire store kødfulde lemmer, som ligger dvaske ned langs hans sider. Ved en grotesk omvending ligger alt hans kød tilmed blottet uden på hans skelet.
Nogenlunde sådan begynder Ian McEwans satiriske kortroman fra 2019 om det britiske Brexit. Indledningen er naturligvis en parafrase over Franz Kafkas Forvandlingen, og det er jo meget sjovt i sig selv. Herfra ophører referencerne til og ligheden med Kafka imidlertid. >> Læs videre
Hvad er egentlig meningen med Éric Vuillards The War of the Poor (opr. 2019, eng. 2021) om den radikale, tyske reformator, teolog og bondeoprørsleder Thomas Müntzer? Er det populærvidenskabelig historieformidling? Er det fiktion? Eller er det egentlig et pamfletagtigt essay primært drevet af et politisk budskab til vor egen tid?
Det er ikke så nemt at afgøre, og det er et af problemerne ved bogen. Ikke at jeg har noget imod eksperimenterende genreblandinger som sådan, men hvis man som forfatter ikke rigtig kan bestemme sig for et fokus, så risikerer resultatet at blive uskarpt set fra alle vinkler. Og det synes jeg desværre sker for Vuillard her. >> Læs videre
Skuffende og kedsommelig sydkoreansk roman, som gerne vil være en raffineret, psykologisk thriller om fysisk og mental isolation, men som har for lidt substans at byde på og dertil er skrevet i et tamt og fladt sprog.
Min foretrukne måde at finde nye bøger på er ved at ose rundt i fysiske boghandlere og lade mig inspirere af boghandleranbefalinger, en fængende titel, bagsideomtalerne eller bare et spændende omslag. Nogle af mine bedste og mest overraskende positive bogoplevelser har jeg fået på den måde. Men det går ikke altid godt. Således ikke i tilfældet The Hole af Hye-Young Pyun. >> Læs videre
Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante skikkelser i den danske kunstverden omkring forrige århundredskifte, maleren Kristian Zahrtmann. Som helhed har romanen dog lidt svært ved at samle sig.
I forlængelse af min læsning af Jesper Wung-Sungs fiktive, litterære portræt af maleren Vilhelms Hammershøis kone, Ida, i Kvinde set fra ryggen, fortsætter jeg med en anden af forårets danske, litterære kunstnerbiografier. Vi er i samme periode, men hos Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) gælder det Kristian Zahrtmann (1843-1917). >> Læs videre
Jesper Wung-Sung lykkes på fornem vis med at give en stemme til kunsthistoriens mest berømte ryg og nakke i dette velskrevne romanportræt af Ida Hammershøi, maleren Vilhelm Hammershøis kone og foretrukne model.
Uanset om man er fan eller ej, så kender vi alle sammen de gentagne motiver fra Hammershøis berømte malerier: En stillestående opstilling med en kvinde i mørk kjole set fra ryggen på en gråmeleret baggrund af trist væg, måske et vindue eller en dør, måske en kaffekande eller en skål i forgrunden.
Den gennemgående model, kvinden med ryggen til, kender vi til gengæld ikke så meget til. Hun var Hammershøis kone, Ida Hammershøi, født Ilsted (1869-1949). Jesper Wung-Sung (f. 1971) har med romanen Kvinde set fra ryggen sat sig for “at vende hende mod verden og give hende en stemme,” som det hedder i bagsideteksten. Det lykkes ganske godt. >> Læs videre
Spansk nyklassiker, som skal læses for sit portræt af en degenereret familie i efterdønningerne af Den spanske borgerkrig. Set fra nutiden bærer den dog præg af at være en debutants første roman og er lidt for usandsynligt melodramatisk for denne læsers smag.
Carmen Laforet (1921-2004) var bare 23 år, da hendes debutroman Nada (1945) vandt den prestigefyldte, spanske litteraturpris Premio Nadal, og hun blev snart udråbt til det store, nye håb i spansk efterkrigslitteratur. >> Læs videre
Hvor er der dog mange fabelagtigt gode forfattere derude i verden, som vi endnu har til gode at få oversat til dansk (i større omfang). En af dem er spanske Medardo Fraile, som gennem en menneskealder har forsynet den spankstalende del af verden med sublime noveller.
Man ferierer i Spanien, og der er røget et par spanske forfattere fra hylden med i feriekufferten. Things Look Different in the Light af Medardo Fraile (1925-2013) samlede jeg op i en boghandel i Madrid for et par år siden – uden at jeg mindes nogensinde at have hørt om Fraile før. Men nogle gange er man heldig – og dette var en gangene. >> Læs videre
