Frankensteins monster i en moderne irakisk version: Syet sammen af ligrester fra bilbomber i Bagdads gader og nu på hævntogt for at give alle krigens ofre fred. Ahmed Saadawi leverer grotesk horror-krigssatire på højt niveau.

Scenen er Bagdad på et tidspunkt efter den amerikansk ledede invasion og besættelse af Irak i 2003. Det gamle regime under Saddam Hussein er væltet, og en ny regering er installeret, men landet hærges stadig af kampe mellem regeringsstyrkerne og amerikanerne på den ene side og flere forskellige iraktiske militser på de andre sider. Sprængning af selvmordsbomber i byen er dagligdag for beboerne i Bagdad, og hver eneste dag tæller krigen sine nye ofre blandt civilbefolkningen.

Midt i dette inferno arbejder den lettere anløbne skrot- og genbrugsforhandler og notoriske fortæller af farverige løgnehistorier, Hadi, på sit eget bizarre projekt. Han opsøger scener for bombesprængninger og indsamler efterladte menneskerester, som han derhjemme i baglokalet syr sammen til et lig.

Hadis ikke specielt gennemtænkte idé er at bruge det grotesk sammenstykkede lig i en slags protestaktion, der skal få regeringen til at anerkende de mange ligrester, som bilbomberne efterlader rundt omkring i byen, som dele af hele mennesker, der fortjener en ordentlig begravelse.

Romanen tager sin begyndelse den aften, hvor Hadi fuldender sit værk ved at sy den sidste manglende legemdel på liget:

Hadi opened the canvas sack and took out the thing. In recent days he had spent hours looking for one like it, yet he was still uneasy handling it. It was a fresh nose, still coated in congealed, dark red blood. His hand trembling, he positioned it in the black hole in the corpse’s face. It was a perfect fit, as if the corpse had its own nose back.

Samme aften bliver en hotelvagt dræbt ved endnu en bilbombeeksplosion. Hans krop er sprunget i stumper, og hans kropsløse sjæl bevæger sig gennem Bagdads gader efter et hvilested, en krop. Han finder det i Hadis sammensyede lig. Tilfældigt opdager Hadis nabo samtidig liget, hvori hun vælger at se sin fortabte søn, der aldrig vendte hjem fra Irak-Irankrigen i 1980’erne, og som hun er blevet halvt gal af sorg over at vente på i mere end tyve år.

De sammensyede ligrester, hotelvagtens ånd og den gamle dames påkaldelse af sønnens navn blæser tilsammen liv i monstret, som nu bevæger sig ud i Bagdads gader, hvor det skal blive kendt som the Whatsitsname eller the One Who Has No Name – eller bare Daniel (efter den gamle kones søn). Straks efter begynder en serie mystiske mord at hærge Bagdad – midt i alle de andre “normale” drab i krigen og terrorhandlingerne.

Ahmed Saadawi (f. 1973). Foto: Safa Alwan

Jeg afslører ikke for meget ved at røbe, at den mystiske morder naturligvis er the Whatsitsname. De døde legemsdele, som denne irakiske version af Frankensteins monster er sammensyet af, husker nemlig deres banemænd, og de finder først fred, når banemændene er fundet og selv likvideret. Efterhånden som monstret får hævnet sine legemsdele, falder de imidlertid af. For at fuldføre hævnen er the Whatsitsname derfor nødt til løbende af reparere sig selv med reservedele fra de nye ofre.

Men da intet menneske (ingen legemsdel) altid kun er bøddel, men også selv offer, så genererer kropsreparationerne nye hævnbehov. Krigen æder sine børn.

Den groteske historie udarter sig mere og mere, efterhånden som romanen skrider frem. På et tidspunkt har monstret samlet en stor skare af tilhængere omkring sig, som i ham ser hver deres version af en leder og frelser, men som ender med at slå hinanden ihjel i en bizar parodi på de mange forskellige militser og fraktioner i de besatte Irak: Religiøse fanatikere af alle afstøbninger, troldmænd, magtbegærlige sofister, kyniske pengemænd, sensationsjournalister og dobbeltspillende militærfolk fra alle sider.

For hans tilhængere inkarnerer the Whatsitsname idealborgeren, som den irakiske stat ikke hidtil har kunnet producere. Med hans egne ord:

“Because I’m made up of body parts of people from diverse backgrounds – etnicities, tribes, races, and social classes – I represents the impossible mix that never was achieved in the past. I’m the first true Iraqi citizen, he thinks.

The Whatsitsname og hans tilhængere er som en samlet metafor for krigen i Irak og dens aktører naturligvis tydelig, men ikke plat entydig. Frankenstein in Baghdad er højt begavet, sort, sort satire, og det hele ville være vidunderligt morsomt, hvis det ikke samtidig var så forfærdende, fordi romanens groteske horrorfantasi kun overgås af Bagdads virkelighed.

Historien er, som det fremgår, helt outreret, men Saadawi fortæller den ikke desto mindre nøgternt, næsten tørt, med en underspillet satirisk humor, der også giver plads til troværdige portrætter af karakterne i det relativt store persongalleri.

Saadawis sprog er ligetil og uden de store dikkedarer, men det flyder fint og ubesværet her i Jonathan Wrights pletfri oversættelse til engelsk. Det er ikke så meget sproget i sig selv, man skal læse Frankenstein in Baghdad for. Til gengæld skal man læse den for Saadawis sorte, satiriske univers, som trækker på både science fiction-, horror-, fantasy- og krimigenrerne, men også på traditionen for satiriske krigsromaner á la Kurt Vonnegut og Joseph Heller.

Saadawis univers minder ikke så lidt om dét, trofaste følgere af disse bognoter vil genkende fra landsmanden Hassan Blasims fremragende noveller, jf. mine omtaler samlingerne Den irakiske Kristus og Tossen fra Frihedspladsen andetsteds. Frankenstein in Baghdad er dog ikke helt på niveau med Blasims noveller. Saadawi lader ikke Blasim noget tilbage at komme efter, hvad angår det mørke, magiske, bizarre og groteske, men han mangler lidt af Blasims raffinement. Derudover er romanen lige lovlig lang, i forhold til hvad plottet kan bære. Ikke desto mindre stærkt anbefalelsesværdig.

• Lignende indlæg
• Penguin

Gilgamesh

Yousef Al-Mohaimeed: Wolves of the Crescent Moon

Saud Alsanousi: The Bamboo Stalk

Aboud Saeed: Den smarteste fyr på Facebook. Statusopdateringer fra Syrien

Jorge Luis Borges: Brodie’s Report (including the prose fiction from In Praise

Stanisław Lem: The Cyberiad

Ahmet Hamdi Tanpınar: The Time Regulation Institute

Yousef Al-Mohaimeed: Wolves of the Crescent Moon