Indiske Kuzhali Manickavel er et ret interessant bekendtskab. Ret god. Ret sjov. Ret sær. Ret vild. Faktisk helt crazy. Og det er ret fedt.

Jeg stødte første gang på Kuzhali Manickavels kortprosa i form af en kort, pudsig novelle i antologien UTOPIA [thirteen], som Forlaget Korridor udgav i 2013. På forlæggerens anbefaling (og tak for den) har jeg nu opsøgt Manickavels første selvstændige bogudgivelse, novellesamlingen Insects Are Just Like You And Me Except Some Of Them Have Wings fra 2008.

Det er én af den slags bøger, man elsker allerede på grund af titlen – og på grund af de pudsige illustrationer på omslaget (tegnet og designet af Malavika P.C.).

Novellesamling er nu nok ikke den helt rigtige betegnelse, for kun få af de 35 tekster i samlingen er vel strengt taget lange nok til at kunne kaldes noveller. Vi er snarere ovre i kortprosaen eller flash fiction, som nogle kalder disse helt korte prosatekster.

Manickavels litterære univers følger ikke nogen kendte regler. De fleste tekster tager afsæt i en realistisk verden konkrete steder i Indien med referencer til stednavne i især Tamil Nadu. Men de fysisologiske love gælder ikke altid, og små, magiske elementer indgår naturligt i teksterne.

Kuzhali Manickavel (som hun præsenterer sig selv på sin Goodreads-profil)

Jeg vil dog ikke kalde stilen ‘magisk realisme’ og heller ikke ‘fantastik’, for Manickavels tekster er (endnu) mere skæve, underlige og legende end det, jeg normalt forbinder med de nævnte genrer. ‘New Weird Fiction’ er muligvis mere rammende, hvis man skal forsøge at genrebestemme.

Men jeg har nu indtryk af, at Manickavel selv er ret ligeglad med genrebetegnelser. Hendes små tekster danser afsted med et sprogligt og idémæssigt overskud, der ikke har behov for konventioner og andre krykkestokke.

Det er helt omsonst at forsøge at referere noget så sekundært som ‘handlingen’ i teksterne. De fleste af dem har ikke en traditionel handling, men virker snarere som flygtige stemninger, skøre indfald, glimt af en barndomserindring, fragmenter af en drøm eller skitseringen et enkelt tableau med et par personer og måske et dødt insekt, som Manickavel har fældet ned på papir. Og i de få af teksterne, som har en slags handling, så følger den alligevel ikke mange litterære normer.

Nogle af teksterne har et satirisk islæt, andre er fabulerende, atter andre giver glimt af sprøde og såbare forhold mellem mennesker eller et kort kig ind i et enkeltmenneskes sørgmuntre skæbne. Og så er dem, der bare er sprudlende fjollede.

Hvorom alting er, så er Manickavels prosa fyldt med skæve iagttagelser, underligt fascinerende tableauer og små sproglige perler. For eksempel denne her fra en af de lidt længere historier, The Sugargun Fairy:

Time passed very slowly in Stalin Rani’s house. It collected in the corners and clung to people’s heels if they stood in one place for too long.

Eller hvad med dette fine, lille stykke fra samme historie (som gav mig associationer til Julio Cortázars historie om manden, der har det med i ny og næ at kaste en lille kanin op):

The next morning Stalin Rani awoke and the universe stretched over her eyes like a piece of orange bubble gum. She saw a crack in the cosmic egg, elephants mating in a thunderstorm and a broken toilet. She coughed until something hard and black lurched out of her mouth.
    “It’s a revelation,” said Shoebox Uncle. “Put it in your mouth.”
    “It came out of my mouth.”
    “Put it in your shoebox then.”
    Stalin Rani began bringing one up every morning. Soon the shoebox was filled with them.
    “How come you don’t have them?” she asked.
    “I do, I just don’t spit them out.”
    “Why do I have to keep them in the shoebox? How come I can’t just throw them out?”
    “Because everyone must keep a box of things they don’t understand and can’t throw away.”

Referencen til Cortázars fantastik er i det hele taget ikke helt ved siden af, tænker jeg, men Manickavels tekster forekommer mere henkastede og legende.

I en anden af de længere historier følger vi pigen Alarmel, som af grunde, hun heller ikke selv kan forklare, begynder at samle på døde insekter. De inspirerer hende til at skrive mærkelige, poetiske sætninger ned på små stykker papir. På et tidspunkt sætter hun sig og skriver sætningerne sammen:

Instead of listing the phrases, she let them run into each other like an unending train of words. When she was finished, she read it back and realised it made absolutely no sense. Sometimes it was awkward, sometimes it was just plain silly.
    But on the whole, it was the most perfect thing she had ever read in her entire life.

Dette kunne også være en rammende betegnelse for Manickavels egne tekster og samlingen som helhed. Der er mange af teksterne, som ikke giver meget mening umiddelbart – og for så vidt heller ikke i eftertanken. Det er skævt og skørt og nogle gange lidt for mærkeligt, men det er skøn læsning, der bringer smilet frem. Husk blot at efterlade kravet om traditionel, sammenhængende mening ved indgangen.

Kuzhali Manickavels bøger er ikke så nemme at opdrive i Danmark, men de kan findes derude i verden via nettet. Som en start og en smagsprøve kan jeg anbefale at tjekke nogle af hendes historier på hendes blog thirdworldghettovampire.blogspot.dk.

• Lignende indlæg
• Af Kuzhali Manickavel

Warsan Shire: Teaching My Mother How To Give Birth

Viggo Madsen: De beskrevne blade falder af! – Novelletter

Hedvig Skjerdingstad: Bindevæv

Julio Cortázar: Passager

Bina Shah, Brian Chikwava, Kuzhali Manickavel, Tabish Khair og Warsan Shire: UTO