William Scott Wilson: A Beginner’s Guide to Japanese Haiku: Major Works by Japan’s Best-Loved Poets

Lad dig ikke skræmme af den trælse, lufthavnslektureagtige titel. William Scott Wilson har begået en læseværdig og interessant antologi, som rummer både en overflod af haiku-digte, korte og fine biografier over 26 digtere og undervejs også en litteraturhistorisk introduktion til de forskellige former for haiku – til glæde for os begyndere ud i formen.

Jeg har taget mig selv i på disse sider at være muligvis lidt for omhyggelig med at deklarere, hver gang jeg anmelder et lyrikværk, at jeg jo normalt ikke læser lyrik. Det kommer rimeligvis nok af, at lyrikken ikke er min foretrukne form. Jeg kaster mig som læser ud i den ind i mellem, og jeg har ind i mellem også haft gode, endda store, læseoplevelser ud af det, men det er fortsat ikke min foretrukne form. Derfor bliver det nok ikke sidste gang, at du på disse sider oplever denne form for forbehold.

I tilfældet japanske haiku-digte forekommer det mig dog på sin plads, og ikke kun af blaserte årsager, at deklarere, at jeg er helt og aldeles på litterær udebane som læser.

Jeg har aldrig tidligere dyrket haiku, og jeg tror heller ikke, at jeg kommer til det fremover. Ikke desto mindre kan jeg godt mobilisere en interesse for haiku som litteraturhistorisk form. Det var også grunden til, at jeg pillede A Beginner’s Guide to Japanese Haiku ned fra hylden i en boghandel på Okinawa denne sommer.

Og trods den lidt supermarkedsagtige titel, så har William Scott Wilson faktisk sammensat et fint udvalg af haiku-digte med tilhørende interessante biografier over forfatterne og nogle få, men meningsfulde litteraturhistoriske perspektiver på udviklingen af formen.

Men hvad er haiku overhovedet? kan man så rimeligvis spørge. I sin klassiske form er det japanske haiku-digt defineret ved, at der indgår:
– sytten stavelser (fem-syv-fem);
– en reference til en årstid (fx et vissent blad, en blomstrende blomst eller et dalende snefnug); samt
– ingen handlingsmæssig mening, men en følelse, en stemning, en tanke.

I praksis kan den dygtige haiku-digter dog godt afvige fra nogle af kravene – eller dem alle – som antologien her også demonstrerer. For eksempel findes en hel tradition for haiku på frie vers, hvor digteren bevidst ser bort fra det traditionelle krav om 5-7-5 stavelser og måske også undlader årstidsreferencen.

Bogen præsenterer i alt 26 forskellige haikudigtere fra “de fire store” over “andre kendte” til “mindre kendte” haikudigtere. Aldersmæssigt spænder samlingen over næsten 500 år fra digte af Iio Sogi (1421-1502) til Hoshino Tatsuko (1903-1984). Ingen nulevende digtere har fundet nåde for redaktørens blik.

Hver digter er tildelt et kapitel i bogen, som er bygget op på samme måde: En kort biografisk introduktion fulgt af nogle indledende bemærkninger om den tradition, digteren skriver sig ind i, herunder referencer til nogle af de tidligere mestre. Og endelig selvfølgelig et udvalg af digterens haiku.

For så vidt angår selve digtene er de konsekvent angivet i såvel engelsk oversættelse som på japansk, idet den japanske udgave er angivet i to versioner, dels med japanske skrifttegn (kanji/hiragana/katakana) og dels transkriberet til latinske bogstaver (se eksempler nedenfor).

Wilson har i sin oversættelse fastholdt det traditionelle format på tre linjer (dvs.: “traditionelt” i oversættelser til europæiske sprog – på japansk skrives haikudigtet på én, lodret linje). Til gengæld har han heldigvis ikke forsøgt på engelsk at opfylde det klassiske krav om sytten stavelser, hvilket i mange tilfælde givetvis ville have gjort oversættelsen til en noget kunstlet affære.

På den baggrund er det sjovt nok – selv for os, der ikke behersker japansk – under oversættelsen også at kunne se den japanske udgave. Mit minimale kendskab til japansk tillader mig lige akkurat at kunne identificere stavelserne (som på japansk ikke svarer helt til europæiske stavelser) og dermed rytmen i digtene.

Første del af bogen er dedikeret til de såkaldt “fire store” i japansk haiku-digtning: Matsuo Basho (1644-1694), Yosa Buson (1716-1783), Kobayashi Issa (1763-1827) og Masaoka Shiki (1867-1902).

De fleste er angiveligt enige om, at disse fire har en kanonisk status inden for haiku. De får derfor også god plads i Wilsons antologi. Også i de følgende kapitler om andre kendte og mindre kendte haiku-digtere er det en gennemgående tråd, hvordan disse forholder sig til koryfæerne, herunder via forskellige litterære allusioner.

Basho står for måske dét mest berømte haiku-digt af alle, som også i denne antologi går igen som et referencepunkt:

An old pond;
          a frog jumps in:
      the sound of water

古池や蛙飛びこむ水のをと
Furuike ya kawazu tobikomu mizu no oto

Wilson vender i sine små biografier om de enkelte digtere i samlingen igen og igen tilbage til dette berømte Basho-haiku om frøen og den gamle dam som en indgang til at illustrere forskellene mellem digterne i stil og fokus.

Sammenlign for eksempel Bashos haiku ovenfor med det følgende af en anden af “de fire store,” den 120 år yngre Kobayashi Issa (1763-1827) (idet jeg her undlader den japanske version):

Scrawny frog,
          don’t be defeated;
      Issa is here.

Mens Bashos oprindelige digt kan tolkes som en bestræbelse på via ordene at nærme sig indfangelsen af et uindfangeligt øjeblik i tiden (eller noget i den retning …), så er Issas digt meget mere jordnært: Han har ikke blikket rettet mod det uendelige, men retter sin omsorg mod den konkrete frø, han ser foran sig.

I Wilsons fortolkning kan man se det som et udtryk for de forskelllige tilgange mellem samuraisønnen, fra barnsben oplært i zenbuddhismen (Basho), og bondesønnen, der er vokset op på en gård på landet (Issa). Hjerne over for hjerte, det indadvendte over for det det udadvendte.

Man kunne tilføje endnu en dikotomi: Alvor over for humor. For mens Bashos meget vel kan være en stor haiku-zenmester, så er Issa noget sjovere. Og i øvrigt på ingen måde bornert. Tag bare dette eksempel, også af Issa:

The hole
          a straight line of pee;
      snow at the gate.

Blandt de ifølge Wilson andre velkendte, men dog ikke helt lige så kendte som de fire mest kendte, hører Natsume Soseki (1867-1916), der måske kun er velkendt uden at være vildt kendt som haikudigter, men til gengæld i Japan er overmåde kendt som romanforfatter. Ham er vi således også her på bloggen stødt på tidligere i form af romanen And Then (opr. 1909), som jeg havde en smule svært ved at slæbe mig igennem. Haiku-formen forhindrer heldigvis Soseki i at skrive så langt, men udvalget af ham i denne samling peger på, at han også her er til den lidt melankolske side, om end ikke uden humor. I det følgende eksempel genkender jeg lidt af stemningen fra ovennævnte roman:

A long day;
          infecting each other with yawns,
      we part.

Son antydet ovenfor voksede min motivation for at læse Wilsons haiku-antologi primært ud af et kort besøg i Japan i sommer – og jeg har også læst den med i afsæt en bredere interesse i japansk tradition.

Jeg stormer ikke ud og anskaffer mig flere japanske haiku-samlinger lige med det første, men jeg havde faktisk ganske stor fornøjelse af mange af digtene (også selv om jeg, indrømmet, har læst dele af bogen sent om natten som hjælp til at falde i søvn …). Nogle digte læste jeg hurtigt henover, mens jeg måtte tage mig selv i at dvæle længere ved andre. Nogle gav mig anledning til eftertænksomhed, til sjælelig opløftethed eller slet og ret til et uforpligtende smil på læben. Andre gav ikke anledning til noget og forsvandt for mig, så snart øjnene havde læst hen over dem.

Som introduktion til haikudigtningens tradition og forskellige former fandt jeg Wilsons bog aldeles glimrende for den uindviede, der er interesseret i en kort og lettilgængelig version, som lægger mere vægt på at introducere til et stort antal forskellige digte end på litteraturhistoriske analyser. Den er således veldeklaret som en “Beginner’s Guide.” Den, der ønsker en mere solid, akademisk indføring i haikutraditionen, skal nok kigge andre steder hen.

K's vurdering: