William Golding: Lord of the Flies

“Kill the beast! Cut his throat! Spill his blood!”

Der er ikke nogen uskyldige børn. Ondskaben er i os alle fra barnsben. Børn er potentielle monstre, som skal opdrages til at blive mennesker. Hvis du tror noget andet, så må du aldrig blive forælder. Uenig? Så læs William Goldings Lord of the Flies. Hvis du tør.

Lord of the Flies. Fluernes herre. Nu, hvor jeg som meget voksen genlæser romanen, er den lige så skræmmende, måske faktisk endnu mere skræmmende, end jeg husker den, da jeg læste den som barn for snart fyrre år siden. Og ikke bare skræmmende, men skræmmende god. En velfortjent klassiker, som fortjener at bliver genlæst igen og igen. Men det er altså hård kost, selv om den er både gammel, og historien er velkendt.

Jeg læste Fluernes Herre som ganske ung, formentlig alt for ung, velsagtens i 6.-7. klasse eller deromkring. Det var i hvert fald ikke senere, for jeg kan huske, at vores skolebibliotekar, tysklærer hr. Andersen (som var en slags mentor for mig og min ven LP, dengang vi var bogopsættere på skolebiblioteket) rynkede brynede, da jeg stemplede den ud fra skolebiblioteket, med en bemærkning om, at jeg nok ikke var helt gammel nok til den. Men hr. Andersen lod mig få den med alligevel, for han havde et svagt hjerte for skolebørn med hang til god litteratur.

Og bogen gjorde voldsomt indtryk på mig, ligesom den har gjort indtryk på talrige andre. Herunder horror-forfatteren Stephen King, der har skrevet et fint forord til den version, jeg nu har genlæst. Ud over at fortælle sin egen historie om den første læsning af Lord of the Flies (som ikke var så forskellig fra min egen) refererer King i forordet til en indtalt introduktion til romanen af William Golding selv. Her fortæller Golding på en ganske vidunderlig britisk facon følgende:

‘One day I was sitting one side of the fireplace, and my wife was sitting on the other, and I suddenly said to her: “Wouldn’t it be a good idea to write a story about some boys on an island, showing how they would really behave, being boys and not little saints as they usually are in children’s books.” And she said, “That’s a first-class idea! You write it!” So I went ahead and wrote it.’

Hvis du har læst bogen, forstår du, hvorfor jeg citerer ovenstående. Dels fordi den så inkarneret britiske, distancerede og underspillede tone i citatet står i ekstrem kontrast til rædslerne i bogen og dermed har en vis underholdningsværdi i sig selv. Og dels – og først og fremmest – fordi citatet forbilledligt indrammer, hvad bogen handler om:

Børn, som de virkelig er. Som de kunne udvikle sig i et isoleret miljø, in casu en tropisk øde ø, hvis der ikke var voksne til at sætte reglerne for dem. Og på den måde handler romanen selvfølgelig om meget mere end børn på en øde ø, men om mennesker og menneskelige samfund i almindelighed.

Det er en roman om menneskets basale behov for anerkendelse, for at hævde sig. Om etableringen af sociale hierarkier og roller. Om gruppedannelser og etableringen af fællesskaber gennem antagonismer. Om vold og krig.

Golding udfolder hele dette register i en kort roman, hvori der kun optræder drenge i alderen seks til tolv år. Og han gør det fremragende. Jeg vendte siderne som i en krimi. Og jeg var skræmt. Også selv om jeg havde læst den før og kendte handlingen. Det er en frygtelig roman. Frygtelig god.

Følgere af disse noter behøver næppe noget yderligere referat af handlingen i bogen. Og antallet af begavede analyser af bogen er legio. Mit beskedne bidrag kan således kun være applausen: Lord of the Flies/Fluernes herre er lige så relevant at læse i dag som i 1954, da den udkom første gang. Og så er den tilmed basalt underholdende.

Med andre ord: Anbefalet genlæsning. Og skulle der være en enkelt følger af disse noter, som ikke har læst bogen tidligere, så er det sådan set bare at skubbe alle dine andre bogstakke til side og finde plads til de få timer, som det tager at læse Lord of the Flies.