K’s bedste anbefalinger fra læseåret 2025

K’s bognoter ønsker alle følgere godt nytår – traditionen tro med nogle anbefalinger fra mit læseår 2025. En blandet buket, som ikke er udvalgt blandt nye udgivelser i 2025, men slet og ret blandt de bøger, jeg har læst i løbet af året.

Når jeg ser tilbage på mit læseår 2025, er det blandt andet kendetegnet ved, at der optræder noget færre titler på listen over læste bøger end normalt. Det er der ikke nogen særlig grund til – jeg har blot været mere optaget af andre gøremål i løbet af året.

Til gengæld var der blandt de 60 bøger, jeg dog fik læst og anmeldt her på siden, heldigvis mange virkelig gode. Ti af de bedste har jeg udvalgt i det følgende – rangordnet alene efter deres oprindelige udgivelsesår:

Ask the Dust af John Fante (opr. 1939)
86 år er ingen alder – ihvertfald ikke, når det gælder John Fantes kraftfulde, fanden-i-voldske, vilde, sine steder eksalterede, andre steder dybt poetiske, men hele vejen igennem sitrende, eksplosivt nærværende sprog. Fantes hovedværk, Ask the Dust, den tredje roman i hans Arturo Bandini-kvartet, har længe været på min personlige top-liste over de bedste bøger, jeg har læst nogensinde. I år genlæste jeg den, og det har kun slået den placering endnu grundigere fast.

The Kingdom of This World af Alejo Carpentier (opr. 1949)
Cubansk romanklassiker om den haitianske revolution omkring år 1800 og den gale konge, Henri I af Haiti. Alejo Carpentiers mesterværk er uomgængelig inden for caribisk litteratur som en visionær forløber for den latinamerikanske magiske realisme og fantastik. Men romanen er meget mere end pligtlæsning for litteraten. Her 75 år efter den første udgivelse står den stadig stærkt i egen ret med sin intense, tætpakkede prosa og mørke, surrealistiske stemning.

First Snow on Fuji af Yasunari Kawabata (opr. 1958)
Stilhed. Glemsel og erindring. Sitrende spænding i spillet mellem fravær og nærvær, mellem det sagte og det usagte. Mennesker, der har oplevet tab. Mennesker, der længes efter noget, måske hinanden, men synes dømt til for evigt at række forbi hinanden. Erotik som en magtrelation. Mere stilhed. Japanske Yasunara Kawabata er en af verdenslitteraturens allerstørste navne, og det demonstreres også i denne novellesamling.

Family and Borghesia af Natalia Ginzburg (opr. 1977)
Italienske Natalia Ginzburg er mesterlig, når hun er bedst. Hun kan skrive mere ætsende skarpt om relationer mellem mennesker end de fleste forfattere, jeg er stødt på. Det gør hun igen i disse to kortromaner. Der er anmeldere, der ikke mener, at disse to kortromaner er blandt hendes bedste. Men jeg synes, at de tæt på.

Livet en brugsanvisning af Georges Perec (opr. 1978)
Hovedværket af den vilde franske forfatter, Georges Perec, er en imponerende litterær bedrift. Et stort og kompliceret projekt i udførelsen, og også lidt af et projekt at læse. Det er et monstrøst værk. Men det er samtidig både fascinerende og underholdende. Med god grund en moderne klassiker. Også selv om den er frygtelig lang.

Satantango af László Krasznahorkai (opr. 1985)
At læse ungarnske László Krasznahorkai kan være en både massiv, tung og krævende læseoplevelse – men også en enormt givende, inspirerende og virkelig vittig oplevelse. Både Beckett og Bibelen er med i bagagen. Og når man læser hans debutroman i Peter Eszterhás’ imponerende danske oversættelse, er det ikke svært at forstå, at Krasznahorkai forleden blev tildelt årets nobelpris i litteratur.

Comemadre af Roque Larraquy (opr. 2010)
Af med deres hoveder!!!! Comemadre er en vidunderligt gakket og grotesk, men samtidig skarp og vittig satire over den moderne kropsforståelse, som den udfolder sig i hele spændet fra klassisk eksperimentel videnskab til nutidig performance- og installationskunst. Argentinske Roque Larraquy hiver sine læsere rundt ved næsen på måder, så selv Gogol ville blive flov – mens Monty Python ville se en åndsfælle.

Three O’Clock in the Morning af Gianrico Carofiglio (opr. 2017)
Denne fortælling af italienske Gianrico Carofiglio om relationen mellem en ung mand og hans far er ganske enkel, og det er sproget også. Og det er herfra romanen henter sin styrke. Carofiglio skriver med en forbilledlig fornemmelse for, at mindre kan være mere. Three O’Clock in the Morning hører til blandt de få romaner, hvor hver sætning vitterligt er en fornøjelse af læse fra romanens første til sidste side. Ikke blandt de allerstørste romaner, jeg er stødt på i min tid, men den var en udsøgt fornøjelse at læse.

Vi ville have fortalt hinanden alt af Judith Hermann (opr. 2022)
Hermann skriver også i denne bog med en nerve og et nærvær, der får læserens egen sjæl til at vibrere lidt klarere og skønnere her i verdensmørket. Hun skriver om stærke og forliste venskaber, om tabt kærlighed og om det svære forhold til sine egne forældre. Og så skriver hun rundt om det ufortalte, denne kerne, der giver den gode fortælling sin nerve. Judith Hermann skriver kun sande sætninger. Nogle af dem er muligvis opdigtede, men det gør dem ikke mindre sande. For pokker, hvor er hun en stærk forfatter!

Verdens vigtigste bog. Kristendommen, Bibelen og vores verden af Kristian Leth (opr. 2024)
Som den sidste bog på listen bliver der også plads til en faglitterær titel i form af Kristian Leths bog om Bibelen. Leth er en formidabel formidler, både som radiovært og som forfatter. Hans læsning af Bibelen og hans formidling af bogens tilblivelseshistorie såvel som dens virkningshistorie er både oplysende, fagligt lødig og baseret på en enorm viden og samtidig – og det er det forunderlige – lettilgængelig, letlæst og underholdende. God at blive klog af for alle idé- og religionshistorisk interesserede – også for de af os, der ikke definerer os som kristne i religiøs forstand.

– – – o – – –

Og dét var, hvad jeg havde valgt at fremhæve fra mit læseår 2025. Der var mange andre gode, men dem kan du selv gå på opdagelse i – f.eks. via indekset over anmeldte bøger efter læseår.

Godt nytår!