K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Klassikere

John Fante: Wait Until Spring, Bandini

Af ,
Skriv en kommentar

John Fantes første bog om alter egoet Arturo Bandini er en stærk roman om at vokse op som italiensk-amerikansk dreng i Colorado i spændingsfeltet mellem den dominerende fars stolthed over at være italiener og drengens eget ønske om at være ægte amerikaner. En stærk og følsom historie – flot fortalt i Fantes kraftfulde sprog.

Wait Until Spring, Bandini (opr. 1938) er én af de fire romaner om John Fantes litterære alter ego, Arturo Bandini, der i retrospekt er blevet kendt som Bandini-kvartetten,. Jeg har for snart mange år siden læst kvartetten i dansk oversættelse og husker bøgerne som eminent gode. I forlængelse af, at jeg her i sommer læste en anden Fante-roman (Brotherhood of the Grape), fik jeg lyst til at afprøve, om bøgerne i Bandini-kvartetten stadig holder, denne gang læst på originalsproget.

Og lad mig bare afsløre det med det samme: Ja, de holder.

>> Læs videre

Yasunari Kawabata: First Snow on Fuji

Af ,
Skriv en kommentar

Stilhed. Glemsel og erindring. Sitrende spænding i spillet mellem fravær og nærvær, mellem det sagte og det usagte. Mennesker, der har oplevet tab. Mennesker, der længes efter noget, måske hinanden, men synes dømt til for evigt at række forbi hinanden. Erotik som en magtrelation. Mere stilhed.

Man er på en tidlig juleferie og arbejder stille og roligt på at komme helt ned i gear. Det falder mig egentlig ikke så svært. Slet ikke, når jeg har en bog af Kawabata ved hånden. Den japanske nobelpristager har for længst indtaget en plads blandt mine absolutte favoritforfattere, og First Snow on Fuji (opr. 1958, eng. 1999) fra den sene del af hans forfatterskab rummer de fleste af de temaer og karakteristika, vi kender og elsker ham for. >> Læs videre

Samuel Beckett: Waiting for Godot

Af ,
3 kommentarer


”What do we do now?
I don’t know.
Let’s go.
We can’t.
Why not?
We’re waiting for Godot.
Ah!”

Samuel Becketts skuespil Waiting for Godot (da. Mens vi venter på Godot) er en af den slags klassikere, som de fleste om ikke andet kender titlen på.

“Mens vi venter på Godot” er på dansk gået ind i sproget som en vending, der også bruges af folk, der aldrig har set stykket, heller ikke ville kunne nævne forfatteren og måske faktisk slet ikke har nogen idé om, hvor udtrykket stammer fra. >> Læs videre

Robert Walser: Spadsereturen

Af ,
Skriv en kommentar

“Den spadserende ledsages altid af noget sælsomt, tankevækkende og fantastisk, og han ville være dum hvis han ikke lagde mærke til dette fænomen eller ligefrem stødte det fra sig; men det gør han ikke; han hilser tværtimod alle disse sære og besynderlige forekomster velkommen, slutter i sin begejstring venskab med dem, forbrødrer sig med dem, forvandler dem til håndgribelige verdener, giver dem en krop og sjæl ligesom de på deres side giver ham en krop og sjæl.”

Citatet skyldes den unavngivne fortæller i Robert Walsers novelle, Spadsereturen (opr. 1917, da. 2025), og indgår som element i fortællerens lange mundtlige redegørelse over for en embedsmand på det lokale skattekontor i et forsøg på at unddrage sig en skatteforhøjelse ved at forklare sit erhverv som forfatter og betydningen herfor af tilsyneladende hensigtsløse spadsereture. >> Læs videre

J. A. Baker: Vandrefalken

Af ,
Skriv en kommentar

Vild, voldsom vandrefalk! J. A. Bakers dagbogsoptegnelser over iagttagelser af vandrefalken i landskabet omkring Essex er vild og voldsom prosa. Voldsom i den detaljerede beskrivelse af rovfuglen som nådesløs dræber. Vild i sit sansemættede billedsprog. Vandrefalken er eminent naturlitteratur. Men den kan nok med fordel indtages i små, koncentrerede doser.

Vandrefalken (opr. 1967) af britiske John Alec Baker (1926-1986) har – ifølge klapteksten på den danske udgave – status af klassiker inden for naturlitteraturen. Jeg må med skam at melde dog tilstå, at jeg aldrig havde hørt om bogen, før jeg tilfældigt faldt over den i en boghandel for ikke så længe siden. Til min undskyldning kan det måske skyldes, at den ikke tidligere har været oversat til dansk før netop denne udgave fra 2023 på dansk ved Mads Joensen, udgivet af forlaget A Mock Book. Så meget desto større grund er der til at hylde den danske udgivelse, selv om den altså ikke er helt spritny. >> Læs videre

Natsume Sōseki: Ti nætters drømme

Af ,
Skriv en kommentar

Ti korte, japanske noveller, lige så mørke og mystiske og foruroligende, som netop drømme kan være. I en luksuriøst illustreret udgivelse fra et nyt, lille, lækkert mikroforlag.

Natsume Sōseki (1867-1916) er vi stødt på her på bloggen både som romanforfatter og som haikudigter. Og her kommer han så som novelleforfatter. Og i dén form er han efter min smag langt bedst. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere

Af ,
Skriv en kommentar

Den satiriske komedie, Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere hører til blandt den russiske mesters mere forglemmelige værker.

Efter fire år i sibirisk fangelejr efterfulgt af seks års soldatertjeneste vendte Dostojevskij i 1959 tilbage til forfattergerningen. Det gjorde han i første omgang med de to kortere, humoristiske romaner, Onkels drøm (opr. 1959) og Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere (også 1959). De to romaner deler i øvrigt flere temaer, men jeg kunne bedre lide Onkels drøm, selv om heller ikke den hører til forfatterskabets ypperste værker. Ingen af dem havde Dostojevskij i øvrigt nogen særlig succes med i sin tid. >> Læs videre

Graham Greene: Our Man in Havana

Af ,
Skriv en kommentar

Graham Greenes klassiske spionsatire holder stadig. En komedie i den lettere genre, som ikke desto mindre er velskrevet og veldrejet, og som man læser med et lille smil om læberne hele vejen igennem.

Jeg har læst Vor mand i Havana i en dansk oversættelse for mange år siden som ganske ung – og havde ikke megen erindring om den, andet end at det var noget med nogle støvsugertegninger. I forlængelse af min læsning i den seneste tid af cubanske forfattere og andre Cubarelaterede bøger blev jeg imidlertid inspireret til at genlæse Graham Greens klassiker, denne gang på originalsproget. >> Læs videre

Alejo Carpentier: The Kingdom of This World

Af ,
Skriv en kommentar

Cubansk romanklassiker om den haitianske revolution omkring år 1800 og den gale konge, Henri I af Haiti. Alejo Carpentiers mesterværk er uomgængelig inden for caribisk litteratur som en visionær forløber for den latinamerikanske magiske realisme og fantastik. Men romanen er meget mere end pligtlæsning for litteraten. Her 75 år efter den første udgivelse står den stadig stærkt i egen ret med sin intense, tætpakkede prosa og mørke, surrealistiske stemning.

Alejo Carpentier (1904-1980) blev født i Schweitz af fransk-russiske forældre, men emigrerede med sine forældre som otteårig til Cuba, hvor han voksede op og endte med at blive en af Cubas nationalforfattere og i det hele taget en af de helt store latinamerikanske forfattere i det tyvende århundrede. The Kingdom of This World (spa. El reina de este mundo) fra 1949 var Carpentiers anden roman og er et af hans mest kendte og læste værker. Den har status af cubansk klassiker, selv om romanen hovedsagelig forgår på Haiti. >> Læs videre

Georges Perec: Livet en brugsanvisning

Af ,
Skriv en kommentar

Hovedværket af den vilde franske forfatter, Georges Perec, er en imponerende litterær bedrift. Et stort og kompliceret projekt i udførelsen, og også lidt af et projekt at læse. Det er et monstrøst værk. Men det er samtidig både fascinerende og underholdende. Med god grund en moderne klassiker. Men frygtelig lang.

Georges Perec (1936-1982) var et af de mere prominente medlemmer af det franske, eksperimenterende forfatterkollektiv, der går under navnet OuLiPo, en forkortelse for Ouvroir de littérature potentielle (Værksted for den mulige litteratur), grundlagt i 1960 af Raymond Queneau (1903-1976). >> Læs videre

H. Rider Haggard: Hun

Af ,
Skriv en kommentar

H. Rider Haggards Hun er klassisk og genredefinerende eventyrramasjang. Værd at kende til for den bredt litteraturhistorisk interesserede. For denne læser også en nostalgisk tur ned ad Memory Lane. Men samtidig en noget støvet og i flere henseender forældet roman.

Den britiske forfatter Sir Henry Rider Haggard (1856-1925) var enormt produktiv. Han nåede at udgive mere end 50 romaner, primært eventyrromaner, en række faglitterære bøger om blandt andet landbrugsforhold samt en lang stribe avisartikler. >> Læs videre

Joris-Karl Huysmans: Mod strømmen

Af ,
Skriv en kommentar

“I en periode, hvor literaturen næsten udelukkende begrundede livets pinefuldhed med gengældt kærlighed eller med jalousi afstedkommet af utroskab, havde han ignoreret disse infantile dårligdomme og udforsket de mere uhelbredelige, vedvarende og dybere sår opstået på grund af overmæthed, desillusionering, foragt, i ødelagte sjæle, der er plaget af nutiden, væmmes ved fortiden, og som skræmmes og fortvivles ved tanken om fremtiden.”

Citatet ovenfor er en karakteristik af Charles Baudelaire ifølge aristokraten og æstetikeren des Esseintes, protagonist i Joris-Karl Huysmans’ roman Mod strømmen (opr. 1884). Og Huysmans roman kan selv betragtes som en udforskning af et muligt svar på, hvad man stiller op med symptomerne på sådanne ødelagte sjæle. I dette tilfælde et æstetisk svar, som fører ud i ekstravagant dekadence. >> Læs videre

Robert Walser: Jakob von Gunten. En dagbog

Af ,
2 kommentarer

“Man lærer meget lidt her, der er mangel på lærerkræfter, og vi drenge fra Institut Benjamenta vil ikke drive det til noget, det vil sige, vi bliver alle noget meget småt og underordnet senere i livet.”

Således lyder den første sætning i Robert Walsers pudseløjerlige kortroman Jakob von Gunten, og det kan med en vis ret hævdes, at denne første sætning rummer hele romanen i sig, resten er så at sige blot en udfoldning i lidt flere detaljer eller en serie af eksemplificeringer, om man vil. >> Læs videre

Daniel Defoe: Robinson Crusoe

Af ,
5 kommentarer

Daniel Defoes Robinson Crusoe er nærmest romanklassikeren over dem alle, for så vidt det formentlig kun er få mennesker på jorden, der ikke i det mindste kender til ideen om Robinson Crusoe. Men når det kommer til selve romanværket, så må jeg bare sige: Nøøøjjj, hvor er den kedelig. Den er besvimende kedelig!

Jeg begyndte faktisk at lytte til Robinson Crusoe som lydbog, mens jeg kørte bil. Men det var simpelthen for farligt: Den er så kedelig, at jeg konstant var i risiko for at falde i søvn i morgentrafikken på Ring 4. Så jeg indstillede lytningen, og har læst langt det meste af romanen i mit foretrukne medie: Den gode, gammeldags papirbog, her i Mogens Boisens uforkortede oversættelse til dansk efter den engelske førsteudgave fra 1719. Af princip og stædighed, fordi jeg kun meget sjældent kaster en bog fra mig, når jeg først er begyndt. >> Læs videre

Annette von Droste-Hülshof: Jødebøgen. En sædeskildring fra det bjergrige Westfalen

Af ,
Skriv en kommentar

Baronesse Anna Elisabeth Franziska Adolphine Wilhelmine Louise Maria von Droste zu Hülshoff (1797-1848), også kendt som Annette von Droste-Hülshof, ringer måske ikke klokker hos så mange danske læsere. Men i Tyskland er hun veletableret i den litterære kanon.

For mig selv var hun et helt nyt navn indtil Forlaget Ti Vilde Heste for en måned siden udgav en ny dansk oversættelse af kortromanen Jødebøgen med undertitlen En sædeskildring fra det bjergrige Westfalen (opr. 1842). Forlaget Ti Vilde Heste var i øvrigt også et nyt forlagsnavn for mig – med skam at melde, da jeg kan se, at mikroforlaget har været på banen med udgivelser siden 2021. >> Læs videre

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Af ,
Skriv en kommentar

Sigrid Undsets store hovedværk er klassiker med stort K. Et hovedværk i nordisk litteratur – og i verdenslitteraturen. En episk klassiker forankret i hverdagslivet i middelalderens Norge befolket af stærke og nuancerede romankarakterer, der taler direkte til os i dag. Den er god. Men den er knageme lang – og ærlig talt også en noget tung omgang at komme igennem.

Det er ikke svært at forstå, at denne roman var udslagsgivende for, at Sigrid Undset fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 1928. Og det er kun passende, at Gyldendal i anledning af romanens ethundrede års fødselsdag valgte at genudgive den. Om man også havde haft nødig at genoversætte den til dansk, ved jeg ikke, men nogen skade har det nok ikke gjort. Jeg har ikke sammenlignet Niels Brunses nyoversættelse systematisk med Peder Hesselaas version fra 1940, men jeg har foretaget nogle tilfældige nedslag uden at finde nævneværdige forskelle. >> Læs videre

Anna Kavan: Is

Af ,
Skriv en kommentar

”Jeg var blevet usikker på virkelighedens natur, hvad angik både mine omgivelser og mit eget indre. Intet af det, jeg så, havde nogen substans, det hele var gjort af tåge og nylon, der var intet inde bagved.”

Således skriver jeg-fortælleren et sted i Anna Kavans hovedværk fra 1967, Ice, som udkom på dansk tidligere på året. Og sådan kan læseren også få det med romanen undervejs i læsningen. >> Læs videre

Peter Flamm: Mig?

Af ,
2 kommentarer

“Det er ikke mig, ærede dommere, det er en død mand, der taler gennem min mund. Det er ikke mig, der står her, ikke min arm, der bliver løftet, ikke mit hår, der er blevet hvidt, ikke min handling, ikke min handling.”

Mig? (opr. 1926, da. 2024) er tæt på at have 100-års fødselsdag, men som et psykologisk portræt af et splintret sind, traumatiseret af krigens rædsler, er bogen i dén grad stadig vedkommende. Som læser suges man ind i romanens desperat-hektiske, smerteligt-skizofrene stemning, og man er under læsningen lige så forvirret og tvivlende som protagonisten selv. >> Læs videre

Thomas de Quincey: Immanuel Kants sidste dage

Af ,
Skriv en kommentar

Thomas de Quinceys næsten 200 år gamle fiktivt-biografiske essay om filosoffen Immanuel Kants liv og sidste dage er ikke kun litteraturhistorisk interessant, men i høj grad værd at læse i egen ret, også i dag. Et sine steder særdeles vittigt og ironiserende, men alligevel respektfuldt og endda kærligt og medfølende portræt af filosoffen, hvis store ånd i sidste ende må bukke under for kroppens skrøbelighed.

Den engelske forfatter Thomas de Quincey (1785-1859) er især berømt og berygtet for gennembrudsværket, den selvbiografiske skildring Confessions of an English Opium-Eater (1821), som af nogle betragtes som en litteraturhistorisk spydspids for det, man kan kalde “misbrugslitteraturen.” >> Læs videre

Tarjei Vesaas: Tusten og andre noveller

Af ,
Skriv en kommentar

Tarjei Vesaas’ noveller er som at læse en lang kæde af nordiske haiku-digte: Der er en årstidsreference, der er en situation, der er øjeblikkets stemning, det hele er indfanget i få stavelser. Sproget strækker sig, mens det hviler i sig selv. Evigheden berøres. Magi opstår.

Vesaas’ prosa er ligetil og simpel. Den skærer blidt, men bestemt gennem alle livets kompleksiteter og direkte ind til det egentlige. Vesaas’ enkle sprog slår strenge an i læserens sjæl, der vibrerer nænsomt og kraftfuldt gennem tider og verdener og forbinder mennesket med naturen. Det er litteratur, når den er mest magisk og samtidig mest enkel. >> Læs videre

Natsume Sōseki: And Then

Af ,
Skriv en kommentar

Klassisk, japansk romanværk af én af Japans mest respekterede romanforfattere. Fint skrevet, fine refleksioner over skismaerne mellem tradition og modernitet og over individualisme uden sikkerhedsnet i en traditionel, hierarkisk, nationalistisk kultur under hastig modernisering (læs: vestliggørelse). Men også utrolig langsommelig på kedsommelig vis.

Natsume Sōseki (1867-1916) har i Japan status som landets klassiske romanforfatter nr. 1 – endda rangerende over navne som Yasunaru Kawabata, Yukio Mishima og Junichiro Tanizaki. I Danmark og Europa nyder han ikke helt samme status, og så vidt jeg ved, er ingen af hans værker oversat til dansk. Til gengæld er han i høj grad oversat til engelsk, herunder værket And Then (opr. 1909). >> Læs videre

Osamu Dazai: No Longer Human

Af ,
2 kommentarer

En klassiker i moderne japansk litteratur, som stadig er i høj grad læseværdig. Om ikke at føle sig hjemme i denne verden – og om de fatale konsekvenser af ikke at tage sit liv på sig.

Osamu Dazai (1909-1948) var kunstnernavnet for den japanske forfatter Shuji Tsushima, som hører til blandt de mest betydelige japanske romanforfattere i det 20. århundrede. Osamu Dazai forsøgte fem gange i sit liv at begå selvmord, herunder flere gange sammen med en kæreste eller elskerinde. Første gang som 29-årig, sidste gang som 38-årig. Den sidste gang havde han succes. >> Læs videre

Ise-fortællingerne. En japansk klassiker fra 900-tallet e.Kr.

Af ,
Skriv en kommentar

Ise-fortællingerne er noget virkelig gammelt japansk stads. De er helt sjove at læse, men ærligt talt: Mest for den, der er mere end almindeligt nørdet interesseret i japansk litteraturhistorie.

Angiveligt kender enhver japansk gymnasieelev Ise-fortællingerne. De er klassisk pligtlæsning i skolen i Japan. Forfatteren – eller forfatterne – er ukendt, om end en del af digtene/fortællingerne i samlingen tilskrives adelsmanden og digteren Ariwara no Narihira (825-880). >> Læs videre

Brigid Brophy: Hackenfeller’s Ape

Af ,
Skriv en kommentar

Britiske Brigid Brophy (1929-1995) var blandt nogle af de første, markante aktivister for dyrevelfærd og dyrerettigheder tilbage i 1950’erne. Hendes kortroman, Hackenfeller’s Ape, fra 1953 kan i høj grad læses som et skønlitterært indlæg i dén politiske kamp.

Romanens handling har Londons zoologiske have som omdrejningspunkt. Her finder vi professor Darrelhyde, som studerer to eksemplarer af en (fiktiv) art af særligt intelligente aber, i romanen kaldet Hackenfeller’s Ape. >> Læs videre

Miguel de Unamuno: Tåge

Af ,
Skriv en kommentar

En ironisk, filosofisk skælmeroman fra begyndelsen af det tyvende århundrede om kærlighed, liv og skæbne og om forholdet mellem fiktion og virkelighed. En postmodernistisk roman fra længe før, nogen havde opfundet begrebet postmodernisme.

Tåge (opr. 1914) regnes for den spanske forfatter Miguel de Unamunos (1864-1936) hovedværk. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Netotjka Nezvanova

Af ,
2 kommentarer

Dostojevskijs ufuldendte roman, Netotjka Nezvanova (opr. 1849), er fint nyoversat af Trine Søndergaard. Og er man til Dostojevskij (og hvem er ikke det?), så skal man selvfølgelig have værket med, selv om det mest er litteraturhistorisk interessant for de spor, det lægger ud i retning af hans fremtidige, helt anderledes store romaner.

Netotjka Nezvanova betragtes gerne som det sidste af Dostojevskijs ungdomsværker. Dostojevskij havde nået at skrive og få udgivet de første dele af romanen i tidsskriftsform, da han i 1849 blev arresteret for at deltage i konspirationer mod zarregimet og senere – efter at have været udsat for en fingeret henrettelse – blev sendt til en sibirsk fangelejr. Her mistede han interessen for at færdiggøre romanen. De i tidsskriftform allerede publicerede dele blev efterDostojevskijs frigivelse i 1860 udgivet i en lettere redigeret form som en samlet roman, men han skrev den aldrig færdig. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren

Af ,
1 kommentar

Engang imellem kan jeg godt få det sådan, at nu trænger jeg bare til at læse noget, jeg på forhånd ved, vil være godt. Til sådanne situationer bør man altid have noget af Dostojevskij stående i reolen.

Dostojevskijs korte roman, Spilleren (opr. 1866), havde jeg tilmed ikke læst tidligere, så det var jo rent kræs. Også selv om romanen ikke hører til det bedste, han har præsteret. >> Læs videre

Italo Svevo: Zenos bekendelser

Af ,
Skriv en kommentar

“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”

Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom. >> Læs videre

Cesare Pavese: The House on the Hill

Af ,
Skriv en kommentar

En afdæmpet, moralsk og eksistentialistisk kortroman om (ikke) at tage stilling og engagere sig aktivt, også når der er noget på spil, og man risikerer noget. I dette tilfælde under krigen i 1940’erne i Italien.

Jeg har tidligere omtalt Cesare Pavese (1908-1950) i forbindelse med Natalia Ginzburg. Pavese omgikkes i 1930’erne den samme intellektuelle, antifascistiske kreds som Ginzburg omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Pavese selv var aldrig specielt politisk aktiv, men blev ikke desto mindre fængslet et par måneder i 1935 og sendt i “internt eksil” i det sydlige Italien i et års tid (det var for fascisterne åbenbart en styg straf at dømme nogen til at opholde sig i Sydtalien). Pavese modtog den anerkendte italienske litteraturpris Strega i 1950. Kort efter tog han sit eget liv. >> Læs videre

Natalia Ginzburg: The Little Virtues

Af ,
Skriv en kommentar

“As far as the education of children is concerned I think they should be taught not the little virtues but the great ones. Not thrift but generosity and an indifference to money; not caution but courage and a contempt for danger; not shrewdness but frankness and a love of truth; not tact but love for one’s neighbour and self-denial; not a desire for success but a desire to be and to know.”

Italienske Natalia Ginzburg (1916-1991) efterlod et stort forfatterskab bestående af romaner, noveller og essays. For mig er hun et nyt bekendtskab, men et særdeles spændende et af slagsen. Teksterne i samlingen Little Virtues er ihvertfald fra allerøverste hylde. >> Læs videre