Yasunari Kawabata: Beauty and Sadness

En roman om kunst, kærlighed og bedrag, om nostalgi og bitter hævnfølelse, om sex som magtudøvelse og magtinstrument. Kawabata formår på forunderlig vis i samme fortælling at forene stilfærdige melankolske reflektioner over japanske stenhaver og tidens gang med en foruroligende, erotisk hævnthriller.

Jeg har endnu ikke læst en roman af den japanske nobelpristager Yasunari Kawabata (1899-1972), som ikke har formået at fascinere mig. Det gælder også Beauty and Sadness (opr. 1964), selv om det ikke er at af hans bedste værker.

Romanen er et fire- eller femkantsdrama om tabt kærlighed og sorgbearbejdelse, om følelsesmæssig magtudøvelse og erotisk besættelse. Men også om kunsten som en vej til at bearbejde fortid og nutid, gennem udøvelse eller studier. Kawabatalæsere vil genkende temaerne. Beauty and Sadness adskiller sig dog fra andre af de Kawabataværker, jeg har læst, ved at udvikle et næsten thrilleragtigt plot.

I romanen opsøger den 54-årige Tokyo-forfatter Oki Toshio i et anfald af nostalgi sin tidligere elskerinde, den femten år yngre Otoko Ueno, som nu er en anerkendt billedkunstner og lever mere eller mindre tilbagetrukket i Kyoto, hvor hun helliger sig sit maleri.

Okis og Okotos forhold daterer sig 24 år tilbage i tiden, da Oki var tredive og Otoko kun femten år gammel. Han var dengang allerede gift og far til et lille barn. Hun en passioneret og naiv teenager. Deres forhold endte i tragedie, først og fremmest for Otoko, som kom ud af det med uudslettelige ar på sjælen – mens Oki tog hjem til konen (og andre elskerinder).

Siden har Oki skabt sig et forfatternavn på især en roman om netop deres forhold, som udleverer både pigen Otoko og Okis egen kone. Det gamle forhold til Otoko sidder mere end tyve år efter stadig som en nagende splint i forholdet mellem ham og hans kone, ikke mindst holdt i live af den stadigt vidt om læste roman.

Forfatterens hemmelige besøg i Kyoto hos sin tidligere elskerinde kommer imidlertid til at få andre konsekvenser, end han ventede. Otoko lever i dag sammen med sin ganske unge protegé og elskerinde, pigen Keiko, hvis smukke ydre gemmer på foruroligende mørke impulser, som blandt andet kommer til udtryk i hendes vilde, abstrakte malerier. Keiko erklærer tidligt i romanen, at hun vil hævne sin lærer og mentor for den uret, Oki i sin tid begik imod hende.

Kawabata er en mester i formidling af det usagte. Hans bøger er båret af stemninger og antydede følelser. Disse træk demonstreres også i Beauty and Sadness. Sammenlignet med Kawabatas bedste bøger bliver der dog sagt lidt for meget

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Kawabata kunne have skabt en endnu mere uudslettelig karakter ud af den på én gang tragiske og diabolske skikkelse, den unge pige Keiko, hvis han havde ladet hende sige lidt mindre.

Tidligt i romanen er Keiko som nævnt meget direkte og åben om sine ambitioner om, at hun vil hævne sin lærer, mentor og elskerinde. Billedet af Keiko kunne have stået endnu stærkere, hvis Kwabata havde brugt antydningens kunst mere i portrættet af hende.

På den anden side anerkender jeg, at netop den direkte facon er en del af figuren Keikos karakter. Og mens den måske nok får Keiko til at fremstå lidt karikeret (om end på ingen måde usammensat), så bidrager den omvendt til at tydeliggøre de mandlige karakterers ynkelige svaghed:

På trods af Keikos eksplicitte intentioner om hævn lader mændene i romanen sig således alligevel beredvilligt forføre – ude af stand til, men heller ikke særligt villige til, at modstå hendes erotiske magnetisme. Måske delvist på grund af deres ureflekterede selvforståelse af som mænd per definition at indtage en priviligeret magtposition.

Under alle omstændigheder er Beauty and Sadness en “klassisk Kawabata” derved, at ingen af hans personer er skildret som entydige karakterer. Læseren får ikke serveret nogen nemme løsninger, herunder heller ikke på hvem der er “de gode” eller “de onde” i fortællingen. Kawabata skriver om mennesker i deres sammensathed, og læseren må selv dømme.

Et eksempel på Kawabatas stil, som ganske vist er svær at formidle i et kort citat, er fra bogens første del, hvor Oki efter sit nostalgiske besøg hos sin tidligere elskerinde sidder i toget hjem og spiser en frokost, Otoko har givet ham med på turen:

[The rice balls] seemed to express a woman’s emotions. No doubt Otoko herself had made them for the man who had long ago destroyed her girlhood. Chewing the little bite-sized rice balls, he could feel her forgiveness in his very tounge and teeth. No, it was not forgiveness, it was love. Surely it was a love that still lived deep within her.

Karakteristik for Kawabata giver han ikke læseren noget svar på, om Okis tanker om den kærlighed, Otoko har lagt i tilberedningen af disse risboller, faktisk stemmer overens med hendes virkelighed – eller om det kun er hans indbildningskraft, der hjælper ham i hans selvtilstrækkelige behov for at aflæse tegn på hendes tilgivelse.

Scenen fortsætter over et par sider, hvor Kawabata på afdæmpet vis udfolder en næsten grotesk kontrast mellem mandens tanker, der vandrer tilbage til scener fra fortiden, hvori han medvirker til at slå sin dengang endnu ikke myndige elskerindes liv i stykker, og hans i romanens nutid nydelsesfulde spisning af de velkrydrede risboller.

I erkendelse af, at Kawabatas romankunst ikke kan formidles i hverken referat eller citat, skal jeg blot tone ud med at anbefale Beauty and Sadness til både fans af Kawabata og dem, der endnu har til gode at opdage denne japanske mester. Romanen når ikke det samme sublime niveau som andre af hans værker, men den er ikke desto mindre bedre end det meste. Selv er jeg slet ikke færdig med at læse Kawabata endnu.

K's vurdering: