Georges Perec: Livet en brugsanvisning

Hovedværket af den vilde franske forfatter, Georges Perec, er en imponerende litterær bedrift. Et stort og kompliceret projekt i udførelsen, og også lidt af et projekt at læse. Det er et monstrøst værk. Men det er samtidig både fascinerende og underholdende. Med god grund en moderne klassiker. Men frygtelig lang.

Georges Perec (1936-1982) var et af de mere prominente medlemmer af det franske, eksperimenterende forfatterkollektiv, der går under navnet OuLiPo, en forkortelse for Ouvroir de littérature potentielle (Værksted for den mulige litteratur), grundlagt i 1960 af Raymond Queneau (1903-1976).

OuLiPo-forfatterne var – og er – kendetegnet ved modernistiske eksperimenter i en bestræbelse på at frembringe nye litteraturformer ved at underlægge sig strenge skriveregler, bl.a. inspireret af matematikken. Berømt og berygtet som paradigmatisk eksempel på OuLiPo-litteraturen er Georges Perecs La Disparition (1969), som er skrevet uden brug af bogstavet e.

Livet en brugsanvisning (opr. 1978, da. 1999) betragtes typisk som Georges Perecs hovedværk, og romanen er ikke bare berømt som et modernistisk litteratureksperiment, men som en klassiker i nyere fransk litteratur og det tyvende århundredes litteratur i det hele taget. Og med god grund.

Livet en brugsanvisning er – med Perecs egen metafor, der spiller en væsentlig rolle i værket – et puslespil af en roman. Den er opdelt i 99 kapitler, som hver især tager afsæt i en lejlighed, et værelse, et kælderrum eller en repos i opgangen i den samme parisiske ejendom og fortæller en historie om enten lejlighedens nuværende eller tidligere beboere, ejeren af kælderrummet eller en person i trappeopgangen osv.

Samtidig har hvert kapitel grundlæggende karakter af et slags litterært stilleben, et øjebliksbillede af, hvad der sker, og hvordan der ser ud i hvert rum i ejendommen rue Simon-Crubellier nr. 11 på ét og samme tidspunkt en bestemt dag, den 23. juni 1975.

Hvis man nu tror, at en sådan struktur i sig selv udgør en tilstrækkelig regel for Georges Perec til at udfolde sin roman, så tager man grueligt fejl.

I en tidsskriftartikel fra 1979, året efter den første udgivelse af La Vie mode d’emploi, har Perec selv redegjort for (nogle af) de strukturer og benspænd, han i sin tid lagde ned over projektet. Artiklen er optrykt som bilag til den version af bogen, jeg har læst.

Bogen kan sagtens læses uden at have kendskab til disse strukturer, men for en gangs skyld vil jeg faktisk anbefale at læse dette bilag som det første (eller måske efter at have læst sig lidt ind på værket via en håndfuld kapitler), for det er egentlig meget sjovt at prøve at følge, hvordan Perec undervejs håndterer de regler, han selv har stillet op:

Én struktur udgøres af det matematiske begreb “en ortogonal latinsk dobbeltkvadrat af 10. rang.” Det bliver for langhåret at gå i detaljer med, hvad det præcist er for noget i matematisk forstand. Men forsimplet handler det om, at Perec tager udgangspunkt i ejendommen set i tværsnit uden facade, lidt som et dukkehus. Dette billede opdeler han  i 10 gange 10 felter, svarende til 10 etager, som hver er opdelt i 10 felter. Et felt kan være et lille selvstændigt rum (et kælderrum, et loftsrum eller et lille pigekammer), en del af en større lejlighed eller en del af den fælles trappeopgang, jf. illustration nedenfor.

For at fylde rummene ud  har Perec begået en lang liste af forskellige elementer, hvoraf der ifølge det ortogonale latinske dobbeltkvadrats struktur skal indgå forskellige kombinationer i hvert rum/kapitel på en sådan måde, at intet kapitel rummer samme kombination af elementer som andre. Elementerne på listen udgøres af ting og begreber som:

• Jules Verne
• Joyce
• Kalendere
• Have en drøm
• (Fravær af) fysiologi i 1860
• Nyfødt
• Uld
• Rødt
• Strømper, sokker
• Las Meninas (Maria Margarita af Østrig)
• Moby Dick
• Standerure, bordure
• Forundring
• Parallelipipedum
•  … og så videre (på en meget lang liste)

Rækkefølgen for bogens gennemgang af ejendommens rum er naturligvis heller ikke overladt til tilfældighederne:  Her har Perec valgt at tage udgangspunkt i den klassiske skakopgave, “springerens polygrafi,” som indebærer, at en springer skal bevæge sig igennem samtlige af skakbrættets felter uden nogensinde at ramme samme felt to gange. For romanens struktur indebærer dette sidste princip, at de af ejendommens lejligheder, der dækker flere “felter” besøges i tre, fire eller i et enkelt tilfælde hele seks kapitler, men ikke i sammenhængende rækkefølge.

Skematisk oversigt over ejendommen rue Simon-Crubellier nr. 11 (illustration fra den franske version af romanen, her hentet fra Wikipedia)

Forvirret? I så fald med god grund, men det er til gengæld ikke en grund til at afskrive Livet en brugsanvisning, for man kan som læser som nævnt sagtens kaste sig ud i den uden at bekymre sig om disse indviklede matematiske grundstrukturer.

Nogle personer optræder kun en enkelt gang i romanen. Andre vender tilbage i flere kapitler. Enten fordi deres lejligheder dækker flere “felter” i Perecs hustegning, eller fordi de har forbindelser til nogle af de andre beboere.

Bogen er også fyldt med lister, opremsninger og katalogiseringer: Lister over indholdet af værktøjskasser eller pulterkamre, en opremsning af annoncerne i et postordrekatalog, indkøbslister, fortegnelse over samtlige vine i en vinsamlers reol, bogsamlinger, malerisamlinger, samlinger af gamle reklameskilte af metal, opremsninger af samtlige lande, byer og illustrationer af historiske begivenheder på et antikt kort og så videre og så videre.

Dertil kommer alle de detaljerede (helt ud i overdrevet detaljerede) opremsninger af møbler, service, tøj, kunst, nips, værktøj, madvarer og alle andre tænkelige genstande, man ser i hvert enkelt stilleben af ejendommens lejligheder. Den fulde fortegnelse over de mange forskellige lister og opremsninger, der optræder i romanen, ville langt overskride antallet af dens kapitler.

Det kan lyde kedeligt og tungt. Og ja, vel er det tungt, og kedeligt er det også, hvis man som læser insisterer på at afæske listerne en mening med reference til en handling, eller hvis man læser for hurtigt henover dem. Læst omhyggeligt og rytmisk har mange af Perecs lister imidlertid en egen hypnotiserende virkning. De indbyder til at blive læst højt, som den danske forfatter Peter Adolphsen da også anbefaler i sit efterord til den danske udgave fra 2011.

Samlet set udgør romanen en polyfoni af historier, hvoraf nogle foregår i ejendommen, andre alle mulige andre steder i hele verden. Romanen indeholder et indeks med en alfabetisk oversigt over nogle af disse historier (mere end éthundrede, for hvert kapitel kan rumme flere historier). Et lille udsnit af listen fra en ende af:

• Historien om akrobaten som ikke ville ned fra sin trapez
• Historien om antikvitetshandleren og hans ure
• Historien om den argentinske flyver
• Historien om arkæologen der stolede for meget på legender
• Historien om den australske skuespillerinde
• Historien om bankierens datter der ville spille teater
• Historien om bassethunden Freischutz

Dette korte udpluk kan give en lille antydning af variationen i det overflødighedshorn af historier, som Perecs roman flyder over af.

Den mest centrale historie er historien om manden, der malede akvareller og fik fremstillet puslespil af dem. Den handler om den excentriske englænder, rigmanden Bartlebooth, som er romanens mest gennemgående karakter, hvis man kan tale om en sådan. Historien om hans bizarre livsprojekt kan samtidig siges at udgøre en slags metafor (og samtidig et metonym)  for hele romanens projekt:

Rigmandsarvingen Bartlebooth beslutter sig som tyveårig for at dedikere sine penge og resten af sit liv til et halvtresårigt projekt: Først vil han bruge ti år på at lære at male akvareller. Dernæst tyve år på at rejse verden rundt og male i alt 500 marineakvareller (én akvarel hver anden uge) forestillende 500 havne i verden. Akvarellerne sender hans tro tjener og følgesvend hver anden uge hjem til Paris til kunsthåndværkeren og puslespilsmageren Gerhard Winckler, der overfører hver akvarel til en træplade, han derefter håndudskærer til puslespil med hver 750 brikker.

Hjemme igen er Bartlebooths plan så at bruge de følgende tyve år på at lægge puslespillene i samme takt, som de er blevet til, ét hver anden uge, hvorefter marinerne skal limes sammen og løsnes fra træunderlaget, transporteres tilbage til stedet, hvor de hver især er blevet malet og dér destrueres i  en fuldstændig omvending af tilblivelsesprocessen.

Et med andre ord fuldstændig meningsløst projekt uden andet formål end dets egen fuldbyrdelse, gennemført omhyggeligt efter nøje fastlagte logiske og æstetiske regler.

Jeg refererer Bartlebooths projekt i disse detaljer i et forsøg på blot antydningsvist at formidle karakteren af Perecs romanprojekt og den finurlige detaljerigdom, det rummer  (men tro mig, Perecs tekst er usandsynligt meget mere detaljeret end ovenstående referat kan give udtryk for).

Livet en brugsanvisning er ligesom Bartlebooths livsprojekt om akvarelpuslespillene et projekt uden andet formål end sin egen fuldbyrdelse, men udført inden for rammerne  af strenge logiske og æstetiske strukturer. Det er bizart, og resultatet er monstrøst. Men ud af det kommer ikke desto mindre en kulørt og mangefacetteret rigdom af historier, ligeså broget – og nogle gange lige så kedeligt – som det virkelige liv.

Og hov, forresten: Skrev jeg ikke ovenfor, at bogen består af 99 kapitler, samtidig med at den følger en streng struktur bygget op om et tværsnit af ejendommen bestående af 10 gange 10 felter? Hvor er kapitel nr. 100 blevet af? Om det skriver Georges Perec selv i den ovennævnte efterfølgende tidsskriftartikel, at “det er den lille pige på side 265 og side 358 skyld i.” Sådan et spor skal naturligvis  forfølges:

På side 358 optræder der en lille pige som en del af opremsningen af de redskaber, Madame Moreaus gamle kokkepige Gertrude har medbragt fra sin hjemegn, og uden hvilke hun ikke ville kunne klare sig:

[…] en kaffemølle og et teæg, et dørslag, en finmasket si, en purésigte, en bain-marie og så den æske som hun altid har opbevaret vaniljestænger, kanelstænger, nelliker, safran, sukkerperler og angelikarod i, en gammel kiksedåse i blik med et billede på låget af en lille pige som bider i det ene hjørne af en mariekiks.

Side 265 er en del af et kapitel om maleren Valéne, som forestiller sig, at han maler sig selv, mens han er i færd med at male sig selv og så videre i en uendelighed, samtidig med at maleriet indeholder hele huset og alle dets personer og historier, hvoraf kapitlet opremser 179, herunder som nr. 100: “Pigen der udstråler glæde idet hun bider et stykke af kiksen.”

Giver det mening for dig? Så hører jeg den gerne, for det giver ikke mening for mig. Men det gælder meget i denne roman, som jeg alligevel ikke kan undgå at være fornøjeligt fascineret af.

I min bedømmelse vakler jeg mellem fire og fem stjerner. Fire, fordi romanen er for lang. Formen – dette at starte forfra i et rum i hvert af 99 kapitler – blev mig til sidst lidt for enerverende. Men på den anden side er der noget at komme efter, noget der fænger og fanger, i hvert eneste kapitel. Og så er romanen i øvrigt fyldt med humor på en mængde forskellige planer og med meget stort vid.

Og selve romanens projekt og den overvældende, litterære præstation, der ligger i at formå at skabe noget ikke bare intellektuelt-abstrakt udfordrende og beundringsværdigt, men også fortællemæssigt interessant og basalt underholdende, ud af de bizarre regler og restriktioner, Perec har defineret romanprojektet ud fra, får mig i sidste ende til alligevel at svinge mig op på fem stjerner.

Og så siger jeg tak til Søren S. for anbefalingen for adskillige år siden.

K's vurdering: