Njals saga hører til blandt de mest kendte og læste islandske sagaer. Det kan jeg godt forstå. Den er både dramatisk underholdende og historisk interessant.
Jeg har skrevet lidt om Saga Forlags pragtudgivelse af de samlede islandske sagaer i et indlæg om Egils Saga, jf. dette. >> Læs videre
Vi har alle hørt om de islandske sagaer. Men jeg er næppe den eneste, der aldrig før har læst nogen af dem. Det er jeg i gang med at råde bod på, én ad gangen. Jeg er begyndt med Egils saga. Og det er en fornøjelse.
Men hvordan skal man næsten anmelde et værk som Egils saga? Som litteratur eller som historisk kilde? De islandske sagaer hører til den ældste nedskrevne verdenslitteratur overhovedet, og de mest læste af dem sprænger jo nærmest klassikerbegrebet. >> Læs videre
Science fiction-klassiker om menneskets begrænsede evner for at forstå andet end sig selv. Til den tunge side. Værd at læse, men mest for entusiaster ud i klassisk sci-fi.
Polske Stanisław Lem (1921-2006) er et ikon inden for den klassiske science-fiction-litteratur, og han har efterladt et kæmpestort udgivelseskatalog. Mest kendt er den lidt tunge, psykologisk-filosofiske Solaris (opr. 1961). I en helt anden genre har jeg med fornøjelse også læst den humoristiske The Cyberiad (opr. 1965). >> Læs videre
Efter gårsdagens læsning af grev Eduard von Keyserlings Lumre dage (opr. 1905, da. 2022) var mine forventninger høje til Keyserlings senere roman Bølger (opr. 1911, da. 2021), også udgivet af forlaget Sidste århundrede og oversat af Kathrine von Holst. Jeg blev ikke skuffet.
Den nye danske udgave er som et efterord forsynet med Hermans Bangs anmeldelse fra 1912 af romanen. Bang skriver: >> Læs videre
En vidunderlig, sanselig kortroman om ungdommelig uro, usikkerhed og ustyrlige erotiske drifter og samtidig et mildt ironisk portræt af en hensygnende adelstands distance til sig selv og det ægte, levede liv.
Det er endnu ikke slået fejl for mig: En udgivelse fra forlaget Sidste Århundrede udløser altid begejstring. Det gælder også forlagets seneste udgivelse, Eduard von Keyserlings kortroman Lumre dage (opr. 1906), oversat til dansk af altid gode Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. >> Læs videre
Stefan Zweigs klassiske, kulturkritiske erindringsværk Verden af i går er ypperlig læsning – interessant, tankevækkende og ikke mindst en sproglig fornøjelse fra start til slut.
Stefan Zweig (1881-1942) er ikke så meget læst i dag, men nogle af hans bøger kommer dog stadig i nye oplag og også nye oversættelser. Herunder erindringsværket Verden af i går, som vel kan betegnes som et langt kulturhistorisk essay. >> Læs videre
Kongedatteren Leonora Christinas litterære hovedværk, den selvbiografiske skildring af hendes 22 år i fangenskab i det berygtede Blåtårn i perioden 1663-1685, er en kanoniseret klassiker. Interessant som historisk dokument (selv om hun er fuld af løgn), men bestemt også værd at læse for sine litterære kvaliteter. Og i Line Kroghs moderniserede udgave fra 2010 er den gamle tekst gjort tilgængelig på nudansk, uden at den har mistet sit præg af at være skrevet for 350 år siden.
Leonora Christina (1621-1698) er en legendarisk skikkelse i dansk historie. Datter af Christian IV og Kirsten Munk (som aldrig blev gift med kongen, men af ham selv blev betragtet som hans hustru). Hustru til adelsmanden Corfitz Ulfeldt, som steg til højderne som Danmarks rigshofmester under Christian IV, men endte som den velsagtens mest berygtede landsforræder i Danmarkshistorien. Indespærret i fængselstårnet Blåtårn gennem 22 år for mistanke om medvirken til sin mands forrædderi. Og forfatter til det mest berømmede stykke dansk prosa fra barokken, fængselsberetningen Jammers Minde. >> Læs videre
Bruno Schulz er en mundfuld. Adskillige, faktisk. Hans billedrige, ekspressionistiske og surrealistiske prosa er en litterær keto-kur, uden tomme kulhydrater, men fyldt med kalorierige proteiner. Sanatoriet under timeglasset suger sin læser ind, men kræver også en læser med sindet stemt rigtigt. De litterære kvaliteter er uomtvistelige, men for mig blev den lidt for meget.
Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to bøger, inden han blev myrdet i 1942. Men disse to var rigeligt til at indskrive ham i den europæiske kanon. Jeg har tidligere skrevet om Schulz’ vilde og voldsomme, men også poetiske stil i min anmeldelse af hans første bog, Kanelbutikkerne (opr. 1934). Den karakteristik gælder også Sanatoriet under timeglasset (opr. 1937), og jeg skal derfor ikke gentage (alt for meget af den) her. >> Læs videre
Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. En langsom nydelse. Læs den.
Buddenbrooks. En families forfald er Thomas Manns debutroman fra 1901, som han udgav som blot 25-årig. Romanen indtog hovedpladsen i begrundelsen for tildelingen af Nobels litteraturpris til Mann i 1929 og står stadig som et af hans hovedværker.
Buddenbrooks er historien om en rig købmandsfamilies økonomiske og moralske forfald i perioden 1835-1877. Samtidig er det historien om en epokes forfald, den klassiske borgerligheds forfald. >> Læs videre
En lille bagatel af en satirisk roman fra humoristen Dostojevskijs hånd. Begavet ironiserende og vittigt underholdende – men så heller ikke så meget mere.
Onkels drøm stammer fra perioden umiddelbart efter Dostojevskijs retur fra straffelejren og eksilet i Sibiren. Det er en satirisk komedie, som giver os Dostojevskij i rollen som humorist. Set i lyset af det samlede forfatterskab er der tale om en bagatel. Til gengæld er den faktisk virkelig morsom. >> Læs videre
“Gradually we understand the world and then we die.”
Sándor Márai (1900-1989) har klassikerstatus blandt de ungarnske forfattere fra det 20. århundrede. Han blev født ind i det Østrig-Ungarnske Dobbeltmonarki i byen Kassa (nu Košice i det nuværende Slovakiet). Som forfatter valgte han at skrive på ungarnsk, hans mors sprog. Han var stærkt kritisk over for nazisterne og tilsvarende kritisk over for det kommunistiske regime efter Anden verdenskrig. Det sidste førte til, at han forlod Budapest i 1948, og efter en periode i Italien slog han sig endeligt ned i USA.
Márai har skrevet et væld af bøger, men Embers (opr. 1942) betragtes gerne som et af hovedværkerne. >> Læs videre
En lidt blandet antologi bestående af fire af Dostojevskijs mindre kendte fortællinger. Titelnovellen er det hele værd, men også Bobók, hvor de døde kommer til orde, er værd at læse.
Nu, hvor jeg lige har været omkring et par af Dostojevskijs kortere og mindre kendte fortællinger, så tager vi også de fire noveller i En fæl histore og andre fortællinger med. De er oprindeligt udgivet over den lange periode 1848-1876 og samlet i denne danske udgivelse fra 2017. >> Læs videre
Bare fordi man er en af verdenslitteraturhistoriens største forfattere, betyder det jo ikke, at alt, hvad man har skrevet, er guld. Et latterligt menneskes drøm er mest af alt en demonstration af, at Dostojevskij ikke begik sig så godt i den forkyndende genre (hvem der så end gør det …).
I februar 2022 genudgav forlaget Batzer & co. to små fortællinger af Dostojevskij. Jeg anmeldte forleden den ene, Den sagtmodige (opr. 1876), og jeg har i den sammenhæng omtalt udgivelseshistorien. Den anden er Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre
“Åh, mennesket forstår sig specielt godt på gemenheder. Men var det gement? Hvordan kan man i denne situation bedømme et menneske?”
Jeg annoncerede for nyligt en Dostojevskij-pause, men han er ikke sådan lige at slippe. Især ikke, når Batzer & co. netop har genudgivet oversættelser af to af hans såkaldte “Fantastiske fortællinger,” begge oversat af Ole Husted Jensen: Den sagtmodige (opr. 1876) og Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre
Solsjenitsyns nyklassiker om en dag i straffefangen Ivan Denisovitjs liv i en sovjetisk arbejdslejr gør bestemt indtryk. Og der er ingen tvivl om, at det har været og er en vigtig bog. Men den var mig ærlig talt også – tør jeg indrømme det? – lidt kedelig, så det var godt, at den ikke var lang.
Bedst som I, kære læsere, troede, at I var sluppet fri af de gamle russere, fordi min bogkuffert endnu ikke er nået frem til min feriedestination i denne uge, så kommer der altså lige et lille dryp mere. For der er jo stadig lydbøger, og i dét format har jeg i denne uge lyttet mig igennem Alexander Solsjitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (opr. 1962). >> Læs videre
Måske er det nostalgi. Måske er det fordi, jeg efter halvanden måned i selskab med klassiske russere trods alt trængte til at læse noget andet og let og derfor var let at begejstre. Eller måske er det slet ret fordi, Agatha Christies klassiker er lige så god, som den har ry for. Ihvertfald var And Then There Were None en formfuldendt feriefornøjelse at læse på stranden i går.
Og hvis faste følgere af disse bognoter tænker, at det da godt nok var et uventet genreskifte, nu hvor han lige var inde i en god klassisk, russisk stime, og hvis man i øvrigt noterer sig, at krimilæsninger er en sjælden gæst her på bloggen, ja, så iagttager man selvfølgelig ret. >> Læs videre
Den russiske nobelpristager Ivan Bunin byder på novellekunst af den fineste slags. I nogle stræk kan hans små melankolske fortællinger om døden og den flygtige, erotiske kærlighed måske nok forekomme en anelse bedagede, men han er en uovertruffen stilist og så absolut læseværdig også i dag.
Ivan Bunin (1870-1953) er formentlig ikke det navn, der først løber de fleste danske læsere i munden, hvis talen falder på store russiske forfattere. Men Bunin var ikke desto mindre den første russer, der fik Nobelprisen i litteratur (i 1933). På det tidspunkt var han emigreret fra Rusland, som han i forlængelse af Oktoberrevolutionen i 1917 forlod i 1920 for at slå sig ned i Frankrig. >> Læs videre
Mikhail Bulgakovs første roman om kampen om Kiev i den russiske revolutions første år er værd at læse for sit historiske portræt af perioden. Den er for så vidt elegant fortalt, men havde alligevel svært ved at fange mig.
Den, der kender og elsker Mikhail Bulgakov (1891-1940) for hans fabulerende, surrealistiske hovedværk, Mesteren og Margarita, eller den ikke mindre gakkede, lille pudseløjerlighed, En hunds hjerte, vil måske blive skuffet over Den Hvide Garde (opr. 1924, da. 2010). Ihvertfald skal man berede sig på en roman i en anden genre. >> Læs videre
Poetiske, levende og stærke portrætter af alskens typer på landet i det 19. århundredes Rusland under livegenskabet. Medrivende naturbeskrivelser. Fortalt i et adstadigt, men smukt, musikalsk sprog. Jeg er til min egen delvise overraskelse blevet lidt fan af Turgenev.
Ja, jeg var så alligevel ikke helt færdig med læsningen af russiske klassikere fra det 19. århundrede i denne omgang (og jeg påtænker som tidligere lovet at komme tilbage til flere i løbet af året). Vi skal også lige have Ivan Turgenevs jægerdagbog med. >> Læs videre
“Mennesket vil opføre et hus og nedbryder samtidig sig selv. Hvem skal så bo og leve der?”
Udgravning til fundament (opr. 1930) af Andrej Platonov (1899-1951) er sovjetisk satire på højt niveau. Sprogligt dybt original. På én gang hylende morsom og uendelig trist. Stor litteratur. Stærkt anbefalet. >> Læs videre
Hvis de litterære stepper i det 19. århundredes Rusland havde været en afrikansk savanne, så kunne jeg her på K’s litterære januar-safari nu sætte flueben ud for alle i The Big Five: Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij, Nikolaj Gogol, Ivan Turgenev og nu også Aleksandr Pusjkin.
Nu læser jeg så ganske vist ikke for at sætte flueben. Der er bare gået gamle russere i min læseliste. Ikke fordi de er klassikere i betydningen pligtlæsning. Men fordi de er virkelig godt litterært selskab. Og jeg er ikke færdig. Især Dostojevskij har fået fat i mig (igen), og jeg planlægger at genlæse nogle af de store romaner fra den sene del af forfatterskabet i løbet af 2022 (Idioten, Forbrydelse og straf, Onde ånder). Og så står der i øvrigt også nogle lidt yngre russere og venter i min reol. Og lidt mere Turgenev. >> Læs videre
Klassisk russisk melodrama om konflikten mellem generationer i en politisk brydningstid – selvfølgelig med både lykkelige og ulykkelige kærlighedshistorier involveret.
Fædre og sønner (1862) fremhæves almindeligvis som Ivan Turgenevs (1818-1883) hovedværk. Det er, som titlen antyder, et romanværk om modsætninger mellem to generationer. Samtidig er det en roman om den politiske brydningstid i Rusland i midten af det 19. århundrede. >> Læs videre
Jeg fortsætter i sporet fra Hvide nætter med endnu et af Dostojevksijs små ungdomsværker. Ligesom førnævnte er Et svagt hjerte oprindeligt udgivet i 1848 og er også tidligere oversat til dansk, men genudgivet i en ny dansk oversættelse ved Tine Roesen i 2021 i anledning af 200-året for Dostojevskijs fødsel.
Et svagt hjerte (som nærmest bare er en lang novelle) handler om to venner, Arkadij og Vasja, to unge lavtstående embedsmænd, som deler lejlighed. En nytårsdag kommer Vasja hjem og fortæller, at han – nærmest til sin egen overraskelse – er blevet forlovet. >> Læs videre
Jeg er helt forvirret og i tvivl om, hvordan jeg skal læse Dostojevskijs ungdomsværk Hvide nætter. Er det en overskruet, næsten kvalmende sentimental bagatel, som i bedste fald har litteraturhistorisk interesse, for så vidt den peger frem mod senere temaer og teknikker i forfatterskabet? Eller er det en lille, subtilt tvetydig, ironisk genistreg?
Hvide nætter (opr. 1848) hører til blandt Dosotjevskijs ungdomsværker fra tiden før tugthusopholdet i Sibirien, som dannede baggrund for fængselsromanen Det døde hus (1861), jeg anmeldte forleden. Værket er nyudgivet på forlaget Batzer & co. i slutningen af 2021 i en ny dansk oversættelse ved Trine Søndergaard. >> Læs videre
Dostojevskijs selvbiografiske roman, Det døde hus, baseret på de fire år, han tilbragte i en straffelejr i Sibirien i 1850’erne, er en ubestridt klassiker inden for fængselslitteraturen. Den er stadig værd at læse, både i egen ret for de levende miljø- og personskildringer, som historisk vidnesbyrd om forholdene i de sibiriske tugthuse i det 19. århundrede og som en litteraturhistorisk interessant mellemstation mellem ungdomsværkerne og de sene hovedværker.
Natten til den 23. april 1849 bliver den da 28-årige russiske forfatter Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) sammen med tyve andre unge mennesker arresteret af zar Nikolaj I’s hemmelige politi for at have deltaget i revolutionære drøftelser, herunder diskuteret sprængfarlige spørgsmål om livegenskabets ophævelse, liberalisering af styreformen, reform af retsvæsenet mv. >> Læs videre
Gogols Peterborg-fortællinger er ikke bare nødvendig læsning for elskere af klassisk russisk litteratur. De er en samling grotesker, der er fulde af liv, følelse, humor og fandenivoldske eksperimenter, så det er en fornøjelse.
Ukrainsk-russiske Nikolaj Gogol (1809-1852) har sin plads i den russiske kanon, om end han står lidt i skyggen af lyset af giganter som Pusjkin, Turgenev, Tolstoj og Dostojevskij. Det gør han nok også rimeligvis, men det er også en hård målestok (idet jeg dog endnu ikke selv har læst noget af Pusjkin og kun netop er i gang med Turgenev). Gogol er i allerhøjeste et bekendtskab værd. >> Læs videre
“Mærkeligt nok – da jeg var barn, bestræbte jeg mig i alt for at synes voksen, mens jeg nu, da jeg er blevet voksen, alt for ofte ønsker at ligne et barn.”
Året her på K’s bognoter startede med Tolstoj (Sevastopolfortællingerne), så det er vel egentlig også meget passende at slutte året med Tolstoj.
Lev Tolstojs Barndom, opvækst og ungdom blev oprindeligt udgivet som tre separate romaner i hhv. 1852, 1854 og 1856, men der er i høj grad tale om én sammenhængende fortælling, så det giver god mening, at de på dansk er udgivet i et samlet bind (her i et genoptryk af Ejnar Thomassens oversættelse fra 1948). >> Læs videre
“… denne morgen lå jeg allerede vågen klokken seks, plaget af den ubærlige tanke om at være til. Jeg fandt den så uhyrlig, at jeg blev liggende helt stille og ubevægelig i min seng og lod, som om jeg stadig sov, vel for at snyde min dæmon.”
Bare rolig, Eurobacillen er ikke coronalitteratur. Allerede af den grund, at den første version af romanen af kom fra trykken næsten et helt århundrede før, nogen havde hørt om Covid-19. Og så er “Eurobacillen” i Yvan Golls kortroman fra 1927 i øvrigt ikke en bakterie eller virus i medicinsk-fysiologisk forstand, men derimod et billede på den europæiske værdikrise i 1920’erne. >> Læs videre
“Det slog ham, at det mest karakteristiske ved det moderne liv ikke var dets grusomhed og usikkerhed, men simpelthen dets skrabethed, dets snuskethed og dets ligegyldighed.”
George Orwells ikoniske klassiker fra 1948 er glimrende nyoversat til dansk af Rasmus Hastrup. Og romanen holder stadig. I dén grad. >> Læs videre
Gift er tredje erindringsroman i Tove Ditlevsens såkaldte Københavnertrilogi. Sproget er let og enkelt som i de to foregående bøger. Men Gift er en mørkere roman, og den er benhård, uagtet Ditlevsens humor. Det er også en virkelig god roman, som uden problemer står distancen her 50 år efter den første udgivelse.
Handlingsmæssigt fortsætter Gift (opr. 1971) præcis der, hvor Ungdom (opr. 1967) slap, det vil sige med Tove Ditlevsens forfatterdebut med digtsamlingen Pigesind i 1939 og med hendes giftermål med Viggo F. Møller, redaktøren af litteraturtidsskriftet Vild Hvede (en forløber for det eksisterende Hvedekorn). >> Læs videre
