Tommaso Landolfi: Krebsedronning

Krebsedronning (opr. 1950) af italienske Tommaso Landolfi er et semifilosofisk syretrip kamoufleret som en slags gotisk science fiction-fortælling. En surrealistisk, hallucinatorisk rejse ind i sindets afkroge på kanten mellem livet og døden, hvor forholdet mellem fiktionen og realiteten er på spil, hvor såvel sproget som den fysiske verden dekomponeres, og det fortællende subjekt bryder sammen i akten.

Det lyder jo alt sammen som gefundenes fressen for læsere med undertegnedes litterære tilbøjeligheder. Jeg er nu alligevel ikke helt tilfreds, for på trods af de mange spøjse ideer, så fungerer Krebsedronning dårligt som roman.

“Det er heller ikke værkets intention at fungere som en traditionel roman,” hører jeg forsvarerne indvende hånligt. Nuvel, det er meget muligt, men faktum er, at denne læser kedede sig og mistede interessen for de kunstneriske budskaber, som bogen ellers måtte have haft.

Selv om den egentlig ikke er vigtig, så er det alligevel på sin plads med et par ord om den ydre handling i Krebsedronning – fordi den er ret påtrængende i romanen.

Historien er fortalt i en slags dagbogsform af en person, der på jorden er tæt på at opgive livet på baggrund af spillegæld og muligvis andre sager. I sin største elendighed bliver  han imidlertid opsøgt af en tilsyneladende gal mand, der rekrutterer ham til en månerejse. En månerejse, der viser sig at skulle ske i et rumskib, som er halvt maskine og halvt levende væsen, den såkaldte Krebsedronning. Snart er de ude i rummet, og så syrer det hele meget mere ud.

Der er finurlige, sprogfilosofisk potentielt spændende elementer i Krebsedronning. Mod slutningen af bogen, hvor jeg-fortælleren tydeligvis – også for ham selv – er ved at miste forstanden, optræder for eksempel nogle navnløse skabninger, som kommer ud af ham selv, som han kan tale med, men som han i sidste ende også søger at eliminere på forskellig vis.

Andre skabninger optræder med fiktive betegnelser, og de viser sig at være ikke-fysiske væsener, men ord. Forholdet mellem sprog og virkelighed nedbrydes gradvist i løbet af fortællingen, indtil det opløser sig i meningsløshed og død.

Dette er støv, intet andet end støv, og det kan kun være hjemplanetens støv, et lille stykke jord, som jeg bærer med mig. Men den anden form for støv, som jeg har i mit hoved, det kommer herfra. Støv og spindelvæv i hjernen, som når man vågner fra en urolig søvn, men meget, meget stærkere. Og fortærende flammer, sår og flænger.

Formen er pudsig – og formentlig bevidst sådan – i den forstand, at bogen på den ene side er skrevet i en stil, der mimer tidlige og klassiske science fiction-fortællinger af f.eks. Edgar Allan Poe og Jules Verne, mens den på den anden side er langt mere udsyret end noget, man kan finde hos disse forbilleder.

Den gammelmodige Edgar Allan Poe-stil virker på mig mest – ja, gammelmodig. Og de udsyrede scener mod slutningen af bogen virker på mig mest – ja, udsyrede Det hele er lidt for villet mærkeligt for mig. Jeg er måske bare ikke begavet nok, men  jeg forstår ikke helt, hvad Landolfi vil med bogen.

Krebsedronning er ikke spændende eller egentligt underholdende. Den vil tydeligvis gerne et eller andet filosofisk eller noget på anden måde kunstnerisk grænse- og erkendelsesbrydende. Men jeg kedede mig lidt.

Oversætter Rasmus L. Bojesen gør i et efterord et behjertet og ihærdigt forsøg på at løfte Landolfi og bogen, men jeg blev ikke helt overbevist.

Men det er ikke det samme som, at bogen ikke er værd at læse. Den henvender sig blot mest til de læsere, der interesserer sig for de lidt mere esoteriske hjørner af den eksperimenterende litteratur i midten af det tyvende århundrede.

Dermed også tak til forlaget Kosmos for endnu engang at formidle spændende eksempler på skæv litteratur fra fortidig europæisk litteratur til dansk – og dermed gøre dem til en del af vores danske, litterære nutid.

K's vurdering: