Natsume Sōseki: And Then

Klassisk, japansk romanværk af én af Japans mest respekterede romanforfattere. Fint skrevet, fine refleksioner over skismaerne mellem tradition og modernitet og over individualisme uden sikkerhedsnet i en traditionel, hierarkisk, nationalistisk kultur under hastig modernisering (læs: vestliggørelse). Men også utrolig langsommelig på kedsommelig vis.

Natsume Sōseki (1867-1916) har i Japan status som landets klassiske romanforfatter nr. 1 – endda rangerende over navne som Yasunaru Kawabata, Yukio Mishima og Junichiro Tanizaki. I Danmark og Europa nyder han ikke helt samme status, og så vidt jeg ved, er ingen af hans værker oversat til dansk. Til gengæld er han i høj grad oversat til engelsk, herunder værket And Then (opr. 1909).

Efter læsningen har jeg forstået, at And Then er den anden roman i en trilogi (hvor den første er Sanshirō (1908), og den tredje er The Gate (1910)). Romanen kan nu sagtens læses selvstændigt.

And Then handler om den cirka trediveårige mand, Daisuke. Han er en såkaldt intellektuel, for så vidt han er universitetsuddannet og bruger en del af sin tid på at filosofere over livet. Han har ikke noget arbejde, men lever af månedlig understøttelse fra sin far, der har en vis succes som forretningsmand sammen med Daisukes storebror.

Året er 1909. Det vil sige efter Meiji-restaurationen i anden halvdel af det nittende århundrede og mellem den russisk-japanske krig (1904-1905) og Første Verdenskrig (1914-1918). For Japan er det en splittelsesperiode præget af politiske ambitioner om økonomisk, kapitalistisk udvikling og kulturel åbning overfor vestlige værdier samtidig med, at mange århundreders hierarkisk kultur stadig præger normerne, herunder familierelationerne.

Romanens protagonist inkarnerer denne splittelse. Han er veluddannet og kulturelt orienteret mod det moderne. Samtidig er han en del af en familie, der – selv om også de i økonomisk-forretningsmæssig henseende nyder godt af moderniseringen – er forankret i traditionerne, fx i forholdet mellem fædre og sønner og svigerdøtre, herunder at det er faren, der arrangerer sønnens ægteskab.

Daisuke er romanens hovedperson, men det er svært at se ham som en helt. Han har grundlæggende aldrig udrettet noget som helst. Han har ikke noget arbejde, og ifølge hans egen “filosofi” gør det ham moralsk overlegen:

Daisuke had never considered himself idle. He simply regarded himself as one of those higher beings who disposed of a large number of hours unsullied by an occupation.

Der sker meget lidt i form af ydre handling i romanen. Den handlingsmæssige hovedakse omfatter to parallelle forløb: I det ene spor er Daisukes far i gang med (endnu en gang) at arrangere et ægteskab for ham. I det andet er Daisukes ungdomsven kommet til byen sammen med sin syge kone, og Daisuke erkender i løbet af romanen, at han altid har elsket hende og stadig gør det.

Som læser fandt jeg Daisuke rimeligt irriterende. Det er muligvis meningen. Til gengæld er det nok ikke meningen, at jeg også skulle finde ham uinteressant. Men sådan var det. Og følgelig kedede jeg mig bravt gennem det meste af romanen – selv om den er velskrevet og Sōseki har et præcist blik for mange af dilemmaerne og brydningsfladerne i moderniseringen af et traditionelt samfund som det japanske for mere end hundrede år siden.

I And Then går det bare for langsomt, alt for langsomt. Alt for mange og alt for lange sceancer, hvor Daisuke tænker over sin relation til sin far, sin bror, sin svigerinde, sin ven, sig selv. Jeg kedede mig grumt, og jeg må indrømme, at ret mange kapitler i den sidste halvdel af bogen blev læst noget kursorisk – uden at jeg af den grund havde fornemmelsen af at gå glip af noget.

Men nu kan jeg i det mindste sætte et flueben ved at have læst noget af Natsume Sōseki. Det er formentlig både kætterisk og anstødeligt at taksere denne roman til kun to stjerner. Men grundpræmissen for anmeldelserne på K‘s bognoter er, at mine vurderinger er udtryk for min personlige læseoplevelse. Og her afspejler to stjerner, at jeg kedede mig igennem bogen fra start til slut, men dog anerkender, at den sprogligt set er velskrevet, og at den adresserer relevante dilemmaer.

Men nu skal jeg snart til at læse noget helt andet. Jeg skal lige have en lille pause fra det japanske, tror jeg (idet jeg i små doser dog fortfarende læser i en antologi med japanske  haiku-digte,  som på et tidspunkt muligvis også rammer disse sider i form af en anmeldelse).

K's vurdering: