“Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.

Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).

I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted. >> Læs videre