Emily Brontë: Wuthering Heights

Ja, det er jo en klassiker, og nu har jeg læst den. Emily Brontës bitterromantiske drama med et gotisk twist om Cathy og Heathcliff, der går så grueligt meget igennem for ikke at få hinanden, undtagen i døden, kan stadig fascinere et stykke hen ad vejen. Men den er ærlig talt også lidt lang og lidt kedelig.

Jeg er nok ikke den største fan af storladne romantiske dramaer, klassikere eller ej, og på den vis måske heller ikke den rette til at sætte pris på Emily Brontës überklassiker Wuthering Heights (dansk: Stormfulde højder) fra 1847.

Bogen udkom oprindeligt under pseudonym samtidig med søstrene Charlotte og Annes Jane Eyre og Agnes Grey (ligeledes under pseudonym), og den er siden genudgivet utallige gange. Jeg har læst den i en relativt ny udgave (men efter den oprindelige tekst) med forord af Patti Smith i flot udstyr med indsatte farveplancher med illustrationer af Rovina Cai.

Illustration fra bogen (Ill.: Rovina Cai)

Wuthering Heights er med sine spring frem og tilbage i tid og med sine flere forskellige fortællerstemmer betydeligt mere kompleks i strukturen end søster Charlottes Jane Eyre, som jeg læste i sidste måned. Der er på sin vis også mere gang i handlingen i Wuthering Heights. Jeg kunne nu alligevel bedre lide Jane Eyre – den er lidt mindre eksalteret.

Helt banalt blev jeg også bare ret træt af alle hovedpersonerne, som stort set alle er ret usympatiske, ikke mindst de så voldsomt elskende Cathy og Heathcliff.

Cathy er grundlæggende en træls skrigeballon, et uartigt, forkælet og egoistisk pigebarn, som har sig selv at takke for, at hun gifter sig med den forkerte i stedet for med Heathcliff, hvorefter hun sørger for at plage livet af alle omkring sig.

Heathcliff er grundlæggende ligeså sur og ondskabsfuld, som alle anklager ham for at være – og selv om budskabet selvfølgelig er, at det er hans omgivelser, der har gjort ham til den, han er, så er han nu alligevel svær at holde af, sådan som han i sit misantropiske had til alle andre end Cathy, systematisk sætter sig for hævne sig på verden.

Jeg var relativt indtaget i bogen i starten, men nåede hurtigt til et punkt, hvor jeg bare gerne ville have det overstået.

Det er dog ikke fordi, romanen ikke har mange kvaliteter. Der er trods alt en grund til, at den har opnået klassikerstatus. Først og fremmest er den smukt skrevet, og det er dét, der giver pointene i min vurdering. Og skal man opnå den fulde nydelse ved sproget, så er man altså nødt til at gå til den originale, engelske udgave.

Jeg lyttede mig i sidste måned igennem Jane Eyre som lydbog i en dansk udgave (og det var fint), og jeg begyndte faktisk også at lytte til Stormfulde højder som lydbog (for at have noget i ørerne på vej til og fra stationen), oversat til dansk af Gunnar Juel Jørgensen og oplæst af Karsten Pharao. Oplæsningen var fin, og sproget flød da også fint i oversættelsen, det var bare en smule fladt og uden alle originalens sproglige nuancer. Det kunne jeg konstatere, da jeg ret hurtigt droppede lydbogen til fordel for den engelske originaltekst, som jeg havde stående i reolen.

Ikke desto mindre er jeg da glad nok for at kunne sætte flueben ved denne klassiker, for uagtet min idiosynkratiske smag, så kommer jeg jo ikke uden om, at Cathy og Heathcliff er blevet ikoniske figurer, ikke kun i litteraturhistorien, men også i den bredere populærkultur. Og som sådan er de værd at kende.

At the end of the day, må jeg dog nok bekende, at jeg foretrækker Kate Bush’ musikalske popversion af den døde Cathys klagesang (Wuthering Heights, 1978) frem for romanen selv (og om ikke andet, så har læsningen af bogen været inspiration til at finde Kate Bush frem fra gemmerne, og det er jo ikke det værste).

K's vurdering: