Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Ja, Jane Austen har jo klassikerstatus, så hende skal man jo læse noget af. Den pligt har jeg så opfyldt nu …
Jeg har tidligere forsøgt mig med Jane Austens Pride and Prejudice, men jeg kunne ikke fastholde opmærksomheden på den og opgav efter 130 sider (kan jeg se på et efterladt, blegnet bogmærke). Der skete simpelthen for lidt over for mange sider. >> Læs videre
Nick Joaquín (1917-2004) er bredt anerkendt som en af de væsentligste filippinske forfattere i det 20. århundrede. Jeg tror dog ikke kun, at det er en projektion af min egen uvidenhed indtil for nylig, hvis jeg antager, at hans navn er de færreste danske læsere bekendt.
Det kan i givet fald selvfølgelig skyldes, at han ikke er oversat til dansk. Men på trods af, at han skrev på engelsk, kan man formentlig godt udbrede antagelsen om hans relative ukendthed til store dele af den øvrige læsende verden. En af årsagerne hertil kan måske være, at hans værk i meget høj grad er vokset ud af og kan læses som en reflektion over filippinsk kultur og historie, som teksterne synes at være i en bestandig, kritisk dialog med. >> Læs videre
Solidt romanhåndværk. Graham Greenes kortroman fra 1955 om spillelidenskabens og andre menneskelige dårskabers fælder er en klassisk, gedigent fortalt historie, som stadig kan læses.
Jeg har læst Loser Takes All som repræsentant for Monaco i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Briten Graham Greene (1904-1991) kan ganske vist ikke på nogen måde gå for at være monegasker, men romanen foregår i Monaco ved og omkring spillebordene i Monte Carlo, og det må være godt nok. >> Læs videre
Alexandre Dumas’ klassiker holder! Det er en knaldroman, den er kulørt, den er melodramatisk, den er for lang. Men det er og bliver en af verdenslitteraturens allerbedste historier.
Greven af Monte Cristo behøver ingen introduktion. Hvem kender ikke historien om den unge lovende sømand Edmond Dantes fra Marseille, som på sin forlovelsesdag med den skønne Mercedes forrådes så forsmædeligt af sine skjulte fjender og kastes i hullet på fangeøen If i fjorten år – for senere at vende tilbage fra de døde og glemte som den mystiske, stenrige greve af Monte Cristo og tage en udspekuleret hævn? >> Læs videre
Lille og let, men særdeles velfortalt, veloplagt og vittig. Brasilianske Jorge Amados kortroman om vandbrægeren Quincas’ dobbelte død er først og fremmest underholdende, men Amados socialistiske klassebevidsthed slår igennem og tilfører kant.
Jorge Amado (1912-2001) har klassikerstatus i Brasilien og også i resten af verden, selv om han måske nok ikke er så meget læst. Han har efterladt et imponerende stort forfatterskab, hvoraf enkelte romaner også er oversat til dansk, men i dag vist kun kan findes antikvarisk eller på biblioteket. The Double Death of Quincas Water-Bray er mig bekendt dog aldrig oversat til dansk, så her må man ty til den engelske oversættelse, hvos man ikke behersker det originale portugisiske. >> Læs videre
Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning i samfundet til at blive en fin herre, er og bliver en god historie. Og så er Dickens’ sprog og ironiske persontegninger intet mindre end en frydefuld fornøjelse.
Det kan altid være lidt vanskeligt at anmelde en klassiker. Det gælder ikke mindst, når der er tale om én af de allerstørste som Charles Dickens’ Store forventninger (opr. Great Expectations, 1860-1861), der allerede for flere generationer siden er blevet kanoniseret som måske den bedste af Dickens’ romaner, er blevet fortolket i hundredevis af versioner for film, tv og teater og optræder som reference i formentlig endnu flere andre romaner (jeg skal på disse sider straks vende tilbage til en nærmere omtale af en nyere én af slagsen, nemlig newzealandske Lloyd Jones’ Mister Pip, som faktisk var anledningen til, at jeg greb tilbage til Dickens’ klassiker). >> Læs videre
Balsam for sjælen. Tarjei Vesaas’ mesterlige roman, Fuglene (opr. 1957), opretholder fortjent sin status af klassiker, ikke bare i norsk litteratur, men i verdenslitteraturen. Hver sætning er en nydelse i den danske nyoversættelse af Jannie Jensen og Arild Batzer.
Tarjei Vesaas (1897-1970) var den første nordmand, der blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Det var for romanen Is-slottet (1963), men mon ikke priskomiteen også har skelet til Fuglene (1957) ved den lejlighed, selv om prisen uddeles for et enkelt værk, ikke det samlede forfatterskab? >> Læs videre
Nyklassisk liberiansk kortroman, som angiveligt stadig er obligatorisk pensum i liberianske skoler. Interessant som et indblik i liberiansk kultur, om end ikke decideret verdensklasselitteratur i sig selv – efter denne læsers ydmyge mening.
Liberia er endnu et af de lande, hvorfra udvalget af skønlitteratur er forholdsvis begrænset. De få romaner, jeg er stødt på i min research efter liberiansk litteratur til brug for min læseudfordring Verden rundt i bøger, appellerede ikke voldsomt meget til mig, så mit valg faldt i stedet på den nyklassiske kortroman/lange novelle, Murder in the Cassava Patch, af Bai T. Moore (1916-1988). >> Læs videre
Jørgen-Frantz Jacobsens klassiske, færøske kærlighedsdrama om den underskønne Barbara, der på én gang er skabt uden et gran af ondt i sig, men samtidig er prisgivet sine sanser og følelser, hvorfor hun er dømt til at volde sine omgivelser og i sidste ende sig selv stor smerte. Den er stadig værd at læse, selv om årene ikke er gået upåagtet hen over romanen.
Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938) er næst efter William Heinesen vel nok Færøernes mest berømte romanforfatter – på trods af, at han i sit korte, turberkuloseplagede liv kun nåede at skrive én roman, Barbara, som udkom første gang i 1939, året efter Jacobsens død. >> Læs videre
Efterfølgeren til Chinua Achebes klassiker, Things Fall Apart, kan læses som en roman om den kulturelle skizofreni hos en ung lovende nigeriansk mand, der vender hjem til Nigeria efter universitetsstudier i London i 1950’erne. Og om hvordan idealer og principper står for fald i det korruptionsplagede land.
Chinua Achebes (1930-2013) debutroman, Things Fall Apart, fra 1958 (udgivet første gang på dansk i 1986 som Alt falder fra hinanden) er angiveligt den mest læste afrikanske roman nogensinde, og dens klassikerstatus er uomtvistelig. Et symptom herpå er f.eks., at jeg i talrige af de afrikanske romaner, jeg har læst og omtalt andetsteds på disse sider, gang på gang støder på referencer til den korte roman. >> Læs videre
Lesothiske Thomas Mofolos klassiske roman om zulukongen Shaka kan stadig læses med udbytte – men alderen fornægter sig ikke, og romanen har nok mest litteraturhistorisk interesse i dag.
Shaka kaSenzangakhona (ca. 1787-1828), ofte bare omtalt som Shaka/Chaka eller Shaka Zulu, er kendt som erobreren, der i første del af det 19. århundrede skabte et stor zuluimperium i det sydlige Afrika. >> Læs videre
Nyklassisk malinesisk roman fra 1979 – langt om længe oversat til engelsk i 2017. Meget velskrevet og en overraskende underholdende læseoplevelse.
The Lieutenant of Kouta er første bog i Diabatés prisbelønnede romantrilogi, som foruden Le lieutenant de Kouta (opr. 1979) også omfatter Le coiffeur de Kouta (1980) og Le boucher de Kouta (1982).
Kun den første er hidtil oversat til engelsk (og mig bekendt ikke til dansk), men mon ikke udgiverne og oversætterne (Shane Auerbach og David Yost) har planer om en udgivelse af de næste to bind på engelsk også? Det må man håbe, for Diabaté er et ganske fornøjeligt bekendtskab. >> Læs videre
Gotiske skæbnefortællinger, groteske fabler, modernistisk-psykologiske vanvidshistorier og en gennemgående optagethed af død og vold og menneskets udleverethed til naturen (i sig selv). Argentinske Horacio Quiroga er ikke for enhver, men er afgjort et bekendtskab værd – dog mest for den litteraturhistorisk interessede.
Horacio Quiroga (1878-1937) blev født og voksede op i Uruguay, men han tilbragte store dele af sit voksne liv i Argentina, og han betragtes normalt som en argentinsk forfatter. >> Læs videre
Hører du til dem, der gerne lader dig udfordre af anderledes litteratur, men trods alt tænker, at dit læseliv er for kort til vietnamesisk, satirisk samtidslitteratur fra 1930’erne? Så læs Vũ Trọng Phụng og bliv glædeligt overrasket. Số Đỏ (eng. Dumb Luck) fra 1936 er overraskende frisk, tilgængelig, vittig og skarp, modernistisk satire, som stadig holder, også for den europæiske læser.
Jeg faldt tilfældigt over Dumb Luck i en boghandel i Hanoi (mere om Hanois boghandeler i et senere indlæg). Jeg havde ganske vist aldrig hørt om hverken romanen eller forfatteren Vũ Trọng Phụng (1912-1939) før, men jeg kunne læse mig til, at den foregår i Hanoi i 1930’erne og i dag har fået status af vietnamesisk, satirisk klassiker – efter at have været forbudt i det meste af landet indtil 1986. >> Læs videre
Endnu en klassiker af Henry James. Sublimt sprog og ironisk raffinement. Ikke den bedste James, jeg har læst, men mindre kan i dén grad også gøre det.
Henry James’ korte roman, Washington Square (1880), udspiller sig midt i det 19. århundrede som et slags kammerspil mellem primært fire personer: >> Læs videre
Henry James’ smukke, omhyggelige, klassiske sprog er en nydelse at læse og lytte til, også i dansk oversættelse. Dette sprog, kombineret med James’ vid, som afslører sig i hans underfundige, kun akkurat sporbare ironiske distance til det bedre borgerskab i New England i midten af det 19. århundrede, bringer ham og Europæerne op i mesterskabsklassen.
Forfatteren Henry James (1843-1916) blev født og voksede op i USA, men han tilbragte mange år i Europa og endte sine dage som britisk statsborger. Både USA og Storbritannien gør følgelig krav på hans litterære arv. I Europæerne (opr. 1878, første gang udgivet på dansk i 2013 i en mesterlig fordanskning af Juliane Wammen) bringer Henry James sine to verdener sammen: >> Læs videre
Klassisk camerounsk roman fra 1956 om den kristne kirkes og missionærvirksomheds mere eller mindre velvillige meddelagtighed i den europæiske kolonialisme i Vestafrika.
The Poor Christ of Bomba foregår i Fransk Cameroun i 1930’erne og er fortalt i form af fortællerens dagbog over cirka en måned. Fortælleren, Denis, er en ung assistent hos den franske leder af en katolsk missionstation i Bomba. Denis er ikke andet end en stor dreng, han er overbevist kristen, næsegrus beundrer af præsten, men i kraft af sin alder også ganske naiv og uprøvet af livet. >> Læs videre
Afrikansk kortromanklassiker om eritreanske soldater indskrevet som lejetropper i den italienske kolonimagts hær i begyndelsen af det 20. århundrede.
Gebreyesus Hailu (1906-1993) var i sin levetid en markant person i Eritreas intellektuelle, kulturelle, kirkelige og politiske liv, både under og efter det italienske kolonistyre. Han var uddannet teolog og studerede i en periode i Italien, men vendte tilbage til Eritrea. >> Læs videre
Ja, så gør jeg det igen: Med den her går jeg nok lige til grænsen for, hvad jeg kan byde jer, der ellers trofast følger disse bognoter. Altså bortset fra de af jer, der måtte have en særlig antropologisk og kulturhistorisk interesse i klassisk, episk digtekunst inden for vestafrikansk, mundtlig fortælletradition.
Men der er altså ikke meget at vælge imellem, når det kommer til litteratur fra det ellers geografisk store vestafrikanske land, Niger. The Epic of Askia Mohammed er således den absolut eneste udgivelse på engelsk, jeg har kunnet opspore fra landet i forsøget på at indløse min ambition om at læse verden rundt i bøger. >> Læs videre
Pak ærefrygten for den irske klassikergigant væk, glem rygterne om hans modernistiske utilgængelighed og kast dig i stedet med åbent sind ind i den brogede og levende vrimmel af Dublinfolk, der befolker James Joyces verden. Dubliners er ren læsenydelse.
Dubliners er mit første livtag med James Joyce. Eller rettere: Jeg havde forberedt mig på, at det skulle blive et livtag – henset til Joyces notoriske ry for at være svært utilgængelig. Dette ry skyldes nu nok mest senere hovedværker som Ulysses og Finnegan’s Wake, som jeg endnu har til gode. >> Læs videre
Jean Rhys’ nyklassiker Wide Sargasso Sea er en fin roman i egen ret, som samtidig er kendt for sin særegne fortolkning af én af den britiske litteraturkanons mere mystiske karakterer: Den gale, lidenskabelige kreolerinde på loftet, som ender med at brænde godset ned i Charlotte Brontës klassiker, Jane Eyre.
Hos Charlotte Brontë er kreolerinden Bertha eller Antoinette Cosway en ravende vanvittig kvinde, som den stakkels Mr. Rochester er blevet smedet sammen med i et arrangeret ægteskab indgået i Caribien i hans pure ungdom, og hvis sindssygdom, han ingen skyld har i. Hendes rolle i historien i Jane Eyre er primært at stå i vejen for Jane og Mr. Rochesters kærlighed. Derudover kan hendes karakter tolkes symbolsk som en inkarnation af den vildskab og passion, som den ellers så korrekte og dydige Jane måske gemmer i sig. Men noget selvstændigt liv som person får Antoinette Cosway aldrig i Charlotte Brontës roman. >> Læs videre
Nyklassisk græsk kortroman om ondskaben forklædt som godhed.
Den græske forfatter Alexandros Papadiamandis (1851-1911) var født på den lille ø Skiathos, hvor hans roman om mordersken Hadoula også udspiller sig (opr. Η Φόνισσα (1903), oversat til engelsk af Liadain Sherrards som The Murderess (2011)).
Romanen bærer undertitlen A Social Tale, hvilket kunne forlede en til at betragte den som primært et stykke hundrede år gammelt, græsk socialrealisme. Romanen rummer da ganske rigtigt også beskrivelser af det hårde, nøjsomme liv blandt mennesker af fattige kår i de græske øsamfund. Men romanen er mere og andet end socialrealisme, den er snarere en roman om, hvordan ondskaben som sådan kan overtage et menneske – forklædt som ønsket om at gøre gode gerninger. >> Læs videre
Den aserbajdsjanske ‘nationalroman’ er egentlig ikke så interessant som kærlighedshistorie, men til gengæld spændende som fortælling om det kulturelle skisma mellem Asien og Europa i den transkaukasiske region. Og så er den et – ufrivilligt – interessant vidnesbyrd om orientalistiske stereotyper i det europæiske litterære miljø i begyndelsen af det tyvende århundrede.
Romanen udspiller sig i Aserbajdsjan, primært i hovedstaden Baku, med afstikkere til Karabakh, Georgien og den persiske/iranske ørken. Tiden er perioden fra lige før udbruddet af første verdenskrig, henover den russiske revolution og frem til bolsjevikkernes annektering af Aserbajdsjan efter afslutningen af krigen. >> Læs videre
Tænk Conrads Heart of Darkness kombineret med Herzogs Aguirre, den gale erobrer og tilsæt en vision om skabelse, apokalyptisk undergang og opstandelse fortalt i intens, lyrisk prosa. Så nærmer du dig noget, der kan minde om guyanske Wilson Harris’ fascinerende, men udfordrende kortroman Palace of the Peacock fra 1960.
Jeg skal advare mod spoilers i det efterfølgende, for Palace of the Peacock er en af den slags romaner, det er stort set umuligt at skrive noget meningsfuldt om uden samtidig at afsløre noget af ‘handlingen.’ På den anden side: Hvis du kun er til romaner med en traditionel handling, så hvil betrygget i, at denne ikke er noget for dig.
Jeg var undervejs bestemt heller ikke sikker på, om den var noget for mig – ihvertfald måtte jeg strække både min opmærksomhed og min tolerance overfor det umiddelbart uintelligible til det yderste under læsningen. Jeg hører ganske vist til dem, der gerne læser romaner, der udfordrer – men Wilson Harris spænder buen hårdt. >> Læs videre
Vild. Faktisk ret vild. Argentinske Julio Cortázars hovedværk er en rivende, ravende, rablende romanoplevelse. En ekstremt selvbevidst og intellektuel (og samtidig anti-intellektuel) litterær tour-de-force. Eksperimenterende og udfordrende, men alligevel ikke helt så udfordrende, som den giver sig ud for, så frygt ikke.
Forlaget citerer i omtalen af romanen Pablo Neruda for følgende: “Enhver der ikke læser Julio Cortázar er fortabt. Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom, som med tiden kan få frygtelige følger. Det er ligesom en mand, der aldrig har smagt ferskner. Han bliver stille og roligt mere og mere trist, betydeligt blegere og vil lidt efter lidt tabe håret.” >> Læs videre
Bruno Schulz er en slags vild og voldsom, ekspressionistisk og surrealistisk version af Kafka og dog helt sin egen. Schulz’ noveller har deres fortjente plads i verdenslitteraturen.
Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to novellesamlinger, før han blev myrdet i 1942 i sin fødeby Drohobycz, skudt ned på åben gade af en tysk officer som led i dennes interne rivaliseren med en anden officer, som Schulz udførte malerier for. Det meste af Schulz’ øvrige produktion gik tabt under Holocaust, men en række breve og enkelte noveller har overlevet (en af dem er udgivet særskilt på dansk som Kometen på Forlaget Virkelig). >> Læs videre
Herman Hesses buddhistisk inspirerede klassiker fra 1922 om et menneskes søgen efter åndelig afklaring og sandhed i verden kan stadig læses, selv årene ikke er gået sporløst hen over den snart 100-årige tekst.
Handlingen i Siddhartha er ganske simpel (og hvis du ikke kan tåle at få afsløret handlingen i en bog, inden du læser den, så skal du ikke læse videre – men så er Siddhartha på den anden side helt sikkert heller ikke noget for dig, for det er ikke en plotdrevet, men en filosofisk roman): >> Læs videre
Allerede titlen på denne novellesamling, Complete Works and Other Stories, af den guatemalanske forfatter Augusto Monterroso (1921-2003) antyder, at vi her er i hænderne på en skæmtekunstner med glimt i øjet.
Og titlen skuffer ikke. Augusto Monterroso er en stor satiriker med en fremragende pen og en sans for det pudsige og det groteske – men også for det menneskeligt rørende, der ind imellem får lov at titte frem midt i det bizarre. >> Læs videre
“I’ll liberate Africa with my penis.” Se, dét var en sætning, jeg ikke havde ventet at læse i en sudanesisk roman fra 1966 … Sådan kan man få punkteret sine fordomme, når man har givet sig selv den udfordring at komme alle lande i verden rundt i bøger. Men det er nu ikke dét i sig selv, der gør Tayeb Salihs nyklassiker Season of Migration to the North til en mesterlig roman – for dét er den.
Det, det gør Season of Migration fortjent til sin status som klassiker, er dens raffinererede, eksperimenterende komposition, der sætter læserens opmærksomhed og hjerneceller på arbejde. Det er Tayeb Salihs smukke, billedskabende sprog. Det er den elegante og samtidig udfordrende måde, hvorpå romanen inviterer til reflektion over en mængde spørgsmål uden at tilbyde lette eller entydige svar. >> Læs videre
Hollandsk, eksistentialistisk efterkrigsklassiker fra 1947 er nu endelig – med knap 70 års forsinkelse – oversat til engelsk.
Hollandske Gerard Reve (1923-2006) udgav oprindeligt sit hovedværk De Avondens (Aftenerne) i 1947 som kun 24-årig. Romanen vakte angiveligt en del furore sin tid -. formentlig på grund af dens nihilistiske hovedperson og det forhold, at reflektioner over krigen og besættelsen for en efterkrigsroman at være er markant fraværende i romanpersonernes bevidsthed (ihvertfald eksplicit). I dag har romanen imidlertid klassikerstatus i Holland, og i november 2016 er den så altså endelig blevet tilgængelig i oversættelse for os, der ikke behersker det hollandske. >> Læs videre
