Hvem henrettede gråspurven ved hængning i et stykke ståltråd i buskadset? Og hvem hang pinden op i snoren i hullet i muren bag haveskuret? Hvordan er disse hændelser forbundet med associationen mellem husholderskens vansirede mund og datteren i husets sensuelle mund? Og hvordan fører dette til kvælningen af katten?
Efterforskningen af disse og en mængde andre tegn står i centrum for den “krimiintrige,” som den polske modernist, Witold Gombrowicz (1904-1969) udfolder i den surrealistiske og eksperimenterede roman, Kosmos (opr. 1965, da. 2012).
Giver det overhovedet nogen mening, kunne man spørge? Nej, overhovedet ikke. Og så jo, alligevel, men kun for så vidt. Og det er netop dét, bogen handler om …
For nylig læste jeg græske Ersi Sotiropoulos, og en af hendes store litterære helte var den polske højmodernismes Grand Old Man (én af dem i hvert fald), Witold Gombrowidz. Jeg kendte til Gombrowicz af navn, men havde faktisk aldrig læst noget af ham. Således inspireret tænkte jeg, at det var på tide at gøre noget ved det. Og det viste sig at være en god idé. Tak til Sotiropoulos.
Sotiropoulos priser Gombrowicz for ikke at skrive efter en af de velafprøvede, standardiserede skabeloner, men i stedet beredvilligt lade sin skrift komme på afveje ud ad sidespor og tangenter, idet han tilsyneladende forfølger løse indfald og associationer.
Og ja, sådan kan det godt føles at læse Gombrowicz her i Kosmos (opr. 1965, da. 2012). Og i hvert fald bliver det en langt større fornøjelse af læse ham, hvis man netop går til bogen på samme måde, som Sotiropoulos lægger op til. Det vil sige som et værk, man lader sig opsluge af, opsuge af og måske endda opløses i, snarere end at læse det i forventning om et gennemtænkt og klart komponeret plot med en begyndelse, en midte og en slutning, hvori alle tråde udredes og samles.
Ikke dermed sagt, at der ikke er en idé med romanen, for det er der i høj grad.
Gombrowicz har selv karakteriseret Kosmos som “en fortælling om en virkelighed, der er i gang med at skabe sig selv,” og han har sammenlignet dens form med en detektivroman, der prøver at organisere kaos (jf. witoldgombrowicz.com). Og det forekommer mig ikke at være nogen dårlig tilgang til at læse bogen.
[…] hvordan går det til, at vi er født ud af kaos, men aldrig kan møde det igen, vi behøver bare at kigge, og straks skabes der orden … og form … Det er også lige meget. Sådan er det bare.
Gombrowicz er tydeligt påvirket af blandt andet surrealismen og psykoanalysen, og romanen er gefundenes Fressen for den psykoanalytisk skolede dansklærer, der leder efter fallossymboler og andre tegn på fortrængte, genkommende eller sublimerede drifter. Men romanen er langt mere og andet end dét.
Og blandt de mange inspirationskilder, man som læser fornemmer i værket, synes de filosofiske at være langt vigtigere end psykoanalysen, herunder Nietzsche, fænomenologien og eksistentialismen for bare at nævne nogle oplagte.
Det er ikke nødvendigt at være filosofisk skolet for at læse romanen, men uden en vis filosofisk interesse bliver man næppe fanget af den.
Jeg nød dog særligt at læse romanen for Gombrowicz’ sprog, den måde hvorpå hans skrift bliver ved med at vende tilbage til og kredse om de samme komponenter i et forsøg på at konstruere en mening omkring dem.
Gombrowicz lader sin fortæller (en ung mand ved navn Witold) falde ind og ud af uafladeligt fabulerende associationskæder i fortløbende forsøg på at afkode meningen med omgivelserne – eller måske snarere omvendt at konstruere og underlægge den kaotiske omverden en mening og en orden (altså kosmos, jf. titlen), som den ikke selv besidder uden menneskets blik på den.
Det giver sig udslag i en mængde vidunderligt groteske associationsrækker, som i det ene øjeblik kan glide over i finurlige filosofiske kringlerier og i det næste i voldsomt ekspressionistiske metaforiske tableauer.
Tag f.eks. denne passage fra bogens sidste del, hvor den i fortællerens sind skabte orden og mening er under stigende trussel om opløsning og snarlig nedkastning i et grotesk mørke (en stemning, som kun eskalererer hen mod bogens bizarre slutning):
Huset foran os virkede allerede afgnavet af tusmørket, svækket i selve sin materie … og dalen var som et falsk bæger, en giftig buket, fyldt med afmagt, himlen var forsvundet, det trak sig sammen, og forhænget blev trukket for, modstanden voksede, tingene ville ikke omgås hinanden, de trak sig ind i deres huler, forsvinden, sammenbrud, slut – selvom man stadig godt kunne se noget – men selve synlighedens uorden var bidende besværlig.
Bogen er fyldt med passager, der tigger om at blive citeret, men det er nok bedre bare at anbefale at læse den.
Kosmos forekom formentlig mere radikalt eksperimenterende, da den oprindeligt udkom for mere end 60 år siden, end den gør ved læsningen her i 2026. Men jeg var nu stadig både fornøjet, fascineret og frydefuldt forfærdet over Gombrowicz’ filosofiske finurligheder og sproglige uforfærdethed. Det var min første, men jeg tror ikke, at det bliver min sidste Gombrowicz.
Titel: KosmosForfatter: Witold Gombrowicz
Udgiver: Sisyfos
Udgivelsesdato: 29.11.2012
Sider: 2012
Originalsprog: Posk
Oversætter: Rune Brandt Larsen
Originaltitel: Kosmos
Opr. udgivelsesår: 1965
Læst: November 2026
K's vurdering:

