Mihail Sebastian: For Two Thousand Years

Mihail Sebastians dagbogsroman er velskrevet, men også en noget tung omgang. Interessant som et portræt af Rumænien i mellemkrigstiden, interessant som et historisk dokument i sig selv og interessant som en kompleks og nuanceret reflektion over antisemitisme som historisk, sociologisk og psykologisk fænomen. Som roman betragtet er For Two Thousand Years imidlertid temmelig ujævn og i nogle stræk regulært kedelig.

Mihail Sebastians posthumt udgivne dagbøger (Journal 1935-1944: The Fascist Years) omtales typisk som hans hovedværk. Dem har jeg til gode. Blandt hans skønlitterære værker er det til gengæld især romanen For Two Thousand Years (opr. 1934, eng. 2016), der nyder klassikerstatus.

Romanen er skrevet i dagsbogsform, om end den er uden datoer eller andre specifikke tidsangivelser. Ud fra sammenhængen er det dog tydeligt, at romanen udspiller sig i Rumænien i en periode fra begyndelsen af 1920’erne og frem til begyndelsen af 1930’erne, hvor romanen også er skrevet.

Rumænske og jødiske Mihail Sebastian (1907-1945) blev ved romanens udgivelse i 1934 fra venstreorienteret og jødisk side anklaget for at gå antisemitismens ærinde, mens han fra højreorienteret side paradoksalt nok omvendt blev anklaget for at være zionist.

En del af kritikken var knyttet til, at den første udgave af romanen var forsynet med et særdeles kontroversielt forord af den rumænske universitetsfilosof Nae Ionescu (1890-1940) (ikke at forveksle med dramatikeren Eugéne Ionescu, som dog også var en del af de miljøer i Bukarest, Sebastian bevægede sig i). Nae Ionescu var tilknyttet den nationalistiske og højreradikale, med tiden regulært fascistiske og antisemitiske organisation Jerngarden (“Garda de Fier”), som senere kom til at spille en central rolle i Rumæniens nazistiske periode.

Tilbage i 1934 var tingene endnu ikke helt eskalerede, og Sebastian havde angiveligt selv bedt sin ven og mentor, Nae Ionescu, om at skrive forord til bogen. Ionescu kvitterede med et forord indeholdende harske antisemitiske udfald. Sebastian valgte ikke desto mindre selv at lade forordet optrykke i førsteudgaven af bogen, hvilket han fik meget kritik for.

Sebastian begrundede senere beslutningen med, at problemet ved forordet ikke var, at det blev trykt, men at det overhovedet var skrevet. Sebastian var blevet dybt personligt såret over dette angreb fra en person, han havde opfattet som sin ven og mentor, og for ham var den rigtige reaktion at optrykke forordet for at få det for en dag og udsætte det for muligheden for kritik.

En ædel og idealistisk tilgang, som historien jo desværre snart skulle tromle ned. Men det vidste Sebastian ikke, da han skrev bogen. Og denne manglende viden er med til at give bogen en særlig intensitet, når man læser den nu – på den anden side af Holocaust – i bevidstheden om, hvad der skulle komme.

Men til sagen: Romanen er opdelt i seks distinkte dele, som markerer spring i tid og sted og i et vist omfang tematikker.

I de to første dele er romanens navnløse dagbogsforfatter studerende i Bukarest, i første omgang på jurastudiet, som han efter inspiration fra sin akademiske mentor dog udskifter med arkitekturstudiet. Centralt står begivenheder i 1923, hvor antisemitismen blusser op og blandt andet giver sig udtryk i, at fortælleren og hans jødiske medstuderende oplever, at blive i stigende grad socialt udskilt og udskammet, mobbet ud af forelæsningssalene på universitetet og efterhånden også udsat for fysisk vold i form af daglige bøllebank.

Herefter springer bogen frem i tiden, hvor fortælleren som færdiguddannet arkitekt deltager i opførelsen af diverse, udenlandsk finansierede bygningskonstruktioner omkring nyfundne oliefelter i Rumænien, hvilket indebærer tvangsflytning af hele landsbyer. Imens drømmer fortælleren om en gift kvinde, som han dog mangler selvtillid nok til at gribe ud efter.

Hop igen til Paris, hvor fortælleren også opholder sig i en periode. Det er romanens mindst interessante del, og jeg har allerede glemt den.

Og så tilbage til Bukarest til en filosofisk og psykologisk stærk finale i form af en intens (om end i sin form ikke ligefrem realistisk) diskussion mellem fortælleren og hans arkitektoniske læremester, som til fortællerens skuffelse og sorg viser sig at være antisemit.

Bogen kan læses som et dokument fra en periode i Rumænien og Europas historie, og den er befolket af en hel del navngivne, historiske personer fra den tid (jeg måtte slå de fleste op, må jeg indrømme, for så godt er jeg ikke hjemme i den rumænske mellemkrigstid).

Derudover kan bogen også i mere generel forstand læses som en roman om at være et ungt menneske, der er identitetsmæssigt søgende. Som jøde og rumæner i Bukarest i 1920’erne og 1930’erne var denne identitetssøgen måske nok overdetermineret i ekstrem grad (hvis det må være mig tilladt her at låne et begreb fra Althusser), og de identitetsmæssige positioner, der var til rådighed, var nogle andre end i dag, men de psykologiske mekanismer er for så vidt universelle.

I 1920’ernes Bukarest er der blandt fortællerens venner både revolutionære kommunister og zionister på vej mod Palæstina (med eller uden våben i hånd). Fortælleren selv kan imidlertid ikke komme overens med nogen af disse positioner, skeptisk, som han er, over for alle enten alt for overtænkte eller alt for stærkt følte ideologier.

Det gennemgående og bærende tema i bogen – og dét, der efter endt læsning står tilbage som dens styrke –  er Sebastians iagttagelser og fortolkninger af antisemitismen som historisk, sociologisk og aktuelt samfundsmæssigt fænomen og især som psykologisk fænomen, også blandt jøder.

Jeg har i mit eksemplar af bogen markeret mange citatværdige passager, især vedrørende Sebastians/fortællerens reflektioner over antisemitismen. Lad mig nøjes med et par stykker.

Et sted i den første del af bogen lader Sebastian sin dagbogsforfatter skrive følgende, som læst for pålydende på én gang er rammende i udstillingen af, hvor latterlig og intellektuelt sølle tidens antisemitisme er, og samtidig eksemplificerer den kritik af traditionel, jødisk selvforståelse, som Sebastians navnløse fortæller gang på gang vender tilbage til:

I would criticize anti-Semitism above all, were it to permit me to judge it, for its lack of imagination: “freemasonry, usury, ritual killing”.
      Is that all? How paltry!
      The most basic Jewish conscience, the most commonplace Jewish intelligence, will find within itself much graver sins, an immeasurably deeper darkness, incomparably more shattering catastrophes.
      All they have to use against us are stones, and sometimes guns. In our eternal struggle with ourselves, we have a subtle, slow-working but irremediable vitriol in our own hearts.

Historien skulle som bekendt vise, at antisemitterne havde viljen til at bruge væsentligt mere end “sten og nogle gange skydevåben” mod jøderne.

Citatet illustrerer imidlertid også et af de centrale aspekter af bogen: Dagbogsforfatterens nuancerede, kritisk-refleksive blik indad på sig selv og på det, han omtaler som den jødiske identitet.

Der er mange steder i bogen, hvor Sebastians fortæller udfolder betragtninger over “den jødiske sjæl” som evindeligt optaget af sin egen historiske lidelse i en grad, der ligefrem inviterer til antisemitisme. Som her i et kort uddrag fra den afsluttende lange diskussion mellem fortælleren og hans læremester, arkitekten Vieru, der har vist sig at være antisemit:

     ‘You’re very crafty,’ interrupted Vieru. ‘Aren’t you trying to make anti-Semitism inexplicable by making it eternal? And declaring Jews innocent?’
     ’God forbid! Not only does anti-Semitism seem explicable to me, but I believe Jews alone are to blame. Yet I wish you could recognize at least that the essence of anti-Semitism is neither of a religious, political nor an economic nature. I believe it is purely metaphysical in nature. Don’t be alarmed. The Jew has a metaphysical obligation to be detested. That’s his role in the world. Why? I don’t know. His curse, his fate. His problem, if you like.’

Det er passager af den karakter i bogen, som ikke gør det vanskeligt at forstå, hvorfor bogen blev opfattet som kontroversiel ved udgivelsen (de er også kontroversielle at læse i dag!), og hvorfor Sebastian fra venstreorienteret og jødisk side af nogle blev anklaget for selv at være antisemit.

I forlængelse af citatet ovenfor går Sebastians fortæller endda så vidt som til om jøderne at sige: “If we could be exterminated, that would be very good. I would be simple, in any case.” Naturligvis et helt horribelt udsagn, især når det læses ude af sammenhæng og med vores retrospektive viden om det Holocaust, der skulle indfinde sig få år senere, men som Sebastian ikke havde fantasi til at forestille sig, da han skrev For Two Thousand Years.

At verfe Sebastian bort som antisemit er imidlertid kun muligt for en overfladisk eller meget selektiv læser. Man kan lige så vel slå ned på andre passager, ofte inden for samme afsnit, der rummer stærke tilbagevisninger af antisemitismens plathed.

Sebastian har således også adskillige observationer af de sociale mekanismer, hvorved de diskriminerende udsagn og handlinger, som anstændige mennesker for ikke så længe siden ville have taget skarpt afstand fra som uhyrlige, gradvist sniger sig ind som ukontroversiel og upåagtet dagligdag.

At the corner, towards Boulevard Elisabeth, was a group of boys selling newspapers. “Mysteries of Cahill! Death to the Yids!”
     […] It’s strange. These people are talking about death, and about mine specifically. And I walk casually by them, thinking of other things, only half-hearing […].
     Now that I think about it, the problem isn’t that three boys can stand on a street corner and cry “Death to the Yids”, but that the cry goes unobserved and unopposed, like the tinkling of a bell on a tram.

Sagen er imidlertid, at Sebastians ærinde og interesse ikke først og fremmest er politisk, knap nok sociologisk, men derimod psykologisk og filosofisk.

Det er således heller heller ikke primært en politisk erklæring, men snarere en personlig og psykologisk manifestation, når Sebastians fortæller mod slutningen af bogen kan slå fast, at “the state may declare me what it will, but I won’t stop being a Jew, a Romanian, and a Danubian.”

Selv overlevede Sebastian nazismens jødeforfølgelser, men blev – nærmest ironisk – dræbt umiddelbart efter krigens afslutning, da han ved en trafikulykke blev ramt af en lastbil i maj 1945.

For Two Thousand Years har mange kvaliteter. Man kan som læser i dag nemt forstå, hvorfor den kunne antænde en intens debat ved udgivelsen i 1934.

Sammenlignet med Mihail Sebastians Women, som jeg læste for et par uger siden, er For Two Thousand Years ubetvivleligt en “vigtigere” bog, for så vidt angår tyngden af dens temaer og dybden af dens filosofiske, etiske og psykologiske reflektioner.

Den tager livtag med vægtige spørgsmål af både politisk, moralsk og identitetsmæssig karakter, hvoraf mange er ligeså relevante i dag, som da bogen blev skrevet for snart et århundrede siden. Når man læser Sebastian i dag, bliver man således slået af, hvor deprimerende lidt, vores verden tilsyneladende er i stand til at lære af historien.

Og så skriver Sebastian fænomenalt godt  – her i engelsk oversættelse ved Philip Ó Ceallaigh.

Men bogen er som roman betragtet også meget ujævn. Den er mest velfungerende, når Sebastian holder fast i den dagsbogsform, han indleder bogen i. Det fungerer godt i de to første af bogens seks dele. Men det er som om, Sebastian ind i mellem glemmer formatet og skriver derudaf i en form, der er meget lidt troværdig som dagbog. Det kunne så få være, hvad det var, hvis det bare var godt. Men der er for mange og for lange digressioner, som både er kedelige i sig selv, og som man som læser har svært ved at finde ud, hvordan passer ind i hovedfortællingen.

For mig var det ærlig talt lidt en viljesakt at læse mig igennem hele bogen. Jeg er derfor også i syv sind i forhold til, om jeg egentlig kan anbefale den. Hvis du imidlertid er gået i gang og var nogenlunde fanget af de første små hundrede siden, men nu er ved at gå i stå, så vil jeg anbefale dig at holde fast, men læse hurtigt henover de næste hundrede sider, for så fokusere skarpt igen på bogens sidste 20-30 sider, hvor den løfter sig.

For mit eget vedkommende holdt jeg langt mere af Women, som ganske vist er i en meget lettere genre, men til gengæld er – ja, netop – en dejlig let og legende lille sag. Og som skønlitterært værk er Women væsentligt mere velfungerende end For Two Thousand Years.

Jeg er derfor glad for, at jeg indledte mit bekendtskab med Mihail Sebastian med Women – for hvis jeg var startet med For Two Thousand Years, er det ikke sikkert, at jeg var kommet videre, og det ville have været trist.

Jeg har stadig Sebastians dagbøger fra 1933-1945 på min At-Læse-liste, men der skal lige gå et stykke tid, før jeg vender tilbage til den rumænsk mellemkrigstid. Nu skal jeg læse noget andet – og der er stadig mange ulæste bøger på den østeuropæiske hylde i bogreolen.

K's vurdering: