Gyrðir Elíasson: Mellem træerne

Anbefaling: Efterlad kravene om intelligibel mening og forklarlig sammenhæng derhjemme, synk ind i Gyrðir Elíassons verden og lad dig stilfærdigt og frydefuldt forvirre, forundre og forurolige.

Jeg har til min store glæde netop opdaget Gyrðir Elíasson via Jensen & Dalgaards genudgivelse af hans første novellesamling, Papirskibsregnen. Fra den gik jeg direkte ombord i novellesamlingen Mellem træerne (opr. 2009, da. 2011), som Elíasson i sin tid fik Nordisk Råds Litteraturpris for. Den er udgivet på forlaget Thorgaard og ligesom Papirskibsregnen oversat til flydende dansk af Erik Skyum-Nielsen.

Samlingen åbner forrygende med novellen “Inferno” og et portræt af helvede her på jord: Ikea. En mand er i Ikea sammen med sin kone og i cafeteriet læger han mærke til en lidt sølle mand, der sidder for sig selv ved et bord og kigger ned i en øl:

Jeg syntes, jeg kendte manden, men tog ikke med det samme notits af ham. Så gik der pludselig en prås op for mig.
Det var August Strindberg.
Strindberg, som havde frygtet helvede mere end noget andet og havde skrevet om denne sin frygt, men nu var havnet her efter døden, i Ikea på Island. Han, der havde ment, at Lund var helvede på jorden, men ingenting vidst om Island og ingenting om Ikea, som da heller ikke fandtes på hans tid. Jeg så, hvordan han sank mere og mere sammen over ølglasset, en mand fordømt i al evighed.

Dét er da sjovt!

Humoren er til stede i de fleste af samlingens i alt 47 korte noveller, men som regel ret underspillet. Underspillet kunne i det hele taget være Gyrðir Elíassons mellemnavn, men han er underspillet på en raffineret, indtagende og gådefuld måde, som fanger læseren ind og ægger til viderelæsning.

Ikke alle 47 noveller er lige erindringsværdige, men jeg syntes faktisk, at de alle var værd at læse – også selv om jeg ikke tør kaste mig ud i en litterær fortolkning af dem alle sammen. Skal jeg være helt ærlig, så var der en god del af historierne, som jeg ikke forstod meningen med. Men jeg var glad for at læse dem alligevel.

Undervejs i samlingen lærer man ikke at forvente nogen afrundet afslutning eller tydelig pointe. Nogle gange er der knap nok en intelligibel sammenhæng mellem komponenterne i den enkelte historie på trods af, at de fleste noveller ikke er på mere end fire sider.

Gyrðir Elíassons skrift er som sådan egentlig ikke specielt bemærkelsesværdig. Han skriver ikke i enkeltsætninger med stor poetisk kraft og smykker ikke sin skrift med righoldig ornamentering eller den slags.

Så hvad er det, Elíasson kan? Dét, der indfanger mig, er hans evne til fra de første sætninger at gøre hver enkelt teksts personer og steder konkrete og nærværende, som regel i et genkendeligt, hverdagsrealistisk univers – hvori han så, nogle gange nærmest umærkeligt, lader nogle sprækker åbne op til noget mystisk og gådefuldt. Nogle gange bare i form af stemninger og anelser. Andre gange eksplicit (som når fortælleren pludselig står ansigt til ansigt med et ondskabsfuldt udseeende, bevinget og skællet djævlelignende monster i et mystisk drivhus).

Der er noveller i samlingen, som åbner sig åbenlyst mod en verden af genfærd og spøgelser, sort magi og andre overnaturlige fænomener (men igen: som regel på en hverdagsrealistisk, underspillet og afdæmpet facon).

Og så er der de noveller, som holder sig inden for realismens rammer, og hvor det mystiske og gådefulde mere handler om menneskets hang til drømme og længsler efter andre steder.

Som i historien “Besøg” om den gamle landlæge, der kommer tættest på sine drømme om at leve et farligt helteliv på kanten, når han læser Homers Odyssé ved rattet, mens han kører bil på smalle, snørklede landeveje på vej mod et patientbesøg:

At læse i en bog på en smal vej ved rattet minder om uvisheden i en kamp, man drager ud i en morgen; vil man se aftensolen eller ej?

Alle 47 noveller er som nævnt ganske korte og mange af dem har den åbne og aldeles uforklarede slutning til fælles. Mange har også fælles træk i form af eksplicitte eller implicitte referencer til dels litterære og musikalske værker, som hovedpersonen læser og lytter til undervejs eller tænker på.

Novellerne er fyldt med sådanne litterære og musikalske allusioner, og jeg har en stærk fornemmelse af, at en grundigere og kvikkere læser end jeg ville kunne få en del fortolkningsbidrag til teksterne ud af at dyrke disse eksplicitte og implicitte referencer noget mere.

Men man kan også bare gøre som jeg: Læse lystigt derudaf og lade sig stilfærdigt og frydefuldt forvirre, forundre og forurolige. Den læsestrategi gav i hvert fald mig stor fornøjelse af Mellem træerne. Og jeg er ikke færdig med at læse Gyrðir Elíasson. Først skal jeg dog lige læse noget andet.

K's vurdering: