Maximian: Levende død. Elegier

“Sortsyge Ælde, hvad tøver du for – du skal fremskynde døden! / Skal min udmattede krop / vente så længe på dig? / Fri mit elendige liv fra dit fængsel, jeg beder dig. Døden / er nu kun hvile, men at / leve en straf i sig selv.”

Maximians elegier er en senromersk klassiker. En herlig tekst, som netop er udgivet i en ny sprællevende, dansk oversættelse ved Harald Voetmann, der også har forsynet teksten med et kort, men oplysende og relevant efterord.

Ingen ved rigtigt, hvem forfatteren Maximian var. Men hans jamrende elegier er dateret til cirka midten af det sjette århundrede efter vor tidsregning. Det vil sige tiden, hvor det romerske imperium synger på sidste vers.

Forfatteren til Maximiams elegier synger også på sidste vers. Elegierne er en gammel mands ynkelige jamren over fortrædelighederne ved at blive gammel: Kroppens forfald i almindelighed og hans svigtende potens i særdeleshed. Verdens elendighed i det hele taget. Om den gamle mand (ham selv) hedder det for eksempel således:

Og hvis vi kan tage Maximian til vidne, så er det ikke noget nyt, at vores åndelige udsyn gradvist indsnævres med alderen:

Hensvundne dage lovpriser han og foragter samtiden,
    kun det, han selv kender til,
        regnes for vigtigt og sandt.
[…]
Bævrende fælt og sprøjtende spytklatter på en modvillig
    tilhører gentager han
        alting og traver i ring.

Mest af alt begræder Maximian dog sin svigtende potens – og i lyset deraf alle de mulige kvindelige erobringer, han aldrig fik fulgt til dørs. Ak, den forpassede ungdom.

I den femte elegi er den gamle latiner lykkedes med at forføre en underskøn græsk danserinde, men kroppen vil ikke mere, hvilket får den græske kvinde til at kaste sig ud i en “gravtale over pikken” (som Harald Voetmann rammende karakteriserer passagen i efterordet), “da hun indså, at lemmet, som hun havde elsket, var afdødt, / og at det aldrig igen / skulle stå løfterigt op”. For hende er der dog mere på spil end blot skuffelsen over udeblivelsen af den umiddelbare, fysiske forlystelse:

“Kvinde, når du begræder mit lems uduelighed, så
    røber du en sygdom, der
        synes langt værre end min.”

Rasende sagde hun: “Du fatter intet, forræder, slet intet!
    Jeg græder ikke for dit
          lille forfald, men altings!”

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er værket mest en pudsighed.

Man skal nok være klassisk romer og død for omkring 1.500 år siden for at slippe af sted med en hyldest-ode til pikken for at være dén, der giver mening og skønhed til alt i verden.

Bogen er mestendels interessant, fordi det er lidt sjovt, at der allerede i det sjette århundrede blev skrevet så bramfrit om sex og impotens.

Uagtet historisk kontekst er elegierne dog faktisk også fornøjelige at læse, fordi Maximians fortæller er så vidunderligt jamrende selvynkelig. Og som nævnt sparker Harald Voetmanns fordanskning godt liv i den gamle tekst.

Så tak til både Harald Voetmann for nyoversættelsen og til det lille skæve forlag Sidste århundrede for udgivelsen.

K's vurdering: