Tre mænd i ørkenen i det amerikanske Vesten. Hårdt arbejde med jord, sten, træ og metal. Med hænderne, med slidt værktøj og med store maskiner. Uden unødvendig snak, helst slet ikke om følelser. Til gengæld formidlet af Ron Carlson i fremragende, afdæmpet og præcis prosa.
Uden at krænke nogen, tror jeg roligt, at man kan betegne Five Skies af amerikanske Ron Carlson (f. 1947) som en mandebog. Det formelig driver ned af siderne med klassisk maskulinitet i vestamerikansk aftapning. >> Læs videre
Sherwood Anderson maler i sine noveller om indbyggerne i den fiktive by Winesburg levende og indlevede billeder af mennesker. Der sker ikke meget i historierne, men de er fyldt med liv. Og så er Andersons enkle sprog en ren fornøjelse.
Sherwood Anderson (1876-1941) er i amerikansk sammenhæng klassiker med stort K. Han er måske nok ikke så meget læst i dag, men som en af de tidligste modernistiske forfattere i amerikansk litteratur har han sat sit præg på eftertiden. Blandt de forfattere, der ofte nævnes som stående i gæld til Anderson for så vidt angår skrivestil, kan for eksempel tælles William Faulkner, John Steinbeck og Ernest Hemingway. >> Læs videre
“Gradually we understand the world and then we die.”
Sándor Márai (1900-1989) har klassikerstatus blandt de ungarnske forfattere fra det 20. århundrede. Han blev født ind i det Østrig-Ungarnske Dobbeltmonarki i byen Kassa (nu Košice i det nuværende Slovakiet). Som forfatter valgte han at skrive på ungarnsk, hans mors sprog. Han var stærkt kritisk over for nazisterne og tilsvarende kritisk over for det kommunistiske regime efter Anden verdenskrig. Det sidste førte til, at han forlod Budapest i 1948, og efter en periode i Italien slog han sig endeligt ned i USA.
Márai har skrevet et væld af bøger, men Embers (opr. 1942) betragtes gerne som et af hovedværkerne. >> Læs videre
En ung mand og en sulten jaguar i en redningsbåd midt i Atlanterhavet. Hvad gør han? Gør sig til dens ydmyge, frygtsomme tjener ved at fange fisk til den for at overleve? Eller gør han modstand? Hos Moacyr Scliar er det et spørgsmål til ethvert menneske, der lever under diktaturets trussel.
Hvis I håbede, at jeg helt havde sluppet brasilianske Moacyr Scliar, så må jeg skuffe. For selv om ikke alt, hvad jeg har læst af ham, får mig helt op at ringe, så er det noget ved Scliars stil, som giver mig lyst til at læse mere. >> Læs videre
Ottessa Moshfeghs roman om en ung, på overfladen priviligeret, men deprimeret newyorker-kvinde, der beslutter sig for at sove et år væk på en cocktail af blandet narko, har kvaliteter, men får ikke indløst det ærinde, som den også kun måske har. Den er sine steder ganske vittig, men alt for lang, og mestendels kedelig.
Jeg var meget begejstret for amerikanske Ottessa Moshfeghs novellesamling Homesick for Another World. Lidt mindre begejstret for hendes romaner, McGlue og Eileen. Novelleformen synes at bekomme Moshfeghs åbenlyse litterære talent bedst, og det bliver kun bekræftet i hendes seneste roman My Year of Rest and Relaxation fra 2018. >> Læs videre
Gangstere, mordere, knivstikkere, løgnere, kvindehadere … Jorge Luis Borges’ noveller i Brodie’s Report er fyldt med usympatiske typer. Men fortælle en fortættet, god historie, det kan han.
Brodie’s Report (El informe de Brodie) hører til blandt Borges’ seneste udgivelser – fra den periode, hvor han var blevet blind og dikterede sine skrifter. >> Læs videre
Stanisław Lems Kyberiade er for dig, der har hang til humor á la Monty Python, kan lade dig fascinere af gakkede sci-fi-fantasterier, er nørdet nok til gnægge over filosofiske og matematisk-fysiske finurligheder og ikke mindst nyder fabulerende, humoristiske, sproglige neologismer.
I sidste uge læste jeg Stanisław Lems (1921-2006) Solaris. Jeg vidste på forhånd, at det var en klassiker og læste den med den forventning, der hører sig til. Jeg blev indfanget af romanens gyserhistorie og for så vidt også benovet over og fascineret af Lems poetiske og i særklasse fantasifulde udfoldelse af en mulig verden i en anden galakse. Men Solaris er også en noget tung sag, der kræver et særligt, klassisk sci-fi-gen hos læseren. >> Læs videre
En skandale! En veritabel litteraturhistorisk skandale! Ja, næsten en forbrydelse! Dét er, hvad det er, at moderne tyrkisk litteraturs mester, Ahmet Hamdi Tanpınar, aldrig er blevet oversat til dansk. Og at han i øvrigt også i den engelsksprogede litterære verden synes næsten overset. Det må stoppe nu! Tanpınar har et format og en tyngde, der burde sikre ham en plads blandt de allerstørste litterære satirikere og analytikere af den moderne tilstand.
Lad mig dog retfærdigvis starte med en tilståelse: Indtil for bare to uger siden havde heller ikke jeg nogensinde hørt (eller ihvertfald nogensinde bidt mærke i) navnet Ahmet Hamdi Tanpınar (1901-1962). Jeg stødte på hans navn blandt de forfattere, den i Danmark helt anderledes kendte og læste Orhan Pamuk nævner som en af sine store inspirationskilder. Og da jeg faldt over The Time Regulation Institute (opr. udgivet i 1962, engelsk oversættelse fra 2013) i en boghandel under min netop afsluttede ferie i Tyrkiet, kom den med hjem. >> Læs videre
En sine steder medrivende fortalt, allegorisk historie om fortællingens kraft og om modsætninger og skyggesider i det moderne Saudi-Arabien. En roman med mange gode takter, som dog også spænder lidt ben for sig selv i kraft af at være lidt for konstrueret.
Wolves of the Crescent Moon af saudiske Yousef Al-Mohaimeed (f. 1964) udfolder sig omkring tre menneskeskæbner i Riyadh: Beduinen Turad, der mangler et øre. Hittebarnet Nasil, der mangler et øje. Den afrikanske slave og eunuk Tawfiq, der mangler … ja, dét, som eunukker mangler. >> Læs videre
En ikke uinteressant roman fra Bhutan, som især udmærker sig ved sine reflektioner over kvinders forhold i landet og de dynamikker, der er med til at reproducere traditionelle kønsstrukturer. Som roman betragtet lider den dog lidt under, at fortællingen i en del passager synes underordnet forfatterens intention om antropologisk formidling.
The Circle of Karma af den bhutanesiske forfatter, Kunzang Choden (f. 1952), er en kronologisk fortælling om kvinden Tsomos liv. Hun vokser op som datter af en præst i en unavngiven landsby i Bhutan på et eller andet tidspunkt i sidste halvdel af det 20. århundrede. >> Læs videre
84, Charing Cross Road udgøres af tyve års brevkorrespondance mellem en amerikansk forfatter og en boghandler i London. Som bogudgivelse er det en bagatel, men for elskere af bøger og boghandeler kvalificerer den sig fint som charmerende og hyggelig pauselæsning.
På adressen 84, Charing Cross Road i London lå indtil 1970 antikvariatsboghandelen Marks & Co. På den anden side af Atlanten var den amerikanske forfatter Helene Hanff i 1940’erne på udkig efter sjældne, klassiske bogudgivelser. I 1949 bemærkede hun en avisannonce fra den britiske boghandel, og hun skrev til dem i håbet om, at de måske ville være i stand til at fremskaffe nogle af de mere obskure udgaver, hun ikke havde kunnet finde i New York. >> Læs videre
Nick Joaquín (1917-2004) er bredt anerkendt som en af de væsentligste filippinske forfattere i det 20. århundrede. Jeg tror dog ikke kun, at det er en projektion af min egen uvidenhed indtil for nylig, hvis jeg antager, at hans navn er de færreste danske læsere bekendt.
Det kan i givet fald selvfølgelig skyldes, at han ikke er oversat til dansk. Men på trods af, at han skrev på engelsk, kan man formentlig godt udbrede antagelsen om hans relative ukendthed til store dele af den øvrige læsende verden. En af årsagerne hertil kan måske være, at hans værk i meget høj grad er vokset ud af og kan læses som en reflektion over filippinsk kultur og historie, som teksterne synes at være i en bestandig, kritisk dialog med. >> Læs videre
Solidt romanhåndværk. Graham Greenes kortroman fra 1955 om spillelidenskabens og andre menneskelige dårskabers fælder er en klassisk, gedigent fortalt historie, som stadig kan læses.
Jeg har læst Loser Takes All som repræsentant for Monaco i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Briten Graham Greene (1904-1991) kan ganske vist ikke på nogen måde gå for at være monegasker, men romanen foregår i Monaco ved og omkring spillebordene i Monte Carlo, og det må være godt nok. >> Læs videre
Lille og let, men særdeles velfortalt, veloplagt og vittig. Brasilianske Jorge Amados kortroman om vandbrægeren Quincas’ dobbelte død er først og fremmest underholdende, men Amados socialistiske klassebevidsthed slår igennem og tilfører kant.
Jorge Amado (1912-2001) har klassikerstatus i Brasilien og også i resten af verden, selv om han måske nok ikke er så meget læst. Han har efterladt et imponerende stort forfatterskab, hvoraf enkelte romaner også er oversat til dansk, men i dag vist kun kan findes antikvarisk eller på biblioteket. The Double Death of Quincas Water-Bray er mig bekendt dog aldrig oversat til dansk, så her må man ty til den engelske oversættelse, hvos man ikke behersker det originale portugisiske. >> Læs videre
Frankensteins monster i en moderne irakisk version: Syet sammen af ligrester fra bilbomber i Bagdads gader og nu på hævntogt for at give alle krigens ofre fred. Ahmed Saadawi leverer grotesk horror-krigssatire på højt niveau.
Scenen er Bagdad på et tidspunkt efter den amerikansk ledede invasion og besættelse af Irak i 2003. Det gamle regime under Saddam Hussein er væltet, og en ny regering er installeret, men landet hærges stadig af kampe mellem regeringsstyrkerne og amerikanerne på den ene side og flere forskellige iraktiske militser på de andre sider. Sprængning af selvmordsbomber i byen er dagligdag for beboerne i Bagdad, og hver eneste dag tæller krigen sine nye ofre blandt civilbefolkningen. >> Læs videre
“I wake up. My shirtfront is stiff and bibbed brown. I take it to be dried blood and I’m a dead man. The ocean air persuades me to doubt, to reel my head in double, triple takes towards my feet. My feet are on the ground, It may be that I fell face first in the mud. Anyway, I’m still too drunk to care.”
Ottessa Moshfeghs debutroman, McGlue, åbner med en tømmermændsscene af de værre. Titelpersonen og jeg-fortælleren, den nogenogtyveårige skibsdreng McGlue, vågner med tømmermænd og et stort hul i hovedet, bundet til en skibbriks i en kahyt på det skib, han er mønstret. Han er anklaget for mord på et andet besætningsmedlem, som samtidig var hans eneste ven, angiveligt begået i en brandert under en landgang i Stone Town, Zanzibar. >> Læs videre
Amerikanske Ottessa Moshfegh har en fremragende pen, og hun konsoliderer med romanen Eileen sine evner for at tegne troværdige portrætter af skæve eksistenser – også selv om den korte novelleform synes at passe hende bedre.
I forbindelse med min nytårsopgørelse af mine bedste læseoplevelser i 2017, som blandt andet omfattede Ottessa Moshfeghs (f. 1981) novellesamling Homesick for Another World, fik jeg mindet mig selv om, at jeg skulle sørge for at læse mere Moshfegh snarest muligt. Som sagt så gjort. >> Læs videre
Pak ærefrygten for den irske klassikergigant væk, glem rygterne om hans modernistiske utilgængelighed og kast dig i stedet med åbent sind ind i den brogede og levende vrimmel af Dublinfolk, der befolker James Joyces verden. Dubliners er ren læsenydelse.
Dubliners er mit første livtag med James Joyce. Eller rettere: Jeg havde forberedt mig på, at det skulle blive et livtag – henset til Joyces notoriske ry for at være svært utilgængelig. Dette ry skyldes nu nok mest senere hovedværker som Ulysses og Finnegan’s Wake, som jeg endnu har til gode. >> Læs videre
En historisk roman fra Süleyman den Prægtiges Istanbul i det 16. århundrede med fokus på en af verdenshistoriens største arkitekter, sultanens hofarkitekt Sinān, skrevet af en af det moderne Tyrkiets mest ansete kvindelige forfattere. Det lød som et godt oplæg, tænkte jeg. Ak, jeg blev sørgeligt skuffet. The Architect’s Apprentice er lige så kedelig, som den er lang. Og den er meget lang.
Der har været stille usædvanligt længe her på bloggen. Det skyldes, at jeg har været optaget af andre ting i august og haft sværere ved at finde tid læsning og blogging. Men det skyldes også, at jeg har brugt usædvanligt lang tid på at kæmpe mig igennem tyrkiske Elif Shafaks The Architect’s Apprentice. Ikke så meget fordi den med sine 420 store sider er lidt længere, end de bøger, jeg helst læser. Mere fordi den mangler fortællemæssigt drive og sammenhæng i en grad, der har været tæt på helt at tage læselysten fra mig. >> Læs videre
“I’ll liberate Africa with my penis.” Se, dét var en sætning, jeg ikke havde ventet at læse i en sudanesisk roman fra 1966 … Sådan kan man få punkteret sine fordomme, når man har givet sig selv den udfordring at komme alle lande i verden rundt i bøger. Men det er nu ikke dét i sig selv, der gør Tayeb Salihs nyklassiker Season of Migration to the North til en mesterlig roman – for dét er den.
Det, det gør Season of Migration fortjent til sin status som klassiker, er dens raffinererede, eksperimenterende komposition, der sætter læserens opmærksomhed og hjerneceller på arbejde. Det er Tayeb Salihs smukke, billedskabende sprog. Det er den elegante og samtidig udfordrende måde, hvorpå romanen inviterer til reflektion over en mængde spørgsmål uden at tilbyde lette eller entydige svar. >> Læs videre
Ghanesisk-amerikanske Yaa Gyasis debutroman er en mestendels underholdende, interessant og vedkommende slægtsroman, som tematiserer kolonialisme, slaveri og racisme i både Vestafrika og USA over et imponerende tidsspænd på 250 år.
Romanen tager udgangspunktet i historierne om to halvsøstre, Effia og Esi, som vokser op i det vestlige Afrika i midten af det 18. århundrede i det nuværende Ghana(som de britiske kolonisatorer kaldte Guldkysten). De to piger er født af samme mor, men med forskellige fædre fra henholdsvis Fante- og Asantefolket, som i årtier ligger i krig med hinanden. Pigerne vokser op i hver sin landsby hos hvert sit folk uden kendskab til hinandens eksistens. >> Læs videre
Så er der nyt fra den chilenske, litterære wonderboy, Alejandro Zambra. Multiple Choice er et pudsigt eksperiment: En litterær leg med former og et lille stykke samfundkritik i ét.
Havde Zambra skrevet i 1960’erne eller 1970’erne i Frankrig ville han med Multiple Choice givetvis have kunnet søge optagelse i forfatterfællesskabet i OULIPO (Ouvroir de littérature potentielle eller Værksted for potentiel litteratur). De læsere, der har dén reference, har dermed gættet, at vi med Zambras nye bog befinder os i den endog meget eksperimenterende genre. >> Læs videre
Store, blodige middelalderslag mellem riddere til hest og langbueskytter til fods, intriger ved hoffet, veludstyrede kongelige bryllupper, drabelige søslag, overskårne halse og afhuggede hoveder. Stormbird er ikke stor litteratur, men den er gedigen underholdning med smæk for skillingen i genren historisk ramasjangfiktion.
Stormbird er første bind i britiske Conn Igguldens seneste serie af historiske romaner, som denne gang handler om den periode af engelsk historie, der går under betegnelsen Rosekrigene (War of the Roses). >> Læs videre
Den pakistanske forfatter Jamil Ahmad (1933-2014) leverer med sin novellesamling The Wandering Falcon et velskrevet, medrivende og interessant indblik i det hårde liv blandt de primært nomadiske, pashtunske stammefolk i det ugæstfrie højland i grænseområdet mellem Pakistan, Iran og Afghanistan.
Historierne fortæller fra forskellige vinkler om de indbyrdes blodfejder mellem de forskellige stammer og klaner, om stammernes involvering i tyskernes og briternes kamp om området under og efter første verdenskrig, om hvordan nomadernes livsform dødsdømmes af de nye pakistanske og afghanske staters grænselogik, om den ubarmhjertige æreskodeks pashtunwali, og om et patriarkalsk samfund, hvor kvinder betragtes som ikke meget andet end varer, der kan sælges. >> Læs videre
“American Southern Gothic” på australsk. Ikke for de sarte eller for sproglige minimalister.
Australske Nick Cave kender de fleste bedst som rocksanger fra bl.a. Nick Cave and the Bad Seeds, men han har også begået et par romaner. Han debuterede i genren tilbage i 1989 med And the Ass Saw the Angel, som blev genudgivet i 2009 i Caves egen redigerede version, som er den, jeg har læst.
Stemningen i bogen ligger tæt op af de mest dystre af Caves rocktekster – bare lige 3-4 nuancer mere sort og tilsat et ordentligt skud gammeltestamentelig, apokalyptisk patos. >> Læs videre
En historikers dybt personlige og svært afrystelige bekendelser af sine barndomserindringer, drømme og forestillinger fra koncentrationslejren Auschwitz i 1944.
Otto Dov Kulka er født i Tjekkoslovakiet i 1933, men nu bosiddende i Israel. Han blev i 1994 som 10-11-årig interneret i KZ-lejren Auschwitz sammen med sine forældre. Kulka var en af de få overlevende.
Kulka har i mange år arbejdet som historiker og især beskæftiget sig med Nazitysklands historie. Men først som 80-årig har han med denne bog (første gang udgivet i 2013) valgt at fortælle om sine personlige oplevelser som KZ-fange og især om de mentale billeder, han stadig bærer med sig. >> Læs videre
Meget fint og rørende portræt af en ung kvinde fra Elfenbenskysten, som arbejder som stuepige i London.
Det er egentlig kun en novelle, der ikke desto mindre er udgivet som selvstændig bog, endda i en relativt eksklusiv hardbackversion – en lækker lille bog. Det er åbenbart sådan noget, man kan få lov til, når man er et etableret navn som Zadie Smith.
The Embassy of Cambodia er ikke desto mindre en rigtig fin historie. Den handler ganske vist ikke rigtigt om den cambodianske ambassade, men derimod om afrikanske mænd og kvinder, som kommer til Europa i håbet om en ny og bedre tilværelse, men ender i bunden af samfundet. >> Læs videre
Ja, jeg erkender det: vi er ovre i den nørdede ende af skalaen, når man i 2014 som en fritidsfornøjelse kan finde på at læse Josefus’ gamle historieværk om krigen mellem romerne og jøderne i år 66-70 fra ende til anden – uden at man bliver betalt for det af en forskningsinstitution.
Men jeg blev lige inspireret af en juleferie til Israel, hvor vi bl.a. besøgte nogle af de arkæologiske steder fra dengang, f.eks. ruinerne på toppen af Masadaklippen ved Det Døde Hav, hvor den sidste del af det jødiske oprør blev slået ned i år 72. Og i forlængelse af Simon Sebag Montefiores Jerusalem – The Biography, som i kapitlerne om Jerusalems ødelæggelse i år 70 trækker kraftigt på Josefus som kilde, så tænkte jeg, at det kunne være helt sjovt at gå til kilden selv. >> Læs videre
