“Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.

Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).

I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted.

Georg Trakl, 1914

Man skal dog ikke forvente, at læsningen af Trakls digte er en åbenlys nøgle til tolkning af de mere dunkle passager i Seilers hundrede år yngre roman. I så fald fangede jeg ihvertfald ikke pointen. Jeg kan til gengæld godt genkende stemninger fra Kruso hos Trakl, ligesom der er en fælles optagethed af opløsning, undergang og død.

Georg Trakl regnes for en af de betydeligste eksponenter for tysk, ekspressionistisk lyrik. Digtene i Sebastian i drømme er oprindeligt udgivet enkeltvis i det tyske avantgardetidsskrift Der Brenner og først senere udgivet samlet. Ikke desto mindre er der en overraskende stor tematisk sammenhæng i digtene.

Om Trakls liv og levned kan man i oversætter Rolf Gjedsteds forord blandt andet læse, at “Trakl deltog i 1. verdenskrig, han var farmaceut, narkoman, fascineret af sin søster, som han sandsynligvis havde et incestuøst forhold til i den tidligste ungdom – måske senere med fælles interesse i narko og mysticisme.”

Tak for kaffe – og måske en forklaring på, hvorfor galskaben lurer i Trakls strofer. Trakl begik selvmord i 1914 ved en overdosis, kun 27 år gammel.

Måne, som trådte en dødning ud
Fra en blå hule,
Og mange blomster daler ned
Over klippestien.
Sølvagtigt græder en syg
Ved aftendammen,
På den sorte båd
Forsvandt de elskende.

Der er masser af farver i Trakls digte. Blåt, purpur, grønt, brunt og sølvhvidt går igen og igen, men det er den sorte farve og stemning, der dominerer. Trakls univers er mørkt og dunkelt. Selv når han skriver om foråret eller en sommerdag, lykkes det ham at iklæde det hele en dragt af mørke, død, undergang og forrådnelse.

Jeg associerede mange gange til Baudelaires Helvedsblomster, omend Trakl ikke i samme grad er optaget af død og råddenskab og livslede. Hvis grundstemningen hos Baudelaire kan siges at være spleen, så er den melankoli hos Trakl.

Trakl er også væsentligt mere mystisk end sin franske inspirationskilde. Hvilket er et forsøg på en litterær omskrivning af, at jeg grundlæggende ikke fatter to bønner og en bjælde af, hvad der foregår i Trakls digte.

HVILE OG STILHED

Hyrder begravede solen i den nøgne skov.
En fisker trak
Månen op i sit lådne net af den iskolde dam.

I blåt krystal
Bor det blege menneske med kinden støttet mod sin stjerne;
Eller han bøjer hovedet i purpur søvn.

Dog stadig bevæges betragteren af fuglenes sorte flugt,
De blå blomsters hellighed
Påkalder glemselens nære stilhed, og udslukte engle.

Panden mørkner stadig i månehvid sten;
Søsteren kommer til syne som en lysende yngling,
I efterår og sort forrådnelse.

Det hjælper lidt på min selvtillid som læser, at oversætter Rolf Gjedsted i sit forord skriver om digtene, at “det er dybt meningsløst.” Så langt er jeg med. “Alligevel fornemmer man en mening,” tilføjer Gjedsted. Så langt kan jeg faktisk også være med. Det er noget af det, der gør det frustrerende, men også lidt fascinerende – på en foruroligende måde – at læse digtene:

Jeg havde under læsningen således en fornemmelse af, at hvis jeg gjorde mig en lidt større anstrengelse eller var lidt kvikkere eller måske især var i stand til at stemme mit sind lidt mere lyrisk, så ville jeg kunne fravriste digtene en dybere indsigt. Det lykkedes mig nu ikke.

Jeg kan ikke frakende Trakls digte en særlig stemning, som også har en fascinationskraft. Det er dog ikke nok til at gøre mig til egentlig fan.

Georg Trakl i 1892. Han ser ud til at have været en sort sjæl allerede fra barnsben.

Trakls digte bærer præg af at have mere end et århundrede på bagen, hvilket i sig selv måske kan være en grund til, at de ikke taler så meget til mig. Primært er det dog nok slet og ret, fordi de er mig bare en tand for mærkelige, for dunkle, for mystiske.

De mange gentagelser af de samme ord og scener i digtene trættede mig også lidt, selv om jeg meget vel forstår, at den gentagne brug af relativt få ord og begreber i forskellige sammensætninger er et af Trakls formmæssige greb.

Jeg kan se og anerkender den æstetiske indre spænding i digtene mellem på den ene side det mørke, overraskende og ret syrede indhold og på den anden side den strengt gennemførte rytmik og formmæssige struktur. Men det giver mig ikke for alvor et kick. Måske fordi hymneformen er for gammeldags for mig. Eller noget.

Som læsere af disse noter vil vide, har jeg ikke stor erfaring udi lyrik, selv om jeg gør forsøg ind i mellem. og mit udbytte af Trakl er velsagtens påvirket heraf. Stjernetildelingen i denne anmeldelse går på min egen personlige oplevelse, og mere fintfølende litterater må så tage sig til hovedet over min plebejeriske ignorance.

• Lignende indlæg
• Rosinante

Warsan Shire: Teaching My Mother How To Give Birth

Hedvig Skjerdingstad: Bindevæv

Gregor von Rezzori: En antisemits erindringer

Bai T. Moore: Ebony Dust

Mariana Enriquez: Ting vi mistede i ilden

Jeff VanderMeer: Udslettelse

Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn

Caroline Albertine Minor: Velsignelser