Der er noget i hver og én af de elleve løst sammenhængende noveller i Yōko Ogawas novellesamling Revenge, som fænger hos mig. Men de brænder ikke rigtigt igennem, og jeg kommer nok ikke til at huske dem længe.
I min omtale forleden af Yōko Ogawas roman, The Memory Police, luftede jeg den tanke, at den korte novelleform måske passer hende bedre end romanformen. Jeg gik således til samlingen Revenge (opr. 1998, eng. 2013) med positivt sind. Jeg blev nu lidt småskuffet. >> Læs videre
Japansk dystopi á la Orwell formår ikke rigtigt at fange, selv om ideen er god. Den er for lang og for uforklaret for min smag. Den indbyggede novelle havde faktisk haft bedre af at stå alene.
Japanske Yōko Ogawa (f. 1962) har ifølge bagsiden på min paperbackversion af The Memory Police (opr. 1994) vundet en mængde japanske litteraturpriser for sit forfatterskab, der tæller en mængde romaner og noveller. >> Læs videre
Yukio Mishimas Fædrelandskærlighed er et intenst, japansk kammerspil, på én gang erotisk og brutalt voldeligt. En sublim sproglig nydelse – hvis man ellers er i stand til at se bort fra Mishimas ultranationalistiske, højreorienterede ideologi og hans infantile fascination af samuraiernes krigeretos, som er markant tilstede på hver eneste side af novellen.
Normalt afholder jeg mig fra at tolke litterære værker i lyset af forfatterens biografi, men det er nærmest umuligt at læse Yukio Mishimas novelle Fædrelandskærlighed uden at sammentænke den med hans liv og ikke mindst død. >> Læs videre
Opfølgeren på Sayaka Muratas Døgnkioskmennesket har mange temaer til fælles med forgængeren, men den er mere mørk og mere crazy. Men langt fra lige så god.
Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for man risikerer at få det. Denne talemåde kom mig i hu, da jeg i forbindelse med læsningen af japanske Sayaka Murata Earthlings (opr. 2018, eng. 2020) genlæste min egen anmeldelse af hendes Døgnkioskmennesket (opr. 2016, da. 2019). Den sidstnævnte var jeg ganske charmeret af, men jeg efterlyste, at Sayaka Murata ville udfolde de mørke undertoner i sit litterære univers lidt mere. >> Læs videre
“Livets glæder består i at tage en lur, når og hvor man har lyst, og det eneste, jeg ønsker her i livet, er at se landskabernes skønhed på de forskellige årstider.”
Hvis jeg ikke vidste bedre, så var det lige før, at jeg kunne have fundet på at tilskrive ovenstående citat Benny Andersen. Men så viser det sig, at det stammer fra en japansk eneboer i 1200-tallet. >> Læs videre
En melankolsk meditation over alderdom, tidens gang og livets fortrydelser. Stilfærdigt fortalt i Kawabatas genkendelige lavmælte tone, som ligesom i andre af Kawabatas romaner imidlertid dækker over voldsomme og dramatiske følelser.
Jeg bliver hængende lidt i Japan med endnu en fremragende roman af mesteren Yasunari Kawabata (1899-1972). The Sound of the Mountain blev oprindeligt udgivet som en serie over perioden 1949-1954. Romanen udspiller sig i Tokyo i et Japan, der stadig vånder sig efter Anden Verdenskrigs sår. >> Læs videre
“Hvordan var jeg dog endt med at blive gift med en så radikalt anderledes livsform?”
Det er en skøn udgivelsesdag: Hele to fremragende japanske kortromaner udgives i dag på dansk i Forlaget Korridors novellaserie. Den ene er Yoko Tawadas Brudgommen var en hund, som du kan læse min anmeldelse af andetsteds her på bloggen. Den anden er Et eksotisk ægteskab af japanske Yukiko Motoya (f. 1979). >> Læs videre
Brudgommen var en hund af japanske Yoko Tawada er en lige så bemærkelsesværdig fortælling, som titlen kunne antyde. Og lige så bemærkelsesværdig god.
I dag udkommer to nye japanske kortromaner i Forlaget Korridors novellaserie, som jeg tidligere kun har haft godt at sige om. Det bliver der ikke ændret på med de to aktuelle udgivelser, tværtimod. >> Læs videre
Den traditionelle, japanske teceremoni spiller en hovedrolle i dette mesterligt underspillede erotiske trekants- eller måske snarere sekskantsdrama.
Jeg er umådeligt tilfreds og tryg ved, at der står endnu tre romaner og en samling af noveller af den japanske mesterforfatter Yasunari Kawabati (1899-1972) i min reol. For Thousand Cranes har kun givet mig appetit på mere. >> Læs videre
Kattegæsten er for dig, der gerne vil læse en stilfærdig bog om to voksne mennesker, der har et lidt halvtrist liv, men finder glæde ved at lege med naboens kat, og bliver triste, da katten ikke er der mere. Det var ikke lige noget for mig.
I retrospekt skulle jeg nok have orienteret mig lidt i anmeldelserne af japanske Takashi Hiraides roman fra 2001 (på dansk ved Mette Holm 2018), inden jeg købte bogen. Efter læsningen har jeg således noteret mig, at andres anmeldelser spænder fra ovenud begejstrede over mådeholdne til decideret skuffede. Jeg hører til de skuffede. >> Læs videre
En tragisk historie om en på forhånd umulig kærlighed, der i øvrigt fra begyndelsen kun var for alvor for den ene parts vedkommende. En hjerteskærende afromantisering af billedet af den japanske geisha. Smuk og tyst som et snelandskab.
Snow Country regnes af mange som et af den japanske forfatter Yasunari Kawabatas hovedværker – og er da også ét af dem, der blev nævnt i motivationen, da han modtog Nobelprisen i litteratur i 1968. Kawabata skrev og udgav romanen i flere versioner, før den fandt sin endelige form i 1948. >> Læs videre
To særdeles velfortalte, finurligt fine, magisk-realistiske fortællinger om komplicerede familierelationer fra en markant stemme i moderne japansk litteratur.
Hiromi Kawakami (f. 1958) kender vi her på bloggen fra hendes smukke kærlighedsroman, Senseis mappe (opr. 2001). >> Læs videre
Sayaka Muratas internationale bestseller om den socialt utilpassede Keiko, der er mislykket som menneske, men perfekt som døgnkioskmedarbejder, fortjener hypen. En sympatisk og charmerende lille historie med et mildt kritisk-satirisk potentiale. God sommerstrandlæsning.
Japanske Sayaka Murata (1979) har selv arbejdet på deltid i et supermarked, hvilket angiveligt gav hende ideen til Døgnkioskmennesket, som netop er blevet udgivet på dansk på forlaget Grif, oversat af den rutinerede Mette Holm. >> Læs videre
Modernitet og tradition brydes i Junichiro Tanizakis klassiker fyldt med japansk dukketeater, geishaer, raslende silkekimoner og tavst ægteskabsdrama.
Jeg er stadig i gang med det japanske læsetema, som jeg – uden at have planlagt det på forhånd – udfolder i disse dage. Hertil hører selvfølgelig også Junichiro Tanizaki (1886-1965), som ved siden af Yasunari Kawabata er en at Japans mest anerkendte forfattere fra første halvdel af det 20. århundrede. Some Prefer Nettles (opr. 1955) er det første, jeg læser af ham. >> Læs videre
Kan en reportage fra en seks måneder lang dyst i det japanske brætspil go fungere som en roman? Ja, i dén grad, hvis du er klar til en meditativ læseoplevelse, som ikke handler om drama eller udfald, men snarere er at læse som en elegi over en forsvindende tids æstetik og etik.
Efter at have snuset til otte forskellige nutidige japanske forfattere via udgivelsesserien Kesihiki må det være passende også at besøge et par nyklassiske japanske forfattere. >> Læs videre
Der er gode ideer i denne modernistiske, erotiske historie á la Eyes Wide Shut, men Keiichirō Hirano forklarer og analyserer sine egne personer for meget efter min smag – og så bliver dét, der starter interessant og intellektuelt pirrende pludselig bare lidt fladt og kedeligt.
En japansk mand på forretningsrejse i Budapest fascineres på en bar af en ung japansk kvinde i selskab med en italiensk kvinde. De lokker ham med til et eksklusivt selskab, som viser sig at være alt andet end uskyldigt. Den japanske kvinde og mand udsættes sammen med et antal andre turister for et seksuelt dominansshow med dem selv i de ufrivillige hovedroller. Manden kommer hjem med mere end én slags skrammer på sjælen. >> Læs videre
Der er utroligt mange væsker i Misumi Kubos erotiske novelle Mikumari. Vand i swimmingpools og floder. Kropsvæsker fra fødende kvinder og ejakulerende kvinder og mænd. Sex og fødsler. Safter, sperm, blod. Ud over det hele.
Historien er fortalt af en ung mand, der gør sig sine første erotiske erfaringer med en tolv år ældre, gift kvinde i et rent seksuelt og ret saftigt forhold. Når de mødes er det altid efter et manuskript, hun har skrevet, som indbefatter japanske tegneseriekostumer og diverse øvrige rekvisitter. >> Læs videre
De kan noget, de dér japanere. The girl who is getting married er endnu en fin novelle i Strangers Press’ fine serie af chapbooks med historier af oversatte, nutidige, japanske forfattere.
Det fascinerende ved novellen The Girl Who Is Getting Married af Aoko Matsuda (f. 1979) skyldes især den notorisk ustabile fortællerstemme. Historien er fortalt af en anonym kvinde, der er på vej hen for at se “pigen, der skal giftes,” som befinder sig på toppen af en fem etagers bygning. Pigen, der skal giftes, omtales heller aldrig ved navn, men konsekvent kun netop sådan: “The girl who is getting married.” >> Læs videre
Sære. Mærkelige. Foruroligende. Grænsende til skræmmende. Men også fulde af kærlighed. Og båret af smukt, smukt sprog, som hele tiden dirrer, truer med at bryde sammen, på grænsen mellem virkelighed og mareridt.
Sådan var min oplevelse af de to tæt sammenhængende noveller (som også kunne betragtes som to kapitler af samme historie), der udgør At the Edge of the Wood af japanske Masatsugo Ono, femte chapbook i Strangers Press’ serie med smagsprøver fra nutidig japansk litteratur, Keshiki – new voices from Japan. >> Læs videre
Hvem er jeg, og hvad skal jeg gøre? Disse to sociologisk set mest grundlæggende spørgsmål for ethvert menneske i alle samfund til alle tider gør sig også gældende for den japanske kulturantropolog, der forelsker sig i jetski-pigen på stranden på en Stillehavsø. Og det kan der godt komme en fængende historie ud af.
Natsuki Ikezawa (f. 1945) er født på Hokkaido, Japans nordligste ø, men har tilbragt store dele af sit liv andre steder i verden – i Grækenland, Frankrig, Okinawa og forskellige stillehavsøer. Ikke mindst erfaringerne fra Oceanien slår igennem i hans novelle Mariko/Mariquita. >> Læs videre
Søvnløshed i Japan ifølge Kyoko Yoshida: En sygdom, der smitter ved fysisk berøring og gradvis sletter den søvnløses hukommelse, mens han forsvinder længere og længere ind i en verden, hvor virkelighed og drøm flyder sammen og opløses.
Pamflet nummer tre i udgivelsesserien Keshiki – new voices from Japan fra Strangers Press er Springless Sleepers af Kyoko Yoshida (f. 1969). Den lille chapbook består af tre tekster (udover et forord af Brian Evenson): >> Læs videre
Chapbook nr. 2 i den smukke udgivelsesserie Keshiki med smagsprøver på nyere japansk litteratur rummer tre fine historier om menneskets ustabile og modsætningsfyldte væren og om det umulige i at være “sig selv.”
Nao-Cola Yamazaki (f. 1978) debuterede som forfatter i 2004, men har allerede mere end ti romaner bag sig, hvortil kommer noveller, essaysamlinger og en børnebog. I Keshiki-serien er hun repræsenteret af tre selvstændige, kun meget løst forbundne historier, samlet i en chapbook under titlen Friendship for Grown-Ups. >> Læs videre
Den spændende udgivelsesserie Keshiki, der præsenterer et udvalg af nyere japanske forfattere i engelsk oversættelse, lægger udmærket fra land med et fint fortalt og utraditionelt trekantsdrama mellem tre mænd på hvert sit kontinent og i hver sin tidszone.
Sommeren er over os, og jeg har taget hul på min sommerferie – ferie fra mit prosaiske arbejdsliv, forstås, ikke ferie fra litteraturen. Sommerferiens ankomst syntes mig dog at være en passende anledning til at forlade det russiske litteraturlandskab, som jeg har opholdt mig i her i juni måned. Jeg var egentlig gået i gang med Mikhael Bulgakovs Den hvide garde, men den ville ikke rigtigt fænge – og passede på én eller anden måde heller ikke rigtigt til det smukke solskinsvejr i dag. Det gjorde til gengæld de små chapbooks i glade farver i den smukke udgivelsesserie Keshiki – new voices from Japan. >> Læs videre
Japanske Haruki Murakamis to første kortromaner må – selv for en Murakamiskeptiker som mig – indrømmes at have en del gode momenter, og de kan anbefales til pauselæsning i den skæve og legende genre.
Det begynder at blive lidt utroværdigt, når jeg gang på gang erklærer, at jeg er helt og aldeles færdig med at læse den overvurderede Haruki Murakami, som jeg gjorde efter at have læse den virkelig trælse 1Q84 og den farveløse Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår. For nu tog jeg så alligevel fat i ham igen. >> Læs videre
Hårdkogt, japansk psykologisk noir. Ganske medrivende og samtidig et interessant – omend frastødende og deprimerende – portræt af nogle af Tokyos bagsider. Ikke for sarte maver, dog.
Historien er fortalt i førsteperson af den tyveårige Kenji. Kenji arbejder som uautoriseret turistguide, der viser udenlandske turister rundt i Tokyos natteliv og prostitutionsmiljøer. Romanen udspiller sig over tre dage op mod nytår, hvor Kenji er blevet hyret af den ved første øjekast lidt kiksede, overvægtige og tilsyneladende smånaive, amerikanske sexturist Frank. >> Læs videre
Havde jeg egentlig ikke proklameret, at jeg var færdig med Murakami efter skuffende læseoplevelser med Kafka på stranden og især den overvurderede 1Q84, spørger den trofaste læser af disse bognoter måske? Jo, det havde jeg, og med god grund. Hvorfor har jeg så alligevel besværet mig med den seneste Murakamiroman, Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår?
Der er ikke andet svar, end at jeg er til fals for lækker indpakning. Det er også grunden til, at jeg har læst den engelske udgave, Colorless Tsukuru Tazaki and his Years of Pilgrimage, selv om romanen også netop er udkommet på dansk. Jeg faldt for den lækre, engelske hardback-udgivelse med dens smukke indbinding præget af et farvestrålende kort over Tokyos tog- og metronet indpakket i et mestendels gråt smudsomslag med åbninger, der giver et løfterigt kig ind til kortet og de røde, blå, hvide og sorte striber, der løber som en tråd gennem hele bogen.
Men ak, romanen er desværre lige så farveløs, som titlen antyder. Jeg kedede mig bravt. >> Læs videre
David Mitchells seneste roman imponerer med sin historiske detaljerigdom, men skuffer med et for løst sammenhængende og for kulørt plot.
Mitchell fik et internationalt gennembrud for nogle år siden med Cloud Atlas (da. Skyatlas), som jeg dog ikke har læst. Med Jacob de Zoets tusind efterår forsøger han sig i den historiske romangenre.
Romanen foregår i Japan, primært på og omkring Det Hollandsk Osindiske Kompagnis handelsstation i Japan, Dejima, en kunstigt anlagt ø ud for Nagasaki, i årene omkring år 1800.
Den unge, retskafne Jacob de Zoet kommer til Dejima i 1799 som yngste sekretær for den nye kommandant med ambitionen om at rydde op i korruption og svindel på handelsstationen. Historisk set befinder vi os i perioden under det japanske Torugawadynasti, som er præget af en udpræget isolationistisk politik. For japanere er det forbundet med dødsstraf at forlade Japan, og hollænderne kan kun undtagelsesvist få lov at forlade handelsstationen og sætte fod på det japanske hovedland. >> Læs videre
Senseis mappe er en lavmælt og meget, meget fin japansk kærlighedsroman. Om den 38-årige, ensomme kvinde Tsukiko, som på en bar tilfældigt møder sin gamle, nu pensionerede gymnasielærer, som hun blot kalder sensei – i starten mest fordi, hun ikke husker hans navn. Langsomt, meget langsomt nærmer de to sig hinanden. De udvikler et forhold, som først især er baseret på en fælles passion for at drikke (især sake i store mængder) og for god japansk mad – og på den særlingeagtige ensomhed, de begge bærer rundt på. Men til deres begges overraskelse bliver det efterhånden til dyb og intens kærlighed. >> Læs videre
Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men jeg kom på trods af min blandede vurdering af 1Q84 til at købe en Murakami-bog mere med på vej på juleferie (en beslutning om at teste den store Murakami-hype grundigere af, måske, eller måske snarere panik i boghandlen i lufthavnen….).
Som andre Murakami-bøger er Kafka på stranden heller ikke specielt spændende skrevet, rent sprogligt, men den har denne sære, dragende stemning, som får en til at vende siderne hurtigt. >> Læs videre
Medlemmer af den store Murakami-menighed bør læse det følgende med forsigtighed:
I dette seneste og største Murakami-værk får man i modsætning til i novellesamlingen After the Quake, som jeg læste for nyligt, rigeligt tid til at opholde sig hos hovedpersonerne (henover knap 1.000 sider i alt). Det viser personerne sig dog ikke at blive synderligt mere interessante af. >> Læs videre
