Jon Fosse: Vaim

Den seneste kortroman af den norske nobelpristager Jon Fosse er på én gang ubestrideligt fossesk med alle de uimodsigelige kvaliteter, det indebærer, og samtidig viser den alligevel en lidt anderledes side af Fosse, end vi er vante til at se, en lidt mere humoristisk og legende side, og det klæder ham faktisk godt.

Følgere af disse bognoter vil vide, at jeg er en efterhånden inkarneret Fossefan. Og hans seneste udgivelse ændrer ikke på dette, tværtimod.

Vaim er den første af en bebudet ny trilogi fra den fiktive bygd Vaim, som Fosse har placeret et sted i sejlafstand fra Bjørgvin (det gamle navn for Bergen), det vil sige i det område af Norge, hvor de fleste af hans bøger udspiller sig.

Romanens enkle, hypnotiserende, messende, næsten besværgende sprog er det samme, som vi kender og elsker Fosse for, og det er godt. Persongalleriet er også rekrutteret blandt Fosses foretrukne typer: Fiskere og andre jordnære mennesker fra små steder, som måske nok ikke har ordet i deres magt og slet ikke er akademiske filosoffer, men ikke desto mindre har bedre føling med det væsentlige i livet end de fleste.

Alligevel skiller Vaim sig lidt ud fra tidligere Fosseudgivelser på flere punkter. Dels er historien fortalt fra tre forskellige personers perspektiv, hvilket han ikke har for vane. Dels er den mere humoristisk end normalt. I alle hans bøger løber der en humoristisk åre under overfladen, men i Vaim har komikken er mere fremtrædende plads.

Og endelig og mest markant har historien som sit omdrejningspunkt en mere end almindeligt handlekraftig kvinde, som på herlig vis tvinger sin vilje igennem overfor alle de noget vage mænd,  der ellers befolker fortællingen.

Romanens første del er fortalt af ungkarlen Jatgeir, der er på en af sine få årlige sejlture fra hjembygden Vaim ind til storbyen Bjørgvin for at købe nål og sytråd og måske få frikadeller på Konditoriet. Her støder han uventet på kvinden Eline, hans hemmelige ungdomskærlighed, som han har opkaldt sin snekke efter.

Til hans overraskelse opsøger hun ham og tiltaler ham, og han bliver rent befippet, for han har elsket hende i hemmelighed i så mange år og aldrig andre:

[…] så var det vel min tur til at sige hendes navn tydeligt og klart og jeg samlede ligesom kræfter og så sagde jeg højt og tydeligt Eline og jeg kunne ikke gøre for det, men der var ligesom en bævende kærlighed i min stemme, eller en længsel, og det var nærmest som om jeg med en bedende stemme sagde navnet Eline, og det var slet ikke meningen, det blev bare sådan, jeg kunne ikke gøre for det, så megen længsel, så mange års længsel, havde nok hobet sig op i mig så jeg ikke kunne holde den tilbage, og den lagde sig ind i navnet Eline i det øjeblik jeg sagde det højt […]

Eline er mere handlekraftig, end Jatgeir nogensinde havde forestillet sig, og hun tager snart kontrollen. Hvad der ellers hænder, skal jeg ikke røbe. Men jeg tør godt afsløre, at de følgende dele af romanen, fortalt fra andre personers perspektiv, giver nye og overraskende perspektiver på historien. Samtidig med at de er fortalt på andre måder, samtidig med at det hele er umiskendeligt fossesk.

Jon Fosse har skrevet bedre bøger end Vaim, men den kan alligevel ikke få andet end fem stjerner (da de bedste fra Fosses hånd sprænger skalaen). Jeg glæder mig til de næste to i den bebudede Vaim-trilogi.

K's vurdering: