K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Klassikere

Alejo Carpentier: The Kingdom of This World

Af ,
Skriv en kommentar

Cubansk romanklassiker om den haitianske revolution omkring år 1800 og den gale konge, Henri I af Haiti. Alejo Carpentiers mesterværk er uomgængelig inden for caribisk litteratur som en visionær forløber for den latinamerikanske magiske realisme og fantastik. Men romanen er meget mere end pligtlæsning for litteraten. Her 75 år efter den første udgivelse står den stadig stærkt i egen ret med sin intense, tætpakkede prosa og mørke, surrealistiske stemning.

Alejo Carpentier (1904-1980) blev født i Schweitz af fransk-russiske forældre, men emigrerede med sine forældre som otteårig til Cuba, hvor han voksede op og endte med at blive en af Cubas nationalforfattere og i det hele taget en af de helt store latinamerikanske forfattere i det tyvende århundrede. The Kingdom of This World (spa. El reina de este mundo) fra 1949 var Carpentiers anden roman og er et af hans mest kendte og læste værker. Den har status af cubansk klassiker, selv om romanen hovedsagelig forgår på Haiti. >> Læs videre

Georges Perec: Livet en brugsanvisning

Af ,
Skriv en kommentar

Hovedværket af den vilde franske forfatter, Georges Perec, er en imponerende litterær bedrift. Et stort og kompliceret projekt i udførelsen, og også lidt af et projekt at læse. Det er et monstrøst værk. Men det er samtidig både fascinerende og underholdende. Med god grund en moderne klassiker. Men frygtelig lang.

Georges Perec (1936-1982) var et af de mere prominente medlemmer af det franske, eksperimenterende forfatterkollektiv, der går under navnet OuLiPo, en forkortelse for Ouvroir de littérature potentielle (Værksted for den mulige litteratur), grundlagt i 1960 af Raymond Queneau (1903-1976). >> Læs videre

H. Rider Haggard: Hun

Af ,
Skriv en kommentar

H. Rider Haggards Hun er klassisk og genredefinerende eventyrramasjang. Værd at kende til for den bredt litteraturhistorisk interesserede. For denne læser også en nostalgisk tur ned ad Memory Lane. Men samtidig en noget støvet og i flere henseender forældet roman.

Den britiske forfatter Sir Henry Rider Haggard (1856-1925) var enormt produktiv. Han nåede at udgive mere end 50 romaner, primært eventyrromaner, en række faglitterære bøger om blandt andet landbrugsforhold samt en lang stribe avisartikler. >> Læs videre

Joris-Karl Huysmans: Mod strømmen

Af ,
Skriv en kommentar

“I en periode, hvor literaturen næsten udelukkende begrundede livets pinefuldhed med gengældt kærlighed eller med jalousi afstedkommet af utroskab, havde han ignoreret disse infantile dårligdomme og udforsket de mere uhelbredelige, vedvarende og dybere sår opstået på grund af overmæthed, desillusionering, foragt, i ødelagte sjæle, der er plaget af nutiden, væmmes ved fortiden, og som skræmmes og fortvivles ved tanken om fremtiden.”

Citatet ovenfor er en karakteristik Charles Baudelaire ifølge aristokraten og æstetikeren des Esseintes, protagonist i Joris-Karl Huysmans’ roman Mod strømmen (opr. 1884). Og Huysmans roman kan selv betragtes som en udforskning af et muligt svar på, hvad man stiller op med symptomerne på sådanne ødelagte sjæle. I dette tilfælde et æstetisk svar, som fører ud i ekstravagant dekadence. >> Læs videre

Robert Walser: Jakob von Gunten

Af ,
2 kommentarer

“Man lærer meget lidt her, der er mangel på lærerkræfter, og vi drenge fra Institut Benjamenta vil ikke drive det til noget, det vil sige, vi bliver alle noget meget småt og underordnet senere i livet.”

Således lyder den første sætning i Robert Walsers pudseløjerlige kortroman Jakob von Gunten, og det kan med en vis ret hævdes, at denne første sætning rummer hele romanen i sig, resten er så at sige blot en udfoldning i lidt flere detaljer eller en serie af eksemplificeringer, om man vil. >> Læs videre

Daniel Defoe: Robinson Crusoe

Af ,
3 kommentarer

Daniel Defoes Robinson Crusoe er nærmest romanklassikeren over dem alle, for så vidt det formentlig kun er få mennesker på jorden, der ikke i det mindste kender til ideen om Robinson Crusoe. Men når det kommer til selve romanværket, så må jeg bare sige: Nøøøjjj, hvor er den kedelig. Den er besvimende kedelig!

Jeg begyndte faktisk at lytte til Robinson Crusoe som lydbog, mens jeg kørte bil. Men det var simpelthen for farligt: Den er så kedelig, at jeg konstant var i risiko for at falde i søvn i morgentrafikken på Ring 4. Så jeg indstillede lytningen, og har læst langt det meste af romanen i mit foretrukne medie: Den gode, gammeldags papirbog, her i Mogens Boisens uforkortede oversættelse til dansk efter den engelske førsteudgave fra 1719. Af princip og stædighed, fordi jeg kun meget sjældent kaster en bog fra mig, når jeg først er begyndt. >> Læs videre

Annette von Droste-Hülshof: Jødebøgen. En sædeskildring fra det bjergrige Westfalen

Af ,
Skriv en kommentar

Baronesse Anna Elisabeth Franziska Adolphine Wilhelmine Louise Maria von Droste zu Hülshoff (1797-1848), også kendt som Annette von Droste-Hülshof, ringer måske ikke klokker hos så mange danske læsere. Men i Tyskland er hun veletableret i den litterære kanon.

For mig selv var hun et helt nyt navn indtil Forlaget Ti Vilde Heste for en måned siden udgav en ny dansk oversættelse af kortromanen Jødebøgen med undertitlen En sædeskildring fra det bjergrige Westfalen (opr. 1842). Forlaget Ti Vilde Heste var i øvrigt også et nyt forlagsnavn for mig – med skam at melde, da jeg kan se, at mikroforlaget har været på banen med udgivelser siden 2021. >> Læs videre

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Af ,
Skriv en kommentar

Sigrid Undsets store hovedværk er klassiker med stort K. Et hovedværk i nordisk litteratur – og i verdenslitteraturen. En episk klassiker forankret i hverdagslivet i middelalderens Norge befolket af stærke og nuancerede romankarakterer, der taler direkte til os i dag. Den er god. Men den er knageme lang – og ærlig talt også en noget tung omgang at komme igennem.

Det er ikke svært at forstå, at denne roman var udslagsgivende for, at Sigrid Undset fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 1928. Og det er kun passende, at Gyldendal i anledning af romanens ethundrede års fødselsdag valgte at genudgive den. Om man også havde haft nødig at genoversætte den til dansk, ved jeg ikke, men nogen skade har det nok ikke gjort. Jeg har ikke sammenlignet Niels Brunses nyoversættelse systematisk med Peder Hesselaas version fra 1940, men jeg har foretaget nogle tilfældige nedslag uden at finde nævneværdige forskelle. >> Læs videre

Anna Kavan: Is

Af ,
Skriv en kommentar

”Jeg var blevet usikker på virkelighedens natur, hvad angik både mine omgivelser og mit eget indre. Intet af det, jeg så, havde nogen substans, det hele var gjort af tåge og nylon, der var intet inde bagved.”

Således skriver jeg-fortælleren et sted i Anna Kavans hovedværk fra 1967, Ice, som udkom på dansk tidligere på året. Og sådan kan læseren også få det med romanen undervejs i læsningen. >> Læs videre

Peter Flamm: Mig?

Af ,
2 kommentarer

“Det er ikke mig, ærede dommere, det er en død mand, der taler gennem min mund. Det er ikke mig, der står her, ikke min arm, der bliver løftet, ikke mit hår, der er blevet hvidt, ikke min handling, ikke min handling.”

Mig? (opr. 1926, da. 2024) er tæt på at have 100-års fødselsdag, men som et psykologisk portræt af et splintret sind, traumatiseret af krigens rædsler, er bogen i dén grad stadig vedkommende. Som læser suges man ind i romanens desperat-hektiske, smerteligt-skizofrene stemning, og man er under læsningen lige så forvirret og tvivlende som protagonisten selv. >> Læs videre

Thomas de Quincey: Immanuel Kants sidste dage

Af ,
Skriv en kommentar

Thomas de Quinceys næsten 200 år gamle fiktivt-biografiske essay om filosoffen Immanuel Kants liv og sidste dage er ikke kun litteraturhistorisk interessant, men i høj grad værd at læse i egen ret, også i dag. Et sine steder særdeles vittigt og ironiserende, men alligevel respektfuldt og endda kærligt og medfølende portræt af filosoffen, hvis store ånd i sidste ende må bukke under for kroppens skrøbelighed.

Den engelske forfatter Thomas de Quincey (1785-1859) er især berømt og berygtet for gennembrudsværket, den selvbiografiske skildring Confessions of an English Opium-Eater (1821), som af nogle betragtes som en litteraturhistorisk spydspids for det, man kan kalde “misbrugslitteraturen.” >> Læs videre

Tarjei Vesaas: Tusten og andre noveller

Af ,
Skriv en kommentar

Tarjei Vesaas’ noveller er som at læse en lang kæde af nordiske haiku-digte: Der er en årstidsreference, der er en situation, der er øjeblikkets stemning, det hele er indfanget i få stavelser. Sproget strækker sig, mens det hviler i sig selv. Evigheden berøres. Magi opstår.

Vesaas’ prosa er ligetil og simpel. Den skærer blidt, men bestemt gennem alle livets kompleksiteter og direkte ind til det egentlige. Vesaas’ enkle sprog slår strenge an i læserens sjæl, der vibrerer nænsomt og kraftfuldt gennem tider og verdener og forbinder mennesket med naturen. Det er litteratur, når den er mest magisk og samtidig mest enkel. >> Læs videre

Natsume Sōseki: And Then

Af ,
Skriv en kommentar

Klassisk, japansk romanværk af én af Japans mest respekterede romanforfattere. Fint skrevet, fine refleksioner over skismaerne mellem tradition og modernitet og over individualisme uden sikkerhedsnet i en traditionel, hierarkisk, nationalistisk kultur under hastig modernisering (læs: vestliggørelse). Men også utrolig langsommelig på kedsommelig vis.

Natsume Sōseki (1867-1916) har i Japan status som landets klassiske romanforfatter nr. 1 – endda rangerende over navne som Yasunaru Kawabata, Yukio Mishima og Junichiro Tanizaki. I Danmark og Europa nyder han ikke helt samme status, og så vidt jeg ved, er ingen af hans værker oversat til dansk. Til gengæld er han i høj grad oversat til engelsk, herunder værket And Then (opr. 1909). >> Læs videre

Osamu Dazai: No Longer Human

Af ,
2 kommentarer

En klassiker i moderne japansk litteratur, som stadig er i høj grad læseværdig. Om ikke at føle sig hjemme i denne verden – og om de fatale konsekvenser af ikke at tage sit liv på sig.

Osamu Dazai (1909-1948) var kunstnernavnet for den japanske forfatter Shuji Tsushima, som hører til blandt de mest betydelige japanske romanforfattere i det 20. århundrede. Osamu Dazai forsøgte fem gange i sit liv at begå selvmord, herunder flere gange sammen med en kæreste eller elskerinde. Første gang som 29-årig, sidste gang som 38-årig. Den sidste gang havde han succes. >> Læs videre

Ise-fortællingerne. En japansk klassiker fra 900-tallet e.Kr.

Af ,
Skriv en kommentar

Ise-fortællingerne er noget virkelig gammelt japansk stads. De er helt sjove at læse, men ærligt talt: Mest for den, der er mere end almindeligt nørdet interesseret i japansk litteraturhistorie.

Angiveligt kender enhver japansk gymnasieelev Ise-fortællingerne. De er klassisk pligtlæsning i skolen i Japan. Forfatteren – eller forfatterne – er ukendt, om end en del af digtene/fortællingerne i samlingen tilskrives adelsmanden og digteren Ariwara no Narihira (825-880). >> Læs videre

Brigid Brophy: Hackenfeller’s Ape

Af ,
Skriv en kommentar

Britiske Brigid Brophy (1929-1995) var blandt nogle af de første, markante aktivister for dyrevelfærd og dyrerettigheder tilbage i 1950’erne. Hendes kortroman, Hackenfeller’s Ape, fra 1953 kan i høj grad læses som et skønlitterært indlæg i dén politiske kamp.

Romanens handling har Londons zoologiske have som omdrejningspunkt. Her finder vi professor Darrelhyde, som studerer to eksemplarer af en (fiktiv) art af særligt intelligente aber, i romanen kaldet Hackenfeller’s Ape. >> Læs videre

Miguel de Unamuno: Tåge

Af ,
Skriv en kommentar

En ironisk, filosofisk skælmeroman fra begyndelsen af det tyvende århundrede om kærlighed, liv og skæbne og om forholdet mellem fiktion og virkelighed. En postmodernistisk roman fra længe før, nogen havde opfundet begrebet postmodernisme.

Tåge (opr. 1914) regnes for den spanske forfatter Miguel de Unamunos (1864-1936) hovedværk. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Netotjka Nezvanova

Af ,
2 kommentarer

Dostojevskijs ufuldendte roman, Netotjka Nezvanova (opr. 1849), er fint nyoversat af Trine Søndergaard. Og er man til Dostojevskij (og hvem er ikke det?), så skal man selvfølgelig have værket med, selv om det mest er litteraturhistorisk interessant for de spor, det lægger ud i retning af hans fremtidige, helt anderledes store romaner.

Netotjka Nezvanova betragtes gerne som det sidste af Dostojevskijs ungdomsværker. Dostojevskij havde nået at skrive og få udgivet de første dele af romanen i tidsskriftsform, da han i 1849 blev arresteret for at deltage i konspirationer mod zarregimet og senere – efter at have været udsat for en fingeret henrettelse – blev sendt til en sibirsk fangelejr. Her mistede han interessen for at færdiggøre romanen. De i tidsskriftform allerede publicerede dele blev efterDostojevskijs frigivelse i 1860 udgivet i en lettere redigeret form som en samlet roman, men han skrev den aldrig færdig. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren

Af ,
1 kommentar

Engang imellem kan jeg godt få det sådan, at nu trænger jeg bare til at læse noget, jeg på forhånd ved, vil være godt. Til sådanne situationer bør man altid have noget af Dostojevskij stående i reolen.

Dostojevskijs korte roman, Spilleren (opr. 1866), havde jeg tilmed ikke læst tidligere, så det var jo rent kræs. Også selv om romanen ikke hører til det bedste, han har præsteret. >> Læs videre

Italo Svevo: Zenos bekendelser

Af ,
Skriv en kommentar

“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”

Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom. >> Læs videre

Cesare Pavese: The House on the Hill

Af ,
Skriv en kommentar

En afdæmpet, moralsk og eksistentialistisk kortroman om (ikke) at tage stilling og engagere sig aktivt, også når der er noget på spil, og man risikerer noget. I dette tilfælde under krigen i 1940’erne i Italien.

Jeg har tidligere omtalt Cesare Pavese (1908-1950) i forbindelse med Natalia Ginzburg. Pavese omgikkes i 1930’erne den samme intellektuelle, antifascistiske kreds som Ginzburg omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Pavese selv var aldrig specielt politisk aktiv, men blev ikke desto mindre fængslet et par måneder i 1935 og sendt i “internt eksil” i det sydlige Italien i et års tid (det var for fascisterne åbenbart en styg straf at dømme nogen til at opholde sig i Sydtalien). Pavese modtog den anerkendte italienske litteraturpris Strega i 1950. Kort efter tog han sit eget liv. >> Læs videre

Natalia Ginzburg: The Little Virtues

Af ,
Skriv en kommentar

“As far as the education of children is concerned I think they should be taught not the little virtues but the great ones. Not thrift but generosity and an indifference to money; not caution but courage and a contempt for danger; not shrewdness but frankness and a love of truth; not tact but love for one’s neighbour and self-denial; not a desire for success but a desire to be and to know.”

Italienske Natalia Ginzburg (1916-1991) efterlod et stort forfatterskab bestående af romaner, noveller og essays. For mig er hun et nyt bekendtskab, men et særdeles spændende et af slagsen. Teksterne i samlingen Little Virtues er ihvertfald fra allerøverste hylde. >> Læs videre

István Örkény: Familien Toth

Af ,
Skriv en kommentar

Seriøst morsom og latterligt alvorlig. Familien Toth er grotesk satire, når den er bedst – i en samtidig udstilling af både den arrogante magt og den latterlige, lille undersåt.

István Örkény (1912-1979) hører til blandt ikonerne i efterkrigstidens litteratur i Ungarn, kendt og elsket for sin dramatik og noveller. Hans mest kendte værk er kortromanen Familien Toth (opr. 1966), som også har haft stor succes som teaterstykke i Ungarn, hvor det stadig opføres (ifølge oversætter Leif Martin Sands forord til den danske udgave af bogen). >> Læs videre

Edgar Allan Poe: Arthur Gordon Pyms eventyr

Af ,
Skriv en kommentar

Edgar Allan Poes eneste roman er en noget ueffen størrelse, men den er slet ikke dårlig. Læseren skal forberede sig på en pudsig blanding af en drabelig ramasjangroman fra de syv have, en fantasi om en besynderlig, skjult verden nær Sydpolen med indlagte essaylignende digressioner om faktiske, historiske ekspeditioner til Antarktis.

Edgar Allan Poe (1809-1849) er mest kendt for sine fortællinger, men han gjorde også et enkelt forsøg i romangenren, Arthur Gordon Pyms eventyr (opr. 1838). Jeg vil nok ikke kalde den en decideret vellykket roman, dertil er den for ujævn i sin fortællestruktur. Men jeg var på en del strækninger egentlig ganske godt underholdt, idet jeg følte mig sat tilbage til min barndoms læsning af nogle af de klassiske søfarerromaner og andre røverhistorier. >> Læs videre

Edgar Allan Poe: Samlede fortællinger I-II

Af ,
1 kommentar

Poe er klassiker. Han er sjov at læse, fordi hans gyser- og horrorfortællinger, hans detektivhistorier og hans forsøg ud i science fiction-genren på mange måder peger fremad i litteraturhistorien og populærkulturen i bredere forstand, hvor Poe har sat sig talrige og uudviskelige spor. Læst for sig selv fremstår de fleste af Poes mere end 175 år gamle fortællinger dog også noget støvede.

På trods af Edgar Allan Poes (1809-1849) klassikerstatus har jeg med skam at melde faktisk aldrig tidligere læst noget af ham (ikke hvad jeg husker af, ihvertfald, men jeg skal ikke udelukke, at jeg har været henover et par af hans fortællinger via de samlinger af klassiske gyserhistorier og skæbnefortællinger, jeg en overgang dyrkede som ganske ung, men dem har jeg i så fald glemt). >> Læs videre

Ryūnosuke Akutagawa: I et krat

Af ,
Skriv en kommentar

Man kommer i en omtale af den japanske forfatter Ryūnosuke Akutagawa (1892-1927) ikke uden om en henvisning til filminstruktøren Akira Kurosawa (1910-1998). Akutagawas to noveller Rashomon og I et krat udgør således en væsentlig inspirationskilde for Kurosawas film Dæmonernes port (1950).

Begge fortællinger indgår i den lille samling af tre Akutagawa-noveller, oversat til dansk af Shannon Færch, som forlaget Escho udgav i slutningen af 2023. >> Læs videre

Eduard von Keyserling: Ved sydskrænten og andre fortællinger

Af ,
Skriv en kommentar

Flere lumre dage. Sådan kunne titlen på denne nye samling på dansk af tre af Eduard von Keyserling sene fortællinger også passende have lydt med reference til von Keyserlings lidt tidligere mesterfortælling.

For stemningen, scenografien og karaktertyperne er i høj grad de samme som dem, vi her på bloggen med begejstring husker fra Lumre dage (opr. 1906). >> Læs videre

William Golding: Lord of the Flies

Af ,
Skriv en kommentar

“Kill the beast! Cut his throat! Spill his blood!”

Der er ikke nogen uskyldige børn. Ondskaben er i os alle fra barnsben. Børn er potentielle monstre, som skal opdrages til at blive mennesker. Hvis du tror noget andet, så må du aldrig blive forælder. Uenig? Så læs William Goldings Lord of the Flies. Hvis du tør.

Lord of the Flies. Fluernes herre. Nu, hvor jeg som meget voksen genlæser romanen, er den lige så skræmmende, måske faktisk endnu mere skræmmende, end jeg husker den, da jeg læste den som barn for snart fyrre år siden. Og ikke bare skræmmende, men skræmmende god. En velfortjent klassiker, som fortjener at bliver genlæst igen og igen. Men det er altså hård kost, selv om den er både gammel, og historien er velkendt. >> Læs videre

Antonio Di Benedetto: don Diego de Zama

Af ,
Skriv en kommentar

”Jeg spurgte mig selv, ikke hvorfor jeg levede, men hvorfor jeg havde levet. Jeg formodede, det var på grund af håbet, og tænkte, om jeg stadig håbede på noget. Det gjorde jeg. Man venter altid noget mere.”

Det er en stor ting, at denne latinamerikanske nyklassiker endelig er udkommet på dansk. Selv har jeg længe haft den engelske oversættelse af argentinske Antonio Di Benedettos Zama (opr. 1956) stående på min at-læse-på-et-tidspunkt-liste, så det var en gave, at Skjødt Forlag her for nylig udgav den i dansk oversættelse ved altid gode Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre

Anton Tjekhov: Steppen. Historien om en rejse

Af ,
Skriv en kommentar

“Det er kun på havet og på steppen om natten i måneskin man kan dømme om himlens umådelige dybde og uendelighed. Den er frygtindgydende, smuk og blid, den ser smægtende og lokkende på en, og man bliver svimmel af dens kærtegn.”

Anton Tjekhov (1860-1904)er blandt historiens allerstørste dramatikere, og det er som sådan, han er bedst kendt. Tjekhov skrev dog også prosa. Som ung producerede han hundredevis af korte, humoristiske historier, som han solgte til aviser for at tjene til føden. Senere gav han sig i kast med at skrive mere “seriøs” litteratur, og han har udgivet adskillige novellesamlinger og en række kortromaner og romaner. >> Læs videre