Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Engang imellem kan jeg godt få det sådan, at nu trænger jeg bare til at læse noget, jeg på forhånd ved, vil være godt. Til sådanne situationer bør man altid have noget af Dostojevskij stående i reolen.
Dostojevskijs korte roman, Spilleren (opr. 1866), havde jeg tilmed ikke læst tidligere, så det var jo rent kræs. Også selv om romanen ikke hører til det bedste, han har præsteret. >> Læs videre
“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”
Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom. >> Læs videre
En afdæmpet, moralsk og eksistentialistisk kortroman om (ikke) at tage stilling og engagere sig aktivt, også når der er noget på spil, og man risikerer noget. I dette tilfælde under krigen i 1940’erne i Italien.
Jeg har tidligere omtalt Cesare Pavese (1908-1950) i forbindelse med Natalia Ginzburg. Pavese omgikkes i 1930’erne den samme intellektuelle, antifascistiske kreds som Ginzburg omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Pavese selv var aldrig specielt politisk aktiv, men blev ikke desto mindre fængslet et par måneder i 1935 og sendt i “internt eksil” i det sydlige Italien i et års tid (det var for fascisterne åbenbart en styg straf at dømme nogen til at opholde sig i Sydtalien). Pavese modtog den anerkendte italienske litteraturpris Strega i 1950. Kort efter tog han sit eget liv. >> Læs videre
“As far as the education of children is concerned I think they should be taught not the little virtues but the great ones. Not thrift but generosity and an indifference to money; not caution but courage and a contempt for danger; not shrewdness but frankness and a love of truth; not tact but love for one’s neighbour and self-denial; not a desire for success but a desire to be and to know.”
Italienske Natalia Ginzburg (1916-1991) efterlod et stort forfatterskab bestående af romaner, noveller og essays. For mig er hun et nyt bekendtskab, men et særdeles spændende et af slagsen. Teksterne i samlingen Little Virtues er ihvertfald fra allerøverste hylde. >> Læs videre
Seriøst morsom og latterligt alvorlig. Familien Toth er grotesk satire, når den er bedst – i en samtidig udstilling af både den arrogante magt og den latterlige, lille undersåt.
István Örkény (1912-1979) hører til blandt ikonerne i efterkrigstidens litteratur i Ungarn, kendt og elsket for sin dramatik og noveller. Hans mest kendte værk er kortromanen Familien Toth (opr. 1966), som også har haft stor succes som teaterstykke i Ungarn, hvor det stadig opføres (ifølge oversætter Leif Martin Sands forord til den danske udgave af bogen). >> Læs videre
Edgar Allan Poes eneste roman er en noget ueffen størrelse, men den er slet ikke dårlig. Læseren skal forberede sig på en pudsig blanding af en drabelig ramasjangroman fra de syv have, en fantasi om en besynderlig, skjult verden nær Sydpolen med indlagte essaylignende digressioner om faktiske, historiske ekspeditioner til Antarktis.
Edgar Allan Poe (1809-1849) er mest kendt for sine fortællinger, men han gjorde også et enkelt forsøg i romangenren, Arthur Gordon Pyms eventyr (opr. 1838). Jeg vil nok ikke kalde den en decideret vellykket roman, dertil er den for ujævn i sin fortællestruktur. Men jeg var på en del strækninger egentlig ganske godt underholdt, idet jeg følte mig sat tilbage til min barndoms læsning af nogle af de klassiske søfarerromaner og andre røverhistorier. >> Læs videre
Poe er klassiker. Han er sjov at læse, fordi hans gyser- og horrorfortællinger, hans detektivhistorier og hans forsøg ud i science fiction-genren på mange måder peger fremad i litteraturhistorien og populærkulturen i bredere forstand, hvor Poe har sat sig talrige og uudviskelige spor. Læst for sig selv fremstår de fleste af Poes mere end 175 år gamle fortællinger dog også noget støvede.
På trods af Edgar Allan Poes (1809-1849) klassikerstatus har jeg med skam at melde faktisk aldrig tidligere læst noget af ham (ikke hvad jeg husker af, ihvertfald, men jeg skal ikke udelukke, at jeg har været henover et par af hans fortællinger via de samlinger af klassiske gyserhistorier og skæbnefortællinger, jeg en overgang dyrkede som ganske ung, men dem har jeg i så fald glemt). >> Læs videre
Man kommer i en omtale af den japanske forfatter Ryūnosuke Akutagawa (1892-1927) ikke uden om en henvisning til filminstruktøren Akira Kurosawa (1910-1998). Akutagawas to noveller Rashomon og I et krat udgør således en væsentlig inspirationskilde for Kurosawas film Dæmonernes port (1950).
Begge fortællinger indgår i den lille samling af tre Akutagawa-noveller, oversat til dansk af Shannon Færch, som forlaget Escho udgav i slutningen af 2023. >> Læs videre
Flere lumre dage. Sådan kunne titlen på denne nye samling på dansk af tre af Eduard von Keyserling sene fortællinger også passende have lydt med reference til von Keyserlings lidt tidligere mesterfortælling.
For stemningen, scenografien og karaktertyperne er i høj grad de samme som dem, vi her på bloggen med begejstring husker fra Lumre dage (opr. 1906). >> Læs videre
“Kill the beast! Cut his throat! Spill his blood!”
Der er ikke nogen uskyldige børn. Ondskaben er i os alle fra barnsben. Børn er potentielle monstre, som skal opdrages til at blive mennesker. Hvis du tror noget andet, så må du aldrig blive forælder. Uenig? Så læs William Goldings Lord of the Flies. Hvis du tør.
Lord of the Flies. Fluernes herre. Nu, hvor jeg som meget voksen genlæser romanen, er den lige så skræmmende, måske faktisk endnu mere skræmmende, end jeg husker den, da jeg læste den som barn for snart fyrre år siden. Og ikke bare skræmmende, men skræmmende god. En velfortjent klassiker, som fortjener at bliver genlæst igen og igen. Men det er altså hård kost, selv om den er både gammel, og historien er velkendt. >> Læs videre
”Jeg spurgte mig selv, ikke hvorfor jeg levede, men hvorfor jeg havde levet. Jeg formodede, det var på grund af håbet, og tænkte, om jeg stadig håbede på noget. Det gjorde jeg. Man venter altid noget mere.”
Det er en stor ting, at denne latinamerikanske nyklassiker endelig er udkommet på dansk. Selv har jeg længe haft den engelske oversættelse af argentinske Antonio Di Benedettos Zama (opr. 1956) stående på min at-læse-på-et-tidspunkt-liste, så det var en gave, at Skjødt Forlag her for nylig udgav den i dansk oversættelse ved altid gode Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
“Det er kun på havet og på steppen om natten i måneskin man kan dømme om himlens umådelige dybde og uendelighed. Den er frygtindgydende, smuk og blid, den ser smægtende og lokkende på en, og man bliver svimmel af dens kærtegn.”
Anton Tjekhov (1860-1904)er blandt historiens allerstørste dramatikere, og det er som sådan, han er bedst kendt. Tjekhov skrev dog også prosa. Som ung producerede han hundredevis af korte, humoristiske historier, som han solgte til aviser for at tjene til føden. Senere gav han sig i kast med at skrive mere “seriøs” litteratur, og han har udgivet adskillige novellesamlinger og en række kortromaner og romaner. >> Læs videre
Jeg læste velsagtens Mus og mænd (opr. 1935) for op mod 40 år siden som meget ung teenager. Holder den stadig – eller er det bare en kanoniseret klassiker? Den holder, i dén grad!
Jeg kunne ved min genlæsning (lytning) konstatere, at billederne af de to centrale figurer i romanen, et af verdenslitteraturens mest berømte par, stadig stod knivskarpt:
Den store kleppert, Lenny, som ikke er for kvik i hovedet, men er så god, som dagen er lang, og desværre bare alt for stærk til at kæle for de små bløde mus og hundehvalpe. Og hans ven og følgesvend, den lille, smarte George, som uafvendeligt skælder ud på Lenny, men ikke desto mindre er knyttet til ham via et bånd, der er stærkere, end han vil indrømme for sig selv. >> Læs videre
“På dagen i går, her i byen Agustín de Tango, så jeg om formiddagen endelig et skue, jeg så længe havde længtes efter at overvære: at se en person blive guillotineret.”
Således lyder den første sætning i den latinamerikanske klassiker, Juan Emars Dagen i går (opr. 1935). Og derfra går det ellers bare derudad. Den med længsel ventede guillotinering går mere skævt end glat og udvikler sig til en vidunderligt grotesk og langtrukken scene, som blandt andet omfatter en stor folkemængdes lidet kristelige omgang med den henrettedes ikke helt rent afhuggede hoved og hans stadig levende krop. Og festen fortsætter … >> Læs videre
“Sortsyge Ælde, hvad tøver du for – du skal fremskynde døden! / Skal min udmattede krop / vente så længe på dig? / Fri mit elendige liv fra dit fængsel, jeg beder dig. Døden / er nu kun hvile, men at / leve en straf i sig selv.”
Maximians elegier er en senromersk klassiker. En herlig tekst, som netop er udgivet i en ny sprællevende, dansk oversættelse ved Harald Voetmann, der også har forsynet teksten med et kort, men oplysende og relevant efterord. >> Læs videre
Doris Lessings debutroman fra 1950 er en stærk beretning om nedbrydningen af en kvinde, om følelsesmæssige magtrelationer på tværs af og i kraft af race, køn og stand og en social kritik af det racistiske samfund i det sydlige Afrika.
Med skam at melde, har jeg aldrig tidligere fået læst noget af nobelpristageren Doris Lessing (det vil sige: jeg har ikke gentaget forsøget, siden min dansklærer i syvende klasse i et velment, men misforstået forsøg på at understøtte min allerede dengang veludviklede læselyst anbefalede mig at læse Shikasta fra Lessings Canopus in Argos-serie – det var trods alt lige lovlig voksent for den dengang trettenårige, som måtte give op). >> Læs videre
Lad os bare tage det up front: Leoparden er en siciliansk, italiensk og europæisk klassiker. Men romanen er også en noget tung omgang. Faktisk tenderende til det småkedelige. Jeg havde ærlig talt lidt svært ved at komme igennem den, og jeg var glad, da den sluttede.
Som følgere af disse bognoter vil vide, hører jeg ikke til de læsere, der kræver af en bog, at den er pakket med action, ydre handling eller på anden vis er en decideret pageturner. >> Læs videre
”Det er verdens ende; man kan ikke komme videre. Den menneskelige elendighed har fundet sin grav her.”
Albert Cosserys noveller udgør fremragende stemningsbilleder fra slumkvartererne i Kairo i de første årtier af det 20. århunderede. Samtidig er de en hyldest til dovenskaben og til de fattigste af de fattige. Fortalt med såvel indlevelse i elendigheden og med en humor, der gør det til at holde ud – og med en ikke ringe sans for det ækles æstetik. >> Læs videre
“Jeg lugtede af lig, af råddent kød. Man skulle tro, at jeg altid havde ligget i en sort kiste, altid lugtet af lig, altid var blevet kørt rundt af en gammel og krumrygget mand, hvis ansigt jeg ikke kunne se, mellem tågebanker og omflakkende skygger.”
Det her er altså virkelig syret og virkelig hårdt. Det er Kafka på iranske stoffer. Den blinde ugle har snart et helt århundrede på bagen, men hvis det skulle få nogle til at tænke, at romanen så sikkert er en tam omgang, så kan de godt tro om. >> Læs videre
Læst i dag, 166 år efter førsteudgivelsen, er Flauberts klassiker om den romantisk længselsfulde madame Bovary stadig en god historie. Den er velskrevet, velfortalt og i det hele taget værd at læse – først og fremmest for Flauberts fine og nuancerede personportrætter.
Madame Bovary (opr. 1857) har en sikker top ti-placering på ikke så få lister over de største romaner gennem tiderne. Den er også en god roman. Og den kan snildt læses i dag uden omsvøb og med fornøjelse. Men skal jeg forsvare dens top ti-placering i kanon, så kræver det dog nok alligevel inddragelse af litteraturhistoriske kriterier såsom dens betydning for udviklingen af den realistiske romangenre og for kvindelige romanprotagonister. >> Læs videre
For pokker, hvor er Giovanni’s Room en god bog. Og langt bedre, end noget handlingsreferat kan give indtryk af. En dybt rørende, medrivende sanselig og grundlæggende eksistentiel roman om personlig frihed og de mulige personlige konsekvenser af at gribe den – eller ikke at gøre det.
Handlingen i James Baldwins (1924-1987) anden roman, Giovanni’s Room (opr. 1956) er ganske enkel, og i det nedenstående afslører jeg ikke mere, end man kan læse i bogens bagsidetekst – eller hvad der for så vidt allerede afsløres af romanens første par sider: >> Læs videre
“The King is pregnant.” Sådan lyder den nok mest berømte enkeltsætning fra Ursula K. Le Guins moderne sci-fi-klassiker, The Left Hand of Darkness (opr. 1969). Og kongen er vel at mærke ikke “gravid” på samme måde, som nutidige forældre kan finde på at sige, at “vi er gravide.” Kongen er fysiologisk gravid.
Vi befinder os i en fjern fremtid mange lysår væk på vinterplaneten Gethen, også kaldet Winter.
Hovedpersonen i romanen er Genly Ai, udsending fra den intergalaktiske handels- og idéudvekslingssammenslutning, The Ekumen. Selv er han oprindeligt fra planeten Terra (som vi må forstå som Jorden), men han er udsendt til planeten Gethen for at etablere kontakt og optage beboerne i The Ekumen. >> Læs videre
Et udsnit af USA anno 1947 samlet på en bus. Rutebil på afveje er måske ikke Steinbecks allermest kendte roman. Men den er – trods sin lidt fjollede titel – ikke desto mindre fremragende. Humoristisk, satirisk, rørende, troværdig og medrivende fortalt. Det er høj Steinbeck-klasse. Det vil sige verdensklasse.
På bagtæppe af den store generationsfortælling Øst for Paradis og den episke Vredens druer fremstår Rutebil på afveje (opr. 1947) som en “mindre” roman, og det er den også, men den er ikke mindre læseværdig. >> Læs videre
En klassiker i afrikansk postkolonial litteratur. Svært tilgængelig, men anstrengelserne værd. Passioneret, satirisk, kritisk, brutal – ikke for den mavesvage og heller ikke for den utålmodige læser.
Pligten til vold (opr. 1968 da. 1970) af malinesiske Yambo Ouologuem (1940-2017) har stået i venteposition i min reol, siden jeg var på litterær verdensrundtur nogle år tilbage (hvor jeg endte med i stedet at læse Massa Makan Diabatés The Lieutenant of Kouta som repræsentant for Mali).
Men nu har jeg fundet Pligten til Vold frem fra hylden, foranlediget af Mohamed Mbougar Sarrs Menneskets dybeste erindring (2021, da. 2023), som jeg læste fornylig. Den fiktive hovedfigur i Sarrs roman er således inspireret af Yambo Ouologuem og datidens reception af netop Pligten til Vold. >> Læs videre
Hvis man er i tvivl om, hvad begrebet Den Store Amerikanske Roman dækker over, så kan man bare læse John Steinbecks Vredens Druer. Den udgør nærmest det paradigmatiske eksempel på denne diffuse, litterære forestilling. Og her 84 år efter førsteudgivelsen, holder Steinbecks klassiker fra 1939 stadig. I dén grad!
I sidste måned takserede jeg John Steinbecks Øst for paradis til fem stjerner. Det var fuldt fortjent. Men det giver mig et problem nu. For Vredens druer (opr. 1939) er endnu bedre, jeg vil endda sige et helt niveau over. For dælen da, hvor er den god! >> Læs videre
Det er John Steinbeck. Det er en amerikansk klassiker. Læs den, hvis du ikke har læst den. Hvis du har læst for længe siden og ikke rigtig husker den, så læs den igen. Det er bare en pissegod historie. Jeg har egentlig ikke så meget mere at tilføje.
Og så alligevel, formatet her fordrer jo lidt flere tilføjelser, men de bliver ikke mange.
John Steinbeck (1902-1968) behøver ikke megen introduktion. Nobelpristageren i litteratur fra 1962 er et af de største navne i amerikansk litteratur fra det 20. århundrede. I dag har han måske et lidt støvet image. Det er uretfærdigt. >> Læs videre
“ Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl. Jeg anser det for mere sandsynligt, at jeg er en vanartet søn, end at du er en uværdig mor. ”
Hjalmar Söderbergs Doktor Glas (opr. 1905) er Raskolnikov udsat for svensk midsommerstemning. Grummelig tung i sine temaer. Men berusende let at læse. Humoristisk og spiddende sarkastisk. Poetisk smukt skrevet. Umanerlig god. >> Læs videre
Japansk nyklassiker om seksualitet og køn, død og sorg, bedrag og manipulation. En i allerhøjeste grad moderne roman, som samtidig trækker på og tematiserer elementer fra klassisk japansk litteratur og kultur i øvrigt. Raffineret komponeret, om end også lidt til den tunge side.
Handlingen i Masks (opr. 1958) af Fumiko Enchi (1905-1986) udspiller sig som et trekants- eller rettere firekantsdrama. To mænd, vennerne Ibuki og Mikamé, er begge forelskede i den samme kvinde, den unge, smukke enke Yasuko. Yasoku er tilsyneladende ikke helt uinteresseret i hverken den ene eller anden, selv om hun stadig sørger over sin mand, der døde tragisk i en ulykke. >> Læs videre
En roman om kunst, kærlighed og bedrag, om nostalgi og bitter hævnfølelse, om sex som magtudøvelse og magtinstrument. Kawabata formår på forunderlig vis i samme fortælling at forene stilfærdige melankolske reflektioner over japanske stenhaver og tidens gang med en foruroligende, erotisk hævnthriller.
Jeg har endnu ikke læst en roman af den japanske nobelpristager Yasunari Kawabata (1899-1972), som ikke har formået at fascinere mig. Det gælder også Beauty and Sadness (opr. 1964), selv om det ikke er at af hans bedste værker. >> Læs videre
Pan fra 1894 karakteriseres af forlaget som “Hamsuns digteriske triumf, hans ungdoms storværk og mesterstykke” efter romandebuten Sult fra 1890. De litterære kvaliteter er da også uomtvistelige. Min smag ramte den lille roman dog ikke så rent som Sult.
Pan er et trekantsdrama fortalt af jægeren og løjtnanten Thomas Glahn. Han nedskriver sine erindringer om en sommer i 1855 i det nordlige Norge, som han tilbragte i en simpel hytte i skoven, og hvor han levede det enkle liv som jæger og fisker. >> Læs videre
