En tragisk historie om en på forhånd umulig kærlighed, der i øvrigt fra begyndelsen kun var for alvor for den ene parts vedkommende. En hjerteskærende afromantisering af billedet af den japanske geisha. Smuk og tyst som et snelandskab.

Snow Country regnes af mange som et af den japanske forfatter Yasunari Kawabatas hovedværker – og er da også ét af dem, der blev nævnt i motivationen, da han modtog Nobelprisen i litteratur i 1968. Kawabata skrev og udgav romanen i flere versioner, før den fandt sin endelige form i 1948.

Snow Country – snelandet – er betegnelsen for de bjergrige egne i det vestlige Japan. Et område, der også er hjemsted for en mængde varme kilder og har en vis tradtion for at være udflugtsmål for “ikke-ledsagede herrer,” som det hedder i oversætter Edward G. Seidenstickers oplysende forord. Det er typisk mænd fra byen, som måske nok kommer for at stå på ski og se ahorntræerne blomstre, bevares, men nok især kommer, fordi områderne omkring kilderne også rummer diverse etablissementer, hvor gæsterne kan adsprede sig i selskab med en geisha i komfortabel afstand fra familie og omgangskreds derhjemme.

Geishaen ved de varme kilder har en anden og langt lavere status end geishaen i storbyerne Kyoto eller Tokyo, som vi i Vesten er vant til at få præsenteret i et mere eller mindre romantiseret lys som en kulturelt forfinet selskabsdame, der værdsættes lige så meget for sin dannelse som for sin skønhed.

Den form for romantiserende nostalgi er der ikke noget af i Kawabatas portræt af geishaen Komako i Snow Country. Geishaen ved de varme kilder i snelandet adskiller sig stort set kun af navn fra den traditionelle prostituerede, og hendes status er derefter.

Romanen er historien om den umulige kærlighed mellem geishaen Komako og den rige Shimamura fra Tokyo, der over et par år i løbet af romanen besøger landsbyen nogle gange. At kalde det en kærlighedshistorie er nok så meget sagt, det er ihvertfald en kærlighedshistorie, der er grundlæggende i ubalance – og ikke kun på grund af standsforskellene mellem de to.

På sin side forelsker Komako sig regulært i Shimamura, og hun giver sig fuldt og helt til ham. For ham er hun imidlertid reelt aldrig andet end en affære – og både hun og vi som læsere ved fra start til slut, at det aldrig kan blive til andet. Ganske vist er der måske noget i ham, der gerne ville noget andet og mere, men han er ikke en mand, der evner at elske.

He stood gazing at his own coldness, so to speak. He could not understand how she had so lost herself. All of Komako came to him, but it seemed that nothing went out from him to her. He heard in his chest, like snow piling up, the sound of Komako, an echo beating against empty walls.

Romanen henter således ikke sin indre spænding fra et spørgsmål om, hvorvidt den kan ende med, at det umage par alligevel vælger hinanden ubetinget til sidst, men derimod i udfoldelsen af tragedien.

Shimamura er en rig charlatan, der ikke selv er kommet til sine penge. En overfladisk dilettant uden egentlige evner for ret meget. Det er for eksempel symptomatisk for ham, at han mener at være ekspert i vestlig ballet, men han har aldrig selv set en af slagsen. Shimamura er med andre ord grundlæggende en usympatisk person, men det er ikke desto mindre gennem ham, at historien fortælles.

Shimamura har en kone og en datter i Tokyo, men han har ingen kvababbelser ved at vise sig offentligt i landsbyen i snelandet med Komako – samtidig med, at hans tanker i øvrigt kredser om en anden ung kvinde i landsbyen, Yoko, som han har iagttaget på sin togtur derop i begyndelsen af romanen. Der indgår således også en form for underspillet trekantsdrama i historien.

‘Underspillet’ er i det hele taget et nøgleord i Kawabatas roman. Kawabata mestrer om nogen den basale, men alligevel vanskelige teknik, som så mange andre forfattere kunne lære noget af: Show it, don’t tell it – med William Faulkners ord.

En stor del af Kawabatas litterære mesterskab – og nydelsen ved at læse romanen – ligger således i den måde, hvorpå han med et minimum af virkemidler udfolder den følelsesmæssigt dramatiske historie.

Snow Country er en smukt fortalt tragedie, som henter sin indre spænding i modsætningerne mellem personerne på flere niveauer og internt i de enkelte personers karakterer. Og så spiller selve snelandskabet også med – både som det hvide lærred, historien males op på, og som et landskab, der i sig selv rummer spændingsfyldte modsætninger: på den ene side hvidt, smukt og stille, på den anden side svangert med ulykke.

Jeg skal helt sikkert læse mere Kawabata.

Romanen er mig bekendt desværre ikke oversat til dansk.

K's vurdering: