Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Komiske, surrealistiske eller helt absurde små kortprosatekster om mangt og meget og ingenting og gakkelak. Giver det mening, mine herrer og damer? Nej, slet ikke. Men læs med alligevel.
Viggo Madsen (f. 1943) debuterede helt tilbage i 1966 og har en længere publikationsliste bag sig, som især omfatter lyrik, men også en del prosa, herunder både børnebøger og kortprosa for de voksne. >> Læs videre
Korte prosadigte i lækker udgivelse om det, der sammenbinder og adskiller i kroppe, arkitektoniske strukturer, mennesker og tekster.
K’s bognoter plejer at være et julefrit fristed, selv i december. Men i år har jeg foræret mig selv en pakkekalender, en bogpakkekalender, naturligvis, som jeg ikke kunne stå for på Forlaget Korridors stand på Bogforum i år – heller ikke selv om forlægger Simon Kristensen advarede mig om, at jeg formentlig havde læst mange af de små publikationer i pakkerne i forvejen. >> Læs videre
Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.
Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre
En litterær fremstilling af diktaturets natur – skrevet af en dengang aktiv politiker mod den nicaraguanske diktator, Somoza. Ikke meget læst i vores del af verden i dag, men stadig relevant og også litterært interessant.
Sergio Ramírez (f. 1942) var et prominent medlem af den intellektuelle del af den sandinistiske modstand mod Somozas diktatur i Nicaragua fra 1967-1979. Som politiker var Ramírez i perioden 1985-1990 vicepræsident i Nicaragua under Daniel Ortega. I 1996 trak Ramírez sig dog tilbage fra politik og har siden primært helliget sig karrieren som forfatter, der startede i 1963. >> Læs videre
128 korte “postkort” fra 128 døde om deres sidste øjeblikke i livet. Nogle af dem tankevækkende, nogle rørende, nogle pudsige, nogle vittige (og andre lidt for tvunget morsomme). Samlet set en let og alligevel alvorlig og under alle omstændigheder læseværdig samling tekster, der i det store hele balancerer fint mellem det melankolske og det ironiske.
Den syditalienske forfatter Franco Arminio (f. 1960) er opvokset og bosiddende i den lille landsby Bisaccia i regionen Irpinia. Hans lille kortprosaværk Cartoline dai morti fra 2010 har angiveligt haft stor succes i Italien og udgives i dag også på dansk på mikroforlaget Apuleius’ Æsel. >> Læs videre
“På min mors side er jeg smed og på min fars tømrer. Heraf kommer min lidenskabelige kærlighed til sproget som håndværk.” Således hedder det i forfatterens fortale til novellesamlingen Fabularium. Og Arreola kan sit håndværk. Fabularium (opr. 1952) er finurlig, forrygende og – kunne man fristes til at sige, hvis det ikke ville være for billigt – fabelagtig læsning.
Skjødt Forlag kan med denne første udgivelse på dansk af den mexicanske forfatter Juan José Arreola (1918-2001) fejre en ny sejr i det lille forlags sympatiske ambition om at gøre ældre og nyere kvalitetslitteratur på spansk tilgængelig på dansk. >> Læs videre
Syriskfødte Osama Alomars små fabler og allegorier er vældigt sympatiske, og de bedste af dem er søde og pudsige og moderat tankevækkende. De fleste er dog for banale for min smag, gående mod det ligegyldige.
The Teeth of the Comb & Other Stories, som netop er udgivet for første gang, er en samling af cirka 160 kortprosatekster i form af moderne fabler og allegorier over den menneskelige tilstand. De længste af dem strækker sig lige akkurat over 2-3 sider, men de fleste er ganske korte, kun nogle få sætninger eller helt ned til en enkelt. >> Læs videre
Rørende, sjove, sørgelige, glade, triste, romantiske, tragiske, håbefulde, hadefulde, skuffede, bitre, foruroligende, trofaste, svigefulde historier … Emmanuelle Pagano kommer hele vejen rundt i det menneskelige følelsesregister i denne samling af små stykker kortprosa, hvor hver tekststump udgør et blik ind i et helt og fuldt menneskeligt univers. Og hun gør det for det meste vedkommende og troværdigt.
Franske Emmanuelle Pagano er født i Aveyron i Sydfrankrig i 1969. Hun har studeret kunst og filmæstetik, og som forfatter har hun 6-7 romaner bag sig. Pagano har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab, herunder EUs litteraturpris i 2009, og er oversat til adskillige sprog, dog endnu ikke dansk, så vidt jeg har kunnet opspore.
Trysting består af 289 kortprosatekster (ja, jeg har talt dem!) fordelt på kun på 143 (korte) sider. De længste tekster er på 1-2 sider, de korteste er kun en enkelt sætning. >> Læs videre
Hvem i alverden er nu Adelheid Duvanel? Ja, det spørgsmål kunne jeg heller ikke have svaret på for godt et døgn siden, hvor jeg i den fine københavnerboghandel Ræven og pindsvinet faldt over denne lille, interessante udgivelse fra Forlaget Virkelig.
Min interesse blev i første omgang fanget af titlen, som er hentet fra et af de kun syv korte prosastykker, der er blevet plads til i det lille hæfte. Opbrud med tre plysaber smager henad titlen på et stilleben – men med indbygget bevægelse. Nok til skærpe min appetit på det skæve og det sære. >> Læs videre
Så er der nyt fra den chilenske, litterære wonderboy, Alejandro Zambra. Multiple Choice er et pudsigt eksperiment: En litterær leg med former og et lille stykke samfundkritik i ét.
Havde Zambra skrevet i 1960’erne eller 1970’erne i Frankrig ville han med Multiple Choice givetvis have kunnet søge optagelse i forfatterfællesskabet i OULIPO (Ouvroir de littérature potentielle eller Værksted for potentiel litteratur). De læsere, der har dén reference, har dermed gættet, at vi med Zambras nye bog befinder os i den endog meget eksperimenterende genre. >> Læs videre
Indiske Kuzhali Manickavel er et ret interessant bekendtskab. Ret god. Ret sjov. Ret sær. Ret vild. Faktisk helt crazy. Og det er ret fedt.
Jeg stødte første gang på Kuzhali Manickavels kortprosa i form af en kort, pudsig novelle i antologien UTOPIA [thirteen], som Forlaget Korridor udgav i 2013. På forlæggerens anbefaling (og tak for den) har jeg nu opsøgt Manickavels første selvstændige bogudgivelse, novellesamlingen Insects Are Just Like You And Me Except Some Of Them Have Wings fra 2008.
Det er én af den slags bøger, man elsker allerede på grund af titlen – og på grund af de pudsige illustrationer på omslaget (tegnet og designet af Malavika P.C.). >> Læs videre
“Nu handler livet jo ikke bare om at forgribe sig på mindreårige pigebørn, tortur og henrettelser. Der er også krige, naturkatastrofer og ganske banale dødslejer. Men alt det har vi været igennem, så hvad skal jeg snart finde på?”
Misogyni, mord, lemlæstelse, tortur, voldtægt, kannibalisme, menneskeofringer, pædofili, pornografi, seksuel omgang med afføring – og sågar mishandling af små dyr og dukker …
Hvis man tror, at det neutrale, konservativt lyseblå bogomslag og det forhold, at forfatteren havde passeret de 78 år ved udgivelsen af Forløbelser i 2015, kan læses som betryggende tegn på en omgang stille og rolig, småborgerlig hyggelæsning, der passende kan indtages sammen med aftenkaffen og vanillekransen, så kan man godt berede sig på at løbe ud og kaste de sidstnævnte op. >> Læs videre
Originalt, nyt dansk værk krydser grænser mellem både litterære genrer og medier – og så er det bare superlækkert udført.
Jeg har glædet mig til at få Monia Sanders (f. 1988) nye værk Dominique mellem hænderne, lige siden jeg havde lejlighed til at se en ‘prototype’ i forbindelse med Lille Bogdag i april måned tidligere på året. Og det var da også en ren fornøjelse at modtage værket med posten og pakke det langsomt ud.
Dominique består af 16 separate tryksager af forskellig karakter (17, hvis man tæller et visitkort med). De kommer i en simpel, grå papæske, men når du åbner æsken, mødes du af en umanerlig indbydende pakke af små hæfter, foldere og løsblade i forskellige størrelser, papirkvaliteter og grafiske udtryk, sirligt bundet sammen af et kapitælbånd (som er de dér små, ofte stribede stofstrimler, der fæstnes foroven og forneden på bogblokken i en indbundet bog). Alt sammen pakket nænsomt ind i et stykke bogbindergaze. Hele pakken emmer med andre ord af klassisk bogbinderkunst, men altså i en noget defragmenteret form. >> Læs videre
For mange løse udkast og litterære formøvelser på stedet gør Lydia Davis’ seneste novellesamling til en noget blandet fornøjelse. Men rent sprogligt er hun en nydelse at læse.
Can’t and won’t (2014) er mit første bekendtskab med amerikanske Lydia Davis (f.1947). Jeg havde glædet mig til endelig at læse noget af hende, men blev ærlig talt noget skuffet.
Davis dyrker den ultrakorte prosaform. De fleste af ‘historierne’ i denne samling er på bare én eller to sider, nogle af dem kun på et par sætninger. >> Læs videre
Det var umuligt for mig at modstå fristelsen til at tage denne bog i hænderne, som den lå der på et af udstillingsbordene i newyorkerboghandelen The Strand. Lou Beach’s 420 characters er ualmindelig lækker i udførelsen: Rødt lærredsbind med guldtryk og et halvt afskåret smudsbind præget af nogle af forfatterens egne surrealistiske illustrationer, der også går igen inde i bogen i flotte farvetryk på glittet papir.
Men ak, historierne i bogen står desværre ikke distancen og lever slet ikke op til den lækre indpakning.
420 characters består af i alt 169 miniaturehistorier, én pr. side, som hver især ikke er mere end 420 tegn lang inklusive mellemrum og tegnsætning. Begrænsningen på 420 tegn kommer sig af, at historierne oprindeligt er skrevet som facebook-opdateringer på Lou Beach’s facebookside. >> Læs videre
Antropocæn kreatur? Hvad i alverden er det nu for en titel?
Antropocæn er et af de nye in-ord på den klimabevidste del af venstrefløjen. Begrebet er for nogle år siden bragt i spil i antropologiske, men også i geologiske kredse som forslag til betegnelse for en ny geologisk tidsalder.
Ifølge de nuværende officielle betegnelser befinder vi os i dag i tidsalderen Holocæn, som har varet siden sidste istid for ca. 11.500 år siden. Argumentet bag begrebet Antropocæn er, at jorden siden den industrielle revolution omkring år 1800 har undergået så store og varige forandringer som følge af menneskelig aktivitet, at det også i et geologisk perspektiv giver mening at tale om en helt ny epoke. >> Læs videre
Frøydis Sollid Simonsens (f.1986) kortprosa er fyldt med både poesi, vid og skæv humor. Anbefales.
Hver morgen kryber jeg op fra havet er Frøydis Sollid Simonsens debut som forfatter. Hun er norsk, bosat i København og studerer i Sverige på tegneserieskolen i Malmö. Talentet for at tegne demonstreres også af denne smukke udgivelse, hvis forside og omslagsklapper prydes af Frøydis Sollid Simonsens skæve tegninger (se billede herunder).
Hver morgen kryber jeg op fra havet er en lille bog med en lille historie fortalt i en serie små kortprosastykker, de færreste mere end en side lange, de fleste kortere. Vi følger en jeg-stemme, en ung kvindelig biologistuderende, som læser til eksamen samtidig med, at hun bliver forelsket, får en kæreste og til sidst forladt. >> Læs videre
Ladislav Novák (1925-1999) var en tjekkisk kunstner knyttet til den surrealistiske bevægelse i Tjekkiet. Han er blandt andet kendt for sine eksperimenter med nye kunstneriske teknikker, herunder teknikken froissage, som han har brugt i serien om mr. Hadlíz.
Nováks froissage-teknik består i at krølle et stykke papir sammen, glatte det ud igen, påføre vandfarve og derefter kigge efter figurer i det krøllede mønster, som han så tegner op og farvelægger med yderligere vandfarver.
The Transformation of mr. Hadlíz er en serie på 12 billeder, som Novák lavede tilbage i 1976 ved anvendelse af froissage-teknikken på 12 fotografier fra en (i øvrigt dansk) månedskalender. >> Læs videre
Mette Østgaard Henriksens to små pixi-bøger Heksehistorier og Lesbiske eventyr om mænd er udgivet samtidig og lægger i form og indhold i høj grad op til at blive læst som to dele af samme værk.
Fysisk er de i samme kvadratiske pixi-format: Den ene er sort med gul titel. Den anden er gul med sort titel. De består begge af en samling kortprosastykker på 1-2 små sider, heraf en del på kun nogle få korte sætninger.
Prosateksterne er også bygget op på samme måde: I den ene starter alle teksterne med ‘Der var engang en kvinde, der…” og i den anden med ‘Der var engang en mand, der…”. Men derudover er de faktisk ret forskellige. >> Læs videre
