Daniel Defoe: Robinson Crusoe

Daniel Defoes Robinson Crusoe er nærmest romanklassikeren over dem alle, for så vidt det formentlig kun er få mennesker på jorden, der ikke i det mindste kender til ideen om Robinson Crusoe. Men når det kommer til selve romanværket, så må jeg bare sige: Nøøøjjj, hvor er den kedelig. Den er besvimende kedelig!

Jeg begyndte faktisk at lytte til Robinson Crusoe som lydbog, mens jeg kørte bil. Men det var simpelthen for farligt: Den er så kedelig, at jeg konstant var i risiko for at falde i søvn i morgentrafikken på Ring 4. Så jeg indstillede lytningen, og har læst langt det meste af romanen i mit foretrukne medie: Den gode, gammeldags papirbog, her i Mogens Boisens uforkortede oversættelse til dansk efter den engelske førsteudgave fra 1719. Af princip og stædighed, fordi jeg kun meget sjældent kaster en bog fra mig, når jeg først er begyndt.

Men hvorfor læser jeg også sådan en gammel bog? Har vi ikke alle læst den som børn? Jo, og det har jeg da også. Så vidt jeg husker, læste jeg den som barn i to versioner:

Først i en af de voldsomt forkortede børnebogsudgaver – måske har det været den af Elsa Schiøler bearbejdede version i serien Gads børnebøger (men det kunne også have været en af adskillige andre udgaver). Siden i den lidt længere version i serien Gyldendals Udødelige Ungdomsbøger, som jeg – så vidt jeg husker – dengang læste for at være en oversættelse af den fulde og hele roman, men som i virkeligheden også var en kun lidt mindre, men stadig meget forkortet og bearbejdet version ved Ole Jacobsen (har jeg siden erfaret).

Flere af de bearbejdede, danske børnebogsudgaver er måske endda (men her gætter jeg, jeg har ikke umiddelbart haft mulighed for at verificere det) baseret på den i forvejen forkortede version ved den puritanske, tyske præst og forfatter Joachim Heinrich Campe (1770-1823), som i 1789 udgav en genskrivning for børn af Defoes roman, som vandt stor udbredelse.

Jeg har imidlertid aldrig tidligere læst den uforkortede version af Daniel Defoes roman fra 1719. Det faldt mig så af en eller anden grund ind at gøre nu. Den har stået i reolen i nogle år, og på et tidspunkt må man jo til det.

I oversætter Mogens Boisens forord (2011) kan man læse, at Robinson Crusoe “af somme menes at være den bog, der næst efter Biblen har opnået størst udbredelse.” Det fremgår ikke, hvem disse “somme” er, eller hvad deres dokumentationsgrundlag har været. Og hvis man stillede samme spørgsmål i dag, ville svaret i øvrigt sikkert være Harry Potter …

Men hvor om det drejer sig: Selv om jeg ikke føler mig helt sikker på, om der ved en rundspørge i verden lige nu ville være flere eller færre, den kender til Robinson Crusoe end til Harry Potter, så er det givet, at Robinson Crusoe ikke bare er en klassisk roman, men også en ikonisk figur og dertil en idé og et begreb i mange lande verden over. En “robinson” og en “robinsonade” er kulturelle og for de fleste letforståelige begreber. Også selv om nogle generationer muligvis først og fremmest forbinder Robinson med en reality-tv-serie.

Alle kender historien – hvis ikke via en version af bogen, så via film, tv-serier, tegneserier, popsange eller computerspil:

Robinson lider skibbrud og skyller ene mand op på en øde tropisk ø. Ved hjælp af kun sin menneskelige snilde (og ting, han bjærger fra sit forliste skib) etablerer han sig et hjem og en tålelig dagligdag på øen i mange år. På et tidspunkt støder han på vilde kannibaler på øen, men han slår nogle af dem ihjel og vinder sig en ven og tjener, han kalder Fredag. Og til sidst bliver han på en eller anden måde, som ingen kan huske, reddet væk fra øen, så han kan skrive sin beretning.

Noget af det, der slår mig, efter at have læst mig igennem hele den uforkortede, oversatte version af romanen, er: Der er faktisk ikke meget mere til historien end netop ovenstående referat.

Defoe får det det så bare til at fylde 300 sider ved hjælp af gentagelser og atter gentagelser og detaljerede beskrivelser af, hvordan og hvor mange gange, Robinson fx tager ud til skibsvraget, og hvordan han forbedrer sin bolig mv. Og ikke mindst fylder alle Robinsons kristelige reflektioner og bønner meget. Virkelig meget.

Jeg er i øvrigt ikke helt rimelig. Der er også noget andet: Forud for beretningen om Robinsons forlis og ophold på øen, er der et par mærkeligt påklistrede – og helt uinteressante – kapitler om, hvordan han er på sørejse fra London til Afrika, bliver taget til fange og slavegjort i Marokko, siden flygter og kommer til Brasilien og bliver tobaksplantageejer. Og i øvrigt derefter begiver ud på et nyt eventyr som illegal slavehandler med “negre fra Guinea.” Den sidste del husker jeg pudsigt nok ikke så meget om fra min barndoms læsning af de forkortede versioner.

Romanen afsluttes i øvrigt på helt ligegyldig vis med et par kapitler om Robinson og Fredag, der efter hjemkomsten til England fra den øde ø tager på nye eventyr i Spanien, hvor de slås med ulve og slår bjørne ihjel for sjov … I Mogens Boisens forord kan man læse, at de sidste 20-30 sider skyldes, at det oprindelige manuskript ikke mødte det aftalte antal sider med Defoes forlægger, hvorfor han var nødt til at hæfte nogle ekstra kapitler på af pekuniære årsager.

Disse sidste kapitler er fra en litterær, fortællemæssig betragtning helt fejlanbragte og jammerlige, og de burde af enhver begavet redaktør have været taget ud og brændt inden udgivelsen. Tilsvarende ville bogen have været mere helstøbt, om det meste af de første tre kapitler have været redigeret ud.

Der har således været nok at tage af for dem, der har stået for de forskellige forkortede udgaver af bogen i nyere tid.

Dermed ikke sagt, at Robinson Crusoe i den uforkortede udgave ikke er interessant. For det er den bestemt – i litteraturhistorisk henseende vel at mærke. Bogen har været med til at definere den moderne roman, og læst i en idéhistorisk kontekst er den ikke mindst interessant som eksponent for tidens fremvoksende individualisme som politisk idé.

For os, der husker Robinson Crusoe som en børnebog, er det da for så vidt også sjovt nok at erfare, at romanen i sin uforkortede version på ingen måde er for børn. Ikke kun fordi, børnene ville kede sig ihjel, men også på grund af romanens ikke så få temmelig brutale scener, og ikke mindst på grund af Robinsons mange og lange religiøse reflektioner.

Men når det er sagt: Jeg vil anbefale, at du nøjes med at læse om Robinsons litteratur- og idéhistoriske betydning i en litteratur- eller idéhistorisk fremstilling. For når man ser bort herfra, så er det ikke en roman, der er ældet godt.

Den er som nævnt meget omstændelig og grundlæggende virkelig kedelig. Og så er den faktisk heller ikke ret godt skrevet. Den er sprogligt tam, og det er som om, Defoe aldrig lige fik den redigeret færdig, hvilket blandt andet afsløres af en række selvmodsigelser i handlingen.

Men nu har jeg læst den for dig – så det behøver du ikke.

K's vurdering: