En sine steder medrivende fortalt, allegorisk historie om fortællingens kraft og om modsætninger og skyggesider i det moderne Saudi-Arabien. En roman med mange gode takter, som dog også spænder lidt ben for sig selv i kraft af at være lidt for konstrueret.

Wolves of the Crescent Moon af saudiske Yousef Al-Mohaimeed (f. 1964) udfolder sig omkring tre menneskeskæbner i Riyadh: Beduinen Turad, der mangler et øre. Hittebarnet Nasil, der mangler et øje. Den afrikanske slave og eunuk Tawfiq, der mangler … ja, dét, som eunukker mangler.

Der er en rammehistorie, som foregår over en nat på en busstation, hvor Turad har indfundet sig for at rejse hvorhen-ved-han-ikke, bare væk fra det daglige helvede af ydmygelser og brutalitet, som er hans Riyadh.

På stationen kommer Turad tilfældigt i besiddelse en dokumentmappe, der indeholder en officiel rapport over et hittebarn fundet på gaden med et udkradset øje foran en moské tyve år tidligere i år 1398 efter den islamiske tidsregning (dvs. i 1977 efer den gregorianske kalender).

I løbet af natten læser Turad sig igennem dokumenterne og forsøger – med god hjælp fra sin fantasi – at danne sig et billede af, hvem det anonyme hittebarn kunne være. Iblandet den historie får vi også i tilbageblik oprullet Turads egen fortid som først beduin og karavanerøver i ørkenen og siden som kontormedhjælper og vagtmand i forskellige småjobs i storbyen.

I was a professional highwayman before my left ear was ripped off. I wish my health would help me now to steal and rob in the vast wilderness in broad daylight, not like they do here, in the dark, between office walls and behind closed doors.

I parallelle tilbageblik får vi yderligere historien om nordafrikaneren Hasan/Tawfiq, der som dreng indfanges af slavehandlere i Sudan, kastreres og sælges som husslave til en rig saudisk familie i Riyadh.

Wolves of the Crescent Moon er en roman båret af modsætninger – mellem tradition og modernitet, ørken og by, fattig og rig, mænd og kvinder.

Stærkt står især modsætningen mellem det traditionelle, hårde, men på sin egen (romantiserede) vis stolte liv som karavanerøver i beduinernes barske ørken overfor det moderne, men ikke mindre brutale storbyliv i det moderne Riyadh.

Det er en fortælling gennemsyret af Tawfiqs og især Turads uforsonlige bitterhed over deres skæbner – som ikke desto mindre samtidig er båret af en lyrisk skønhed via Yousef Al-Mohaimeeds pen i Anthony Calderbanks oversættelse til engelsk fra det originale arabiske.

Men når jeg nu skriver “lyrisk skønhed,” så skal det ikke få nogen til at tro, at der er tale om en blomsterparfumeret poesibog, man kan blive glad og henført af. Så langt fra. Det er på flere planer en hård og barsk fortælling.

Man skal som læser for eksempel være klar til at læse sig igennem en lang detaljeret beskrivelse af en ulv, der æder ansigtet af en levende mand, der står forsvarsløst bagbundet og begravet i sand til halsen i den kolde ørkennat. En gruopvækkende og skræmmende scene, som ikke desto mindre samtidig er næsten poetisk skildret. Hvis man ellers kan forestille sig dét …

Men også i andre betydninger er det en hård historie. Om de ydmygelser og fysiske krænkelser, som mennesker i de laveste dele af samfundet i Riyadh må stå igennem. Om moderne slaveri og om sexisme.

Ulvene under halvmånen i bogens titel referer åbenlyst til de ørkenulve, der indtager en central plads i romanen. Men titlen kan også fortolkes som en reference til den hykleriske brutalitet og kynisme, som udfolder sig i Islams navn i Saudi-Arabien og i romanen. Måske er det derfor, at romanen er forbudt i Saudi-Arabien.

Udover modsætningerne benytter Yousef Al-Mohaimeed sig fortælleteknisk også i stor stil af metaforiske og metonymiske forbindelser. F.eks. i form af de mangler, de tre centrale personer alle lider af, og som for alles vedkommende er et resultat af fysiske overgreb, der på den ene eller anden måde er påført dem af det samfund, de er en del af.

Yousef Al-Mohaimeed (f. 1964). Foto fra forfatterens goodreads-profil.

Historiens fortællestemme veksler mellem 1. og 3. person, og ikke sjældent sker skiftet abrupt fra et afsnit til det næste uden synlig anledning. Den veksler også mellem Turads og Tawfiqs perspektiv. Et kapitel er endda fortalt set fra den ukendte far til det ukendte hittebarns perspektiv – sådan som hans historie udspiller sig i Turads fantasi.

Lyder det lidt forvirrende? Ja, sådan kan det også opleves for læseren. I størstedelen af romanen er det så langt fra åbenlyst, hvad de to-tre-fire fortællespor har med hinanden at gøre. Men alle tråde flettes sammen til sidst – på en måde. Om ikke andet, så på den måde, hvorpå de fleste menneskeliv er kædet sammen i storbyen: Gennem tilfældet og det flygtige møde, som ofte kan være nærmest anonymt.

Hvad er (romanens) virkelighed, og hvad er Turads fantasi? Gemmer hans manglende øre faktisk på en dramatisk historie om hans fortid som drabelig ørkenrøver? Eller er det slet og ret en medfødt skavank, som han i flovhed har digtet et eventyr om og måske endda er lykkedes med at overbevise sig selv om?

Eller er det overhovedet Turads fantasier, vi skal spørge efter? Kunne historien i stedet være fortalt eller iscenesat af det anonyme, nu voksne hittebarn selv? Eller …?

Jeg skal ikke afsløre mere – andet end, at bogen heller ikke afslører sig selv. Som læser sad jeg i første omgang en smule forvirret tilbage efter at have vendt sidste blad. Men i eftertanken åbner fortællingen sig – og muliggør lukninger på nye måder. Og dét er kun et plus i min bog.

Wolves of the Crescent Moon er dog ikke et hundrede procent vellykket. Det er, som om Yousef Al-Mohaimeed ikke helt har kunnet bestemme sig for, om historien om Turad skulle være en rent allegorisk fortælling eller en realistisk og indlevet historie om en konkret menneskeskæbne. Han forsøger at gøre den til begge dele, men lykkes ikke helt med det, hvilket gør, at fortællingen nogle gange skurrer lidt i ørerne som en lidt for åbenlys og kunstig konstruktion.

Ikke destro mindre er Wolves of the Crescent Moon endnu et eksempel på, at en kort roman kan rumme en mere righoldig fortælling med flere lag end mange murstenstykke bøger. Således bestemt anbefalet på trods af dens mangler.

• Lignende indlæg
• Penguin

Saud Alsanousi: The Bamboo Stalk

Aboud Saeed: Den smarteste fyr på Facebook. Statusopdateringer fra Syrien

Abdulaziz Al Farsi: Earth Weeps, Saturn Laughs

Amjad Nasser: Land of No Rain

Stanisław Lem: The Cyberiad

Ahmet Hamdi Tanpınar: The Time Regulation Institute

Kunzang Choden: The Circle of Karma

Helene Hanff: 84, Charing Cross Road