Anne Carson: Den skønne ægtemand

“MEN FOR AT ÆRE SANDHEDEN SOM ER GUDDOMMELIG GLAT OG LEVER BLANDT GUDERNE ER VI (MED PLATON) NØDT TIL AT DANSE MED LØGNEN SOM LEVER DERNEDE BLANDT MENNESKEMASSERNE PÅ ÉN GANG TRAGISK OG HÅRD”

Citatet er fra et sted i Anne Carsons Den skønne ægtemand og det kunne såmænd godt have stået som epigraf for hele bogen. Værket fremstår således som en kvindes forsøg på at “ære sandheden” ved at fortælle uden omsvøb om – og forsøge selv at forstå – sin livslange besættelse af en mand i et forhold præget af løgn og bedrag. Det er et drama, hvis hovedpersoner virker irrationelt skæbnetvungne, som var de karakterer i en klassisk græsk tragedie, og så er det fortalt i et sprog inspireret af guderne.

Bogen er den seneste udgivelse på dansk af canadiske Anne Carson (om end værket oprindeligt er udkommet på engelsk helt tilbage i 2001), og mon ikke forlaget Multivers fryder sig over udgivelsestimingen i betragtning af, at Carson i forrige uge blev tildelt Nobels litteraturpris 2026?

Værket er ét langt, sammenhængende digt opdelt i 29 (eller egentlig 30) kapitler, som Carson med et glimt i øjet kalder “tangoer,” idet hun giver hele bogen undertitlen “et fiktivt essay i 29 tangoer” (det tredivte kapitel er uden for nummerering og giver den omhandlede ægtemand det sidste ord).

Hvert kapitel indledes med en epigraf i form af et mere eller mindre obskurt citat fra den engelske romantiks store digter John Keats (1795-1821). Større litterære ånder end jeg med større kendskab til Keats ville muligvis kunne fortolke Carsons langdigt i lyset af de anvendte citater og Keats’ begreber om forholdet mellem skønhed og sandhed, men det tør jeg ikke begive mig ud i. Jeg indrømmer blankt, at Keats-citaterne ikke gav noget til min læsning af bogen. Men de er heldigvis ikke nødvendige for at få et udbytte.

Digtets kvindelige fortællerstemme dedikerer også bogen til Keats (versalerne er Carsons, ikke mine):

JEG DEDIKERER DENNE BOG TIL KEATS (ER DET DIG DER HAR FORTALT MIG AT KEATS VAR LÆGE?) FORDI EN DEDIKATION ER NØDT TIL AT VÆRE FEJLBEHÆFTET HVIS EN BOG SKAL FORBLIVE FRI OG FOR HANS GRUNDLÆGGENDE KAPITULATION TIL SKØNHED

Allerede her demonstrerer Carson nogle af de elementer, der gør hende til så stor en fryd at læse: Tvetydigheden og de indbyggede modsætninger i teksten, der giver den liv og spændstighed, samt hendes evne til at bruge de mest storladne ord på troværdig vis.

Værket er ikke et “epos” på samme måde som f.eks. det centrale langdigt i Røds selvbiografi kan siges at være. De 29 kapitler er i et vist omfang kronologisk ordnet, men bogen er som langdigt betragtet ikke så meget en fremadskridende historie som det er en udforskning fra forskellige vinkler af forholdene mellem begreber som skønhed, begær, sandhed, løgn, kærlighed og bedrag.

Den kvindelige fortæller møder og forelsker sig i sin mand som helt ung pige, bliver siden gift med ham, bliver systematisk bedraget af ham gennem alle årene, til sidst separeret og skilt fra ham. Men betagelsen af ham, der grænser til en besættelse, slipper hun ikke.

Hvad forbinder egentlig ord og ting?

Ikke meget, besluttede min mand
og fortsatte med at bruge sproget
på samme måde som Homer siger guderne gør.
Alle menneskeord er guderne bekendt men har for dem helt andre betydninger
ved siden af vores betydninger.
De veksler mellem dem efter behag.

Min mand løj om alt.

Bogen flyder over af eksempler på, hvordan ægtemanden ikke alene er en notorisk løgner og en recidiv bedrager, men også en arrogant nar, et dumt svin, åbenlyst dårligt selskab for enhver.

Spørgsmålet trænger sig derfor på, hvorfor fortælleren er blevet sammen med ham i så mange år og stadig ikke har frigjort sig? Hun giver selv det på sin vis enkle svar tidligt i bogen:

Trofast over for intet
min ægtemand. Så hvorfor elskede jeg ham fra jeg var ung pige til midt i livet
og skilsmissebevillingen kom med posten?
Skønhed. Ingen stor hemmelighed. Ikke skamfuldt at sige jeg elskede ham for hans skønhed.
Jeg ville gøre det igen
hvis han kom tæt på. Skønhed overbeviser. Du ved at skønhed gør sex mulig.
Skønhed gør sex til sex.

På den ene side er der noget befriende over en bedraget fortæller, der ikke kommer med alle mulige raffinerede forklaringer på, hvordan hun er blevet manipuleret, men åbent vedgår, at det handler om sex og skønhed.

Hvori denne skønhed ved manden består, får vi som læsere imidlertid ikke noget at vide om. Efter endt læsning er jeg således lige så uforstående, som jeg var i begyndelsen, over for, hvad der skulle gøre denne – dokumenteret usympatiske – mand så skøn, at et selvberoende og værdigt menneske kan blive ved med at fornedre sig ved at elske og begære ham?

Men måske er det heller ikke pointen ved bogen, at vi skal “forstå” fortællerens kærlighedsliv. Hvis man tager bogens undertitel på ordet og læser den som et “fiktivt essay” (hvad det så end skal betyde, måske ikke noget, måske er det bare et drilleri fra Carsons side), så skal bogen måske snarere læses som en poetisk-filosofisk udforskning af forholdet mellem det skønne, det sande og det gode – med mere eller mindre ironiske referencer til både Platon og Keats.

Hos Platon er skønhed et tegn på det sande og det gode: At følge det skønne er en vej til at erkende det sande og det gode. I Carsons digt er det åbenlyst ikke den rigtige vej: at følge det skønne fører ikke til sandheden, men til løgn og bedrag – som så på den anden side måske viser sig at være sandheden om det skønne?

Det kan man godt blive rundtosset af at tænke over. Men hvorom alting er:

Bogen flyder over af skønne sætninger og skarpt tegnede situationsbilleder – smukke, smertefulde og humoristiske – som også en læser som jeg, der ellers mest er til prosa, kun kan frydes over. Og de filosofiske fortolkningsmuligheder, som bogens tilbyder, ændrer ikke på, at den samtidig rummer en mængde sanselige og følelsesmæssigt skarpe – og sande – blikke på mennesker og menneskers kærlighedsliv.

Mathilde Moestrups har oversat til smukt, nærværende og pirrende dansk. Jeg har ikke læst den engelsksprogede original, så kan ikke sammenligne, men Moestrups danske version er en nydelse at læse.

Når jeg sammenligner den danske titel med originaltitlen, kan jeg dog ikke lade være med at tænke, at den engelske originaltitel, “The Beauty of the Husband,” indfanger teksten bedre end den danske, “Den skønne ægtemand.” For hvis der er noget, der er tydeligt i teksten, så er det som nævnt, at fortællerens ægtemand ikke er skøn. Men han ejer en skønhed. En fysisk skønhed og for fortælleren måske endda også en form for paradoksal skønhed i den måde, hvorpå han bedrager, hvor foragteligt hans bedrag end er. Jeg havde derfor nok foretrukket “Ægtemandens skønhed” som titel, selv om det lyder lidt mere tungt på dansk.

På den anden side ville man også kunne argumentere for, at “Den skønne ægtemand” som titel sådan set er i fin overensstemmelse med Carsons tvetydige tone i hele værket. Og det er vel egentlig meget carsonsk at ende denne anmeldelse midt i en tvetydighed, så det gør jeg.

Idet jeg samtidig ender med en varm anbefaling af Den skønne ægtemand – selv om jeg personligt bedre kunne lide Røds selvbiografi, måske mest fordi jeg syntes, at dens leg med de græske klassikere var ret sjov.

K's vurdering: