Yasunari Kawabata: First Snow on Fuji

Stilhed. Glemsel og erindring. Sitrende spænding i spillet mellem fravær og nærvær, mellem det sagte og det usagte. Mennesker, der har oplevet tab. Mennesker, der længes efter noget, måske hinanden, men synes dømt til for evigt at række forbi hinanden. Erotik som en magtrelation. Mere stilhed.

Man er på en tidlig juleferie og arbejder stille og roligt på at komme helt ned i gear. Det falder mig egentlig ikke så svært. Slet ikke, når jeg har en bog af Kawabata ved hånden. Den japanske nobelpristager har for længst indtaget en plads blandt mine absolutte favoritforfattere, og First Snow on Fuji (opr. 1958, eng. 1999) fra den sene del af hans forfatterskab rummer de fleste af de temaer og karakteristika, vi kender og elsker ham for.

Udgivelsen består af ni noveller og et kort skuespil/dansedrama skrevet til scenen. Novellerne er egentlig ret forskellige, om end de alle bærer et umiskendeligt Kawabata-præg.

Blandt mine favoritter i samlingen er“Silence,” hvor jeg-fortælleren, som selv er forfatter, besøger sin mentor, en berømt forfatter, der som kun 66-årig efter et slagtilfælde er lænket til sin seng, har mistet talens brug og heller ikke længere kan (eller vil? – det er et af de åbne spørgsmål i historien) skrive så meget som et bogstav. En fin historie om styrken i stilhed – og om  det, der kan opstå ud af stilheden. Historien rummer en egen stilfærdigt vibrerende spænding i spændet mellem på den en side forestillingen om stilhed som en tragedie og et tab og på den anden side stilhed som en præstation, som et eftertragtelsesværdigt mål.

Titelnovellen “First Snow on Fuji” er en anden favorit. Her mødes en mand og en kvinde, som syv-otte år tidligere har været elskende, men under tragiske omstændigheder gik fra hinanden. Siden blev de begge gift, men mødes nu tilfældigt og tilbringer et døgns tid sammen. I denne historie får man virkelig Kawabatas mesterskab i en nøddeskal: En tragisk kærlighedshistorie om tab og uforløst længsel fortalt primært gennem antydninger og undladelser.

Endelig vil jeg fremhæve samlingens første historie, “This Country, That Country,” om en hjemmegående ung hustrus længsler og drømme. Det er en slags fire-femkantsdrama mellem to naboægtepar og et femte hjul, kendetegnet ved, at ingen af de involverede helt synes at vide, hvilken rolle de selv spiller. Igen en historie, der henter sin primære styrke i det ufortalte og kun antydede, som ikke lyder specielt interessant i et handlingsreferat, men som i Kawabatas hænder bliver til et intenst drama.

Samlingen afsluttes med det korte skuespil/dansedrama The Boat-Women. Det sidstnævnte er lidt en pudsighed – både i sig selv (et historisk drama om rivaliseringen mellem Genji- og Heike-klanerne i 1185, skrevet til opførelse på scene som en blanding af tale, sang og dans) og i Kawabatas forfatterskab (da han ikke skrev mange skuespil). I bogen virker det endvidere som et lidt underligt påhæng, der ikke hænger ikke så godt sammen med resten af samlingen. Men nuvel, det tager ikke noget fra kvaliteten af de foregående noveller.

Jeg har en Kawabata-bog mere med i feriekufferten, og First Snow on Fuji giver kun appetit på mere, så vær forberedt på, at jeg kommer tilbage til ham inden for få dage. Men først skal jeg lige læse noget andet også.

K's vurdering: